Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00896
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9102@2016-02-25/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00896
Kort svarfrist på 15 minutter Dagbladet Børsen bragte artiklen ” Eksperter skyder hul i Hellerup Finans-projekt ”. Dagbladet Børsen ringede flere gange til Hellerup Finans A/S i dagene op til artiklens offentliggørelse og lagde telefonbeskeder, før direktøren i Hellerup Finans A/S ringede tilbage og anmodede om at få spørgsmålene tilsendt skriftligt. Dagbladet Børsen sendte samme dag en mail med spørgsmålene og gav direktøren en svarfrist på 15 minutter. Direktøren svarede 18 minutter senere. Pressenævnet finder som udgangspunkt, at en svarfrist på 15 minutter er for kort, men udtaler ikke kritik, da direktøren besvarede spørgsmålene skriftligt. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: God presseskik Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A. 3. På baggrund af Børsens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Børsen ringede til Hellerup Finans A/S tre gange den 3. december 2015, hvor der blev lagt telefonbeskeder om avisens henvendelse to gange, samt tre gange den 4. december 2015, inden [Direktøren] vendte tilbage og anmodede om at få spørgsmålene tilsendt skriftligt. Børsen sendte ved mail af 4. december 2015 kl. 14.44 spørgsmålene med en svarfrist på 15 minutter. [Direktøren] svarede kl. 15.02 (18 minutter senere). Pressenævnet finder som udgangspunkt, at en svarfrist på 15 minutter må anses for kort. Pressenævnet lægger imidlertid til grund, at [Direktøren] under telefonsamtalen kort forinden må anses for at have haft mulighed for at udspørge Børsens journalist nærmere om, hvilke oplysninger Børsen var i besiddelse af, og at [Direktøren] under denne telefonsamtale afviste at lade sig interviewe. På denne baggrund og da [Direktøren] herefter besvarede spørgsmålene skriftligt, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at svarfristen var meget kort. Nævnet har herved også lagt vægt på, at en medarbejder hos Hellerup Finans A/S var gjort bekendt med, at Børsen havde ringet og ønsket at tale med direktøren, og at Hellerup Finans A/S’ bemærkninger til de fremsendte spørgsmål fremgår af artiklen. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af Børsens svarfrist på 15 minutter. Pressenævnet finder imidlertid, at Børsen burde have forelagt spørgsmålet om, hvorvidt vedligeholdelsesudgifterne på 15.000 euro var tilstrækkeligt, så Hellerup Finans A/S havde haft lejlighed til at udtale sig om bygningens nyrenoverede stand, som kræver mindre vedligeholdelse. Under hensyn til, at Børsen forelagde den væsentligste kritik for Hellerup Finans A/S, finder nævnet dog ikke grundlag for at kritisere den manglende forelæggelse af denne del. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. For så vidt angår spørgsmålet om vedligeholdelsesudgifterne, lægger Pressenævnet til grund, at det i artiklen korrekt er oplyst, at der er afsat 15.000 euro. Oplysningen om, hvorvidt det budgetterede beløb er tilstrækkeligt til at dække bygningens faktiske vedligeholdelse, er derimod en vurdering, som ikke kan danne grundlag for et genmæle. Pressenævnet finder videre, at de øvrige udtalelser dels er vurderinger og ikke faktiske oplysninger, dels er modgået af [Direktøren]s kommentarer, hvorfor Hellerup Finans A/S ikke har krav på et genmæle over for disse.
