Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10097@2016-11-09/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - social oprindelse - kommuner - kompetence - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 2015-6810-27538 En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af national og social oprindelse. Kvindens bopælskommune havde truffet afgørelse om, at hun skulle i restaktivering for, at hun kunne modtage supplerende kontanthjælp. Kvinden var i en deltidsbeskæftigelse, og restaktiveringen skulle foregå i et supermarked, så hun samlet arbejdede 30 timer om ugen. Det vat kvindens opfattelse, at den ulønnede praktik i supermarkedet blandt andet hindrede hende i at få højere lønindkomst og pension, og at praktikken ikke støttede hende i sin vej tilbage til uddannelse eller job. Kommunen stoppede kvindens supplerende kontanthjælp, og kvindens klage herover førte til, at kommunen ville revurderer afgørelsen. Det var kvindens opfattelse af forvaltningsretlige regler omkring aktindsigt, tavshedspligt og partsrepræsentation ikke var overholdt af kommunen. Kvinden klagede ikke over kommunens afgørelse om restaktivering inden for den fastsatte klagefrist, og den administrative klageadgang var derfor ikke udnyttet. Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen. Nævnet kunne heller ikke behandle den del af klagen, der vedrørte stop af supplerende dagpenge, da forskelsbehandlingsloven ikke omfatter udbetaling af kontanthjælp eller andre sociale ydelse. Derudover havde nævnet ikke kompetence til at påse, om kommunen var berettiget til at nægte kvindens arbejdsgiver og kvindens ægtefælle aktindsigt og oplysninger om kvindens sag, eller om kvindens ægtefælle kunne nægtes at repræsentere kvinden. Derudover var der ikke noget, der for nævnet tydede på, at kommunen havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med forløbet i jobcentret.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af national og social oprindelse i forbindelse med, at klager sideløbende med en lønnet deltidsbeskæftigelse skulle i virksomhedspraktik. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over indklagede kommunes tilbud om virksomhedspraktik. Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over ophør af supplerende kontanthjælp. Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over kommunens eventuelle overtrædelse af forvaltningsretlige regler. Kommunen har ikke i øvrigt handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med klagers forløb i jobcentret. Sagsfremstilling Klager, som har et udenlandsk klingende navn, blev pr. 15. april 2015 ansat ved en privat virksomhed (virksomhed A). Ansættelsen ophørte ifølge ansættelseskontrakten efter seks måneder. Klager skulle under ansættelsen fungere som konsulent i forbindelse med skattemæssige spørgsmål og skulle varetage kommunikation med offentlige, private og erhvervskunder. Arbejdstiden udgjorde 17,5 timer om ugen eksklusiv frokost fordelt med i gennemsnit 3,5 timer dagligt. Klager forventedes at være på arbejdspladsen i tidsrummet 09.00-12.00. Den resterende halve time kunne bestå af telefonpasning og/eller skriftlige opgaver og kunne ligge i tidsrummet 12.30-21.00. Timelønnen var 120 kr. Klager var ikke i forbindelse med ansættelsen omfattet af en pensionsordning. Det fremgår af lønseddel fra maj 2015, at klager havde arbejdet 48 timer i perioden 1. maj 2015 til og med 31. maj 2015. I hele perioden fra ansættelens start havde klager arbejdet 90 timer. Ifølge ’Tilbud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats’ blev klager tilknyttet virksomhedspraktik i et supermarked fra 27. maj 2015 til 28. juni 