Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00885
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9037@2016-01-28/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00885
Ikke kritik af overskrift Der var blandt andet klaget over JydskeVestkystens overskrift ”DF’er får advarsel fra partitoppen”. Da klager havde været i kontakt med Dansk Folkepartis ledelse, der havde misbilliget klagers udtalelser, fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere overskriften. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Det følger videre, at overskrifter i form og indhold skal have dækning i artiklen, jf. punkterne A. 1 og A. 6. Byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, [Politikeren], har klaget over forsideoverskriften ”DF’er får advarsel fra partitoppen” , idet han ikke mener, at der er givet en advarsel. I artiklen ”Dansk Folkeparti advarer [Politikeren]” inde i avisen på side 4 fremgår det, at Dansk Folkeparti ”[ikke] ønsker at formulere en klokkeklar advarsel”. Det fremgår imidlertid også af både forsideartiklen og artiklen inde i avisen, at [Politikeren] har været i kontakt med Dansk Folkepartis ledelse, der har misbilliget hans udtalelser på Facebook, og gjort opmærksom på, at lignende sager vil kunne få konsekvenser for hans medlemskab af Dansk Folkeparti. På denne baggrund finder Pressenævnet, at både forsideoverskriften ”DF’er får advarsel fra partitoppen” og overskriften ”Dansk Folkeparti advarer [Politikeren]” inde i avisen har tilstrækkelig dækning i artiklernes tekst. Nævnet udtaler ikke kritik af formuleringerne.
[Politikeren] har klaget over artiklen ”DF’er får advarsel fra partitoppen” bragt på forsiden af JydskeVestkystens [Byen]-udgave (herefter JydskeVestkysten) den 12. november 2015, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 15-70-00886, [Ægtefællen] mod JydskeVestkysten, hvor der også er klaget over ovennævnte artikel. 1 Sagsfremstilling JydskeVestkysten bragte den 12. november 2015 på forsiden af [Byen]-udgaven artiklen ”DF’er får advarsel fra partitoppen” . Af artiklens brødtekst fremgår følgende: ”[SIDE] 4│[BYEN] Byrådsmedlem [Politikeren] risikerer at blive ekskluderet fra Dansk Folkeparti, hvis han en gang til på Facebook skriver noget, partitoppen ikke bryder sig om. I denne uge har DF-ledelsen for tredje gang måtte bede [Politikeren] fjerne et af sine opslag. - Det er klart, at jeg ikke skal ringe til [Politikeren] igen om et halvt år med en ny sag. Vi har sagt, han skal være påpasselig, og det har han lovet mig, at han vil være, sige [Person A], organisationskonsulent i Dansk Folkeparti. ” På side 4 var bragt en uddybende artikel med rubrikken ”Dansk Folkeparti advarer [Politikeren]” og følgende underrubrik: ”Sidste chance? Tålmodigheden hos Dansk Folkeparti med et af partiets fem byrådsmedlemmer i [Byen] er ved at være brugt op. For tredje gang måtte [Politikeren] fjerne et facebookopslag. ” Af artiklens brødtekst fremgår følgende: ”[BYEN]: Der var en, der var to og tre facebookopslag, som DF's partiledelse ikke bryder sig om. Det ene af Dansk Folkepartis fem medlemmer af [Byen] Byråd, [Politikeren], har fået noget, der kunne ligne en sidste advarsel fra partiledelsen på Christiansborg. For tredje gang har Dansk Folkepartis partiorganisation måttet bede [Politikeren] om at fjerne sine facebookskriverier, og det får organisationskonsulent hos Dansk Folkeparti [Person A] til at sige: - Det er klart, at jeg skal ikke ringe til [Politikeren] igen om et halvt år med en ny sag. Vi har sagt, at han skal være påpasselig, og det har han lovet mig, at han vil være. "Islam er et monster fra helvede", skrev [Politikeren], og det fik partiet til at reagere efter en henvendelse fra Ekstra Bladet. - [Politikeren] lagde en video ud, hvori man tilsyneladende kunne se nogle henrette børn. Det er klart, at man kan ikke tage afstand nok fra islamister eller andre, der likviderer, men det skal være møntet på dem og ikke islam generelt. [Politikeren] skal ikke skrive islam, men islamisme, og for ikke at skabe forvirring bad vi ham om at fjerne hele opslaget, siger [Person A]. Ingen facitliste for udsmidning Tidligere på året var DF og [Politikeren] igennem samme procedure to gange. [Person A] ønsker dog ikke at formulere en klokkeklar advarsel til partikollegaen i [Byen] Byråd, men: - Der er ingen facitliste for, hvornår man ryger ud. Men jeg har bedt ham tænke sig grundigt om, og det går jeg ud fra, at han gør. Jeg har tilføjet, at ellers er der ikke grund til at være medlem af DF, siger [Person A]. Det har ikke været muligt at træffe [Politikeren] for en kommentar, og hverken viceborgmester [Viceborgmesteren], partiets lokalformand i [Byen] Kommune, [Lokalformanden], eller partiets folketingsmedlem valgt i [Byen]-kredsen, [Medlem], ønsker at udtale sig i sagen. [Politikeren]s facebooksager: - Ud over den aktuelle sag greb