Skrivelse om, hvorvidt et medlem af et byråd, der er idømt en bøde samt betinget førerretsfrakendelse for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 15, stk. 3, er valgbar
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10202@2016-11-30/da
Indhold
Skrivelse om, hvorvidt et medlem af et byråd, der er idømt en bøde samt betinget førerretsfrakendelse for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 15, stk. 3, er valgbar
(Valgbarhedsnævnets skrivelse af 1. november 2016 til et byråd) Ved brev af 12. september 2016 har byrådet X Kommune i henhold til § 101, stk. 4, i lov om kommunale og regionale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 363 af 2. april 2014, indberettet til Valgbarhedsnævnet, at byrådsmedlem N. N. ved Retten i X den …… er blevet idømt en bøde på 2.500 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 6 dage samt betinget førerretsfrakendelse for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 15, stk. 3. Det fremgår af sagen, at pågældende den …… har kørt så tæt på den forankørende bil, at der kunne opstå fare, herunder at pågældende har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Retten har lagt vægt på, at forseelsen skete under kørsel på motorvej med høj hastighed. Retten har fundet, at pågældende har ført motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes den pågældende. Pågældende beholder dog førerretten, hvis pågældende ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes, jf. færdselslovens § 125, stk. 5, jf. § 125, stk. 1, nr. 1. Den betingede frakendelse af førerretten medfører, at pågældende skal bestå en kontrollerende køreprøve, jf. færdslovens § 60, stk. 3. I den anledning skal det meddeles, at Valgbarhedsnævnet har fundet, at den begåede handling ikke i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale og regionale råd, jf. den kommunale og regionale valglovs § 4. Den pågældende må derfor anses for valgbar.