Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10130@2016-11-09/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

J.nr. 2016-6810-01493 En rengøringsassistent, der var gravid i sjette måned, måtte forlade en kundes lokaler, da hendes datter var blevet indlagt til observation. Rengøringsvirksomheden sørgede for en afløser. Da kunden efterfølgende konstaterede, at der var begået tyveri, fordi lokalerne ikke var blevet aflåst, opsagde kunden aftalen med rengøringsvirksomheden. Rengøringsassistenten blev afskediget på baggrund af misligholdelse af ansættelseskontrakten, da hun havde forladt kunden uden af låse døren og koble alarmen til, hvilket resulterede i tyveri. Uanset uenighed mellem rengøringsassistenten og rengøringsvirksomheden om, hvorvidt rengøringsassistenten havde forladt lokalerne ulåste, havde virksomheden løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i graviditeten. Rengøringsassistenten fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget under sin graviditet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som rengøringsassistent under sin graviditet. Sagsfremstilling Klager blev med virkning fra 31. marts 2015 ansat som tilkaldevikar i den indklagede rengøringsvirksomhed. Med virkning fra 7. august 2015 blev hun ansat som rengøringsassistent. Den ugentlige arbejdstid var ifølge ansættelseskontrakten 24,5 timer. Den 20. september 2015 skrev klager i en sms til sin leder: ”Hej [leder] min datter bliver indlagt til observation hun har 41 i feber de kan ikke få den ned så jeg ved ikk hvad jeg gør med [kundevirksomhed] jeg er nødt til at være hos hende. ” Indklagede foranledigede, at en kollega herefter afløste klager. Ved brev af 23. september 2015 blev klager afskediget pr. dags dato på baggrund af misligholdelse af ansættelseskontrakten. Ifølge afskedigelsesbrevet forlod klager den 20. september sin arbejdsplads uden af låse døren og koble alarmen til, hvilket havde resulteret i tyveri hos kunden. Samme dag sendte klager en sms til sin leder, hvor hun oplyste, at hun havde talt med en medarbejder fra kundevirksomheden, og at medarbejderen havde oplyst, at alarmen blev frakoblet søndag cirka kl. 13 og ikke var tilsluttet, da virksomhedens medarbejdere mødte mandag morgen. Ifølge klagers sms var medarbejderen ikke klar over, at indklagede havde sendt en afløser for klager samme aften. Klager skrev også, at den ene af de stjålne lamper vejede 30 kilo, og at det ikke kunne være klager, der havde båret rundt på den, da hun, som lederen vidste, var gravid i 6. måned. Videre oplyste klager, at afløseren, der mødte efter klager, heller ikke havde slået alarmen til, hvorfor klager var nødsaget til at køre en sag for uberettiget afskedigelse på grund af graviditet. Klagers leder svarede samme dag, at indklagede ville køre en sag mod klager, hvis hun kontaktede indklagedes kunder igen. Klager skrev hertil, at hun stillede sin arbejdskraft til rådighed i opsigelsesperioden med mindre lederen ville bekræfte, at klager var fritstillet. I en mail af 19. oktober 2015 oplyste klagers faglige organisation indklagedes advokat, at indklagedes serviceleder var bekendt med klagers graviditet på tidspunktet for opsigelsen. Den faglige organisation oplyste også, at det var urimeligt, at det blev lagt klager, der var i en følelsesmæssigt meget presset situation, til last, at alarmen ikke var tilkoblet, og at indklagede selv måtte bære en stor del af ansvaret for, at alarmen ikke var tilkoblet, når afløseren ikke vidste, hvordan han skulle gøre. Den faglige organisation oplyste videre, at klagers bror efter afskedigelsen havde kontaktet kundevirksomheden, som havde oplyst, at de mandag morgen kunne konstatere, at der var sat noget i klemme i døren, så der var fri adgang til lokalerne. Da klager beviseligt ikke havde været den sidste person i virksomheden, måtte afskedigelsen være begrundet i klagers graviditet. Den faglige organisation spurgte til muligheden for forlig. Indklagedes advokat oplyste ved mail af 4. november 2015, at indklagede ikke var bekendt med klagers graviditet, og at indklagede tværtimod var af den opfattelse, at klager havde holdt graviditeten skjult, da hun pressede på for at komme op på fuld tid. Indklagede fastholdt, at klager havde forladt kunden uden at låse elevatoren og dørene på 1. og 3. sal, hvilket var bortvisningsgrund. Klager satte indklagede i en vanskelig situation ved bare at gå hjem, og den eneste afløser, der kunne findes, kendte ikke kunden eller alarmsystemet, men kunne dog finde ud af at låse efter sig. Advokaten oplyste, at klager formentligt ikke var blevet