SPS - Specialpædagogisk støtte - nødvendig kompensation - dobbeltkompensation
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9015@2016-01-13/da
Indhold
SPS - Specialpædagogisk støtte - nødvendig kompensation - dobbeltkompensation
Støtte i form af specifikt IT-kompenserende programmel var ikke nødvendig for at kompensere for ansøgers funktionsnedsættelse, idet der var bevilget støtte i form af tilsvarende IT-kompenserende programmel fra en anden udbyder samt instruktionstimer vedrørende brugen heraf, som kompenserede for ansøgers funktionsnedsættelse i forhold til gennemførelse af uddannelsen.
Din klage over afslag på specialpædagogisk støtte Du har i e-mail af 13. april 2015 klaget over Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens (nu Styrelsen for Undervisning og Kvalitet) afgørelse af 19. marts 2015 om afslag på specialpædagogisk støtte i form af programmet CD-Ord til den startpakke, som du er bevilget. Ankenævnets afgørelse Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 19. marts 2015 om ikke at bevilge programmet CD-Ord til den startpakke, du er bevilget. Retsgrundlag Lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser (dagældende lovbekendtgørelse nr. 539 af 28. maj 2013, nu lovbekendtgørelse nr. 748 af 16. maj 2015) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 2 . En studerende kan efter ansøgning få specialpædagogisk støtte, når vedkommende 1) på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for støtte for at kunne gennemføre uddannelsen, jf. § 3, (…) § 3. Specialpædagogisk støtte kan ydes i en eller flere støtteformer, hvis 1) støtte er nødvendig for at kompensere fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse i forbindelse med gennemførelse af uddannelsen, 2) funktionsnedsættelsen kan kompenseres og 3) det er praktisk muligt at tilvejebringe den nødvendige støtte. (…) Begrundelse Funktionsnedsættelse Ankenævnet lægger til grund, at der er enighed om, at du har funktionsnedsættelsen ordblindhed. Behov for støtte Ankenævnet lægger endvidere til grund, at der er enighed om, at du har behov for støtte for at kunne gennemføre din uddannelse, jf. SPS-lovens § 2, stk. 1, nr. 1. Støtte er nødvendig Du har søgt om specialpædagogisk støtte i form af IT-pakke med CD-Ord og overgangsudredning. Styrelsen har i afgørelsen af 19. marts 2015 delvist godkendt din ansøgning og bevilget dig en IT-startpakke beskrevet som en bærbar computer med Officepakke og læse/OCR-software i form af Vital, ViseOrd, Vitex (ViTre), Finereader, EaseReader, C-pen, printer/scanner, diktafon, ordbog, taske og headset. Styrelsen har ikke kunnet imødekomme, at startpakken er med CD-Ord, men har i stedet bevilget dig en startpakke med tilsvarende software, som styrelsen har fundet, at du er kompenseret med. Styrelsen bevilgede samtidig en overgangsudredning ved Hovedstadens Ordblindeskole. På den baggrund bevilgede styrelsen dig den 27. maj 2015 en støttetildeling på 10 instruktionstimer. Ankenævnets vurdering Ankenævnet er enigt med styrelsen i, at du er kompenseret for din funktionsnedsættelse ved bevillingen af IT-startpakken og instruktionstimer vedrørende anvendelsen heraf. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at IT-startpakken blandt andet indeholder programpakken ViTre, der består af IT-kompenserende programmerer, som svarer til det IT-kompenserende program CD-Ord. Ankenævnet finder således, at yderligere støtte til dig i form af programmet CD-Ord herefter ikke er nødvendig for at kompensere for din funktionsnedsættelse i forhold til gennemførelsen af uddannelsen. Ankenævnet bemærker, at det ikke kan tillægges betydning, at du har tilbudt at returnere de bevilgede redskaber, når styrelsen ved sin bevilling har tilbudt dig den støtte, som er nødvendig. Ankenævnet bemærker endvidere, at det ikke er udelukket, at der i ekstraordinære tilfælde kan vise