Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01018

GældendeVersion 2016-11-24
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10184@2016-11-24/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-01018

Gladsaxe Bladet anvendte dele af et indsendt debatindlæg i en nyhedsartikel, men får ikke kritik Klager indsendte et debatindlæg til avisen, der uden at orientere klager om det, anvendte dele af indlægget i en artikel, så det fremstod som et interview. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at klagers udtalelser i artiklen var en loyal gengivelse af budskabet i det indsendte debatindlæg, og udtalte ikke kritik. Nævnet udtalte heller ikke kritik af, at ugeavisen først bragte uddragene tre uger efter, at indlægget var indsendt. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : [Klager] har klaget over Gladsaxe Bladets redigering af hendes indsendte indlæg, hvor dele er anvendt som citater i en artikel, og at indlæggets indhold er bragt for sent i forhold til indsendelsen. God presseskik I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i avisen. Et massemedie har således som led i den redaktionelle proces ret til på egen hånd at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse efter foretagne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket. Pressenævnet finder, at artiklen fremstår som om, klager er blevet interviewet til artiklen, selvom det ikke er tilfældet. Nævnet finder, at det burde have fremgået af artiklen, at der var anvendt citater fra [Klager]s indlæg til avisen og ikke noget, hun havde udtalt i et interview. Da klagers udtalelser i det tilsendte indlæg loyalt er gengivet i avisens redaktionelle artikel, finder nævnet imidlertid ikke grundlag for at kritisere, at det tilsendte materiale blev anvendt i en nyhedsartikel uden at gøre klager opmærksom herpå. [Klager]s utilfredshed med synliggørelsen af jobmessen og afholdelsen af selve arrangementet er gengivet i Gladsaxe Bladets artikel, og Pressenævnet finder, at budskabet i [Klager]s indlæg fremstår uforvansket. Under henvisning til, at budskabet fremstår uforvansket, udtaler nævnet ikke kritik af dette punkt, ligesom nævnet heller ikke i øvrigt finder, at redaktøren har overskredet de vide rammer for redigering ved at udelade dele af [Klager]s oprindelige indlæg. Det er Pressenævnets opfattelse, at læserbreve, der indsendes som led i en aktuel debat, bør – hvis redaktøren vælger at optage dem – optages uden væsentlig forsinkelse fra indsendelsen, medmindre indsenderen er indforstået med andet. Pressenævnet finder, at omtalen i ugeavisen Gladsaxe Bladets redaktionelle artikel den 13. september 2016, knap tre uger efter indsendelsen af materialet, må anses for at være bragt i rimelig tid. Nævnet har også lagt vægt på, at emnet fortsat var aktuelt, og der var tale om en avis, der udgives ugentligt. Nævnet udtaler derfor ikke kritik. Forelæggelse [Klager] har klaget over, at Gladsaxe Bladet ikke gav hende mulighed for at kommentere Gladsaxe Kommunes bemærkninger til hendes indlæg. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig gad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A. 3. Pressenævnet finder, at Gladsaxe Kommunes udtalelser til klagers indlæg i artiklen dels fremstår som kommunens vurdering af deltagernes udbytte af jobmessen, dels må anses for faktisk korrekte oplysninger om, hvordan kommunen havde informeret om messen. Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at Gladsaxe Bladet ikke kontrollerede kommunens udtalelser yderligere ved forelæggelse for [Klager] inden offentliggørelsen. Pressenævnet udtaler ikke kritik.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Jobmesse var en fuser” bragt den 13. september 2016 i Gladsaxe Bladet og på www.gladsaxebladet.dk samme dag, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over Gladsaxe Bladets redigering af hendes indlæg, tidspunktet for artiklens offentliggørelse, og at artiklen ikke blev forelagt for hende, inden den blev offentliggjort. 