2015. Arbejdstiden i praktikken var 12½ time om ugen. Klager havde mødepligt i praktikken og modtog kontanthjælp. Klager havde mulighed for at klage inden for fire uger efter modtagelse af tilbuddet. Den 4. juni 2015 skrev klagers arbejdsgiver (arbejdsgiver B) i en mail til indklagede, at klager var blevet flyttet fra en arbejdsplads, hvor der krævedes IT-færdigheder og danskkundskaber, til en praktik, hvor hun var blevet sat til at flytte varer på et lager. Arbejdsgiver B anmodede indklagede om skriftligt at redegøre for, hvordan klagers praktik havde understøttet hendes vej tilbage til uddannelse eller job, hvordan praktikken havde afklaret klagers muligheder på arbejdsmarkedet, og hvordan klager var blevet vejledt i sin søgning efter uddannelse og job. Arbejdsgiver B oplyste, at det var klagers opfattelse, at der ikke var tale om integration på arbejdsmarkedet eller opkvalificering i forbindelse med praktikken. Den første uge af praktikken blev beskrevet. Arbejdsgiver B bad også om en skriftlig redegørelse for, hvordan den ene private arbejdsplads kunne blive forsynet med arbejdskraft, der var frataget en anden privat arbejdsplads. Arbejdsgiveren anførte, at en privat arbejdsgiver mistede arbejdstid dvs. indtjening ved at finansiere en anden privat arbejdsgivers arbejdskraft. Når praktikstedet kunne forsynes med gratis arbejdskraft, ønskede klagers arbejdsgiver også lignende gratis arbejdskraft i sin virksomhed. Arbejdsgiver B mente, at der var tale om klar forskelsbehandling og skævvridning af det danske arbejdsmarked. Klager klagede til Ligebehandlingsnævnet den 4. juni 2015. Den 2. juli 2015 oplyste klager i en mail til indklagede, at indklagede ikke var kommet med en skriftlig redegørelse som ønsket af klagers arbejdsgiver den 4. juni 2015. Arbejdsgiveren havde derfor bedt klager om at klage over den manglende besvarelse, når der var gået fire uger. Klager oplyste, at hun som følge af praktikken var blevet frataget muligheden for at få afklaret sine muligheder på arbejdsmarkedet. Klager var også forhindret i at få højere løn og eventuelt andre indtægter i form af indbetaling til pension, SH-betaling mv., ligesom klager var forhindret i muligheden for at komme tilbage til uddannelse eller job samt få afklaret sine muligheder på arbejdsmarkedet. Det fremgår af mailen, at klager blev nødt til at vælge mellem delvist kvalificeret arbejde, der understøttede hendes vej tilbage til arbejdsmarkedet, og ulønnet og ukvalificeret praktik, der gjorde det modsatte. Hun oplyste videre, at hun blev straffet for sit valg ved at få frataget sin supplerende kontanthjælp. Klager klagede over denne afgørelse. Klager oplyste også, at kommunens handling i forbindelse med praktikken svarede til, at kommunen havde bestjålet hende, idet hun mistede løn fra en privat arbejdsgiver ved at komme i ulønnet praktik. Hun oplyste videre, at hun ved at forsøge at gøre en indsats på arbejdsmarkedet og fortsætte hos den private arbejdsgiver fik hun frataget sin supplerende kontanthjælp og dermed blev bestjålet igen. Klager klagede derfor også over kommunens afgørelse om at sende hende i ulønnet praktik. Klager ønskede, at kommunikationen fremover ville foregå skriftligt, da klagers arbejdsgiver havde oplevet, at det var umuligt at få kommunens medarbejdere i telefonen, da hans henvendelser i øvrigt stort set blev ignoreret, og da klager ikke havde fået uddybet formålet med praktikforløbet ud over argumentet ”du skal jo i praktik”. Klager ønskede klagen sendt til Ankestyrelsen og borgerrådgiveren. Det fremgår af brev af 3. juli 2015 fra jurist C fra den indklagede kommune, at indklagede havde modtaget klagen over