Offererstatningslovens § 13 - 2-årsfristen, nævnets j.nr. 13-520-01714
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10512@2016-01-07/da
Indhold
Offererstatningslovens § 13 - 2-årsfristen, nævnets j.nr. 13-520-01714
Ansøger og en kammerat dukkede den 29-10-2011 uindbudt op til en privat fest og kom i håndgemæng med skadevolder. Efter tumult frem og tilbage blev ansøger skudt med et oversavet jagtgevær i en afstand på 1½ til 2 meter. Ansøger pådrog sig herved betydelig skade i form af en strejflæsion på halsen og en indskudslæsion i venstre skulder. I erstatningsopgørelse af 07-11-2012 sendt til retten tog ansøgers daværende advokat forbehold for på et senere tidspunkt at fremsætte krav om godtgørelse for ”skæmmende ar, for nedsat førlighed, for invaliditet og muligt erhvervsevnetab” og anførte, at ”[f]orurettede kan ikke strække armen og får smertestillende tabletter mod konstante smerter. Han har udviklet angst og er indtil nu opereret 5-6 gange. ” Den 03-12-2012 afsagde retten dom, hvorved ansøger blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt tortgodtgørelse. Ved afgørelser af 09-04-2013 og 23-09-2013 tilkendte Erstatningsnævnet ansøger erstatning og godtgørelse som følge af drabsforsøget den 29-10-2011. Først den 28-01-2015 modtog nævnet en ansøgning om godtgørelse for varigt mén fra ansøger. Ansøgningen blev indgivet via en ny advokat. Nævnet besluttede at afslå ansøgningen i medfør af offererstatningslovens § 13, stk. 3, idet nævnet fandt, at ansøgningen var indgivet mere end 2 år efter, at ansøger indså eller burde have indset eksistensen af sit krav. Nævnet lagde i den forbindelse til grund, at kravet i medfør af offererstatningslovens § 13, stk. 3, tidligst kunne ”forældes” fra det tidspunkt, hvor der indtrådte ”forældelse” i sagen efter bestemmelsens stk. 1 og 2, dvs. i denne sag to år efter den endelige dom den 03-12-2012. Nævnet lagde imidlertid vægt på, at ansøger ved tilskadekomsten led en betydelig skade, og at ansøgers tidligere advokat allerede i erstatningsopgørelsen af 07-11-2012 havde anført blandt andet, at ansøger havde udviklet angst. Nævnet fandt således, at kravet allerede den 03-12-2014 var ”forældet” efter § 13, stk. 3. Nævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøger først i forbindelse med en psykiatrisk speciallægeundersøgelse i april 2013 blev diagnosticeret med PTSD, kunne ændre på afgørelsen, idet det afgørende tidspunkt i relation til § 13, stk. 3, er, hvornår den skadelidte indså eller burde indse eksistensen af sit krav, ikke hvornår kravet kunne endeligt opgøres.