1 Sagsfremstilling Den 25. august 2016 sendte [Klager] et indlæg til Gladsaxe Bladet, som hun ønskede bragt i avisen. Af indlægget fremgår følgende: ”Jobmesse eller bare ledighedsmasse? Arrangement for ledige afholdt i Gladsaxe Kulturhus lokaler på Telefonfabrikken. Onsdag 24. august 2016 kl. 10-15. Man kan jo spørge sig selv, hvad formålet egentlig var med dette nærmest hemmeligholdte "lukkede arrangement" for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, som kun få ledige var så "heldige" at være blevet inviteret til af Gladsaxe Kommunes Virksomhedsservice. Sikken service! - Ingen steder er dette arrangement set omtalt tidligere, men godt det samme, for det var da næppe værd at skrive hjem om, selvom det er præcis, hvad jeg gør i skrivende stund. Min "invitation" modtaget ved en tilfældighed ad omveje blot to dage forinden lægger således op til, at man face2face kan møde nogle virksomheder, som mangler personale både nu og senere på efteråret. Forud for jobmessen har jeg så inde i mit eget hoved en forestilling om, at jeg fx via en form for speed-dating med nogle erhvervsrepræsentanter får lejlighed til at mødes og snakke med en stribe arbejdsgivere inden for flere forskellige brancher, der evt. kunne tænkes at gøre brug af mine kompetencer og arbejdskraft. Samlet set tror jeg, at der var i alt 7 såkaldte "virksomheder" repræsenteret ved jobmessen, men der var nu mere tale om et stærkt begrænset antal udbydere af diverse rekrutterings-, kursus- og uddannelsesaktiviteter inden for vikar og serviceerhverv på social- og sundhedsområdet, chauffør- og transportsektoren, butiksbranchen samt Jobindex, der bl.a. kunne reklamere for 6-ugers jobrettede selvstudiekurser, som næppe er muligt at gennemføre for mig, der kun er i besiddelse af en gammel, slidt og i forvejen stærkt overbelastet hjemme-PC. For ved selvstudie skal man også downloade tidsbegrænset studieprogram, der uden tvivl optager alt for meget plads og næppe heller er kompatibelt med eget temmeligt forældet software. Som ledig med manglende indkomst har man ikke råd til at anskaffe nyt IT-udstyr. Til gengæld efterlyser jeg nu selv reelle 6-ugers jobrettede kurser på skolebænken med rigtige undervisere tilstede alle ugens 5 dage under hele forløbet - kunne evt. også være i form af undervisning på aftenskole. Man skal jo være opmærksom på, at der også ligger et socialt aspekt i klasseundervisningen, hvor de klogere elever måske kan være med til hjælpe de mindre kloge osv. Som ledig er man i forvejen ret isoleret fra det pulserende arbejdsliv, så i mangel af andet "kollegialt samvær" er det absolut også værd at tage med. Nå, men hvorom alting er, så har jeg til dato aldrig deltaget i et arrangement, der var så elendigt, mangelfuldt og uprofessionelt organiseret på alle tænkelige parametre. Da jobmessen som tidligere nævnt ikke har været annonceret, var det heller ikke muligt forud at komme i besiddelse af en liste over de deltagende virksomheder. Efterfølgende forstår man så godt, hvorfor det ikke var muligt. Prinsesse eller meningsløs aktivering for en dag? - Selv føler jeg mig godt nok til grin, men jeg vil dog håbe, at der i det mindste er nogle få blandt deltagerne, der synes at have fået udbytte af dagen, for set med mine briller var det en KÆMPE fuser uden reelle arbejdsgivervirksomheder til stede andre end supermarkedskæden Fakta - butikken, hvor vi alle så gerne vil blive lidt længere . . . ! ! ! ¬¬Too little, too late. En dag for sent er lokalavisen Gladsaxe -Bladet nu modtaget, hvorfor jeg først ser og gransker indhold efter at være kommet hjem fra jobmessen. Under overskriften: "Ledigheden skal længere ned" og mottoet: "Mød din kommende arbejdsgiver på messen Go 2 job" finder jeg så nu alligevel den manglende og savnede omtale i form af en ret misvisende artikel, hvor det forlyder, at man forventer deltagelse af omkring 20 virksomheder. Som tidligere nævnt kunne jeg altså kun tælle til 7 stykker - et skuffende antal, der må siges at ligge langt under det forventede og bare en tredjedel. Jeg ved nu heller ikke, om der overhovedet ville have været plads nok til at modtage forventet antal? I artiklen nævnes det endvidere, at messen er den første af sin slags i Gladsaxe Kommune. Det finder jeg dog ikke er helt korrekt oplyst. Det vides naturligvis ikke, i hvilket omfang projektlederen eller den presseansvarlige for artiklen har ofret tid på at sætte sig tilstrækkeligt ind i forhistorien, men både Herlev Kommune og Gladsaxe Kommune har faktisk begge tidligere på skift holdt tilsvarende fælles jobmesse arrangementer, hvor Herlev Kommune var vært i 2007 og Gladsaxe Kommune var vært i 2008 – og vist også med deltagelse af Ballerup Kommune som tredjepart i kommunernes fællesskab. En almen tilgængelig information enhver i øvrigt snildt kan google sig frem til og undersøge nærmere. ¬¬Vel vidende, at der gælder forskellige regler for forskellige typer modtagere af overførselsindkomster, kan jeg dog alligevel undre mig over, hvorfor kontanthjælpsmodtagernes deltagelse skulle registreres, mens