Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9138@2016-03-04/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - etnisk oprindelse, hudfarve og race - national oprindelse - afskedigelse - ej handicap - uddannelse - ej medhold

J. nr. 2015-6811-00114 En indisk mand, der var ansat som ph.d.-stipendiat, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap, race, national og etnisk oprindelse. Manden klagede til universitetet over, at han ikke blev behandlet på lige vilkår med andre indiske ansatte, og over samarbejdsvanskeligheder med sin vejleder. Manden udviklede kort efter en depression. Manden mente, at han under en sygdomssamtale blev udsat for chikanøse bemærkninger, der relaterede sig til hans etniske baggrund. Stipendianten mente også, at han kunne genoptage arbejdet først på deltid og skånevilkår og efter et halvt år på fuld tid. Manden blev afskediget, da universitetet ikke mente, at han ville kunne færdiggøre sin ph.d. på grund af sygeforløbet. På tidspunktet for afskedigelsen kunne stipendiatens funktionsbegrænsninger ikke anses for at være af lang varighed, og han havde derfor ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Der forelå i øvrigt ikke oplysninger i sagen, der tydede på, at hans etniske oprindelse, race eller nationale oprindelse havde haft indflydelse på hans ansættelsesforhold eller afskedigelse. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap, race samt national og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som ph.d.-stipendiat ved det indklagede universitet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som ph.d.-stipendiat ved det indklagede universitet. Sagsfremstilling Klager har en indisk tandlægeuddannelse og en kandidatgrad fra New Zealand. Klager kom til Danmark i 2012 og var i perioden 1. december 2012 til 28. februar 2013 ansat som forskningsassistent ved det indklagede universitet. Fra 1. juni 2013 blev klager ansat ved Institut for Odontologi under universitetet som ph.d.-stipendiat i tre år. Den 18. januar 2014 indgav klager en klage til indklagede over diskrimination i forbindelse med løn- og ansættelsesvilkår ("Complaint regarding discriminatory admission and recruitment process; and favouritism in academic evaluation and employment conditions by [indklagede]"). I klagen anførte klager, at det var forskelsbehandling af ham, når indklagede ikke mente, at klagers indiske uddannelsesgrad svarede til en dansk kandidatgrad, mens indklagede automatisk havde anset tre andre ph.d.-studerendes tilsvarende indiske uddannelsesgrad for at svare til en dansk kandidatgrad. Klager anciennitet og indplacering på løntrin var derfor efter klagers opfattelse beregnet mindre gunstigt end for de tre andre ph.d.-studerende. Klager oplyste, at han var psykisk belastet som følge af denne forskelsbehandling. Den 21. februar 2014 indgav klager en mundtlig klage og den 24. februar 2014 en skriftlig klage over sin vejleder. Klager beskrev samarbejdsproblemer, mobning, misbrug og negativt arbejdsmiljø i relation til samarbejdet med vejlederen over en længere periode. Klager sygemeldte sig den 24. februar 2014. Det fremgår af en af klager til Ligebehandlingsnævnet fremlagt udtalelse af 17. marts 2014 fra en psykolog, at klager havde en alvorlig depression med betydelige kognitive ledsagesymptomer og daglige selvmordstanker. Det fremgår også, at klager havde skyldfølelse og skammede sig over sin situation. Klager led af mareridt og voldsomme glimtvise visuelle og auditive oplevelser (flashes) i løbet af dagen, hvor han så situationer, steder og mennesker i forskellige ubehagelige scenarier og hørte stemmer fra den person, som var genstand for klagers problemer. Derudover beskrives alvorlige angstanfald. Anfaldene