Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01045
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10151@2016-11-18/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01045
Pressenævnet afviser at behandle en klage over en overskrift på bt.dk En person klagede over, at bynavnet ”Aalborg” ikke fremgik af overskriften ”Kæmpe brand raserer – en hel by kan se røgen: Beboere i området skal blive indendørs” på bt.dk. Pressenævnet har afvist at behandle klagen, da klager ikke selv personligt er omtalt i artiklen og derved ikke er klageberettiget. Pressenævnets formand udtaler: [Klager] har klaget til Pressenævnet over, at BT ikke nævnte bynavnet i overskriften ”Kæmpe brand raserer – en hel by kan se røgen: Beboere i området skal blive indendørs”. [Klager] er ikke selv nævnt i artiklen. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Uanset, om [Klager] måtte være bosat i Aalborg, hvor branden fandt sted, finder Pressenævnet, at han ikke personligt har en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse, at han er klageberettiget. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2.
[Klager] har klaget over artiklen ”Kæmpe brand raserer – en hel by kan se røgen: Beboere i området skal blive indendørs” bragt på bt.dk den 12. november 2016 kl. 7.52, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Artiklens overskrift er efterfølgende ændret til ”Voldsom brand har været i gang i timevis: Beboere skal blive indendørs” , angiveligt samme dag kl. 11.06, hvor artiklen blev opdateret. [Klager] har til støtte for klagen bl.a. anført, at overskriften ”Kæmpe brand raserer – en hel by kan se røgen: Beboere i området skal blive indendørs” er i strid med god presseskik, idet nyheder, der omhandler beredskabsmeddelelser, bør udstyres med en korrekt overskrift. I dette tilfælde burde bynavnet have været angivet i overskriften, så meddelelsen hurtigst muligt nåede frem til borgerne i Aalborg. Overskriften fratog de berørte borgere muligheden for hurtig information og var derved med til at øge risikoen for, at de blev udsat for en sundhedsrisiko. [Klager] klagede til Pressenævnet den 12. november 2016 og sendte samtidig en kopi af klagen til BT. BT svarede samme dag [Klager], at: ”Klagen er taget ad notam. […] Jeg synes nu i øvrigt også, at vi leverer hurtig information og en korrekt og dækkende rubrik. ” Pressenævnets formand udtaler: [Klager] har klaget til Pressenævnet over, at BT ikke nævnte bynavnet i overskriften ”Kæmpe brand raserer – en hel by kan se røgen: Beboere i området skal blive indendørs”. [Klager] er ikke selv nævnt i artiklen. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Uanset, om [Klager] måtte være bosat i Aalborg, hvor branden fandt sted, finder Pressenævnet, at han ikke personligt har en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse, at han er klageberettiget. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Afgjort den 17. november 2016.