Dansk Folkepartis hovedorganisation to gange ind over for [Politikeren] før sommerferien: - I marts skrev han, at mange af de nye borgere, der kommer til [Byen] Kommune, er terrorister, og i juni langede han så ud efter daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), fordi hun lod sig fotografere i selfie med en muslimsk kvinde med tørklæde. - Det ville svare til, at statsministeren var blevet fotograferet med tyske soldater under anden verdenskrig, skrev [Politikeren]. ” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Politikeren]s synspunkter [Politikeren] har anført, at rubrikken ”DF’er får advarsel fra partitoppen” og den tilhørende brødtekst, der blev bragt på JydskeVestkystens forside, ikke stemmer overens med indholdet af artiklen ”Dansk Folkeparti advarer [Politikeren]” , der blev bragt inde i avisen på side 4. Der er ikke givet en advarsel. Forsiden bærer præg af, at [Politikeren] vil blive ekskluderet fra Dansk Folkeparti, uanset hvad en eventuel ny sag måtte dreje sig om. Det anføres på denne baggrund, at det ikke er god presseskik at give de gratis forsidelæsere en fejlagtig oplysning, som kun korrigeres, hvis man køber og læser den uddybende artikel inde i avisen. Det fremgår af avisens forside, at ”Byrådsmedlem [Politikeren] risikerer at blive ekskluderet fra Dansk Folkeparti, hvis han en gang til på Facebook skriver noget, partitoppen ikke bryder sig om” , hvorimod det fremgår af side 4, at ledelsen i Dansk Folkeparti ”[ikke] ønsker at formulere en klokkeklar advarsel til partikollegaen i [Byen] Byråd” . På side 4 citeres Dansk Folkepartis konsulent yderligere for at sige, at der ”er ingen facitliste for, hvornår man ryger ud”. Ifølge [Politikeren] er det meget sandsynligt, at store dele af avisens læsere – og dem, der kun ser forsiden på salgsstederne – hæfter sig ved forsidens overskrifter og ikke læser den uddybende artikel inde i avisen. Han ønsker derfor, at forsideoverskriften erklæres ubeføjet på forsiden. 2.2 JydskeVestkystens synspunkter JydskeVestkysten har anført, at avisen den 12. november 2015 bragte en nyhed om, at [Politikeren] risikerer at blive ekskluderet fra Dansk Folkeparti, hvis han atter påkalder sig hovedorganisationens opmærksomhed med sine opdateringer på Facebook. Artiklernes indhold er korrekt. Det fremgår af begge artikler, at klager risikerer at blive ekskluderet fra partiet. Kilden er organisationskonsulent [Person A], Dansk Folkeparti. Formuleringen ”Det er klart, at jeg skal ikke ringe til [Politikeren] igen om et halvt år med en ny sag. Vi har sagt, at han skal være påpasselig, og det har han lovet mig, at han vil være” er både i form og indhold en klar advarsel om, at en eventuel yderligere sag vil have konsekvenser for [Politikeren]s fremtidige medlemskab af Dansk Folkeparti. De to artikler er på ingen måde i konflikt med hinanden. Forsidehistorien udbygges i lokalsektionen, men præmissen om advarslen fra partiorganisationen er den samme. I forlængelse af citatet ”Der er ingen facitliste for, hvornår man ryger ud” , som [Politikeren] henviser til i sin klage, udtaler organisationskonsulenten således: ”Men jeg har bedt ham tænke sig grundigt om, og det går jeg ud fra, at han gør. Jeg har tilføjet, at ellers er der ikke grund til at være medlem af DF”. JydskeVestkysten har gentagne gange forsøgt at få [Politikeren] i tale inden publiceringen af artiklen, men i lighed med tidligere har han ikke ønsket at udtale sig til avisen. [Politikeren] har heller ikke efter publiceringen af artiklen henvendt sig til JydskeVestkysten med henblik på at gøre opmærksom på eventuelle fejl i dækningen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Rasmus Emborg, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. God presseskik¬ Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Det følger videre, at overskrifter i form og indhold skal have dækning i artiklen, jf. punkterne A. 1 og A. 6. Byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, [Politikeren], har klaget over forsideoverskriften ”DF’er får advarsel fra partitoppen” , idet han ikke mener, at der er givet en advarsel. I artiklen ”Dansk Folkeparti advarer [Politikeren]” inde i avisen på side 4 fremgår det, at Dansk Folkeparti ”[ikke] ønsker at formulere en klokkeklar advarsel”. Det fremgår imidlertid også af både forsideartiklen og artiklen inde i avisen, at [Politikeren] har været i kontakt med Dansk Folkepartis ledelse, der har misbilliget hans udtalelser på Facebook, og gjort opmærksom på, at lignende sager vil kunne få konsekvenser for hans medlemskab af Dansk Folkeparti. På denne baggrund finder Pressenævnet, at både forsideoverskriften ”DF’er får advarsel fra partitoppen” og overskriften ”Dansk Folkeparti advarer [Politikeren]” inde i avisen har tilstrækkelig dækning i artiklernes tekst. Nævnet udtaler ikke kritik af formuleringerne. Afgjort den 26. januar 2016.