var kraftige med hyperventilation, manglende kontakt med omverden og rystelser. Overordnet virkede klager meget forpint, og han havde vanskeligt ved overhovedet at være til stede ved undersøgelsen. Klager var i konstant beredskab og var ikke i stand til at finde fred, før psykologen låste døren til undersøgelseslokalet. Det var psykologens vurdering, at klagers tilstand var udløst af samarbejdsvanskeligheder med en kritisk og dominerende vejleder. Klagers symptomer havde været tiltagende over en længere periode. Klager blev anbefalet medicinsk behandling. Det fremgår af notat fra psykiatrisk skadestue af 21. marts 2014, at klager havde følt sig stresset som følge af et problematisk forhold til sin vejleder gennem det seneste år. Klager havde udviklet nedsat humør og energi. Inden for de sidste par måneder var der tilkommet angstanfald af 1-5 minutters varighed. Under samtalen fik klager flere angstanfald med hyperventilation. Stemningslejet var forsænket, og den emotionelle kontakt var præget af klagers ængstelse. Lægen vurderede, at klager havde en svær depression med voldsomme angstanfald. Klager var ikke psykotisk, men havde en dissociativ adfærd i anfaldene. Klager blev sat i medicinsk behandling og henvist til lokalpsykiatrien. Der blev foretaget vurdering af depressionsgraden ved psykiater den 28. marts 2014. Testning viste middelsvær til svær depression i overensstemmelse med det kliniske indtryk. Indklagede indkaldte klager til møde den 6. og 17. marts 2014. Den 8. marts 2014 indkaldte indklagede klager til et møde den 1. april 2014 som erstatning for mødet den 6. marts 2014. Mødet blev senere udskudt til den 14. april 2014. Ved hjemmebesøg den 9. april 2014 ved lokalpsykiatrisk sygeplejerske havde klager oplevet en bedring i tilstanden. Klager oplevede mindre uro, og angstanfaldene var reduceret betydeligt. Klager have fortsat koncentrationsbesvær, tankemylder, isolationstendens og øget træthed. Det fremgår af notat frem hjemmebesøg den 16. april 2014, at klager fortsat fik hjælp af sin hustru til næsten alt. Han børstede selv tænder, men under supervision af hustruen. På tidspunktet for hjemmebesøg i juni 2014 havde klager en sjælden gang anfald. Han var fortsat initiativløs, meget træt og energiforladt, havde nedsat appetit og madlede samt hukommelses- og koncentrationsbesvær. De daglige opgaver var blevet nemmere for klager. Klager og indklagede afholdt sygefraværssamtaler den 20. juni 2014, 29. august 2014 og 3. september 2014. På tidspunktet for hjemmebesøg den 4. juli 2014 var klager fortsat træt og grådlabil samt havde nedsat energi og appetit, madlede og koncentrationsbesvær. Han oplevede panikanfald hver 10. dag. Hans gardiner var trukket for dagen lang, og han måtte tvinge sig til at foretage dagligdags gøremål, selvom det var svært. Klager forsøgte sjældent at gå ud, da han fik hjertebanken, blev utilpas og fik øget svedtendens. Under samtalen hviskede klager eller havde et nedsat stemningsleje. Klager havde ikke aktuelt selvmordstanker/planer. Klager aflyste ifølge lokalpsykiatrisk ambulantepikrise den 22. august 2014 en samtale samme dag. Klager oplyste, at han ikke længere ville følges i psykiatrisk regi, men ønskede opfølgning ved egen læge. Han ønskede ikke en afsluttende samtale, og den aktuelle tilstand var ifølge epikrisen derfor uvis. På mødet den 3. september 2014 deltog foruden klager blandt andet en repræsentant fra klagers faglige organisation, institutlederen og en ph.d.-administrator. Det fremgår af referatet fra mødet, at klager var ved at komme sig efter alvorlig sygdom og udtrykte ønske om og var motiveret for at komme tilbage til arbejdet. Klager oplyste, at han ifølge sin privatpraktiserende læge var parat til at genoptage arbejdet fem timer om ugen fra den 15. september 2014. Institutlederen oplyste, at licensen fra den etiske komite ikke længere var gyldig, og at klager derfor ikke kunne vende tilbage til samme ph.d.