dagpengemodtagere så at sige bare kunne smutte ind uden om de andre i køen? - Det var måske i virkeligheden derfor, at der var tale om et "lukket arrangement" under passende påskud af, at man i Gladsaxe Kommunes gør ALT, hvad der skal til for at skabe nok beskæftigelse til alle ledige borgere i kommunen. Stort skulderklap af kommunen til kommunen selv, men så er de offentlige tilskudsmidler sikkert også reddet indenbords. Statisterne i opført komediespil er atter taberne i kampen om de få job. ” Dele af indlægget blev bragt den 13. september 2016 i Gladsaxe Bladet i artiklen ”Jobmesse var en fuser” , hvoraf blandt andet følgende fremgår: ”[…] Ledig retter hård kritik mod kommunen Det var som at stikke tungen ud af vinduet. Den opfattelse havde [Klager], da hun gik til den kommunal jobmesse på Telefonfabrikken. Og hun mødte andre, der heller ikke kunne finde det store udbytte. Til gengæld var f.eks. Forenede Service meget tilfredse med messen, der gav 45 henvendelser fra folk, der gerne ville have job. [Klager] føler, at messen nærmest var hemmeligholdt. - Man kan jo spørge sig selv, hvad formålet egentlig var med dette nærmest hemmeligholdte " lukkede arrangement" for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, som kun få ledige var så "heldige" at være blevet inviteret til af Gladsaxe Kommunes Virksomhedsservice. Sikken service! - Ingen steder er dette arrangement set omtalt tidligere, men godt det samme, for det var da næppe værd at skrive hjem om. . Min "invitation" modtaget ved en tilfældighed ad omveje blot to dage forinden lagde op til, at man personligt kunne møde nogle virksomheder, som mangler personale både nu og senere på efteråret. - Samlet set tror jeg, at der var i alt 7 såkaldte "virksomheder" repræsenteret ved jobmessen - i en artikel i Gladsaxe Bladet stod der, at der ville være ca. 20 firmaer - men der var nu mere tale om et stærkt begrænset antal udbydere af diverse rekrutterings-, kursus-, og uddannelsesaktiviteter inden for vikar og serviceerhverv på social- og sundhedsområdet, chauffør- og transportsektoren, butiksbranchen samt Jobindex, der bl.a. kunne reklamere for 6-ugers jobrettede selvstudiekurser, som næppe er muligt at gennemføre for mig, der kun er i besiddelse af en gammel, slidt og i forvejen stærkt overbelastet hjemme-PC. - Vel vidende, at der gælder forskellige regler for forskellige typer modtagere af overførselsindkomster, kan jeg dog alligevel undre mig over, hvorfor kontanthjælpsmodtagernes deltagelse skulle registreres, mens dagpengemodtagere så at sige bare kunne smutte ind uden om de andre i køen? - Det var måske i virkeligheden derfor, at der var tale om et "lukket arrangement" under passende påskud af, at man i Gladsaxe Kommunes gør ALT, hvad der skal til for at skabe nok beskæftigelse til alle ledige borgere i kommunen. Stort skulderklap af kommunen til kommunen selv, men så er de offentlige tilskudsmidler sikkert også reddet indenbords. […] 1.100 var inviteret ¬Katrine Birk, der er leder af Jobcenter Gladsaxe fortæller, at 1.100 var personligt inviteret, så messen ikke just var hemmelig. ¬- Jobmessen var desuden beskrevet i en artikel i Gladsaxe Bladet op til arrangementet. Målet var at give de jobsøgende en anderledes mulighed for at skabe kontakt til arbejdsmarkedet. På messen deltog blandt andre forskellige vikarbureauer en stor dagligvarekæde og to store servicevirksomheder, som ønskede at rekruttere medarbejdere. Derudover var der også en kursusudbyder, der præsenterede mulighederne for at uddanne sig til et job inden for transportbranchen. Kursusudbyderen tilbød jobgaranti efter endt kursus mens CV’ere fra ledige med uddannelse blev taget med hjem til efterfølgende screening i forhold til reelle jobs. Jobcenteret kan med sådan en messe alene stille rammerne til rådighed – det er herefter jobsøgers eget ansvar at være proaktiv og få mest muligt ud af messen. Fordi vi godt ved, at det kan være svært og overvældende at skulle ”sælge” sig selv på en messe, stod Jobcenterets konsulenter til rådighed for de jobsøgende. Vi har fået tilbagemeldinger fra ledige, der ikke mente, at jobmessen bød på nye muligheder. Men samtidig har vi også fået positive tilbagemeldinger fra både ledige og virksomheder, der efter en hel dags indsats på jobmessen, kunne tage hjem med en stor bunke cv’er på mulige, nye medarbejdere. Jobcenter Gladsaxe vil nu evaluere jobmessen med udgangspunkt i alle tilbagemeldingerne med henblik på at gøre jobmessen endnu bedre næste år. […]” Klagen er modtaget i Pressenævnet den 14. september 2016. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har navnlig anført, at hun den 25. august 2016 fremsendte et indlæg, som hun ønskede bragt i Gladsaxe Bladet. Dels som opfølgning på artiklen ” Ledigheden skal længere ned ” bragt i samme blad den 23. august 2016, dels som en kommentar til den i artiklen omtalte jobmesse arrangeret af Gladsaxe Kommune, som klager selv havde deltaget i den 24. august 2016. [Klager] har anført, at der gik for lang tid, fra hun indsendte sit indlæg, til det blev bragt i Gladsaxe Bladet den 13. september 2016. Forsinkelsen har betydning i forhold til nyhedsværdien og vigtigheden. Herudover har Gladsaxe Bladet redigeret så meget i hendes indlæg, at redigeringen ifølge klager har været meningsforstyrrende, da væsentlig information er udeladt. Gladsaxe Kommunes synspunkter burde have været foreholdt hende, inden artiklen blev offentliggjort. Klager føler sin ytringsfrihed krænket. Såfremt hun får medhold i sin klage til Pressenævnet, ønsker hun sit indlæg bragt i sin fulde længde i Gladsaxe Bladet. 2.2 Gladsaxe Bladets synspunkter Gladsaxe Bladet har i sin udtalelse til Pressenævnet anført, at bladet modtager mange indlæg fra borgere. Bladet valgte at tage fat på klagers indlæg, hvorefter de søgte at få svar fra modparten, således at begge sider af sagen blev belyst. Grundet pladsmangel i avisen, forbeholder Gladsaxe Bladet sig retten til at redigere i fremsendte indlæg. Grænsen for, hvor stort et indlæg eller læserbrev må være, fremgår af den trykte avis. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Turid Fennefoss Nielsen, Ulrik Holmstrup og Otto Juhl Nielsen. [Klager] har klaget over Gladsaxe Bladets redigering af hendes indsendte indlæg, hvor dele er anvendt som citater i en artikel, og at indlæggets indhold er bragt for sent i forhold til indsendelsen. God presseskik I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i avisen. Et massemedie har således som led i den redaktionelle proces ret til på egen hånd at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse efter foretagne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket. Pressenævnet finder, at artiklen fremstår som om, klager er blevet interviewet til artiklen, selvom det ikke er tilfældet. Nævnet finder, at det burde have fremgået af artiklen, at der var anvendt citater fra [Klager]s indlæg til avisen og ikke noget, hun havde udtalt i et interview. Da klagers udtalelser i det tilsendte indlæg loyalt er gengivet i avisens redaktionelle artikel, finder nævnet imidlertid ikke grundlag for at kritisere, at det tilsendte materiale blev anvendt i en nyhedsartikel uden at gøre klager opmærksom herpå. [Klager]s utilfredshed med synliggørelsen af jobmessen og afholdelsen af selve arrangementet er gengivet i Gladsaxe Bladets artikel, og Pressenævnet finder, at budskabet i [Klager]s indlæg fremstår uforvansket. Under henvisning til, at budskabet fremstår uforvansket, udtaler nævnet ikke kritik af dette punkt, ligesom nævnet heller ikke i øvrigt finder, at redaktøren har overskredet de vide rammer for redigering ved at udelade dele af [Klager]s oprindelige indlæg. Det er Pressenævnets opfattelse, at læserbreve, der indsendes som led i en aktuel debat, bør – hvis redaktøren vælger at optage dem – optages uden væsentlig forsinkelse fra indsendelsen, medmindre indsenderen er indforstået med andet. Pressenævnet finder, at omtalen i ugeavisen Gladsaxe Bladets redaktionelle artikel den 13. september 2016, knap tre uger efter indsendelsen af materialet, må anses for at være bragt i rimelig tid. Nævnet har også lagt vægt på, at emnet fortsat var aktuelt, og der var tale om en avis, der udgives ugentligt. Nævnet udtaler derfor ikke kritik. Forelæggelse [Klager] har klaget over, at Gladsaxe Bladet ikke gav hende mulighed for at kommentere Gladsaxe Kommunes bemærkninger til hendes indlæg. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig gad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A. 3. Pressenævnet finder, at Gladsaxe Kommunes udtalelser til klagers indlæg i artiklen dels fremstår som kommunens vurdering af deltagernes udbytte af jobmessen, dels må anses for faktisk korrekte oplysninger om, hvordan kommunen havde informeret om messen. Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at Gladsaxe Bladet ikke kontrollerede kommunens udtalelser yderligere ved forelæggelse for [Klager] inden offentliggørelsen. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 22. november 2016.

Versioner

  1. 2016-11-24