Nedsættelse af timetallet i pædagoguddannelsens praktik - afslag på genoptagelse efter afslag
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10314@2016-12-21/da
Indhold
Nedsættelse af timetallet i pædagoguddannelsens praktik - afslag på genoptagelse efter afslag
En studerende har fået afslag på nedsat tid i pædagoguddannelsens praktik, og søger om genoptagelse på baggrund af en ny lægeerklæring. Genoptagelse afvises, idet det ikke findes dokumenteret, at den helbredsmæssige tilstand er forværret siden den oprindelige afgørelse.
Styrelsen for Videregående Uddannelser har ved afgørelse af 20. oktober 2016 meddelt dig afslag på dispensation til et lavere timetal i 3. praktikperiode af pædagoguddannelsen end det, der fremgår af reglerne. Begrundelsen for afgørelse er, at der ikke er lægelig dokumentation for, at dit skånebehov ikke kan afhjælpes på anden måde end ved en nedsættelse af timetallet i praktikken. Styrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at den behandlende reumatolog ikke kunne udtale sig om, hvor meget du kan arbejde, men at du selv har givet udtryk for at du kun kan arbejde 5 - 5½ time om dagen. Den 9. november 2016 har styrelsen fra [uddannelsessted] modtaget en ny ansøgning fra dig om dispensation til et lavere timetal i 3. praktikperiode af pædagoguddannelsen. Da styrelsen allerede har behandlet og afgjort en ansøgning om dispensation fra dig vedrørende samme problemstilling, kan styrelsen kun behandle den nye ansøgning, såfremt der foreligger nye oplysninger i sagen, som kan antages at ændre grundlaget for den tidligere afgjorte sag. Det fremgår af oplysningerne i den nye ansøgning, at du har skrevet en ny ansøgning samt vedlagt en lægeerklæring dateret den 31. oktober 2016 fra din praktiserende læge (. . .). Det fremgår af denne lægeerklæring, at du lider af leddegigt. Lægen anfører, at du nok vil kunne opnå 5 timers daglig praktik, og anfører samtidigt, at praktikken ikke vil kunne forlænges selv med pauser eller andre hjælpemidler. Vurderingen er ikke nærmere begrundet, ligesom det ikke fremgår, hvor i dit skånebehov består. På baggrund af den nye lægeerklæring og oplysningerne fra din nye ansøgning om, - at du i foråret 2004 fik konstateret leddegigt, - at du efterfølgende har været på forskellig medicin, og - at du nu er i en god behandling, som virker efter hensigten, vurderer styrelsen, at din helbredsmæssige tilstand ikke er forværret siden styrelsen traf afgørelse i din 1. ansøgning om dispensation. På denne baggrund vurderer styrelsen, at der ikke er grundlag for at genoptage afgørelsen om afslag på dispensation, da de nye oplysninger ikke ændrer grundlaget for den tidligere afgørelse. Styrelsen afviser derfor at genoptage behandlingen af styrelens afgørelse af 20. oktober 2016. Denne afgørelse er endelig. Du kan derfor ikke indbringe den for en højere administrativ myndighed.