-projekt. Det ville kræve en ny ansøgning til komitéen, for at klager kunne fortsætte med det samme projekt. Det fremgår videre af referatet, at hvis klager fik en forlængelse af ansættelsesperioden som følge af sygdom, ville slutdatoen for aflevering af projektet være november 2016. Det var ifølge referatet indklagedes vurdering, at det ikke ville være muligt at færdiggøre projektet inden da. Det fremgår også af referatet, at hvis klager ønskede at vende tilbage til ph.d.-studiet, ville der være en periode på tre måneder, hvor klager kunne komme på ret kurs. I denne periode skulle et nyt projekt og en ny vejleder findes. Da fristen for at aflevere projektet var november 2016, ville klager alene have to år til at finde og færdiggøre et nyt projekt. Indklagede ville ifølge referatet anmode klager om en helbredserklæring fra en speciallæge. Erklæringen skulle danne baggrund for en plan for klagers tilbagevenden, og der ville blive indkaldt til et nyt møde, før klager genoptog arbejdet. Indklagede bad klager om grundigt at overveje, om det var den rette løsning for ham at genoptage ph.d.-projektet i betragtning af den korte tidsfrist og det forhold, at der skulle findes et nyt projekt. Den 5. september 2014 sendte klager en mail til deltagerne i mødet den 3. september 2014, hvori han oplyste, at flere af de forslag, som blev fremsat på mødet, var uventede for klager, og at han havde flere kommentarer og spørgsmål til mødereferatet. Ifølge egen læges journal af 8. september 2014 var klager efter at have været på instituttet, hvor han foran adskillige kolleger var blevet spurgt om sin sygdom, grådlabil og hyperventilerende. Symptomerne var på vej til at svare til dem, han havde, da han havde det værst. Den 11. september 2014 var klager rolig og fattet og oplyste sin læge, at han havde besluttet at starte igen så småt fra den efterfølgende mandag. Det fremgår af udtalelse af 11. september 2014 fra klagers læge, at klager var ved at være ovenpå igen. Det fremgår også, at der ikke aktuelt var behov for yderligere vurdering fra speciallæger, samt at klager havde lagt en fornuftig plan for en genoptagelse af arbejdet over de kommende måneder. Lægen anbefalede følgende plan for en genoptagelse af arbejdet: 15. september 2014-30. september 2014: Fem timer om ugen 1. oktober 2014-31. oktober 2014: 10 timer om ugen 1. november 2014-31. december 2014: 15 timer om ugen 1. januar 2015-31. januar 2015: 20 timer om ugen 1. februar 2015 - 28. februar 2015: 25 timer om ugen 1. marts 2015 - 31. marts 2015: 30 timer om ugen Herefter fuld tid fra april 2015. Derudover foreslog lægen, at klager i begyndelse skulle fokusere på små og mindre komplekse opgaver, få yderligere bistand og tid til specifikke opgaver, have rimelig fleksibilitet til at styre sin arbejdsplan, rimeligt varsel (1-2 uger) og detaljeret dagsorden for møderne, privat enerum, som var forholdsvis stille med godt naturligt lys og udsigt over grønne området, samt mulighed for hjemmearbejde. Lægen skrev også, at et positivt og støttende arbejdsmiljø var nødvendigt for en succesfuld tilbagevenden og for at forhindre yderligere skader på klagers helbred, sikkerhed og livskvalitet. Lægen angav ikke årsagen til sygefraværet. Klager sendte erklæringen fra lægen til indklagede den 14. september 2014 og bad indklagede oplyse, om han skulle genoptage arbejde pr. 15. september 2014 ifølge lægens plan, eller om klager skulle forblive sygemeldt, indtil indklagede havde haft mulighed for at gennemgå lægeerklæringen. Samme dag sendte klager en