Gelex

Offererstatningslovens § 6 a - nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko, nævents j.nr. 14-520-05797/-05858

GældendeVersion 2016-01-01
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10522@2016-01-01/da

Indhold
  1. Indledning

Offererstatningslovens § 6 a - nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko, nævents j.nr. 14-520-05797/-05858

Forurettede var afgået ved døden i forbindelse med en skudepisode. Forurettedes forældre søgte herefter om efterladtegodtgørelse og erstatning for begravelsesudgifter hos nævnet. Nævnet afslog ansøgningen om erstatning under henvisning til offererstatningslovens § 6 a og betænkning nr. 1019/1984. I betænkningen s. 59f drøftes rimeligheden af bl.a. erstatning til ofre, der har udsat sig for en særlig risiko, ”f.eks. rockerbander. Den, som f.eks. melder sig ind i en rockerbande for at deltage i voldsudøvelse, kan dog heller ikke efter den almindelige erstatningsret antages at ville få erstatning, såfremt han i forbindelse hermed selv udsættes for påregnelige skader som følge af vold. ” Af betænkningen fremgår det videre, at erstatning kan nedsættes eller bortfalde i ”tilfælde, hvor skadelidte har optrådt provokerende eller har udsat sig for en særlig risiko ved at opsøge steder, der i almindelighed må opfattes som et farligt miljø. … I tilfælde som disse kan nævnets afslag på erstatning formentlig siges at bygge på et accept af risikosynspunkt. Tankegangen, at den, der bevidst indlader sig på en risikabel adfærd, som man fra samfundets side ønsker at modvirke, ikke kan kræve erstatning for endog alvorlige personskader, som den pågældende pådrager sig i forbindelse med den farefulde adfærd, er ikke ukendt inden for den almindelige erstatningsret. ” Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at det var oplyst, at forurettede dagligt talte og opholdt sig sammen med bandemedlemmer, at et medlem af banden havde forklaret til politiet, at motivet til drabet var ”interne problemer”, at forurettede efter skudepisoden blev transporteret til hospitalet i en bil, der indeholdt trøjer mærket med bandelogo og en skudsikker vest, og at bilen blev ført af et bandemedlem, som til politiet havde forklaret, at forurettede ”var en af de unge, men ikke medlem af [banden]”, at mange personer fra området, hvor banden holdt til, kom hen til hospitalet efter skudepisoden, herunder en bil tilhørende de ledende medlemmer i banden, at politiet havde noteret, at der frygtedes for skadevolders liv efter skudepisoden, da han havde slået et internt medlem fra en bandegruppering ihjel, samt at en anonym kilde havde oplyst til politiet, at forurettede selv kort forinden skudepisoden havde overgivet våbnet til skadevolder, og at forurettede sammen med en tredjemand havde bedt skadevolder om at skyde mod en anden bandegruppering, hvilket skadevolder havde nægtet. Nævnet fandt efter en samlet vurdering, at forurettede – uanset om han var bandemedlem eller tilknyttet en bandegruppering – havde færdedes i et farligt miljø, ligesom han forud for skudepisoden selv havde besiddet og overgivet pistolen til skadevolder, hvorfor forurettede havde udsat sig selv for en særlig risiko og måtte anses for at have accepteret risikoen for hændelsens indtræden.

Versioner

  1. 2016-01-01