Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00911

GældendeVersion 2016-02-16
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9091@2016-02-16/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00911

Sag genoptages ikke efter domstolsbehandling Pressenævnet har afvist at genoptage behandlingen af to sager vedrørende presseetik fra 2013, hvor redaktøren i 2015 blev frifundet for bagvaskelse (efter straffeloven) ved domstolene. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: En part har krav på genoptagelse og en ny realitetsbehandling af sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parten undskyldeligt forhold. Herudover kan nævnet tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, og hvorvidt et medie er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, jf. medieansvarsloven § 34 og §§ 36-40. Vestre Landsrets dom af 11. marts 2015 vedrører et spørgsmål om overtrædelse af straffeloven og har derfor som udgangspunkt ikke betydning for Pressenævnets vurdering af god presseskik og krav på genmæle. Pressenævnet ses ikke at have modtaget mails sendt fra [Redaktøren] den 31. oktober og 7. november 2013 (der begge vedrører placeringen og opsætningen af Pressenævnets kendelse). Det har heller ikke efterfølgende været muligt for [Redaktøren] at fremvise en kopi af de to mails sendt til Pressenævnet. Til placeringen og opsætningen af Pressenævnets kendelse henviser nævnet til sin kendelse af 22. oktober 2013. Heraf fremgår det, at kendelsen skulle have en ”lige så fremtrædende placering som læserbrevene af 9. april og 7. maj og artiklen af 16. april 2013 og med en lige så iøjefaldende opsætning og typografi” . De påklagede læserbreve og artiklen fra 2013 er alle offentliggjort på øverste halvdel af avissiden. Hertil kommer, at [Redaktøren] må kunne undersøge, hvor stor en skrifttype, der er anvendt ved overskrifterne på læserbrevene og artiklen. På denne baggrund og da anmodningen om genoptagelse heller ikke i øvrigt indeholder nye oplysninger af væsentlig betydning for afgørelsen, og der ikke er påvist sagsbehandlingsfejl, afvises anmodningen. Pressenævnet afviser at genoptage behandlingen.

[Person 1] har i henhold til fuldmagt fra redaktør af [Avisen], [Redaktøren], anmodet om genoptagelse af Pressenævnets kendelse af 27. august 2013 i nævnets sag nr. 13-70-00460 og kendelse af 22. oktober 2013 i sag nr. 13-70-00536. Sag nr. 13-70-00460 vedrørte en klage over [Person 1]s læserbrev ”Der er atter ballade på [Skolen]” bragt den 9. april 2013 på øverste halvdel af side 9 i [Sektionen], artiklen ”[Forstander A] stævnet for injurier” bragt den 16. april 2013 i en tynd stribe på midten af side 11 i [Sektionen] og [Person 1]s læserbrev ”Bestyrelsen bør fjerne [Forstander B] og [Forstander A]” bragt den 7. maj 2013 på øverste tredjedel af side 10 i [Sektionen] samt læserbrevet ” [Forstander B] og [Forstander A] tåler ikke kritik” bragt den 14. maj 2013 på øverste halvdel af side syv i [Sektionen]. Den 14. maj 2013 bragte [Sektionen] på øverste halvdel af side 9 et læserbrev fra [Bestyrelsesformanden]. Sag nr. 13-70-00536 vedrørte en klage over offentliggørelsen af Pressenævnets kritik i [Avisen] den 3. september 2013 nederst på side 10 i [Sektionen]. 