bortvist, hvis hun alene havde glemt alarmen. Advokaten oplyste videre, at indklagede først besluttede at skride til bortvisning under mødet den 23. september 2015. Det var medvirkende hertil, at klagers bror, der var til stede, opførte sig så konfronterende, at det ikke var muligt at få klagers version af forløbet, og det bekymrede indklagede, at broren havde kontaktet kunden. Indklagede ønskede ikke at indgå forlig, bortset fra et forlig om delvis løn i opsigelsesperioden af procesøkonomiske hensyn. Den 6. november 2015 oplyste den faglige organisation til indklagedes advokat, at klagers bror ikke havde opført sig konfronterende. Ifølge en lydoptagelse fra mødet henvendte broren sig ikke til klagers leder, men var kun til stede for at støtte klager. På lydoptagelsen hørte man ifølge organisationen hovedsagligt klager og klagers leder. Ifølge den faglige organisation var klager fastansat 30,5 timer om ugen, og klager var alene aflønnet for 24 timer i perioden 15. september 2015 til 1. oktober 2015. I mail af 13. november 2015 oplyste indklagedes advokat til klagers faglige organisation, at han nu havde hørt lydoptagelsen fra samtalen, og at klager virkede mest konfronterende og arrogant i sin tone over for sin arbejdsgiver. Advokaten oplyste også, at klager og klagers bror i pausen drøftede strategien aftalt med den faglige organisation, hvilket tydede på, at man satsede på en fyring og en ligebehandlingssag. Ifølge advokaten understøttede optagelsen indklagedes forklaring om, at lederen havde tænkt sig en alvorlig drøftelse og måske en undskyldning eller en form for anger fra klagers side. På grund af klagers reaktion gennemførte lederen i stedet en bortvisning. Advokaten oplyste videre, at klager ikke havde fået løn fra den 23. september 2015 til 1. oktober 2015, da hun var blevet bortvist. Indklagede fremlagde tilbud om forlig i form af erstatning svarende til lønnen i opsigelsesperioden. Indklagede afviste godtgørelse efter ligebehandlingsloven. Ved mail af 19. november 2015 spurgte klagers faglige organisation indklagedes advokat, om indklagede kunne anerkende, at klager var opsagt, men ikke bortvist, og at der var udbetalt for lidt løn i perioden 15. september 2015 til 1. oktober 2015. Ifølge mailen ville den faglige organisation fremsende klage til Ligebehandlingsnævnet. Indklagedes advokat svarede hertil samme dag, at klager var blevet bortvist, og at klager arbejdede 24,5 timer om ugen, dog således, at hun havde mulighed for at tage ekstra timer, hvilket hun havde benyttet sig af. Klagers ønske om en arbejdstid på 30,5 timer om ugen var aldrig blevet anerkendt af klagers leder. Ifølge advokaten havde klager fået løn for det arbejde, som hun havde udført, og havde derfor ikke krav på yderligere. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 8. januar 2016. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun blev afskediget på grund af sin graviditet. Klager ønsker godtgørelse. Der er ikke behov for mundtlige parts- og vidneforklaringer, da sagen kan afgøres på skriftligt grundlag. Klager bestrider, at der er en tvist om hendes lønvilkår. Klager kan ikke dokumentere, at der var aftalt flere arbejdstimer end 24,5 timer om ugen. Klager ønsker ikke at forfølge lønkravet yderligere. Klager har for nærværende heller ikke ønsket at forfølge kravet om løn i opsigelsesperioden. Da klager var på arbejde den 20. september 2015, blev hun ringet op af sin mor, der oplyste, at klagers 1-årige datter havde feberkramper, og at der var ringet efter en ambulance. Klager kontaktede hurtigt sin leder og oplyste hende herom. Efter aftale med lederen forlod klager kundevirksomheden for at tage på hospitalet. Lederen ville finde en afløser. Klager var følelsesmæssigt påvirket af situationen og glemte desværre at slå alarmen til, da hun forlod kundevirksomheden. I den følgende uge blev hun orienteret om, at der havde været indbrud i kundevirksomheden, fordi hun hverken havde låst døren eller slået alarmen til. Klager kan ikke anerkende, at hun ikke låste døren. Der var en port til gården, som låser automatisk og skal åbnes med en nøgle udefra, og indefra åbnes porten ved tryk på en knap. Opgangsdøren og døren til kontoret har også smæklås. Indklagede har anført, at klagers afløser, som mødte ind cirka 1½ efter, at klager forlod virksomheden, havde konstateret, at dørene var ulåste, og at han ikke koblede alarmen til, da han ikke vidste, hvordan han skulle gøre. Det skriftlige vidneudsagn fra afløseren bestrides ikke. Det skal dog tilføjes, at det forhold, at dørene ikke var låst, da afløseren ankom, ikke beviseligt kan tilskrives