sig behov for indkøb af særlige studiematerialer fra en anden leverandør end styrelsens sædvanlige samarbejdspartner, hvis den sædvanlige samarbejdspartner ikke har mulighed for at levere en SPS-støtte, som i et konkret tilfælde er nødvendig og samtidig praktisk mulig at tilvejebringe. Ankenævnet finder imidlertid, at det ikke er tilfældet i denne sag. Vedrørende styrelsens begrundelse Styrelsen har i afgørelsen af 19. marts 2015 henvist til, at du ikke opfylder betingelserne i loven og bekendtgørelsen. Ankenævnet bemærker, at styrelsen ikke kan begrunde et afslag på at bevilge programmet CD-Ord med, at du ikke opfylder betingelserne i loven og bekendtgørelsen, når der er enighed om, at du har behov for støtte for at kunne gennemføre uddannelsen. Ankenævnet finder imidlertid under henvisning til den del af styrelsens begrundelse, hvorefter styrelsen finder, at du er kompenseret for din funktionsnedsættelse ved den bevilgede IT-startpakke, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen. Sagsfremstilling Den 4. marts 2015 søgte du via dit uddannelsessted om specialpædagogisk støtte i form af IT-pakke med CD-Ord og overgangsudredning. Styrelsen har den 19. marts 2015 delvist godkendt din ansøgning. Styrelsen imødekommer ikke, at startpakken er med CD-Ord. Styrelsen bevilger dig en startpakke med tilsvarende software, som styrelsen finder, du er kompenseret med. Styrelsen har i et samtidigt brev til dig beskrevet, at styrelsen godkender, at du får SPS til din uddannelse med registreret afslutning i juni 2018. I perioden indtil juni 2018 bevilger styrelsen startpakke med bærbar computer (Windows), Officepakke, læse/OCR-software (Vital, ViseOrd, Vitex, Finereader, EaseReader), C-pen, printer/scanner, diktafon, ordbog, taske og headset. I perioden marts 2015 til juni 2015 bevilger styrelsen overgangsudredning ved Hovedstadens Ordblindeskole med det formål at finde ud af, hvilke supplerende støttebehov, du har i forbindelse med din nye uddannelse. Styrelsen meddeler dig afslag på specialpædagogisk støtte, idet du ikke opfylder betingelserne i loven og bekendtgørelsen. Du har i e-mail af 13. april 2015 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at du i tre år på HTX havde CD-Ord, og at det var det eneste, som fungerede. Du har beskrevet, at du, da du startede på HTX, fik en IT-startpakke uden CD-Ord, men at det ikke var den rigtige hjælp. Studievejlederne sørgede for, at du fik installeret CD-Ord på din egen computer. Du har anført, at det var årsag til, at du kunne gennemføre uddannelsen, og at CD-Ord er et let og overskueligt værktøj, som samtidig kan installeres på din egen computer, som du er fortrolig med. Du har anført, at du derfor kun har behov for at få installeret CD-Ord på din egen computer og ikke har brug for IT-startpakken, og at dette må være en besparelse for styrelsen. Du har anført, at du vil tilbagesende IT-startpakken, hvis du får bevilget CD-Ord. Hovedstadens Ordblindeskole har i udredning af 24. april 2015 beskrevet, at du har anvendt CD-Ord i din gymnasietid, og at programmet bl.a. blev brugt ved skriftlige opgaver. Vedrørende støttebehovet fremgår det, at læsning er meget tidskrævende, og at du har behov for supplerende instruktion i hjælpemidlerne, så du får et godt kendskab til programmernes muligheder. Det fremgår, at du har en MAC, og at det er muligt at installere Vital og ViseOrd på MAC, hvis du selv køber et Windows-styresystem. Det anbefales, at du bevilges ViTre-pakken til download, desuden scannerprogrammet Abbey Fine Reader samt ordbøger. Det fremgår af ansøgning af 6. maj 2015, at dit uddannelsessted indstiller, at der bevilges økonomisk ramme til Nota/E17 samt 5 timers instruktion i hjælpemidler, hertil ViTre-pakke til download, Fine Reader samt ordbøger. Styrelsen har den 27. maj 2015 meddelt, at dit uddannelsessted har indstillet dig til