1 Sagsfremstilling I kendelsen af 27. august 2013 hedder det: ”3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse: I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Pressenævnet bemærker indledningsvist, at medieansvarslovens kapitel 3 (herunder §§ 9 og 10) vedrører spørgsmålet om strafansvar for mediernes indhold, som henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 1, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i kapitel 6 (§§ 36-40) er forpligtet til at offentliggøre et genmæle. Vurderingen af, om et læserbrev er offentliggjort i strid med god presseskik, og om et massemedie er forpligtet til at offentliggøre et genmæle til et læserbrev, falder således inden for Pressenævnets kompetence. Nævnet bemærker videre, at spørgsmålet om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke. Endelig bemærker nævnet, at de vejledende regler for god presseskik blev justeret den 22. maj 2013. Da artiklen og læserbrevene er offentliggjort i perioden 9. april - 14. maj 2013, behandles sagen ud fra de vejledende regler for god presseskik, sådan som reglerne var udformet før den 22. maj 2013. Klagen over [Avisen] er indsendt af [Skolen]s forstandere [Forstander B] og [Forstander A], som må anses for at være berettigede til også at klage på [Skolen]s vegne. [Skolen]s bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] har efterfølgende fremsendt fuldmagt, som giver forstanderne fuldmagt til at klage på hans vegne. Pressenævnet lægger derfor til grund, at [Forstander B] og [Forstander A] klager på egne vegne, på vegne af [Skolen] og i henhold til fuldmagt fra [Bestyrelsesformanden]. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom, Med et genmæle får klager selv lejlighed til at korrigere oplysninger af faktisk karakter i en sag, der har været omtalt i et massemedie. Klager har derimod ikke krav på at få bragt f.eks. vurderinger og kommentarer. Indgår vurderinger og kommentarer i et genmæle, er massemediet som oftest berettiget til at afvise kravet om genmæle. Henset til ordlyden af de genmæletekster, som [Bestyrelsesformanden] har fremsendt til [Avisen], finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af avisen for ikke at bringe genmælerne. God presseskik Læserbrevene af 9. april og 7. og 14. maj 2013 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den, der kan være krænket, jf. punkt A. 1-A. 3. Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at der i lederartikler og debatindlæg må tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsindslag og reportager. Efter det for nævnet oplyste, var [Avisen]’ redaktør [Redaktøren] ansat som lærer på [Skolen] i perioden januar 2003 – november 2007 og sad i skolebestyrelsen i perioden december 2003 – september 2007. Efter det oplyste, blev han afskediget på grund af pligtforsømmelse. Efter det for nævnet oplyste, søgte [Person 1] i 2001 stillingen som forstander på [Skolen] i konkurrence med [Forstander A]. [Person 1] var i foråret 2013 kursist på [Skolen] og blev bortvist. Pressenævnet finder, at disse forhold gav [Avisen] anledning til at udvise agtpågivenhed over for [Person 1]s udtalelser, ligesom avisens redaktør i en nyhedsdækning, hvor han selv har personlige interesser, må være særlig varsom med, at oplysningerne er korrekte, og at de krænkede personer får lejlighed til at udtale sige. Nævnet finder, at [Person 1]s læserbreve indeholdt en række alvorlige beskyldninger mod [Forstander B] og [Forstander A], som overskred grænserne for det frisprog, som tillades i læserbreve. Således finder Pressenævnet, at beskyldningerne mod [Forstander B] og [Forstander A] for bl.a. at overvåge, true og straffe skoleelever, for at skjule oplysninger for skolekredsen, om misinformation om elevtal og økonomi, om misbrug af offentlige støtteordninger, om dårligt arbejdsmiljø og om nepotisme kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Forstander B] og [Forstander A], og oplysningerne har derfor skullet efterprøves i særlig grad, først og fremmest ved forelæggelse for forstanderne. Da det ikke skete, gengav [Avisen] ensidigt [Person 1]s