Gelex

Fastholdelse af påbud om at forebygge risikoen for fysisk og/eller psykisk vold i forbindelse med transport af aggressive/voldelige anholdte

GældendeVersion 2016-01-12
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9005@2016-01-12/da

Indhold
  1. Indledning

Fastholdelse af påbud om at forebygge risikoen for fysisk og/eller psykisk vold i forbindelse med transport af aggressive/voldelige anholdte

Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse påbud om at forebygge risikoen for fysisk og/eller psykisk vold i forbindelse med transport af aggressive/voldelige anholdte i patruljetjenesten. Et flertal på 7 ud af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer fastholdt afgørelsen og lagde bl.a. vægt på, at de ansatte har oplyst, at der trods muligheden for at bruge håndjern forekommer vold i form af spyt, spark, bid, nikke skalle eller verbale trusler fra anholdte under transporten, samt at de ansatte ofte oplever, at det er nødvendigt at ”mosle” den anholdte ned i bunden af bilen, når han/hun bliver uregerlig. Flertallet lagde desuden vægt på, at Arbejdstilsynet fik oplyst, at der foretages en forudgående trusselsvurdering, men at det er umuligt med sikkerhed at forudse, om en transport planlagt eller uvarslet udvikler sig eller ej. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at de ansatte kører med anholdte på bagsædet, som kan være aggressive og voldsomme, og at de ansatte har oplyst, at de anholdte kan være påvirket af alkohol eller stoffer eller være psykisk syge. Et mindretal på 4 af nævnets stemmeberettigende medlemmer vurderede, at [navn udeladt] har dokumenteret, at der bliver gjort, hvad der med rimelighed kan forventes, og at de ikke kan foretage sig mere grundet anden lovgivning.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 15. december 2015 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 3. juli 2015 med påbud om at forebygge risikoen for fysisk og/eller psykisk vold i forbindelse med transport af aggressive/voldelige anholdte i patruljetjenesten i [adresse udeladt]. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 3. juli 2015 således at [navn udeladt] skal forebygge risikoen for fysisk og/eller psykisk vold i forbindelse med transport af aggressive/voldelige anholdte i patruljetjenesten i [adresse udeladt]. Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 16. juni 2016. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 23. juni 2016. B E G R U N D E L S E Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer vurderer, at der foreligger en risiko for vold eller trusler om vold mod de ansatte betjente i patruljetjenesten i [adresse udeladt] under transport af anholdte. Flertallet vurderer desuden, at den beskrevne risiko ikke er tilstrækkeligt forebygget, således at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Flertallet lægger herved vægt på, at de ansatte har oplyst, at der trods muligheden for at bruge håndjern forekommer vold i form af spyt, spark, bid, nikke skalle eller verbale trusler fra anholdte under transporten, samt at de ansatte ofte oplever, at det er nødvendigt at ”mosle” den anholdte ned i bunden af bilen, når han/hun bliver uregerlig. Flertallet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet fik oplyst, at der foretages en forudgående trusselsvurdering, men at det er umuligt med sikkerhed at forudse, om en transport planlagt eller uvarslet udvikler sig eller ej. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at de ansatte kører med anholdte på bagsædet, som kan være aggressive og voldsomme, og at de ansatte har oplyst, at de anholdte kan være påvirket af alkohol eller stoffer eller være psykisk syge. Flertallet lægger hertil vægt på, at kendskabet til den anholdte er begrænset på tidspunktet, hvor den anholdte skal transporteres i patruljebilen. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at de ansatte har oplyst om en konkret episode, hvor betjentene før transporten havde vurderet, at den anholdte var stille og rolig, og derfor havde udeladt at give personen håndjern på, men at den anholdte under turen blev hidsig og slog ud efter betjenten. Flertallet lægger ydermere vægt på, at de ansatte oplyser, at der forekommer lange transporter med anholdte på bagsædet, og at to patruljevogne ofte mødes på halvvejs og flytter den anholdte fra en bil til en anden. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at de ansatte oplyser, at en anholdt kan blive udfarende og aggressiv i forbindelse med overleveringen til en anden patruljebil. Flertallet lægger til grund, at lokalpolitiet i [adresse udeladt] i perioden fra 1. januar 2013 til 1. juli 2015 har registeret 6 tilfælde af vold mod betjente under transport af anholdte i patruljevogn. Det fremgår af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår af reglerne om arbejdets udførelse, at planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til forebyggelsesprincipperne. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. Det fremgår desuden af reglerne, at arbejdet i alle led skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Bemærkninger til klagen: [Navn udeladt] har i klagen blandt andet anført, at det ligger i politiarbejdets natur, at der er risici, som ikke kan undgås. Politibetjente er uddannet og trænet til situationerne, der er udarbejdet vejledninger, og det er indskærpet, at vagtchefen skal kontaktes, hvis patruljen vurderer, at opgaven kræver yderligere personale eller lignende. [Navn udeladt] har desuden anført, at det ikke er korrekt, at [navn udeladt] ikke registrerer vold og trusler mod politibetjente under transport af anholdte i patruljevogn. Der er registreret 6 overtrædelser hos lokalpolitiet i [adresse udeladt] i perioden 1. januar 2013 til 1. juli 2015. Episoderne har ikke givet arbejdsskader. [Navn udeladt] har i anledningen af Arbejdstilsynets påbud indskærpet over for vagtcheferne at ombytningssituationen, hvor en patrulje møder en anden patrulje, og den anholdte flyttes over i en ny patruljebil, skal mindskes og kun foretages i tilfælde, hvor den ikke kan undgås. Der er endvidere indført fikseringsbånd i patruljekøretøjer, som indgår i det daglige operative beredskab. Flertallet af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer skal bemærke, at der, trods patruljetjenestens mulighed for at anvende håndjern og transportbælter/fikseringsbælter, foreligger en risiko for, at en anholdt kan sparke, spytte, bide eller nikke skalle under transporten, da håndjern og bælter ikke beskytter mod voldsudøvelse med ben og hoved. Flertallet skal desuden bemærke, at flertallet lægger til grund, at [navn udeladt] registrerer de episoder, hvor de ansatte udsættes for vold og/eller trusler i forbindelse med transport af anholdte i patruljetjenesten i [adresse udeladt]. Flertallet skal i forhold til, at der i anledningen af Arbejdstilsynets påbud er indført fikseringsbånd, endvidere bemærke, at flertallet lægger vægt på forholdene på tidspunktet for Arbejdstilsynets tilsynsbesøg den 20. april 2015 og den 4. juni 2015. Det forhold, at ombytningssituationer mindskes, og at der er indført fikseringsbånd er forhold, som kan indgå som en del af en efterkommelse af Arbejdstilsynets påbud. Flertallet har ikke kompetence til at vurdere disse foranstaltninger. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et flertal på 7 ud af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. MINDRETALSUDTALELSE Et mindretal på 4 af Arbejdsmiljøklagenævnets stemmeberettigende medlemmer vurderer, at [navn udeladt] har dokumenteret, at der bliver gjort, hvad der med rimelighed kan forventes, og at de ikke kan foretage sig mere grundet anden lovgivning. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets kompetence til at afgive påbud • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Om arbejdets udførelse • § 38, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 4, og § 7, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. … Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav § 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Stk. 2. Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller lang sigt, kan Arbejdstilsynet stille krav om, at særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger skal gennemføres. Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v. Stk. 3. Hvor arbejdet i særlig grad kan bringe sikkerhed og sundhed i fare, kan Arbejdstilsynet, hvor denne fare ikke kan imødegås på anden måde, stille krav om pauser og begrænset arbejdstid for dette arbejde. Samme krav stilles, hvor der anvendes særligt arbejdstøj og personlige værnemidler. …

Versioner

  1. 2016-01-12