tilbud om virksomhedspraktik, og at indklagede på grund af ferie forventede at besvare den medio august 2015. Jurist C oplyste, at klagen som anmodet var videresendt til borgerrådgiveren. Ifølge en udateret mail oplyste klager, at hun ikke kunne deltage i et møde den 29. juli 2015 på grund af sit arbejde. Klagers mand ville i stedet møde som repræsentant for klager. Dette ville også være tilfældet ved eventuelt yderligere møder. Den 12. august 2015 modtog klager svar på klagen vedrørende virksomhedspraktik/restaktivering og diskrimination. Det fremgår af brevet, at klagen over restaktivering var modtaget efter udløbet af klagefristen. Afgørelsen blev derfor ikke revurderet, men videresendt til Ankestyrelsen. Det fremgår videre, at det var jobcentrets opfattelse, at praktikken i supermarkedet havde givet klager indsigt i, hvordan en virksomhed af denne art fungerer, havde hjulpet klager til at afklare, om et job af denne art kunne være noget for klager, givet hende erfaring og kompetencer inden for denne jobtype, og givet hende mulighed for at tale dansk og udvide sit netværk. Ifølge brevet af 12. august 2015 havde indklagede tilrettelagt praktikken, så der var taget højde for klagers ordinære beskæftigelse, transporttiden mellem arbejdssted og praktiksted, og at hun skulle hente børn om eftermiddagen. Indklagede oplyste, at praktikken ikke var en hindring for, at klager kunne arbejde flere timer på ansættelsesstedet. Indklagede oplyste også, at klager ved en jobsamtale den 3. juni 2015 oplyste, at det var usikkert, om hun kunne få flere løntimer, og at det tidligst kunne blive aktuelt i september 2015. Indklagede kunne ifølge brevet via e-indkomst konstatere, at klager havde arbejdet mindre end 17,5 timer om ugen i sin ordinære beskæftigelse. Det var derfor indklagedes vurdering, at klagers deltagelse i praktikken ikke havde frataget hende mulighed for yderligere ordinær beskæftigelse. Indklagede oplyste videre, at kommunen ville revurdere klagen over stop af supplerende kontanthjælp. Klager ville høre nærmere. For så vidt angår klagen over manglende kommunikation med klagers arbejdsgiver fremgår det af brevet, at jobcentret gentagne gange havde forsøgt at kontakte arbejdsgiveren pr. telefon og havde lagt flere telefonbeskeder. Et par gange opnåede jobcentret kontakt, men arbejdsgiveren ønskede ikke at tale med sagsbehandleren. Jobcentret konkluderede derfor ifølge brevet, at arbejdsgiveren ikke ønskede en tilbagemelding på henvendelsen. Efterfølgende have en afdelingsleder (afdelingsleder D) besvaret henvendelsen ved mailkorrespondance og inviteret arbejdsgiveren til møde. Den 20. august 2015 sendte Ankestyrelsen brev til klager om, at hendes klage over indklagedes afgørelse om virksomhedspraktik ikke kunne behandles, da klagen var modtaget for sent. Der var ikke særlige grunde til at se bort fra klagefristen. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national og social oprindelse. Klager ønsker det konstateret, at det er i strid med loven at flytte en deltidsansat til ulønnet praktik. Klager ønsker også godtgørelse. Den indklagede kommune flyttede klager fra sin lønnede og delvist kvalificerende ansættelse til en ulønnet praktik, hvor klager ikke kunne bruge dansk eller sine kvalifikationer. Klager var tvunget til at gå ned i antal timer i sit deltidsjob for i stedet at blive sendt i ulønnet praktik i en ufaglært stilling, og klagers arbejdsgiver fik frataget en ansats arbejdstimer, som en anden privat arbejdsgiver fik gratis gennem jobcentret. Det var formålet med praktikken, at klager skulle have forbedret sine danskkundskaber og kunne bruge og forbedre sine kompetencer, ligesom