synspunkter. Pressenævnet udtaler derfor kritik af [Avisen]. Pressenævnet lægger på det foreliggende grundlag til grund, at rubrikken ”Der er atter ballade på [Skolen]” er formuleret af [Avisen]. Rubrikken giver indtryk af, at der tidligere har været uro vedrørende [Skolen]. [Avisen] bragte i 2012 en række artikler om [Skolen], som blev påklaget til Pressenævnet. Artiklerne indeholdt bl.a. anklager mod forstanderne fremsat af en tidligere bestyrelsesformand. Nævnet kritiserede [Avisen] for utilstrækkelig kontrol af den tidligere bestyrelsesformands anklager. Pressenævnet finder derfor, at der er tale om ukorrekte oplysninger, når [Avisen] i rubrikken oplyser, at der ”atter” er ballade på [Skolen]. Pressenævnet udtaler derfor kritik af [Avisen]. Artiklen af 16. april 2013 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at en retsreportage bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter, jf. punkt C. 3. Nævnet lægger på det foreliggende grundlag til grund, at Retten i Sønderborg den 14. maj 2013 modtog [Person 1]s stævning mod [Forstander A], og at stævningen den 8. juni 2013 endnu ikke var forkyndt for [Forstander A]. Oplysningerne om stævningen af [Forstander A] i [Avisen] den 16. april 2013 er således udokumenterede. Pressenævnet udtaler derfor kritik af [Avisen] for at bringe oplysningerne. Det forhold, at [Forstander A] ikke besvarede henvendelsen fra [Avisen]’ salgschef, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder – udover de kritiserede forhold – ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af [Avisen]. Pressenævnet finder, at kritikken skal udbredes i et omfang svarende til udbredelsen af [Avisen] den 9. og 16. april og 7. maj 2013 således, at læserne fra 9. og 16. april og 7. maj 2013 får mulighed for at blive bekendt med kritikken. [Avisen] bragte den 14. maj 2013 dele af [Bestyrelsesformanden]s genmæletekst som et læserbrev, hvori bestyrelsesformanden kommenterede en række af de beskyldninger, som [Person 1] har rettet mod [Forstander B] og [Forstander A]. Det drejer sig om beskyldningerne om misinformation om elevtal og økonomi, misbrug af offentlige støtteordninger, dårligt arbejdsmiljø og nepotisme. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af [Avisen] at offentliggøre følgende med lige så fremtrædende placering som læserbrevene af 9. april [bragt på øverste halvdel af side 9 i [Sektionen]] og 7. maj 2013 [bragt på øverste tredjedel af side 10 i [Sektionen]] og artiklen af 16. april 2013 [bragt i en tynd stribe på midten af side 11 i [Sektionen]] og med en lige så iøjefaldende opsætning og typografi: ”[Rubrik]¬[Avisen] får igen kritik af Pressenævnet [Underrubrik] Pressenævnet kritiserer, at [Avisen] bringer læserbreve med grove beskyldninger mod [Skolen]s forstandere uden at indhente forstandernes kommentarer [Brødtekst]¬I læserbrevene ”Der er atter ballade på [Skolen]” og ”Bestyrelsen bør fjerne [Forstander B] og [Forstander A]” blev [Skolen]s forstandere beskyldt for bl.a. at overvåge, true og straffe [Skolen]s elever og for at skjule oplysninger for skolekredsen. For det første kritiserer Pressenævnet overskriften ”Der er atter ballade på [Skolen]” , idet [Avisen] ikke har belæg for at skrive ”atter”. Dernæst er beskyldningerne så grove, at de overskrider grænserne for det frisprog, som tillades i læserbreve. Beskyldningerne burde derfor have været forelagt [Forstander B] og [Forstander A]. Da det ikke er sket, har [Avisen] ensidigt gengivet læserbrevsskribentens synspunkter. Derfor får [Avisen] kritik af Pressenævnet. Senere skrev [Avisen] artiklen ”[Forstander A] stævnet for injurier” med underteksten ”Forstander på [Skolen] [Forstander