Offererstatningslovens § 10 - manglende medvirken til politiets opklaring af sagen, nævnets j.nr. 16-520-08886
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/10531@2016-10-14/da
Indhold
Offererstatningslovens § 10 - manglende medvirken til politiets opklaring af sagen, nævnets j.nr. 16-520-08886
Ansøger søgte nævnet om erstatning som følge af en episode, hvor to skadevoldere begge blev dømt for et drabsforsøg mod ansøger samt for i forening med seks andre skadevoldere at have udøvet grov vold mod ansøger. Nævnet meddelte afslag efter offererstatningslovens § 10, idet nævnet fandt, at ansøger ikke i tilstrækkeligt omfang efter evne havde medvirket til politiets opklaring af sagen. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger indledningsvist oplyste til politiet, at han ikke kendte identiteten på nogen af de involverede, og at han ikke ønskede at udtale sig yderligere før en egentlig afhøring. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger – for at skåne den ven, han var sammen med under episoden, og som kendte nogle af skadevolderne – først ved en genafhøring tre dage efter episoden forklarede til politiet om identiteten på vennen, da denne havde fortalt ansøgeren, at der var videoovervågning på stedet, og at ansøger derfor kunne sige det, som det var. Nævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren ikke ønskede at oplyse politiet om, hvorfra han havde modtaget oplysninger om, at nogle af skadevolderne havde tilknytning til en rocker-/bandegruppering. Den omstændighed, at skadevolderne – trods ansøgers manglende medvirken i den indledende fase af politiets efterforskning – blev dømt i sagen, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet meddelte endvidere afslag efter offererstatningserstatningslovens § 6 a. For nærmere herom se pkt. 7.3.1 om nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko.