Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00931
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9118@2016-03-01/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00931
Klage over Facebook-side afvises pga. manglende anmeldelse Pressenævnet har afvist en klage over en artikel på modkraft.dks Facebook-side, da siden ikke var anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarsloven. Facebook-siden hører derfor ikke under nævnets kompetence. Pressenævnets formand udtaler: Da hjemmesiden Facebook.com/modkraft.dk ikke er anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, er der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3. Klagen over opslaget på Facebook.com/modkraft.dk hører således ikke under nævnets kompetence. Klagen afvises derfor i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over et opslag på Facebook.com/modkraft.dk den 5. februar 2016, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 16-70-00926, [Klager] mod modkraft.dk. Af opslaget på Facebook fremgår følgende: ”Modkraft.dk Efterlyser svar på, hvad der sker med Axel Torv [et planlagt møde på Axel Torv 6. februar 2016]? Vi går på weekend med nyheden om, at pladsen i København i morgen, lørdag, bliver forsamlingssted for højreekstreme fra Pegida og støtter af Roosh V, der vil lovliggøre voldtægt. [Herefter var indsat link til artiklen ”Mandschauvinistisk træf forbyder kvinder, bøsser og transmænd adgang” på modkraft.dk]” [Klager] havde kommenteret opslaget og indsat et link: ”Feministisk folkemodstand mod Valizadeh og andre islamiske voldtægtsforbrydere: [link]” [Klager] har til støtte for klagen bl.a. anført, at modkraft.dk skylder en undskyldning til den anti-islamiske organisation Pegida og For Frihed, der på Facebook omtales som ”højreekstreme fra Pegida og støtter af Roosh V [Daryush Valizadeh], der vil lovliggøre voldtægt”, selvom det er en lovlig organisation, der afholder fælles møder og demonstrationer. Organisationen er i høj grad fredelig og feministisk. Modkraft.dk bør korrigere sine oplysninger. Pressenævnets formand udtaler: Da hjemmesiden Facebook.com/modkraft.dk ikke er anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, er der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3. Klagen over opslaget på Facebook.com/modkraft.dk hører således ikke under nævnets kompetence. Klagen afvises derfor i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1. Afgjort den 29. februar 2016.