A] bliver nu stævnet ved retten i Sønderborg for injurier” . Ifølge artiklen havde læserbrevsskribenten på det tidspunkt stævnet [Forstander A], men det var ikke korrekt. Pressenævnet kritiserer [Avisen] for dels at bringe forkerte oplysninger, dels for ikke have gjort nok for at få en kommentar fra [Forstander A]. Hele kendelsen kan læses på www.pressenaevnet.dk” [Avisen] offentliggjorde Pressenævnets kendelse den 3. september 2013 i [Sektionen] nederst på side 10. [Bestyrelsesformanden] og [Forstander B] og [Forstander A] klagede ved brev af 23. september 2013 over offentliggørelsen. [Redaktøren] blev som [Avisen]s redaktør anmodet om en udtalelse til sagen. [Redaktøren] svarede ved mail af 29. september 2013 Pressenævnet (sendt til sekr@pressenaevnet.dk). Af mailen fremgår følgende: ”Til Pressenævnet Jeg mener, at placeringen af genmælet i fuldt omfang lever op til Pressenævnets bestemmelser i kendelsen. Jeg har desuden gjort en ekstra indsats for tæt på deadline for [Avisen]/[Sektionen] at sørge for en hurtig og tydelig placering. I øvrigt kan jeg oplyse, at forstanderparret [[Forstander B] og [Forstander A]] i dagene efter kendelsen rundsendte et brev til medlemmer af [Foreningen], som jeg er formand for. Brevet omtaler mig og mit arbejde meget nedladende, og det sker med henvisning til kendelsen fra Pressenævnet For mig er det tydeligt, at forstanderparret misbruger Pressenævnets konkrete tilkendegivelser som rambuk for dels strafferetslig opfølgning og dels som undergravning af mit folkevalgte virke. Det finder jeg stærkt kritisabelt. ” Pressenævnet sendte herefter en bekræftelse på modtagelsen den 2. oktober 2013 (til [Avisen]s postadresse) med besked om, at mailen var sendt til modparten i sag nr. 13-70-00536. Pressenævnet afsagde kendelse den 22. oktober 2013. I kendelsen hedder det: ”3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse: I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Dorthe Carlsen, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Det følger af medieansvarslovens § 49, at nævnet kan pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. I kendelsen 13-70-00460 pålagde nævnet [Avisen] at offentliggøre Pressenævnets resumé ”[…] med lige så fremtrædende placering som læserbrevene af 9. april og 7. maj 2013 og artiklen af 16. april 2013 og med en lige så iøjefaldende opsætning og typografi”. [Avisen] har den 3. september 2013 på side 10 indholdsmæssigt bragt den tekst, som blev bestemt ved Pressenævnets kendelse af 27. august 2013. Derimod ses placeringen, opsætningen og typografien ikke at være i overensstemmelse med Pressenævnets kendelse af 27. august 2013. [Avisen] har således bragt rubrikkens skriftstørrelse med mindre skrift end rubrikkerne til de ovennævnte kritiserede læserbreve/artikel. Herudover har [Avisen] ikke bragt en underrubrik, idet teksten i ”underrubrikken” ikke ses at adskille sig tydeligt fra brødteksten. I forbindelse med de kritiserede læserbreve/artikel bragte [Avisen] underrubrikker. Endelig har [Avisen] bragt resuméet på den nederste halvdel af siden, mens de kritiserede læserbreve/artikel alle ses bragt på øverste halvdel af den side, hvor de blev bragt. [Avisen] har herefter ikke bragt det resumé, som Pressenævnet bestemte ved kendelsen af 27. august 2013, med lige så fremtrædende placering som læserbrevene af 9. april og 7. maj 2013 og artiklen af 16. april 2013 og med en lige så iøjefaldende opsætning og typografi. Pressenævnet udtaler på denne baggrund kritik. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af [Avisen] at offentliggøre følgende med lige så fremtrædende placering som læserbrevene af 9. april [bragt på øverste halvdel af side 9 i [Sektionen]] og 7. maj 2013 [bragt på øverste tredjedel af side 10 i [Sektionen]] og artiklen af 16. april 2013 [bragt i en tynd stribe på midten af side 11 i [Sektionen]] og med en lige så iøjefaldende opsætning og typografi, jf. ovenfor: ”[Rubrik] Pressenævnet kritiserer [Avisen] for ikke at bringe Pressenævnets kritik synligt nok [Underrubrik] Da [Avisen] ikke bragte en kritik fra Pressenævnet på den måde, som nævnet havde givet besked på, bringer vi nu et resumé – lige så synligt, som Pressenævnet oprindeligt havde angivet. [Teksten herunder skal stå i en ramme, dels for at adskille den fra rubrik og underrubrik, dels for at fremhæve den. ] [Rubrik]¬[Avisen] får igen kritik af Pressenævnet [Underrubrik] Pressenævnet kritiserer, at [Avisen] bringer læserbreve med grove beskyldninger mod [Skolen]s forstandere uden at indhente forstandernes kommentarer. [Brødtekst]¬Det drejer sig om læserbrevene ”Der er atter ballade på [Skolen]”, og ”Bestyrelsen bør fjerne [Forstander B] og [Forstander A]” . Pressenævnet kritiserer avisen, fordi den ikke har belæg for at skrive ”atter” ballade. Dernæst får [Avisen] kritik for at bringe beskyldninger, der er så grove, at de overskrider grænserne for det frisprog, som tillades i læserbreve. Beskyldningerne burde derfor have været forelagt [Forstander B] og [Forstander A]. Da det ikke er sket, har [Avisen] ensidigt gengivet læserbrevsskribentens synspunkter. Senere skrev [Avisen] ”[Forstander A] stævnet for injurier” . Ifølge artiklen havde læserbrevsskribenten på det tidspunkt stævnet [Forstander A], men det var ikke korrekt. Pressenævnet kritiserer [Avisen] for dels at bringe forkerte oplysninger, dels for ikke have gjort nok for at få en kommentar fra [Forstander A]. Begge afgørelser fra Pressenævnet kan læses på www.pressenaevnet.dk” Da [Avisen] ikke efterfølgende offentliggjorde resuméet af nævnets kendelse af 22. oktober 2013, indgav Pressenævnet den 18. december 2013 politianmeldelse mod [Redaktøren], jf. medieansvarslovens § 53, stk. 2, jf. § 49. Vestre Landsret afsagde den 11. marts 2015 dom i ankesagen, [Redaktøren] mod [Forstander B] og [Forstander A]. [Redaktøren] var i sagen indstævnet for bagvaskelse (straffelovens § 268, jf. § 267). [Forstander B] og [Forstander A] havde blandt andet nedlagt påstand om, at [Redaktøren] skulle straffes og betale 20.000 kroner i godtgørelse. Nogle af udsagnene, som [Redaktøren] var indstævnet for, var identiske med udsagnene i læserbrevene i sag nr. 13-70-00460. [Redaktøren] blev frifundet for overtrædelse af straffeloven ved landsretten. Der blev den 15. juni 2015 rejst tiltale mod [Redaktøren] for overtrædelse af medieansvarsloven. Sagen afventer nu at blive berammet af Retten i Sønderborg. Anmodningen om genoptagelse af Pressenævnets kendelser er modtaget i nævnet den 17. januar 2016. [Person 1] har til støtte for anmodningen om genoptagelse anført, at Pressenævnet bør genåbne sagen, så der kan ske en forligsmæssig drøftelse af sagen. Til støtte for anmodningen om genoptagelse har [Person 1] videre anført, at følgende kan begrunde en ny sagsbehandling: ”1. [Redaktøren] har i perioden september-december 2013 efter offentliggørelsen [Avisen] af nævnets kendelse gentagne gange henvendt sig til nævnet telefonisk og pr. mail for at få nævnet til at specificere nævnets krav til genindrykningen. Disse henvendelser er fremlagt som bilag i sagen ved retten i Sønderborg. 2. Af de sagsakter, jeg har modtaget fra Pressenævnet, fremgår de under pkt. 1 nævnte henvendelser ikke, hvilket jeg finder retsstridigt jf. nævnets journaliseringspligt og pligt til at udarbejde telefonnotater. 