Nedsættelse af timetallet i pædagoguddannelsens praktik - øget trætbarhed efter sent erhvervet hjerneskade
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10319@2016-12-21/da
Indhold
Nedsættelse af timetallet i pædagoguddannelsens praktik - øget trætbarhed efter sent erhvervet hjerneskade
Der gives tilsagn om nedsat tilmetal i pædagoguddannelsens 3. praktikperiode, idet at ansøger har haft vanskeligt ved at gennemføre 2. praktikperiode på fuld tid og at mere end 25 timer praktik om ugen vil have negativ effekt på ansøgers genoptræning.
Styrelsen for Videregående Uddannelser har den 14. november 2016 fra [uddannelsessted] modtaget din ansøgning om dispensation fra timetalskravet i 3. praktikperiode på pædagoguddannelsen. Du har ansøgt om nedsættelse af timetallet fra 32,5 timer om ugen til 25 timer om ugen. Praktikken starter den 1. december 2016. Det fremgår af sagens oplysninger, at du søger om nedsat timetal på grund af øget trætbarhed efter en hjerneskade som følge af et fald i februar 2014. Styrelsen har nu truffet afgørelse i sagen, og giver dig hermed dispensation til at gennemføre 3. praktikperiode med et gennemsnitligt ugentligt timetal på 25 timer. Vi har i vores afgørelse især lagt vægt på, at det fremgår af lægeudtalelsen af 8. november 2016 fra forløbskoordinator, (. . .), Neurocenteret, (. . .), - at du som følge af en hjerneskade pådraget i 2014 er stærkt plaget af en svær grad af øget trætbarhed, - at du i tillæg hertil lider af hovedpine, svimmelhed og koncentrationsbesvær, - at et timetal, der overstiger 25 om ugen, vil have en væsentlig negativ effekt på dit genoptræningsforløb, og - at du ydermere har behov for at et roligt arbejdsmiljø med mulighed for at kunne hvile dig, hvilket kan tilgodeses ved praktikophold i vuggestue. Der foreligger således lægelig dokumentation for, at et nedsat timetal - i kombination med hvile - er den eneste mulighed for at afhjælpe de helbredsgener, som du angiver. Vi har også lagt vægt på, at du oplyser, at det var meget vanskeligt for dig at gennemføre din forrige praktikperiode på fuld til (32,5 timer), og at dit kommende praktiksted er indstillet op at tilgodese dine behov, herunder et nedsat timetal. Endelig har vi lagt vægt på, at [uddannelsesstedet] bekræfter, at de forventer, at du - under forudsætning for stabilt fremmøde i praktikken - vil kunne nå praktikkens kompetencemål. [Uddannelsesstedet] har dog ikke begrundet deres udtalelse yderligere. På denne baggrund vurderer styrelsen, at betingelserne for at give dispensation er opfyldt, og du får derfor dispensation til at gennemføre 3. praktikperiode med et gennemsnitligt ugentligt timetal på 25 timer. Denne afgørelse er endelig. Du kan derfor ikke indbringe den for en højere administrativ myndighed.