Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

GældendeVersion 2016-11-09
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10111@2016-11-09/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

J.nr. 2015-6811-43243 Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at der ved afvisning af en 53-årig handicaphjælper ved besættelse af en ledig stilling til en 13-årig pige med muskelsvind blev lagt vægt på ansøgerens alder. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at indklagede blev afvist som ansøger til en stilling som handicaphjælper opslået via indklagedes vikarservicehjemmeside. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på ansættelse som handicaphjælper. Sagsfremstilling Indklagede vikarservicebureau indrykkede den 15. september 2015 et opslag med følgende ordlyd: ”Vi søger en pædagogmedhjælper/personlig hjælper (kvinde) til en 13 årig hjemmeboende pige med muskelsvind. Jobbet er i gennemsnit ca. 28 timer om ugen, med opstart så hurtigt som muligt. Der vil ofte være mulighed for ekstra vagter. Arbejdstiden består af dag/aften vagter, vågne nattevagter og arbejde hver anden weekend. Du kommer til at indgå i et team på ialt 6 hjælpere der varetager denne opgave, som bla. består af: - personlige plejeopgaver - træning af pigens fysik - ledsagelse til skole og fritidsaktiviteter som eksempelvis elhockey og svømning - lejlighedsvis deltagelse på lejrture, weekendture og ferie med familien Jobbet er ideelt for personer, som ønsker at videreuddanne sig indenfor det pædagogiske/sociale eller sundhedsfaglige område, eksempelvis inden start på en videregående uddannelse. Der vil være en grundig oplæring, hvorfor der ikke stilles krav i forhold til erfaring med plejeopgaver. Vi lægger vægt på, at du er fleksibel, har masser af gå-på-mod, er sulten på at lære og selvfølgelig, har den rette kemi med pigen og hendes familie. Du skal være ikke-ryger og have kørekort. (…)” Klager indsendte en ansøgning til stillingen med blandt andet følgende indhold: ”Kvinde på 53 år, uddannet social og sundhedshjælper, søger hermed stillingen som pædagogmedhjælper/personlig hjælper, da jeg har interesse for målgruppen, har erfaring med pleje, omsorg og 13 årige piger idet jeg har en datter på netop 13 år. Som person er jeg engageret, nysgerrig, fleksibel, hjælpsom, har et positivt menneskesyn, ikke bange for praktisk arbejde eller give en ekstra hånd, for eksempel om morgenen ved sygdom, ferie osv. (…)” Som svar på ansøgningen skrev indklagede til klager, at: ”(…) Jeg må desværre meddele dig, at familien prioriterer et hjælperteam i alderen 20-25 år. Det vurderer familien passer bedst i samspillet med deres datter. ” Klager indgav herefter den 16. september 2015 en klage til Ligebehandlingsnævnet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun uretmæssigt har været udsat for aldersdiskrimination i forbindelse med, at hun fik afslag på ansættelse som handicaphjælper. Særligt fordi der ikke står noget i stillingsopslaget om, at man skal være under 25 år. Hun er yderst velkvalificeret til stillingen. Hun ønsker i forbindelse med sin klage at blive tilkendt en godtgørelse, og at stillingsopslaget bliver rettet, sådan at det udtrykkeligt fremgår, at det er en yngre person, man ønsker ansat. Indklagede gør gældende, at en nærmere belysning af de faktiske omstændigheder kræver parts- og vidneforklaringer, hvorfor nævnet ikke kan behandle sagen. I anden række gøres det gældende, at afslaget er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 2, og den dispensation, der er givet ved Socialministeriets afgørelse af 13. oktober 2005 til, at der kan søges eller foretrækkes personer af en bestemt alder ved ansættelse af en handicaphjælper. En yngre plejer går bedre i samspil med den nu 14-årige pige og plejen af denne, idet kemien er altafgørende, herunder i forhold til de særlige aldersbetingede problematikker hos en 14-årig. Hvis nævnet måtte nå frem til, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven, gøres det gældende, at der kun skal betales en mindre godtgørelse, da indklagede alene er formidler af handicaphjælperen og således ingen kompetence har til at foretage det personlige valg af den handicaphjælper, der skal ansættes. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling blandt andet på grund af alder på arbejdsmarkedet efter lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Det samme gælder for et vikarservicefirma, der handler på vegne af en potentiel arbejdsgiver. Hvis det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende betydning, at udøveren er af en bestemt alder, og kravet herom står i rimeligt forhold til den pågældende erhvervsaktivitet, kan vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra beskæftigelsesministeren fravige bestemmelser om blandt andet forskelsbehandling i forbindelse med ansættelse og annoncering. Socialministeriet har ved afgørelse af 13. oktober 2005 givet dispensation til, at der ved besættelse af ledige stillinger til personer med handicap kan lægges vægt på ansøgerens alder, således at den handicappede person kan søge efter personale, der aldersmæssigt svarer til vedkommende selv. Der er tale om besættelse af en stilling som handicaphjælper til en 13-årig pige med dag og aftenvagter samt vågne nattevagter og arbejde hver anden weekend. Hjælperen skulle være én af seks hjælpere, der blandt andet varetog pigens personlige plejeopgaver, træning af fysik, ledsagelse til skole og fritidsaktiviteter og lejlighedsvis deltagelse på lejr-og weekendture samt ferie med familien. Ligebehandlingsnævnet finder, at afvisningen af den 53-årige klager med henvisning til alder falder ind under den givne dispensation, og at indklagede derfor har været berettiget til at afvise klagers ansøgning alene med henvisning til klagers alder. Klager får derfor ikke medhold. <2015-6811-43243>

Versioner

  1. 2016-11-09