3. Nævnet har derfor ved at undlade at sagsbehandle henvendelserne fra [Redaktøren] forsøgt at legitimere den politianmeldelse, der ved en saglig sagsbehandling kunne have været undgået. 4. Nævnet har samtidig undladt med [Redaktøren] at drøfte mulighederne for genindrykning og en forligsbaseret afslutning på sagen, hvilket var [Redaktøren]s intention. 5. Politiet har undladt at give [Redaktøren] et bødeforlæg, som efter al sandsynlighed ville have medført et forslag til Pressenævnet om genåbning af sagen og genindrykning efter nærmere specifikation. 6. [Redaktøren] er fortsat indstillet på en udenretlig afslutning på sagen. Det kan ske ved, at nævnet specificerer indrykningskravene, som nævnet har lovhjemmel til og i andre tilfælde praksis for, hvilket [Redaktøren] hele tiden har efterlyst pr. mail og telefonisk. Genindrykningen vil herefter ske uden forsinkelse på de betingelser, der kan aftales mellem parterne, så enhver risiko for yderligere klager fra [Skolen] fjernes. Herefter er sagen afsluttet udenretligt. Alternativet hertil vil være en meget langvarig sagsbehandling ved domstolene. Jeg ønsker at tilføje, at [Redaktøren] ved Landsretten i Viborg i marts 2015 blev frifundet for alle anklager om overtrædelse af STL’s par. 267 og 268. Der er ingen forbehold i dommen. Jeg finder derfor, at Pressenævnets begrundelser i kendelsen er forkerte, fordi nævnet lægger til grund, at div. læserbreve var ærekrænkende. Det slog landsretten fast, at de ikke var og henviste bl.a. til bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg opfatter dommen således, at [Redaktøren] havde en pligt til at trykke læserbrevene, og at en undladelse heraf ville kunne opfattes som censur. Der er derfor al mulig grund til at genåbne sagen og søge den afsluttet udenretligt nu. ” Pressenævnet anmodede herefter den 19. januar 2016 om at få genfremsendt kopi af de mails, der måtte være sendt til Pressenævnet i perioden ”september – december 2013”. Herefter modtog Pressenævnet kopi af bilag D (fem sider), der er fremlagt for Retten i Sønderborg. Side 1 er [Redaktøren]s mail af 29. september 2013 sendt til sekr@pressenaevnet.dk. Side 2 er en mail af 31. oktober 2013 fra [Redaktøren] sendt til [Person 1] [email-adressen]. I mailen står blandt andet med småt: ”(jeg har sendt dette svar til pressenævnet i dag, vh [Redaktøren])”. Mailen fortsætter: ”Til Pressenævnet Jeg har modtaget Pressenævnets kendelse vedr. indrykning af tekst i sagen 13-70-00536 [sendt fra Pressenævnet den 25. oktober 2013 til [Avisen]s postadresse]. Jeg er ikke enig i afgørelsen. Efter min bestemte opfattelse er den første indrykning i fuld overensstemmelse med nævnets oprindelige afgørelse. Jeg finder det samtidig i strid med nævnets kompetence, at modparten nu efter evindelige klager over avisen og forsøg på at styre rene redaktionelle forhold kan påvirke nævnet til at pålægge avisen ny indrykning. Fakta er dog som minimum, at det første indrykning har vægt og betydning i lokalområdet. Før jeg tager stilling til ny indrykning, vil jeg bede nævnet præcist forklare, - hvor i avisen indrykningen skal ske, - med hvilken typografi og størrelse på rubrik og brødtekst, Således at avisen ikke yderligere risikerer en ”gratis” omgang til modparten. ” Side 3-5 i bilag D er en rapport fra Syd- og Sønderjyllands Politi fra 2. april 2014 vedrørende afhøringen af [Redaktøren]. Af afhøringsrapporten fremgår det, at [Redaktøren] har afgivet følgende forklaring: ”[…] Sigtede har sendt nedennævnte mail af d. 2. april 2014. [Her er tilføjet i håndskrift: ”AFSENDT AF [REDAKTØREN] TIL PRESSENÆVNET D. 7/11-15”. Mailens adresseoplysninger kan ikke læses på Pressenævnets kopi. Rapporten