Hellerup Finans A/S har ved selskabets administrerende direktør klaget over artiklen ”Eksperter skyder hul i Hellerup Finans-projekt” bragt den 6. december 2015 på borsen.dk og den 7. december 2015 i Dagbladet Børsen (herefter Børsen), idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 15-70-00895, Hellerup Finans A/S mod Jyllands-Posten, der også vedrører omtale af Hellerup Finans A/S’ forretningsmodel. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen af artiklen forsøgte Børsen at komme i telefonisk kontakt med Hellerup Finans A/S. Børsen forsøgte at ringe til Hellerup Finans A/S på følgende tidspunkter: Den 3. december 2015 kl. 12.28 (lægges besked), kl. 12.44 (lægges besked) og kl. 13.57 (ubesvaret opkald) Den 4. december 2015 kl. 12.05 (lægges besked), kl. 12.21 (lægges besked) og kl. 14.03 (lægges besked). Den 4. december 2015 kl. 14.33 ringede [Direktøren] tilbage og anmodede om at få tilsendt spørgsmålene på mail. Kl. 14.44 modtog Hellerup Finans A/S fem spørgsmål fra Børsen. KL. 15.02 svarede Hellerup Finans A/S følgende: ”Her er så de ”hurtige” svar Jeg vil godt citeres for – udover nedenstående svar [nedenfor var Hellerup Finans A/S’ svar indsat i Børsens mail direkte efter avisens fem spørgsmål. Pressenævnet har indsat dem i kursiv. ] ”Ejendommen i Mainz er en enestående investeringsmulighed – vi har allerede fået henvendelser om vi vil sælge ejendommen til en højere pris end investorerne køber ejendommen til så vi ved at det er en unik investeringsmulighed som vi selv deltager i. ” ”Jeg skriver en artikel baseret på flere formuerådgiveres kritik af Mainz Invest. Jeg vil gerne vide:¬1. hvor mange har investeret i Mainz Invest [Hellerup Finans A/S: Der er stadig ledige andele. ] 2. hvis ikke du vil sige det, hvor mange har vist interesse for projektet, I har afholdt to info-møder, senest i går. [Hellerup Finans A/S: - Vi havde 61 gæster i går og 42 i tirsdags – vi har fået ca. 400 henvendelser i alt. ] 3. Har Hellerup Finans købt ejendommen for 120 mio. kr.? [Hellerup Finans A/S: Mainz Invest køber ejendommen direkte – HF har ikke handlet ejendommen og prisen fremgår tydeligt af prospektet – det fremgår af prospekt. ] 4. Hvad sælger I den videre til? [Hellerup Finans A/S: Det fremgår af prospektet – ejendommen er købt direkte og ingen mellemhandel – vi tjener et fee på 6 % som er markedskonformt på en direkte handel. ] 5. I bliver kritiseret for, at I tjener alle pengene risikofrit, og at investorerne ikke skal regne med at få noget. Hvad siger du til den kritik? [Hellerup Finans A/S: - det fremgår entydigt af prospektet hvordan investeringen er skruet [sammen] og den kritik er fejlagtig. ] Jeg har deadline om 15 min. ” Den påklagede artikel Borsen.dk gjorde den 6. december 2015 kl. 22.00 e-avisen tilgængelig. Heri bragte Børsen artiklen ”Eksperter skyder hul i Hellerup-Finans-projekt” med følgende underrubrik: ”Hellerup Finans lover private investorer 11 pct. i gennemsnitlig årlig rente i ny obligation. Eksperter råder folk til at holde sig langt væk. ” Af teksten fremgår følgende: ”Investorer tørster efter høje afkast og minimal risiko. Hos Hellerup Finans lokkes helt almindelige danskere med en risikovillig kapital på minimum 750.000 kr. til et tårnhøjt afkast på en obligation – 11 pct. i årlig gennemsnitlig rente og løbende opsparing. Hellerup Finans har netop overstået to informationsmøder – ét i Aarhus og ét i København. Men de interesserede investorer skal passe på, lyder advarslen fra en række eksperter, som Børsen har talt med – både til og uden for citat. Risikoen er tårnhøj, og projektet er så godt som urealistisk, lyder konklusionen fra samtlige formue- og uvildige rådgivere, der har læst udbudsdokumentet for Mainz Invest. "De sælger projektet som en 30-årig obligation, som mange forbinder med lav risiko. 30 år er ekstremt lang tid, og det er typisk så godt som umuligt at sælge sine aktier i dette projekt, hvis man vil ud af investeringen før tid," siger Hanne Roj-Larsen, direktør i Frederiksberg Finansrådgivning. ¬ Usikre forudsætninger "De lover 11 pct. i årlig gennemsnitlig rente, men det når man ikke op på før om 20 år, hvis man overhovedet når derop," siger Hanne Roj-Larsen og oplyser, at man i de første år får udbetalt en rente på 5-6 pct., men at renten ikke er garanteret, og at den hviler på en række forudsætninger, der let kan klaske sammen. Helt konkret køber investorerne en erhvervsejendom i den tyske by Mainz. I dag er 80 pct. af ejendommen lejet ud til den tyske møbelkæde Roller, hvis lejemål ophører om ti år. Et andet lejemål på 8 pct. udløber i 2017. "Det får tingene til at vælte. Hvad er sandsynligheden for at få en lejer om ti år, der ikke ønsker en renovering? Hvis man altså finder en ny lejer." Samme spørgsmål stiller Jens Kyhnæb, adm. direktør i 3S Finans. Han har mange års erfaring med det tyske ejendomsmarked og hæfter sig desuden ved, at Mainz Invest budgetterer med 15.000 euro til årlig vedligeholdelse af bygningen, hvilket han anser for i underkanten af det nødvendige. "Dette er en meget graciøs aftale for Hellerup Finans. De får en mindre formue for det her – 7,5 mio. kr. for at sælge det til investorerne, det svarer til 5,7 pct., og så får de helt risikofrit et årligt administrationsfee på 325.000 kr.," siger Jens Kyhnæb og minder om, at der altid er en risiko for, at den nuværende lejer Roller kan gå konkurs inden for de næste ti år. "Det, tror jeg ikke, den enkelte investor lige kan gennemskue." I udbudsmaterialet kan man også læse, at der er risiko for, at minimumsudbuddet, men ikke maksimumudbuddet, opnås, dermed bliver købet af ejendommen ikke realiseret, i stedet vil man "søge at gennemføre købet af en alternativ ejendom med samme forudsætninger som Mainz." "Som om det ikke var slemt nok i forvejen," siger Jens Kyhnæb. Hos Finansoptimering oplyser formuerådgiver Jesper Olesen, at han flere gange har regnet på projekter fra Hellerup Finans – også Mainz Invest. "Jeg synes, man skal holde snitterne fra dem. Kun Hellerup Finans tjener på dette projekt. Jeg har i 25 år set mange tyske ejendomme, og i dette tilfælde er man godt optimistisk," siger Jesper Olesen og tilføjer, at han er ligeglad med, hvem der kommer med et investeringsprojekt, bare det er "fornuftigt og rimeligt". [Direktøren] i Hellerup Finans, afviser al kritik: "Ejendommen i Mainz er en enestående investeringsmulighed. Vi har allerede fået henvendelser om, hvorvidt vi vil sælge ejendommen til en højere pris, end investorerne køber ejendommen til, så vi ved, at det er en unik investeringsmulighed, som vi selv deltager i," siger [Direktøren]. Han oplyser, at der stadig er "ledige andele", og at Hellerup Finans har fået ca. 400 henvendelser, mens der var mødt 61 potentielle investorer op til informationsmødet i Aarhus og 42 i København. I bliver kritiseret for, at I tjener alle pengene risikofrit, og at investorerne ikke skal regne med at få noget. Hvad siger du til den kritik? "Det fremgår entydigt af prospektet, hvordan investeringen er skruet sammen, og den kritik er fejlagtig."” Papirudgaven Børsen bragte den 7. december 2015 artiklen. Til artiklen var indsat følgende: ”FAKTA Mainz Invest A/S - Investeringsfond etableret og administreret af Hellerup Finans. - Sælger obligationer og kapitalandele i en erhvervsejendom i Mainz. - Investorer skal min. investere 675.000 kr. i obligationer og 75.000 kr. i kapitalandele. - Investorerne loves en årlig gennemsnitlig rente på 11 pct. og løbende opsparing. - Revisor BDO skriver i udbudsdokumentet: ”Vores arbejde har ikke omfattet en vurdering af, … om resultatforventningerne kan realiseres. ” Hellerup Finans A/S henvendte sig samme dag til Børsen og anmodede om at få bragt følgende genmæle: ”Solidt projekt med lav risiko fra Hellerup Finans Børsen bringer den 7. december en artikel med overskriften ”Eksperter skyder hul i Hellerup Finans-projekt”. Kritikken var ikke forelagt Hellerup Finans, der kan oplyse følgende: Investeringen i en ejendom i Mainz har en høj grad af sikkerhed fordi den nuværende lejer, Roller, er en af Tysklands største møbelkæder med mere end 110 butikker og 5.300 ansatte og har den højest opnåelige kreditvurdering hos Creditreform, som er en af Tysklands førende kreditvurderingsvirksomheder. Lejemålet ophører ikke automatisk om 10 år som Børsen skriver - det er uopsigeligt i 10 år. Derudover har lejeren krævet og fået mulighed for en forlængelse af lejemålet på yderligere op mod 15 år, således at lejer har krav på at beholde lejemålet i mindst 25 år. Projektet har allerede nu så mange investorer, at det vil blive realiseret og ejendommen er attraktiv, at vi allerede nu er blevet tilbudt at sælge til en pris, der er 7,5 mio. kr. højere end vores købspris. Ejendommen som tilbydes investorer, er fuldstændig nyrenoveret og derfor viser den uafhængige gennemgang af bygningen at vedligeholdelsesomkostningerne de næste 10 år vil være meget lave – under 15.000 euro om året. ” Børsen tilbød samme dag, at [Direktøren] kunne uddybe sin reaktion på kritikken, og det kunne eventuelt føre til en ny artikel. [Direktøren] afslog tilbuddet under henvisning til, at selskabet ønskede at få bragt et genmæle. Børsen afviste at bringe et genmæle den 8. december 2015. Klagen fra Hellerup Finans A/S er modtaget i Pressenævnet den 10. december 2015. 2 Parternes synspunkter 2.1 Hellerup Finans A/S’ synspunkter God presseskik [Direktøren] har anført, at der er bragt forkerte oplysninger, og oplysningerne i artiklen fra Børsens eksperter – i strid med de presseetiske regler – er ikke blevet forelagt Hellerup Finans A/S. Hellerup Finans A/S har derfor ikke haft mulighed for at besvare kritikken i artiklen, ligesom der ikke er givet rimelig tid til at svare. I artiklen fremføres kritik fra flere ”eksperter”, der ikke har kendskab til projektet. Ejendommen i Mainz er komplet renoveret og moderniseret og centralt beliggende i et område, hvor erhvervslejepriserne er stigende. Hellerup Finans A/S har gjort et godt køb. Børsen kontaktede Hellerup Finans A/S vedrørende et flere måneder gammelt prospekt, som sendes til avisen fredag den 4. december 2015. Herefter forsøger Børsen flere gange at kontakte [Direktøren] pr. telefon, men angiver ikke sit ærinde og efterlader ingen spørgsmål. Det er alene Børsen, som er bekendt med, at det er et forsøg på at få Hellerup Finans A/S til at ”svare på kritikken”. Således er det Hellerup Finans A/S og [Direktøren] aldeles ubekendt, at der foreligger nogen som helst kritik, og da [Direktøren] netop i disse dage er ganske travlt optaget – bl.a. af andre mediehenvendelser – bliver Børsens ukonkrete henvendelse ikke prioriteret. Efter en kort telefonsamtale fredag eftermiddag anmoder [Direktøren] om at få forelagt kritikken skriftligt, hvilket ikke sker. I stedet fremsættes enkelte simple spørgsmål, og [Direktøren] bliver bedt om at forholde sig til en meget ukonkret kritik gående på ”at I tjener alle pengene risikofrit, og at investorerne ikke skal regne med at få noget”. På dette tidspunkt har Børsen efter alt at dømme skrevet sin artikel, og eksperternes kritik er formuleret i artiklen – men bliver alligevel ikke fremsendt. Denne opfattelse understøttes af, at svarfristen er 15 minutter. Endvidere dækker Børsens korte kondensat af kritikken ”at I tjener alle pengene risikofrit, og at investorerne ikke skal regne med at få noget” - på ingen måde den omfattende kritik, der fremsættes. Der er henvist til udtalelserne: "De lover 11 pct. i årlig gennemsnitlig rente, men det når man ikke op på før om 20 år, hvis man overhovedet når derop," siger Hanne Roj-Larsen og oplyser, at man i de første år får udbetalt en rente på 5-6 pct., men at renten ikke er garanteret, og at den hviler på en række forudsætninger, der let kan klaske sammen. ”¬¬"Det får tingene til at vælte. Hvad er sandsynligheden for at få en lejer om ti år, der ikke ønsker en renovering? Hvis man altså finder en ny lejer." ”[…] Mainz Invest budgetterer med 15.000 euro til årlig vedligeholdelse af bygningen, hvilket han anser for i underkanten af det nødvendige. […] Der altid er en risiko for, at den nuværende lejer Roller kan gå konkurs inden for de næste ti år. "Det, tror jeg ikke, den enkelte investor lige kan gennemskue." I udbudsmaterialet