Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9054@2016-01-30/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ligeløn - arbejdsvilkår - uanset handicap - ej medhold

J. nr. 2015-6810-17498 En timelønnet servicemedarbejder i fleksjob klagede over, at han ikke blev aflønnet efter en sammenlignelig overenskomst, men fik samme løn som sine kolleger. Nævnet lagde vægt på, at servicemedarbejderen fik samme løn og ansættelsesvilkår, som kollegaer, der udførte samme job som ham. Uanset om klager kunne anses for at have et handicap, havde han derfor ikke påvist faktiske omstændigheder i sagen, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager som fleksjobansat ikke blev aflønnet efter en sammenlignelig overenskomst, men fik samme løn som sine kolleger. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Aflønningen af klager var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager blev med virkning fra 12. november 2013 ansat ved den indklagede virksomhed som timelønnet servicemedarbejder i fleksjob. Indklagede driver parkeringsvirksomhed og beskæftiger en større gruppe medarbejdere som timelønsansatte primært til at udføre parkeringskontrol. Klagers ansættelsesforhold var ikke omfattet af en overenskomst. Ifølge klagers ansættelseskontrakt var klagers personlige timeløn 130 kr. Derudover kunne der ikke ydes tillæg af nogen art, herunder kunne der ikke ydes særskilt betaling for arbejde udført på søn- og helligdage eller lignende. Klagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 7. april 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Klager ønsker godtgørelse efter lov om ligeløn og lov om forbud mod forskelsbehandling begrundet i handicap svarende til mellem 9 og 12 måneders løn under hensyn til grovheden af overtrædelsen. Klager er enig med indklagede i, at han har modtaget den samme løn som sine kolleger. Klager er således for så vidt blevet behandlet lige med de øvrige ansatte ved indklagede, men er blevet behandlet ulige i forhold til den lovregulering, der er i forhold til beskyttelsen af personer med en fleksjobbevilling. Ansatte med en fleksjobbevilling nyder en større beskyttelse, og klager skulle derfor have lønvilkår, som svarer til de overenskomster, der er fastsat på arbejdsmarkedet generelt, og dermed en højere timeløn. Det følger af lov om aktiv beskæftigelsesindsats § 70e, stk. 3, at lønnen på det overenskomstdækkede område skal fastsættes svarende til de øvrige arbejdsvilkår efter de kollektive overenskomster. Da klager, uagtet at han nyder en større beskyttelse, er blevet behandlet lige med sine kolleger, har han været udsat for forskelsbehandling. Klager er opmærksom på, at der er tale om en særegen situation. Klager har tidligere opfordret indklagede til at betale den manglende løn, ulempetillæg, korrigerede feriepenge mv. på cirka 10.244 kr. i henhold til sammenlignelige overenskomster. Dette har indklagede ikke ønsket, hvorfor klagen er sendt til Ligebehandlingsnævnet. Klager har fremlagt to sammenlignelige overenskomster for perioden 2012-2014 mellem DI overenskomst II (AHO) og Serviceforbundet for Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning gældende for to parkeringsselskaber. Ansættelsesvilkårene er ifølge overenskomsterne mere fordelagtige for arbejdstageren end dem, der blev aftalt mellem klager og indklagede, blandt andet i forhold til timeløn, tillægsbetaling og pension. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at træffe afgørelse om efterbetaling af løn efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats, og ligelønsloven vedrører lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn. Klager har ikke fremlagt dokumentation for, at han har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede bestrider derfor, at klager har et handicap. Såfremt nævnet har en anden opfattelse, gør indklagede gældende, at klager blev behandlet på lige vilkår med de øvrige ansatte, hvilket klager ikke er uenig i. Det fremgår af forarbejderne til forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 2, at bestemmelsen svarer til § 1, stk. 2, i lov om lige løn til mænd og kvinder og skal fortolkes i overensstemmelse dermed. Bestemmelsen omfatter kun ansættelsesforhold hos samme arbejdsgiver. Der gælder således ikke efter forskelsbehandlingsloven en forpligtelse til at sammenligne med ansatte i andre virksomheder, men alene med ansatte hos samme arbejdsgiver. Hele gruppen af timelønsansatte medarbejdere, heriblandt enkelte fleksjobansatte, er underlagt samme ansættelsesvilkår og aflønnes med samme timesatser. Da klager er blevet behandlet lige med de øvrige ansatte, har indklagede ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Indklagede har ikke indgået en overenskomst, og den overenskomst, som klager har påberåbt sig, kan ikke anses for at være en relevant sammenlignelig overenskomst på området, da overenskomsten alene følges af et meget lille antal (2-3) af branchens 20-25 aktører. Det følger desuden af lov om aktiv beskæftigelsesindsats § 70e, stk. 4, at løn og øvrige arbejdsvilkår på ikkeoverenskomstdækkede områder fastsættes efter aftale mellem arbejdsgiver og den ansatte. Efter bestemmelsen skal der, såfremt der findes en relevant sammenlignelig overenskomst, tages udgangspunkt deri, men der gælder ikke et krav om, at lønnen skal være identisk med overenskomstens lønbestemmelser. Klagers lønvilkår blev aftalt mellem klager og indklagede i overensstemmelse med § 70e, stk. 4, og med de kommunale fleksjobkonsulenters rådgivning. § 70e, stk. 3, regulerer alene overenskomstdækkede områder. Klagers efterbetalingskrav er derfor uberettiget. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Klagen angår forskelsbehandling på grund af handicap. Lov om lige løn til mænd og kvinder vedrører lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår heraf, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Der foreligger forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår, hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. Ifølge forarbejderne til forskelsbehandlingsloven omfatter bestemmelsen kun ansættelsesforhold hos samme arbejdsgiver eller ansættelsesforhold, der er omfattet af samme kollektive overenskomst. Det følger af Vestre Landsrets dom af 26. marts 2014 (13. afd., sag B-0722-13, UfR 2014.1875 V), at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke indebærer en pligt for arbejdsgiver til at ansætte en medarbejder i fleksjob på vilkår omfattet af en overenskomst, som arbejdsgiveren ikke er en del af, og som medfører en positiv særbehandling af medarbejderen. Uanset om klager kunne anses for at have et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, finder nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet har herved lagt vægt på - hvilket er ubestridt -, at klager fik samme løn og ansættelsesvilkår som sine kolleger, som udførte samme arbejde som ham. Klager får derfor ikke medhold. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 7a om delt bevisbyrde <2015-6810-17498>

Versioner

1. 2016-01-30