klager skulle integreres på det danske arbejdsmarked. Dette formål blev fuldstændigt ignoreret af indklagede. Indklagedes bemærkning om, at klager kom i praktik for at hun kunne opnå træning i dansk, strider mod de faktiske omstændigheder og kommunens oplysninger. Det fremgår af jobplanen af 28. maj 2015, at klager skulle i fem ugers praktik for at styrke det danske sprog. Indklagede ignorerede sit eget mål om at ”styrke det danske sprog” og har erstattet det med ”mulighed for at tale dansk”. Kommunen blev den 4. juni 2015 af klagers daværende arbejdsgiver og den 2. juli 2015 af klager orienteret om, at der ikke var kommunikation på dansk i praktikken. Den ikke-eksisterende kommunikation blev beskrevet i detaljer. Indklagede reagerede på intet tidspunkt direkte på henvendelserne. Indklagede undersøgte ikke og ændrede heller ikke forhold omkring praktikken. Klagers oplysninger om praktikkens faktiske forløb er fortiet fra indklagedes side. Indklagede besvarede ikke henvendelserne fra klagers arbejdsgiver. Det er usandt, at indklagede gentagne gange forsøgte at kontakte arbejdsgiveren, og at det blev vurderet, at arbejdsgiveren ikke ønskede svar. Det fremgår af en mail af 4. juli 2015 fra arbejdsgiveren til kommunen, at der var efterladt en telefonbesked på arbejdsgiverens telefon, og at arbejdsgiveren gentagne gange havde forsøgt at ringe op til kommunen, men fik en telefonsvarerbesked. Arbejdsgiverens gentagne forsøg på at få svar på klagen blev saboteret. Indklagede har sandsynligvis fortiet nogle henvendelser fra klager og klagers arbejdsgiver. Det er ikke indklagede, der bestemmer, hvilke oplysninger, der er relevante eller ej. Indklagede har oplyst, at indklagede ikke har fremsendt samtlige dokumenter til Ligebehandlingsnævnet vedrørende kommunikation med klagers arbejdsgiver og har dermed erkendt, at indklagede har begået processuelle fejl og eventuelt forsætligt har vildledt ved at skjule oplysninger. Dette på trods af, at klager har anmodet om, at al relevant information blev fremsendt. Klager har påklaget indklagedes afgørelse om at sende klager i praktik samt andre afgørelser, der udsprang af afgørelsen. Herunder har klager påklaget kommunens afgørelse om fratagelse af supplerende kontanthjælp. Indklagede har oplyst, at klagen over praktikforløbet var sendt for sent, og at klagen derfor ikke kunne indbringes for en anden forvaltningsmyndighed. Mailen den 4. juni 2015 fra klagers arbejdsgiver blev sendt til arbejdsmarkedskonsulenten og kommunens e-Boks i forbindelse med ulovlige handlinger fra kommunens side. Arbejdsgiveren forklarede situationen og bad om en skriftlig redegørelse, hvilket han aldrig fik. Klager blev af arbejdsgiveren bedt om at klage efter fire uger, dvs. den 2. juli 2015, over kommunens manglende besvarelse. Arbejdsgiveren blev nægtet svar fra kommunen med den begrundelse, at hans repræsentant, som er en tolk, også er klagers repræsentant. Arbejdsgiveren klagede således rettidigt på klagers vegne, men blev nægtet svar, mens klager fik oplyst, at hun havde klaget for sent. Den 3. juli 2015 skrev afdelingsleder D til arbejdsgiveren, at jobcentret var omfattet af tavshedspligten og ikke kunne drøfte den konkrete borgersag med arbejdsgiveren, da klager ikke havde givet samtykkeerklæring dertil. Den 6. juli 2015 skrev afdelingsleder D, at hun havde besvaret arbejdsgiverens mail af 4. juni 2015 og ikke kunne kommentere yderligere på borgersagen eller give aktindsigt i sagen, da arbejdsgiveren ikke som sådan var part i sagen. Den 10. juli 2015 skrev arbejdsgiveren til afdelingslederen, at han den 6. juli 2015 var inviteret til at deltage i et møde den 14. august 