ombytning af startpakke til programpakke, og at styrelsen fastholder tidligere afgørelse om ombytning, da styrelsen finder, at du er kompenseret. Styrelsen har i et samtidigt brev til dig beskrevet, at styrelsen godkender, at du får SPS til din uddannelse med en støttetildeling for perioden maj 2015 til juni 2015 på 10 instruktionstimer. Styrelsen har i e-mail af 29. juni 2015 videresendt din klage af 13. april 2015 til ankenævnet. Styrelsen har i et samtidigt brev til ankenævnet (dog dateret 30. april 2015) beskrevet, at du ved opstart i 2015 fik bevilget IT-startpakke med instruktion, overgangsudredning og en ramme til studiemateriale på særlige medier. En overgangsudredning bevilges til studerende, som i tidligere studieforløb har været kompenseret med IT-hjælpemidler eller andre støtteformer, men som har behov for, at støtteforløbet vurderes i forhold til den nye uddannelse. Styrelsen har beskrevet, at Hovedstadens Ordblindeskole har foretaget en overgangsudredning i forbindelse med din overgang fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse. Overgangsudredningen anbefaler bevilling af IT-kompensation i form af blandt andet ViTre-pakke, som er talesyntese, ordforudsigelsesprogram og scannerprogram. Det fremgår endvidere, at skolen på din ungdomsuddannelse valgte at installere og instruere i programmet CD-Ord, og at du derfor har brugt det program i din gymnasietid. Styrelsen har henvist til, at dine ordblindevanskeligheder kan kompenseres med IT-startpakke, som giver mulighed for bl.a. oplæsning af tekster, støtte til stavning og stavekontrol. Styrelsen har beskrevet, at en bevilling af startpakke både på ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser følges af en bevilling af instruktion. Styrelsen kan med beklagelse konstatere, at dette ikke er sket. Styrelsen har endvidere beskrevet, at styrelsen den 27. maj 2015 gav dig afslag på ombytning, da du allerede er kompenseret med IT-startpakken, som indeholder ViTre-pakken. Styrelsen har endvidere beskrevet, at ViTre-pakken og CD-Ord begge er IT-kompenserende programmer, men fra hver sin udbyder. Styrelsen har efter EU-udbud kontrakt med udbyderen af ViTre-pakken frem til sommeren 2015. Ankenævnet har ved brev af 29. juni 2015 fremsendt styrelsens udtalelse og sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Ankenævnet kontaktede den 10. juli 2015 styrelsen, som præciserede, at styrelsen i sin afgørelse afslår at bevilge en licens til programmet CD-Ord (omtalt som programpakke) og i stedet har bevilget en pakke med PC og software (ViTre). Styrelsen har endvidere bevilget 10 timers instruktion i ViTre. Styrelsen præciserede, at det forløb, som i styrelsens udtalelse blev omtalt som ikke gennemført, var et forløb i 2010. Styrelsen har samtidig oplyst, at det bevilgede forløb med 10 timers undervisning i 2015 endnu ikke er gennemført. Din partsrepræsentant har telefonisk den 13. juli 2015 oplyst til ankenævnet, at klagen fastholdes, og at du endnu ikke har haft praktisk mulighed for at tage imod de bevilgede 10 støttetimer. Partsrepræsentanten oplyste samtidig, at I er bekendte med, at styrelsen fra august har mulighed for at bevilge programmet CD-Ord som del af styrelsens normale udvalg af SPS. Partsrepræsentanten anmodede sagen udsat med henblik på at afvente svar på en ny ansøgning fra dig. Styrelsen oplyste samme dag til ankenævnet, at styrelsen fortsat finder, at du er kompenseret ved det bevilgede, og at styrelsen ved en ny ansøgning som udgangspunkt vil foretage sin vurdering efter lignende kriterier. Partsrepræsentanten ønskede herefter klagen behandlet hurtigst muligt. Ankenævnet har den 14. juli 2015 oplyst dig om indholdet af ankenævnets samtaler med din partsrepræsentant og med styrelsen, og givet dig mulighed for at fremkomme med bemærkninger hertil. Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.