klager, der fastholder, at dørene smækkede med smæklåse. Det er ikke kun indklagedes rengøringsmedarbejdere, der har adgang til kundevirksomheden. Kundevirksomhedens medarbejdere har naturligvis også adgang. Den 22. september 2015 afhentede en af indklagedes indehavere klagers nøgler til kundevirksomheden. Klager undrede sig over, at hendes nøgler blev afhentet, da det var hendes opfattelse, at rengøringen hos kunden dagen før (mandag den 21. september 2015) var sket uden brug af nøglerne. Klager forventede derfor, at hun ville blive afskediget på mødet dagen efter. Hun tog derfor sin bror med som bisidder. Det bestrides, at klager og klagers bror havde en konfronterende attitude under mødet den 23. september 2015. Det bestrides også, at klager blev bortvist. Klager modtog en opsigelse pr. dags dato, men det fremgår ikke, at klager skulle fratræde med øjeblikkelig virkning. Det angives ikke, om klager var fritstillet, eller om hun skulle arbejde i opsigelsesperioden, hvorfor hun efter sin faglige organisations opfordring anmodede om at få dette oplyst. Umiddelbart efter afskedigelsen ringede klagers bror til kundevirksomheden. Telefonsamtalen fandt sted den 23. september 2014 kl. 13.19, hvilket var efter mødet mellem klager og klagers leder. Det fremgår af samtalen, som klagers bror har transskriberet, at der ikke var fastlagt et nærmere tidspunkt for tyveriet, og at indbruddet ikke kan kædes sammen med klagers undladelse af at koble alarmen til. Medarbejderen fra kundevirksomheden oplyste også, at virksomheden mandag morgen opdagede, at noget sad i klemme i dørene, og at alarmen ikke var koblet til, hvilket ikke kan tilskrives klager, da der var en afløser til stede efter, at klager havde forladt virksomheden. Transskriptionen er ikke afgørende for nævnets behandling af sagen. Det centrale i samtalen er, at dørene og porten til virksomheden ikke var låst mandag morgen. Vidneforklaring fra medarbejderen ved kundevirksomheden er ikke nødvendig. Beslutningen om at afskedige klager var truffet før mødet den 23. september 2015 og således før den påståede konfronterende attitude og før klagers brors samtale med kundevirksomheden. Klager har aldrig tidligere fået advarsler. Derimod har indklagede været meget tilfreds med hende. Klagers ageren den 20. september 2015, hvor hun var i en følelsesmæssig situation, kan ikke begrunde en opsigelse. Det er ikke rimeligt, at klager afskediges, når der efter klager var en afløser, der heller ikke slog alarmen til. Klager mener derfor, at opsigelsen er begrundet i andre forhold. Klager var på tidspunktet for hændelsen den 20. september 2015 gravid i 6. måned. Hun havde ikke orienteret indklagede om graviditeten. Klager mødtes med sin leder den 17. september 2015. Lederen kommenterede ikke graviditeten, der ellers var ganske tydelig. Klager har for nævnet fremlagt et billede af sig selv taget den 23. september 2015. Hun er iført arbejdstøj på billedet. Indklagede gør gældende, at afskedigelsen var sagligt begrundet i klagers adfærd. En afgørelse i sagen kræver bevisførelse i form af indenretlige vidneforklaringer fra parterne, afløseren og kundevirksomhedens medarbejder, som klagers bror talte med. Der er også behov for vidneforklaringer fra indklagedes serviceleder. Klagen bør derfor afvises af nævnet. Der er også ansættelsesretlige spørgsmål om uberettiget bortvisning og om klagers lønvilkår, hvilket ligger uden for nævnets kompetence. Hvis klagen ikke afvises, gøres det gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn. Klager blev ved opsigelsesbrevet af 23. september 2015 bortvist med øjeblikkelig virkning. Når det fremgår, at en medarbejder opsiges pr. dags dato på grund af misligholdelse, betyder det reelt trods ordlyden, at der er tale om en bortvisning. Det ligger uden for nævnets kompetence at afgøre dette spørgsmål. Baggrunden for bortvisningen var, at klager ikke låste kontoret, da hun søndag den 20. september 2015 sent om aftenen forlod sin rengøringsopgave, fordi hendes datter var blevet syg. Indehaveren (klagers leder) måtte hurtigt finde en afløser, der kunne møde ind senere på aftenen og færdiggøre opgaven. Afløseren kunne ved fremmødet konstatere, at hverken elevatoren eller dørene til kontoret var låst, og at alarmen ikke var tilkoblet. Dette betød, at der var fri adgang til kontoret direkte fra gaden, og næste morgen konstaterede kunden, at der i løbet af natten var forsvundet nogle kostbare lamper fra kontoret. Afløseren bemærkede ikke, om de manglende lamper stod i receptionen, da han kom. Afløseren havde ikke været hos kunden før og vidste ikke, hvordan