kan man også læse, at der er risiko for, at minimumsudbuddet, men ikke maksimumudbuddet, opnås, dermed bliver købet af ejendommen ikke realiseret, i stedet vil man "søge at gennemføre købet af en alternativ ejendom med samme forudsætninger som Mainz." ”Som om det ikke var slemt nok i forvejen," siger Jens Kyhnæb. ” "Jeg synes, man skal holde snitterne fra dem. Kun Hellerup Finans tjener på dette projekt. Jeg har i 25 år set mange tyske ejendomme, og i dette tilfælde er man godt optimistisk". Den kritik, der er rettet mod Hellerup Finans A/S i artiklen, kan dermed ikke anses for forelagt, da der ikke var tilstrækkelig tid for Hellerup Finans A/S til at besvare mailen. Hellerup Finans A/S har til spørgsmålet om en rimelig svartid henvist til Pressenævnets kendelse af 26. november 2015 i sag nr. 15-70-00849. Genmæle En række af oplysningerne i Børsen artikel er tvivlsomme. Hellerup Finans A/S har henvist til sin genmæletekst af 7. december 2015. 2.2 Børsens synspunkter Børsen har anført, at artiklens kritik er blevet forelagt Hellerup Finans A/S i tilstrækkelig grad. Børsen forelagde ved mail af 4. december 2015 kl. 14.44 en række spørgsmål for Hellerup Finans A/S. Hellerup Finans A/S besvarede denne mail kl. 15.02 og forholdt sig i den forbindelse til kritikken. Hellerup Finans A/S har tilbagevist kritikken som fejlagtig, og dette fremgår loyalt af artiklens tekst. Eksperternes kritik er eksplicit forelagt Hellerup Finans A/S og har henvist til spørgsmål nr. 5 i mail af 4. december 2015: ”I bliver kritiseret for at I tjener alle pengene risikofrit, og at investorerne ikke skal regne med at få noget. Hvad siger du [Direktøren] til den kritik? ” På denne baggrund finder Børsen, at Hellerup Finans A/S er blevet forelagt oplysningerne i tilstrækkelig grad. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Hellerup Finans fik tilstrækkelig tid til at svare på Børsens henvendelse, har Børsen oplyst, at Børsen ringede til Hellerup Finans A/S torsdag den 3. december 2015 kl. 12.28 og kl. 12.44. Hellerup Finans A/S tilkendegav i telefonen, at selskabet ville sende prospektet for Mainz Invest, hvilket først skete fredag den 4. december 2015. Børsen ringede endnu en gang, hvor telefonen ikke blev besvaret. I løbet af fredag den 4. december 2015 ringede Børsen til Hellerup Finans A/S kl. 12.05 og kl. 12.21. Begge gange blev der lagt besked til [Direktøren]. Børsen ringede til Hellerup Finans A/S igen kl. 14.03 og gentog anmodningen om at få [Direktøren] i tale. Her oplyste Hellerup Finans A/S, at medarbejderen havde kasseret den oprindelige anmodning om et interview, men at vedkommende ville få [Direktøren] til at kontakte Børsen. Børsen understregede under samtalen, at det hastede. [Direktøren] ringede til Børsens journalist en halv time senere. Han ønskede ikke at lade sig interviewe mundtligt. Børsens journalist oplyste i den forbindelse til [Direktøren], at skriftlig korrespondance ville give ham en kortere svarfrist, end hvis interviewet kunne gennemføres over telefonen. Kl. 14.44 sendte Børsen mailen med spørgsmålene til [Direktøren], og han svarede på mailen kl. 15.02. Børsen har anført, at Pressenævnets kendelse af 26. november 2015 i sag nr. 15-70-00849 ikke er sammenlignelig med nærværende sag. Medieopmærksomheden omkring Hellerup Finans A/S var massiv på tidspunktet for Børsens artikel, hvilket aktualiserede behovet for at bringe artiklen uden unødvendigt ophold. Efter modtagelsen af svaret fra klager, vurderede avisen, at en udskydelse af offentliggørelse ikke ville bibringe artiklen yderligere substantielt. Det bekræftes af klagers udkast til genmæle. Børsen mener derfor, at Hellerup Finans A/S har haft tilstrækkelig tid til at besvare Børsens henvendelser. Genmæle Børsen har anført, at Hellerup Finans A/S ved mail af 7. december 2015 kl. 14.29 anmodede Børsen om at bringe et genmæle med henvisning til, at en række af oplysninger i artiklen