2015. Arbejdsgiveren kunne ikke deltage i mødet, da han var bortrejst, hvorfor han ville sende sin repræsentant (klagers mand). Den 14. juli 2015 skrev afdelingsleder D, at hun ikke havde mulighed for at holde møde med arbejdsgiverens repræsentant samme dag. Jurist C nægtede klagers mand muligheden for at repræsentere klager uden at spørge klager. Jurist C skrev således, at hun ikke kunne kommentere klagers sag ved jobcentret, eftersom klagers mand ikke var partsrepræsentant i klagers sag. Samme dag – den 31. august 2015 – gjorde klagers mand juristen opmærksom på, at klager skriftligt pr. e-Boks i august havde udpeget sin mand som sin repræsentant. Klagers mand oplyste også, at det så ud til, at jurist C havde besluttet sig for at ignorere klagers skriftlige anmodning om at bruge sin mand som repræsentant. Selvom hun var blevet gjort opmærksom på brevet fra klager om klagers mand, foretog juristen sig ikke noget. For så vidt angår Ankestyrelsens afgørelser er der begået processuelle fejl i kommunens bestillingsarbejde. Klager vil derfor gå til domstolene. Jobcentret fik for nyligt smadret 12 ruder af en frustreret borger. Klager er overbevist om, at det er konsekvensen af en tilsvarende behandling af andre borgere som den, klager har fået. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national og social oprindelse. Klager henvendte sig den 21. januar 2015 i jobcentrets visitation, hvor der blev afholdt visitationssamtale. Klager blev henvist til et forløb for jobparate ved et afklarings- og vejledningscenter, der tilbyder undervisning, coachsamtaler og praktikforløb med henblik på at udvikle de nødvendige kompetencer til at starte i et job eller uddannelse. Klager påbegyndte forløbet ved afklarings- og vejledningscentret den 29. januar 2015. Klager oplyste, at hun var i virksomhedspraktik ved virksomhed A. Praktikken var etableret af et jobcenter i en anden kommune, som klager var fraflyttet. Jobcentret i den indklagede kommune kendte ikke til praktikkens begyndelsestidspunkt. Klager ønskede en forlængelse af praktikken, hvilket blev aftalt. Praktikken blev forlænget til den 3. marts 2015. I februar 2015 kontaktede en konsulent fra afklarings- og vejledningscentret virksomhed A. Konsulenten talte med arbejdsgiver B på engelsk, da arbejdsgiveren ikke kunne tale dansk. Arbejdsgiver B ønskede praktikken forlænget, da han mente, at der fortsat var lidt, som klager skulle lære, før han kunne ansætte hende. Arbejdsgiveren gjorde det klart, at han ville ansætte klager pr. 1. april 2015, hvis han fik yderligere fire ugers ulønnet praktik. Konsulenten oplyste, at praktikken kunne forlænges med fire uger, hvis arbejdsgiveren ville afgive en arbejdsgivererklæring, hvori han forpligtede sig til at ansætte klager i en ordinær beskæftigelse pr. 1. april 2015. Dette var arbejdsgiveren indforstået med. Den 23. februar 2015 modtog konsulenten arbejdsgivererklæringen, hvoraf det fremgik, at klager var ordinært ansat 30-37 timer om ugen fra den 1. april 2015 og 52 uger frem. Da klager var lovet beskæftigelse fra den 1. april 2015, blev hun afmeldt som ledig. Samme dag fik konsulenten en mail fra arbejdsgiveren, der oplyste at klager fortsat manglede at oparbejde nogle kompetencer, før han kunne ansætte hende. Arbejdsgiveren ville derfor ansætte klager i løntilskud i stedet for. Konsulenten nåede ikke at svare arbejdsgiveren samme dag eller i de efterfølgende dage på grund af påsken. Den 6. april 2015 (2. påskedag) skrev klager til konsulenten og bad om en forklaring på, at hun var afmeldt fra jobcentret. Klager fik oplyst, at hun var afmeldt, da arbejdsgiveren havde lovet hende ansættelse, og