alarmen skulle tilkobles. Han koblede derfor heller ikke alarmen til. Han aflåste dog døre og elevator. Dørene aflåses med en sædvanlig smæklås, som man skal indstille til at låse automatisk, når døren lukkes. Indklagede har fremlagt en mail dateret 9. oktober 2015 fra afløseren, der oplyser, at elevatoren og dørene til 1. og 3. sal ikke var aflåste, hvorfor han frit kunne tage elevatoren og gå ind i lokalerne, og at han aflåste døre og elevator efter endt rengøring. Klager blev bedt om at aflevere sine nøgler til kundevirksomheden, da virksomheden om mandagen havde afbestilt rengøring fra indklagede som følge af de forsvundne lamper. Klagers leder talte ikke med den medarbejder, som klagers bror havde talt med, umiddelbart efter hændelsen. Lederen fik alene forløbet refereret af kundens receptionist. I første omgang blev klager indkaldt til et møde den 23. september 2015 for at drøfte situationen. Klager mødte frem med sin bror, og de optrådte ifølge lederen konfronterende og viste ikke nogen form for skyld eller anger. Tværtimod havde klagers bror forinden kontaktet kunden telefonisk for at spørge til episoden uden at orientere indklagede. Dette gjorde situationen og den fremtidige kunderelation endnu mere pinlig for indklagede. Derfor valgte lederen at bortvise klager. Bortvisningen havde intet med klagers graviditet at gøre. Hverken klagers leder eller andre i virksomheden var bekendt med klagers graviditet. De fremlagte billeder af klager er ikke dokumentation for, at indklagede kendte til klagers graviditet. Som det fremgår af klagen til Ligebehandlingsnævnet havde klager ikke orienteret indklagede om graviditeten eller fremsat ønsker om orlov. Indklagede har mange kvinder ansat, hvoraf adskillige er eller har været på barsel, uden at dette har givet anledning til en opsigelse. Indklagede henviser herved til den fremsendte oversigt over fravær på grund af barselsorlov for to medarbejdere, der afholdt orlov fra henholdsvis den 27. august 2015 og 2. september 2015. Forud for opsigelsen pressede klager på for at få flere arbejdstimer. Hun begrundede det med, at det med et højere timeantal på skrift ville være muligt for hendes mand at få dansk opholdstilladelse. Set i bakspejlet var formålet nok snarere at opnå ret til barselsdagpenge som fuldtidsansat. Der blev dog aldrig aftalt ændringer i løn og timeantal. Det er indklagedes fornemmelse, at klager og klagers bror fra et meget tidligt tidspunkt satsede på en afskedigelse med henblik på efterfølgende at rejse krav efter ligebehandlingsloven. Det understøttes af, at samtalen den 23. september 2015 og samtalen med kundevirksomheden blev optaget i hemmelighed til senere brug. Det bestrides, at afskriften af samtalen med kunden kan tillægges bevismæssig værdi. Allerede inden mødet den 23. september 2015 havde klager juridisk bistand, da hun i en sms skrev: ”Jeg stiller min arbejdskraft til rådighed i opsigelsesperioden, medmindre du vil bekræfte, at jeg er fritstillet”. Dette understøtter, at klager havde en skjult dagsorden. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven). Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditeten, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold. Det er ubestridt, at klager var gravid, da beslutningen om at afskedige hende blev truffet. Det er derfor indklagede, der skal bevise, at graviditeten ikke helt eller delvist indgik i grundlaget for beslutningen om at afskedige klager. Det er ligeledes ubestridt, at klager ikke havde oplyst indklagede om sin graviditet forud for afskedigelsen. Ifølge klager var graviditeten imidlertid synlig, da hun mødtes med sin leder kort før episoden den 20. september 2015. Indklagede bestrider at have været bekendt med graviditeten. Klager blev bortvist umiddelbart efter at have været nødt til at forlade sit arbejde i kundens lokaler på grund af sin datters sygdom. Indklagede begrundede bortvisningen med, at klager havde forladt kundens lokaler uaflåste. Dagen efter opsagde indklagedes kunde rengøringskontrakten. Indklagede har oplyst, at flere medarbejdere har afholdt barselsorlov, uden at dette har ført til afskedigelse. Dette er ikke bestridt af klager. Efter en samlet vurdering finder nævnet – uanset uenigheden mellem klager og indklagede om, hvorvidt klager den 20. september 2015 alene undlod at tilkoble alarmen, eller om hun også efterlod dørene ulåste - at indklagede har løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen hverken helt eller delvis var begrundet i klagers graviditet. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2016-6810-01493>

Versioner

1. 2016-11-09