er tvivlsomme. Ifølge Børsen indeholdt Hellerup Finans A/S’ anmodning ikke en nærmere beskrivelse af, hvilke oplysninger i artiklen der var forkerte. Børsen tilbød den 7. december 2015 kl. 16.39 Hellerup Finans A/S mulighed for at uddybe den kritik, der var anført i genmælet. Dette afviste Hellerup Finans A/S ved mail af 7. december 2015 kl. 16.42 og fastholdt samtidig kravet om at få bragt et genmæle. Børsen finder imidlertid ikke, at betingelserne for et genmæle er opfyldt. Hellerup Finans A/S har anført, at det er forkert, at lejemålet i ejendomsprojektet Mainz Invest ophører om ti år, idet lejeren kan kræve at få mulighed for at forlænge lejemålet i op til 15 år. Børsen mener imidlertid, at oplysningen om, at lejemålet ophører om 10 år, er korrekt, uanset der er mulighed for forlængelse. Det forhold, at lejemålet kan forlænges efter 10 år, gør ikke risikoen ved projektet mindre, hvilket er essensen af eksperternes kritik. Derudover har flere andre oplysninger, som Hellerup Finans A/S ønsker oplyst i genmælet, allerede været beskrevet i artiklen, herunder, at Mainz Invest budgetterer med en årlig vedligeholdelsesudgift på 15.000 euro. På denne baggrund fandt Børsen ikke anledning til at bringe genmælet, og da klager ikke anførte, på hvilken måde de bragte udsagn var forkerte. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. God presseskik Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A. 3. På baggrund af Børsens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Børsen ringede til Hellerup Finans A/S tre gange den 3. december 2015, hvor der blev lagt telefonbeskeder om avisens henvendelse to gange, samt tre gange den 4. december 2015, inden [Direktøren] vendte tilbage og anmodede om at få spørgsmålene tilsendt skriftligt. Børsen sendte ved mail af 4. december 2015 kl. 14.44 spørgsmålene med en svarfrist på 15 minutter. [Direktøren] svarede kl. 15.02 (18 minutter senere). Pressenævnet finder som udgangspunkt, at en svarfrist på 15 minutter må anses for kort. Pressenævnet lægger imidlertid til grund, at [Direktøren] under telefonsamtalen kort forinden må anses for at have haft mulighed for at udspørge Børsens journalist nærmere om, hvilke oplysninger Børsen var i besiddelse af, og at [Direktøren] under denne telefonsamtale afviste at lade sig interviewe. På denne baggrund og da [Direktøren] herefter besvarede spørgsmålene skriftligt, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at svarfristen var meget kort. Nævnet har herved også lagt vægt på, at en medarbejder hos Hellerup Finans A/S var gjort bekendt med, at Børsen havde ringet og ønsket at tale med direktøren, og at Hellerup Finans A/S’ bemærkninger til de fremsendte spørgsmål fremgår af artiklen. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af Børsens svarfrist på 15 minutter. Pressenævnet finder imidlertid, at Børsen burde have forelagt spørgsmålet om, hvorvidt vedligeholdelsesudgifterne på 15.000 euro var tilstrækkeligt, så Hellerup Finans A/S havde haft lejlighed til at udtale sig om bygningens nyrenoverede stand, som kræver mindre vedligeholdelse. Under hensyn til, at Børsen forelagde den væsentligste kritik for Hellerup Finans A/S, finder nævnet dog ikke grundlag for at kritisere den manglende forelæggelse af denne del. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. For så vidt angår spørgsmålet om vedligeholdelsesudgifterne, lægger Pressenævnet til grund, at det i artiklen korrekt er oplyst, at der er afsat 15.000 euro. Oplysningen om, hvorvidt det budgetterede beløb er tilstrækkeligt til at dække bygningens faktiske vedligeholdelse, er derimod en vurdering, som ikke kan danne grundlag for et genmæle. Pressenævnet finder videre, at de øvrige udtalelser dels er vurderinger og ikke faktiske oplysninger, dels er modgået af [Direktøren]s kommentarer, hvorfor Hellerup Finans A/S ikke har krav på et genmæle over for disse. Afgjort den 23. februar 2016.