mail med kommentarer og spørgsmål til mødet den 3. september 2014. Klager anførte i mailen, at institutlederen havde spurgt ind til klagers diagnose, selvom klager ikke tidligere frivilligt havde oplyst, hvad han fejlede, og at han ønskede at holde sine helbredsoplysninger fortrolige. Såfremt indklagede var i besiddelse af fysiske eller elektroniske oplysninger om klagers helbred, ønskede klager disse destrueret. Derudover ønskede klager en uddybning af, hvorfor han ikke kunne vende tilbage til det hidtidige projekt, om den aftalte tre-måneders periode var direkte eller indirekte relateret til klagers sygdom, om perioden ville blive påbegyndt efter, at klager havde genoptaget arbejdet på fuld tid, hvilke konsekvenser det ville have ikke at overholde tidsfristen, hvorfor han ikke kunne få en længere periode i henhold til indklagedes interne politik, om andre ph.d.-studerende havde fået samme tidsudsættelse som klager ved langtidsfravær, og om det var muligt med en yderligere udsættelse henset til, at klager havde midlertidige funktionsbegrænsninger som følge af arbejdsbetinget langvarig sygdom. Ph.d.-administratoren, som havde deltaget på mødet den 3. september 2014, svarede den 17. september 2014, at indklagede havde noteret sig klagers kommentarer, og at klager ville blive indkaldt til et nyt møde, hvor han spørgsmål ville blive drøftet. Den 20. september 2014 oplyste klager sin læge pr. mail, at han for det meste havde det okay, men dog havde nogle koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder samt af og til træthed, hovedpine og søvnbesvær. Den 2. oktober 2014 indkaldte en anden ph.d.-administrator klager til møde den 10. oktober 2014. Foruden at drøfte klagers spørgsmål ønskede indklagede at drøfte klagers forsatte ansættelse. Klager var velkommen til at medbringe en repræsentant fra sin faglige organisation eller en anden bisidder. Samme dag sendte klager en mail til ph.d.-administratoren, hvor han oplyste, at hans bopælskommune havde forlænget sygedagpengeperioden til den 30. april 2015, og at klagers sygdom var relateret til langvarigt og betydeligt helbredsskadeligt psykisk arbejdsmiljø. Klager oplyste også, at han kom sig godt og var i stand til at fortsætte sin ph.d., hvis lægens plan blev fulgt. Klager oplyste videre, at han aktuelt havde funktionsbegrænsninger som følge af sin arbejdsrelaterede sygdom og havde behov for midlertidige tilpasninger samt et konstruktivt arbejdsmiljø, som respekterede hans værdighed. Klager ønskede en drøftelse af, hvad klager kolleger skulle have at vide omkring hans situation. Klager oplyste desuden, at han var i gang med at overveje et nyt projekt og en ny vejleder. Den 7. oktober 2014 fremsendte indklagede en partshøring om påtænkt afskedigelse. Årsagen hertil var sygdom. Det fremgår af brevet, at klager havde været sygemeldt siden 24. februar 2014, og at indklagede havde modtaget en plan for gradvis tilbagevenden samt vilkår for genoptagelse af arbejdet. Videre fremgår det, at klagers oprindelige ph.d.-projekt var mislykket, at der var behov for at finde en ny gruppe af vejledere samt etablere et nyt projekt, som kunne færdiggøres inden for den fastsatte ansættelsesperiode, og at indklagede vurdering var, at dette ikke var realistisk. Det var ikke muligt for indklagede at imødekomme klagers betingelser for at vende tilbage til arbejdet som beskrevet af klagers læge. Det var derfor indklagedes vurdering, at der ikke var udsigt til, at ph.d.