fortsætter med gengivelsen af mailen:] Pressenævnet pålagde dig i kendelse dat. 27/8-2013 at bringe et sammendrag af kendelsen på ”…en lige så fremtrædende placering som læserbrevene af 9. april og 7. maj 2013 og artiklen af 16. april 2013 og med en lige så iøjnefaldende opsætning og typografi”. Det gjorde jeg så hurtigt som muligt nemlig i den første udgave af avisen efter kendelsen den 3. september. Så klagede [Skolen] igen. Nævnet afsagde ny kendelse dat. 22/10-2013 og pålagde dig at trykke sammendraget af kendelsen igen, fordi nævnet ikke mente, at jeg havde trykt kendelsen i overensstemmelse med kendelsen. Jeg fastholder, at det har jeg. Hvis Pressenævnet fastholder, at kendelsen skal trykkes igen, må nævnet præcisere, hvor kendelsen skal stå, og hvordan den skal sættes op. Da nævnet ikke har givet denne præcisering, er det overladt til mig at skønne, hvordan jeg optimalt kunne efterleve kendelsen. Det gjorde jeg efter bedste evne, og kendelsens placering og opsætning er efter mit bedste skøn i overensstemmelse med kendelsen. [Rapporten er uden underskrift. ]” [Person 1] har den 21. januar 2016 anført, at ovennævnte mail rettelig er sendt til Pressenævnet den 7. november 2013, ikke i 2015. Pressenævnet ses ikke at have modtaget en mail hverken 31. oktober eller 7. november 2013 (side 2-5 i bilag D). 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : Efter § 14, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Da Jytte Scharling, Dorthe Carlsen og Marianne Druedahl, der oprindeligt var med til at behandle henholdsvis sag nr. 13-70-00460 og sag nr. 13-70-00536, ikke længere er beskikket som medlemmer af Pressenævnet, er sagen behandlet af de medlemmer, der behandlede sag nr. 13-70-00460, dog således, at Dorthe Carlsen og Marianne Druedahl er erstattet af Rasmus Emborg og Marlene Borst Hansen. I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Rasmus Emborg, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. En part har krav på genoptagelse og en ny realitetsbehandling af sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parten undskyldeligt forhold. Herudover kan nævnet tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, og hvorvidt et medie er forpligtet til at offentliggøre et genmæle, jf. medieansvarsloven § 34 og §§ 36-40. Vestre Landsrets dom af 11. marts 2015 vedrører et spørgsmål om overtrædelse af straffeloven og har derfor som udgangspunkt ikke betydning for Pressenævnets vurdering af god presseskik og krav på genmæle. Pressenævnet ses ikke at have modtaget mails sendt fra [Redaktøren] den 31. oktober og 7. november 2013 (der begge vedrører placeringen og opsætningen af Pressenævnets kendelse). Det har heller ikke efterfølgende været muligt for [Redaktøren] at fremvise en kopi af de to mails sendt til Pressenævnet. Til placeringen og opsætningen af Pressenævnets kendelse henviser nævnet til sin kendelse af 22. oktober 2013. Heraf fremgår det, at kendelsen skulle have en ”lige så fremtrædende placering som læserbrevene af 9. april og 7. maj og artiklen af 16. april 2013 og med en lige så iøjefaldende opsætning og typografi” . De påklagede læserbreve og artiklen fra 2013 er alle offentliggjort på øverste halvdel af avissiden. Hertil kommer, at [Redaktøren] må kunne undersøge, hvor stor en skrifttype, der er anvendt ved overskrifterne på læserbrevene og artiklen. På denne baggrund og da anmodningen om genoptagelse heller ikke i øvrigt indeholder nye oplysninger af væsentlig betydning for afgørelsen, og der ikke er påvist sagsbehandlingsfejl, afvises anmodningen. Pressenævnet afviser at genoptage behandlingen. Afgjort den 15. februar 2016.

Versioner

  1. 2016-02-16