at hun ellers ikke havde fået forlænget praktikken. Klager henvendte sig den 23. april 2015 og søgte supplerende kontanthjælp. Hun oplyste, at hun var ansat 17,5 timer fra 9-12 dagligt og derudover varetog telefonpasning og brevskrivning i ½ time om dagen i tidsrummet 12.30-21.00. Klager blev orienteret om, at kommunen har en politisk besluttet kontanthjælpsstrategi, hvorefter borgere, der modtager kontanthjælp eller supplerende kontanthjælp helt eller delvist skal aktiveres. Klager skulle derfor restaktiveres udover sine løntimer i den ordinære beskæftigelse, ligesom alle andre kontanthjælpsmodtagere i kommunen uanset national og social oprindelse. Klager blev på ny henvist til afklarings- og vejledningscentret med henblik på restaktivering og deltidspraktik. Klager blev bevilget supplerende kontanthjælp fra den 28. april 2015. Restaktivering blev etableret som en del af indklagedes kontanthjælpsstrategi, der blev besluttet den 29. maj 2012, hvorefter borgere skal aktiveres i størst muligt omfang. I forbindelse med restaktivering bad klager om, at der blev taget hensyn til, at hun dagligt skulle hente børn, og til eventuelle ekstra timer ved hendes arbejdsgiver. Jobkonsulenten fandt en praktikplads i et supermarked, der ligger tæt på klagers bopæl. Der var en daglig praktiktid på 2½ time fra kl. 13 til 15.30 i otte uger. Klager oplyste hertil, at hun kun kunne være i praktik i en måned på grund af ferie, børnepasning og andre planer. Hun oplyste også, at hun kun kunne arbejde til kl. 15 om fredagen. Der blev herefter aftalt praktik 12,5 timer ugentligt fra 27. maj 2015 til 28. juni 2015. Med sin ordinære beskæftigelse var der tale om en samlet arbejdstid på 30 timer om ugen. Der var således tid mellem arbejdsstederne, og klager kunne nå hjem og hente børn. Indklagede traf afgørelse den 28. maj 2015 vedrørende tilbud om virksomhedspraktik. Indklagede er ikke enig med klager i, at formålet med praktikken blev ignoreret. Praktikken i supermarkedet havde netop det formål, at klager opnåede træning i dansk. Det er indklagedes opfattelse, at klager i forbindelse med praktikken kunne have forbedret sit danske sprog ved at udnytte muligheden for at tale med arbejdsgiver, kolleger og kunder. Virksomhedspraktik er en vigtig del af kommunens integration af borgere i det danske samfund, når borgerne ikke kan opnå beskæftigelse og selvforsørgelse på egen hånd. Det pågældende supermarked anvendes ofte til virksomhedspraktik, da arbejdspladsen er yderst rummelig i forhold til eksempelvis arbejdstid og ofte ansætter praktikanterne i ordinær beskæftigelse efterfølgende, hvis praktikanterne er motiverede og interesserede i job. Jobcentret vurderede, at klager havde en reel mulighed for ansættelse, der kunne supplere hendes deltidsansættelse. Supermarkedet modtager praktikanter både af dansk og udenlandsk oprindelse. Det er ikke korrekt, at klager var tvunget til at deltage i praktikken på bekostning af deltidsjobbet. Virksomhedspraktikken blev lagt dagligt fra 13.00-15.30, så der blev taget højde for hendes ordinære beskæftigelse. Ifølge ansættelseskontrakten skulle hun i sin ordinære beskæftigelse arbejde ½ time i tidsrummet 12.30-21.00. Hun havde mulighed for at lægge den halve time efter kl. 15.30. Ved tilrettelæggelse af restaktivering i praktik er jobcentret meget opmærksom på, at praktikken ikke kommer til at influere på den arbejdstid, hvor borgeren er i ordinær ansættelse, og det bliver altid aftalt, at der skæres ned på arbejdstimer i praktikken, hvis der er mulighed for flere arbejdstimer i den ordinære ansættelse. Praktikken ville derfor heller ikke for klager være en hindring, hvis hun havde