-projektet kunne gennemføres, og grundlaget for klagers ansættelse bortfaldt dermed. Ifølge en vedlagt oversigt over klagers sygefravær havde klager siden 24. februar 2014 været sygemeldt i 226 dage frem til den 7. oktober 2014. Den 24. oktober 2014 indgav klagers faglige organisation høringssvar til den påtænkte afskedigelse. Den faglige organisation anførte, at afskedigelsen burde trækkes tilbage og henviste til en række forhold, herunder at der var planlagt møde den 10. oktober 2014, at en mulig afskedigelse ikke blev nævnt under mødet den 3. september 2014, og at indklagede ikke havde taget hånd om klagen af 24. februar 2014. Den faglige organisation gjorde gældende, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at indklagede derfor havde en tilpasningsforpligtelse, ligesom indklagede var forpligtet til at stille et chikanefrit miljø til rådighed. Ved brev af 27. november 2014 blev klager afskediget på grund af sygdom. Indklagede gentog begrundelsen fra partshøringsbrevet. Derudover svarede indklagede på de spørgsmål, som klagers faglige organisation stillede i brev af 24. oktober 2014. Det fremgår af indklagedes svar, at det efter indklagede opfattelse ikke var muligt for klager at færdiggøre sit ph.d.-projekt, da klager først kunne vende tilbage i fuldt omfang i april 2015 under en række specifikke vilkår. Indklagede vurderede derfor, at en vellykket tilbagevenden ikke ville være mulig, hvilket klager ville være blevet oplyst om på mødet den 10. oktober 2014. Samtidig ville klager på dette møde have modtaget et opsigelsesbrev. Videre fremgår det af indklagede svar, at institutlederen i ugen op til mødet blev kontaktet af klagers faglige repræsentant, som spurgte, om det var muligt at udskyde mødet til efter efterårsferien, hvis formålet med mødet den 10. oktober 2014 var at give klager en opsigelse. Repræsentanten fik oplyst, at det ikke var muligt at udskyde mødet til efter uge 43, som han ønskede, og at indklagede kunne sende opsigelsesbrevet i uge 41, hvor repræsentanten kunne være klager behjælpelig. Repræsentanten godkendte dette forslag, hvorfor opsigelsesbrevet blev sendt til klager. Indklagede oplyste videre, at klager efter modtagelsen af opsigelsesbrevet blev spurgt, om han fortsat ønskede at deltage i et møde den 10. oktober 2014, hvilket klager oplyste, at han ikke gjorde. For så vidt angår fra februar 2014 oplyste indklagede, at indklagede efter at have modtaget klagen havde arbejdet på at finde en løsning på de anførte problemer. Forskeruddannelsen holdt møder med vejlederne og afdelingslederen den 3. marts 2014, hvorefter klager blev indkaldt til møde med det formål at drøfte klagers fortsatte ph.d.-indskrivning. Møderne var planlagt til den 6. marts, 17. marts og 1. april 2014, men blev aflyst på grund af klagers sygdom. På baggrund heraf var det indklagedes vurdering, at det var åbenbart, at klager ikke kunne fortsætte med den oprindelige gruppe af vejledere og derfor heller ikke det oprindelige projekt. Indklagede fandt det ikke relevant at nævne klagen fra februar 2014 i opsigelsesbrevet, da opsigelsen ikke var begrundet deri. Videre anførte indklagede, at lægens anbefaling ikke kunne følges uden betydelige økonomiske konsekvenser, hvorfor en rundbordssamtale med klagers bopælskommune ikke fandtes relevant. Den 28. november 2014 afholdt klager, en repræsentant fra den faglige organisation og repræsentanter fra indklagede møde i anledning af brevet om påtænkt afskedigelse. Klager var ifølge mødereferatet parat til at indlede et nyt projekt. Indklagede oplyste, at klager var velkommen til at søge om indskrivning og stipendie i en senere ordinær ansøgningsrunde. Klagers partsrepræsentant anmodede om, at indklagede så bort fra lægens erklæring af 11. september 2014, da klager havde fået det meget bedre. Indklagede fandt det imidlertid nødvendigt at tage lægens anvisning alvorligt. Afskedigelsen blev fastholdt begrundet i langvarig sygdom og perspektiverne ved at lade klager genoptage ph.d.