Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - kommuner - medhold

GældendeVersion 2016-11-09
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10092@2016-11-09/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - kommuner - medhold

J.nr. 2015-6810-39242 En kommune søgte en jurist til et barselsvikariat. En mandlig jurist født i 1954 søgte stillingen. Kommunen gav juristen afslag og oplyste, at kompetencerne hos andre ansøgere i højere grad passede til stillingens indhold. Kommunen havde modtaget 24 ansøgninger, hvoraf fire ansøgere blev indkaldt til samtale. 2/3 af alle ansøgerne var født i perioden 1980-1989. En ansøger var født i 1991 og resten var født i perioden 1950-1978. Kommunen indkaldte kun ansøgere født i 1980’erne til samtale, og juristen havde på denne baggrund påvist faktiske omstændigheder, der gav en formodning om forskelsbehandling på grund af alder. Kommunen havde ikke bevist, at alder var uden betydning for udvælgelsen af, hvem der skulle indkaldes til samtale. Juristen fik derfor medhold og godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager ikke blev indkaldt til samtale til en stilling som jurist i et barselsvikariat. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke blev indkaldt til en samtale til en stilling som jurist. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrente fra den 20. august 2015, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Den indklagede kommune søgte en jurist til et barselsvikariat med tiltrædelse 1. september 2015. Arbejdsopgaverne ville primært bestå af besvarelse/rådgivning inden for anmodninger om aktindsigt, sagsbehandling inden for støttet boligbyggeri, rådgivning inden for informationssikkerhed og ansøgning om værgemål. Derudover havde det juridiske team, som juristen skulle indgå i, opgaver inden for juridisk rådgivning af byråd, direktion, rådgivning på tværs af forvaltningen, navnlig sundhedsområdet, kulturområdet og børn- og ungeområdet, køb og salg af fast ejendom, kontrakter, herunder også erhvervslejeaftaler, og sekretariatsbistand for bevillingsnævn, børn- og ungeudvalg og hegnsyn. Klager, som er født i 1954, søgte den 8. juni 2015 stillingen. Den 6. juli 2015 fik klager afslag på ansøgningen. Den fremgår af afslaget, at indklagede havde vurderet, at kompetencerne hos en af de øvrige ansøgere i højere grad passede til stillingens indhold. Klager anmodede den 9. juli 2015 om en uddybet begrundelse for afslaget og henviste til, at han havde mange års erfaring med de fleste af de områder, der fremgik af stillingsopslaget. Indklagede svarede hertil den 21. august 2015, at indklagede havde modtaget 24 ansøgninger, og at der i alle tilfælde var tale om gode ansøgninger fra kandidater med forskellige kvalifikationer og erfaringer. Indklagede oplyste også, at ansættelsesudvalget havde indkaldt fire ansøgere til samtale, som indklagede ud fra en helhedsvurdering vurderede var i besiddelse af de kvalifikationer, der bedst passede til stillingen, og at en af de fire kandidater blev ansat. Indklagede har fremlagt følgende oversigt over ansøgerne fordelt på fødselsår: Fødselsår Antal ansøgere 1991 1 1989 1 1988 5 1987 1 1986 1 1985 1 1984 1 1983 2 1982 1 1980 3 1978 1 1976 1 1975 1 1966 1 1957 1 1954 1 1950 1 Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 20. august 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han ikke fik tilbudt den ansøgte stilling på grund af sin alder. Klager ønsker erstatning efter Ligebehandlingsnævnets skøn. Klager levede i høj grad op til de krav, indklagede stillede til barselsvikaren. Klagers erfaringer, der fremgår af et fremlagt CV, var alle relevante for stillingen. Klager har undervist i forvaltningsret siden 1987 og er up to date med de nyeste regler. Klager har endvidere undervist blandt andet jurister og andre akademikere, ligesom klager mange gange har rådgivet om sagsbehandling inden for støttet boligbyggeri. Klager har et stort IT-kendskab og respekt for sikkerhed for informationer. Klager har behandlet ansøgninger om værgemål og undervist i regelsættet flere gange samtidig med, at han har holdt dagskurser i reglerne for magtanvendelse og meget andet. Han har lavet, afholdt og færdiggjort mange kurser for politikere, specielt for børn- og ungeudvalgene og deltaget i samråd mange gange. Klager har også erfaring med kontakt til politikere, herunder har han på navnlig sundhedsområdet ydet juridisk vejledning til byråd, direktion, afdelingsledere og forvaltninger. Klager har endvidere færdiggjort omkring 200 hushandler med udfærdigelse af skøder og refusionsopgørelser. Han har stor erfaring med at indgå aftaler og lejemål og har blandt andet været suppleant for formanden i et huslejenævn. Da klager spurgte ind til afslaget, fik han oplyst, at indklagede havde fået kvalificerede ansøgere til barselsvikariatet, men klager tvivler på, at indklagede har fået ansøgninger, der tilnærmelsesvist kan sammenlignes med klagers. Klager kan på baggrund af indklagedes bemærkninger konstatere, at han blev betragtet som overkvalificeret eller overmatchet til den pågældende stilling. Hans indtryk af forskelsbehandling på grund af alder er derfor bestyrket. Hvis en kommune ønsker at besætte en stilling med den bedst mulige ansøger, kan store kvalifikationer aldrig være en ulempe. Indklagede gør gældende, at der ikke er udøvet forskelsbehandling af klager hverken i forhold til alder eller på andet grundlag. Indklagede bør frifindes. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klager ved en følelse af at være blevet krænket har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet forskelsbehandling. Indklagede opslog i slutningen af 2014 en chefjuriststilling og en stilling som juridisk konsulent. Klager søgte begge stillinger. Stillingen som chefjurist blev besat med en intern ansøger, hvorved stillingen som juridisk konsulent blev ledig, og der blev gennemført en ændring af fordelingen af sagsområder. Konsulentstillingen blev dermed tillagt andre og mindre omfattende opgaver end det, der fremgik af beskrivelsen af vikariatet. Stillingen blev opslået midt i maj 2015 som et barselsvikariat. Ansøgningerne blev vurderet af et ansættelsesudvalg bestående af en chefjurist og en af teamets jurister på grundlag af en høring af det samlede team. I den samlede udvælgelsesproces var der tale om en metodisk, individuel undersøgelse af og skøn over ansøgernes kvalifikationer i forhold til indklagedes behov og mulighed for at give den udvalgte et fornuftigt arbejdsindhold i ansættelsesperioden. Ansættelsesudvalget forholdt sig i første omgang til forhold af betydning for vurderingen af ansøgernes mulighed for at komme i betragtning til stillingen. Herefter dannede krav og forventninger tillige med ansøgernes beskrivelse i den individuelle ansøgning grundlag for en nærmere undersøgelse af og skøn over ansøgernes faglige og personlige kvalifikationer. Det indgik i vurderingen, i hvilket omfang ansøgerne opfyldte forventninger og krav i forhold til mindre- og meropfyldelse tillige med indtrykket af ansøgernes personlighed på baggrund af ansøgningerne, herunder om ansøgerne måtte antages at kunne affinde sig med en begrænset og midlertidig stilling. I den forbindelse så udvalget på, om en ansøgers faglige og personlige kvalifikationer overmatchede vilkår, forventninger og krav til stillingen. Udvalget så også på, om dette kunne være afgørende for, om ansøgeren kunne finde sig til rette og fungere i stillingen og omvendt. Udvalget udtog fire ansøgere til samtale, hvoraf den ene fik tilbudt vikariatet. Pågældende ansøger var født i 1983. De øvrige ansøgere, der blev indkaldt til samtale, var født i 1984 og 1985. To andre ansøgere, født i 1986 og 1988, var derudover i betragtning til en samtale. De to ansøgere blev ikke indkaldt til samtale på baggrund af deres hidtidige beskæftigelsesmæssige erfaring sammenlignet med de indkaldte ansøgere. Der er ikke i bedømmelsesgrundlaget indgået forhold som ansøgernes alder, og alderen på de indkaldte ansøgere kan ikke tages som udtryk for, at der foreligger faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. Som følge af indklagedes metodiske, individuelle undersøgelse af og skøn over klagers samlede faglige og personlige kvalifikationer blev han i lighed med 19 andre ansøgere ikke indkaldt til samtale. Ansættelsesudvalget, som var bekendt med klagers kvalifikationer fra anden sammenhæng, vurderede, at klager mere end matchede krav og forventninger til vikariatet og stillingen som sådan, og at der ikke var grundlag for at indkalde ham til samtale hverken i forhold til en uddybning af ansøgningen eller i forhold til ansættelse. Indklagede kan lovligt i en ansættelsesproces på grundlag af en ansøgning og kendskabet til en bestemt ansøger beslutte ikke at indkalde ansøgeren til samtale. Dette er ikke et udtryk for forskelsbehandling. Det forhold, at en ansøger selv mener at have kvalifikationer, der matcher stillingsopslaget, betyder ikke, at ansøgeren skal indkaldes til samtale endsige ansættes. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger på grund af alder. Indklagede fik 24 ansøgninger til barselsvikariatet, heraf var 16 ansøgeren svarende til 2/3 (16) født i perioden fra 1980 - 1989. De øvrige otte ansøgere, heriblandt klager, var født i 1991, 1975 - 1978, 1966 og 1950 - 1957. Alene ansøgere født i perioden fra 1980 - 1989 blev indkaldt til samtale. Herudover blev to andre ansøgere født i samme periode taget i betragtning. Ingen født før 1980 kom i betragtning til en samtale. På denne baggrund er der påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Det er herefter indklagede, der skal bevise, at alder ikke helt eller delvist havde betydning for udvælgelsen af, hvem der skulle indkaldes til samtale. Indklagede har oplyst, at ansøgere, der bedre end klager passede til stillingen, blev udvalgt til samtale. Indklagede har imidlertid ikke nærmere redegjort for, hvilke faglige kompetencer der førte til denne udvælgelse. Indklagede har derfor ikke godtgjort, at alder ikke helt eller delvist havde betydning for valget af, hvem der blev indkaldt til samtale. Klager får herefter medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 20. august 2015, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <2015-6810-39242>

Versioner

  1. 2016-11-09