fået flere løntimer. Klager gjorde ikke på noget tidspunkt under planlægningen af praktikforløbet eller under praktikperioden jobcentret opmærksom på, at der skulle være et problem i forbindelse med den halve times arbejdstid, som skulle lægges fra 12.30-21.00 og tidspunktet for praktikken. Klager blev indkaldt til jobsamtale på jobcentret den 3. juni 2015. Der skulle følges op på jobsøgning, og den videre jobsøgning skulle fastlægges. Klager oplyste, at hun ikke var specielt begejstret for praktikken og ville gøre mere gavn på et kontor. Hun var usikker på, om hun kunne få flere timer på sin ordinære arbejdsplads og mente ikke, at det kunne blive aktuelt før tidligst september 2015. Det blev aftalt, at klager skulle fortsætte praktikken. Indklagede har kunnet konstatere via e-indkomst, at klager i perioden april-juli 2015 havde færre løntimer hos sin arbejdsgiver end det, der fremgik af ansættelseskontrakten. Det fremgår af e-indkomst, at klager havde hhv. 42, 48, 45 og 35 arbejdstimer i april-juli 2015. I juni 2015, hvor hun var i praktik, burde klager have haft 77 løntimer i sin ordinære ansættelse (4 uger og 2 dage à 3,5 løntimer), men hun arbejdede reelt 45 timer. Dvs. at hun kun arbejdede to timer i tidsrummet 9-12 i stedet for tre. Det er derfor svært at argumentere for, at den ulønnede praktik på 2½ time om dagen i tidsrummet 13.00-15.30 skulle have afholdt klager fra at arbejde flere løntimer, og at hun og arbejdsgiveren derfor skulle have mistet indtjening. Efter samtalen den 3. juni 2015 viste det sig, at klager ikke var berettiget til at afholde ferie med ydelser før tidligst august, muligvis først september 2015. Jobkonsulenten orienterede klager herom i en mail. Klager oplyste hertil, at hun fortsat ønskede at holde ferie og arbejde på deltid. Klagers arbejdsgiver sendte brev den 4. juni 2015, hvori han gav udtryk for, at han var utilfreds med, at han var frataget klagers arbejdskraft til fordel for den ulønnede praktik i supermarkedet. Han bad om en redegørelse herfor. Det er indklagedes opfattelse, at der blev reageret på arbejdsgiverens henvendelser. Sagsbehandleren forsøgte gentagne gange at ringe til arbejdsgiveren og lagde flere beskeder på hans telefonsvarer. Et par gange opnåede sagsbehandleren kontakt, men på det tidspunkt ønskede arbejdsgiveren ikke at tale med sagsbehandleren. Det blev derfor vurderet, at arbejdsgiveren ikke ønskede svar på sin henvendelse af 4. juni 2015. Indklagede vurderede også, at henvendelsen fra arbejdsgiveren ikke kunne betragtes som en klage over klagers sag, men som en henvendelse vedrørende det konkrete praktikforløb, det vil sige en sag mellem jobcentret og arbejdsgiveren. Den 3. juli 2015 fik arbejdsgiveren svar om, at den konkrete borgersag ikke kunne drøftes med arbejdsgiveren, men at arbejdsgiveren var velkommen til at kontakte afdelingslederen for at aftale et møde angående jobcentrets opgave med at bringe klager ind på det ordinære arbejdsmarked. Klagers arbejdsgiver havde en fuldmagt til at repræsentere klager ved et konkret møde den 29. juli 2015 samt efterfølgende møder. Det er indklagedes opfattelse, at fuldmagten alene vedrørte deltagelse i mødet, men ikke repræsentation af klager generelt. Ydelsescentret traf den 24. juni 2015 afgørelse om stop af supplerende kontanthjælp. Den 2. juli 2015 modtog jobcentret klagen fra klager over den manglende besvarelse af arbejdsgiveren, restaktiveringen og stop af supplerende kontanthjælp. Klager ønskede klagen videresendt til borgerrådgiveren og Ankestyrelsen. Det er indklagedes opfattelse, at indklagede reagerede på henvendelsen af 2. juli 2015. Klagen blev videresendt til borgerrådgiveren, og den 3. juli 2015 fik klager meddelelse om, at hun ville få svar midt i august 2015 på grund af ferie. Den 8. juli 2015 bad klager om aktindsigt, hvilket hun fik. Den 5. august 2015 søgte klager om kontanthjælp. Den 12. august 2015 sendte jobcentret svar på brevet af 2. juli 2015, og klagen over virksomhedspraktikken blev videresendt til Ankestyrelsen, som har givet indklagede ret i, at klagen over praktikforløbet var modtaget for sent. Det er korrekt, at indklagede ikke har fremsendt samtlige dokumenter vedrørende kommunikation med klagers arbejdsgiver til Ligebehandlingsnævnet i relation til kommunens virksomhedsservice. Der er imidlertid gengivet et retvisende billede af kontakten mellem indklagede og klagers arbejdsgiver i relation til spørgsmålet om forskelsbehandling. Indklagede har fremsendt de dokumenter, som indklagede vurderer er relevante i forbindelse med klagen over forskelsbehandling på grund af national og social oprindelse. I klagen til Ligebehandlingsnævnet anfører klager, at hun er frataget muligheden for at optjene pension. Det fremgår af klagers ansættelseskontrakt fra den ordinære beskæftigelse, at ansættelsen er uden pension. Da hun ikke optjener pension i sin ansættelse, kan hun ikke være frataget muligheden derfor. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af national og social oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansatte for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og enhver, der anviser beskæftigelse. Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet ikke kan behandle klager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen. Indklagede traf den 28. maj 2015 afgørelse om, at klager skulle i restaktivering. Det fremgår af afgørelsen, at klager kunne klage over afgørelsen inden for fire uger. Ankestyrelsen meddelte den 20. august 2015 klager, at klagen over virksomhedspraktikken ikke kunne behandles, da klagefristen var overskredet. Da den administrative klageadgang ikke er udnyttet, da sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet, kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klagen over virksomhedspraktikken. For så vidt angår klagen over stop af supplerende kontanthjælp meddelte indklagede i august 2015 klager, at klagen blev revurderet. Der foreligger ikke oplysninger i sagen, om der er truffet ny afgørelse vedrørende supplerende kontanthjælp. Uanset om de administrative klagemuligheder er udtømt i forhold til afgørelsen om ophør af supplerende kontanthjælp, omfatter forskelsbehandlingsloven ikke udbetaling af kontanthjælp eller andre sociale ydelser. Dette er i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivets art. 3, stk. 3, hvorefter udbetalinger af enhver art fra offentlige ordninger for social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger ikke er omfattet af direktivet. Nævnet kan derfor heller ikke behandle klagen over ophør af kontanthjælp. Nævnet har ikke kompetence til at påse, om indklagede var berettiget til at nægte klagers arbejdsgiver og klagers ægtefælle aktindsigt og oplysninger om klagers sag, eller om indklagede var berettiget til at nægte ægtefællen af repræsentere klager efter de forvaltningsretlige regler for aktindsigt, tavshedspligt og partsrepræsentation. Nævnet kan derfor heller ikke behandle denne del af klagen. Der er ikke i øvrigt noget, der for nævnet tyder på, at indklagede i forbindelse med forløbet i jobcentret har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven, herunder i forbindelse med henvendelserne fra klagers arbejdsgiver. Klager får derfor ikke medhold i klagen i øvrigt. <2015-6810-27538>

Versioner

1. 2016-11-09