-forløbet med risiko for at påføre ham yderligere skade på helbredet. Den 30. november 2014 sendte klager et brev til indklagede om, at han påtænkte at indgive klage til Ligebehandlingsnævnet. Klager bad indklagede om at forholde sig til en række spørgsmål omkring afskedigelsens rimelighed, når han arbejdsrelaterede sygdom blev taget i betragtning. Klager henviste blandt andet til indklagede manglende opfølgning på klagen fra februar 2014 samt indklagedes indhentelse og drøftelse af fortrolige helbredsoplysninger uden klagers udtrykkelige samtykke. Klager bad desuden indklagede forholde sig til de negative, diskriminerende og chikanøse bemærkning relateret til klagers nationale oprindelse, race og etnicitet, som blev fremsat under sygefraværssamtalen den 3. september 2014. Klager anførte, at han havde et handicap, som beskrevet i EU-domstolens dom af 11. april 2013 (forenede sager C-335/2011 og C337/2011, Ring og Werge), og at handicappet var forårsaget af langvarig, arbejdsrelateret sygdom. Klager anførte samtidig, at indklagede havde en forpligtelse til at træffe nødvendige tilpasningsforanstaltninger, for at klager kunne forblive i beskæftigelse med sit handicap, og at nedsat arbejdstid ifølge EU's beskæftigelsesdirektiv kunne være en sådan arbejdsmæssig tilpasning. Det var klagers opfattelse, at indklagede havde undladt at undersøge mulighederne for at søge klager bibeholdt i beskæftigelse, samt at det var urimeligt, at indklagede opsagde klager, når lægen havde angivet en plan for klagers tilbagevenden til arbejdet, ligesom indklagede ikke havde angivet en rimelig begrundelse for, at klager ikke ville kunne færdiggøre sit projekt. Klager anførte også, at en arbejdsgiver ikke må udsætte en medarbejder for repressalier i anledning af, at pågældende har fremsat krav om ligebehandling. På baggrund af de beskrevne fakta og omstændigheder var det klagers opfattelse, at klagers nationale oprindelse, race og etnicitet var årsag til uretmæssige, urimelige og muligvis lovstridige handlinger foretaget af indklagede. Klager anmodede indklagede om at fremlægge statistisk materiale omkring indklagede behandling af andre ph.d.-studerende i en sammenlignelig situation med klagers som dokumentation for, at indklagede behandlede alle lige urimeligt og muligvis lovstridigt. Den 19. december 2014 skrev rektoren til klager i en mail, at det var indklagedes vurdering på grundlag af klagers omfattende brev af 30. november 2014, at forløbet frem til opsigelsen var velbelyst, og at indklagede ikke havde yderligere kommentarer. Rektoren oplyste, at indklagede ikke var i besiddelse af de ønskede statistiske materiale vedrørende fuldtidssygemeldte ph.d.-studerende, og at det ikke var muligt at samle sådanne data, da hvert tilfælde blev behandlet individuelt. Klagers faglige organisation har ikke ønsket at forfølge klagers afskedigelsessag. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev indgivet den 5. januar 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede har udsat ham for forskelsbehandling på grund af handicap, race samt national og etnisk oprindelse. Klager blev sygemeldt den 24. februar 2014 som følge af alvorlig depression, angstanfald og enkelte psykosetilfælde. Sygdommen var forårsaget af langvarig og omfattende mobning og chikane på arbejdspladsen. Nogle af klager kolleger havde også alvorlige problemer med samarbejdet med den pågældende vejleder. Eksempelvis indgav en kollega, som nu har afsluttet sin ph.d., i slutningen af 2013 en formel klage og fik en anden vejleder. En anden kollega sagde op fra sin stilling som forskningsassistent, da hun ikke følte, at hun kunne opnå det ideelle arbejdsmiljø, hvis hun fortsat skulle samarbejde med vejlederen. Klagers sygdom nåede et kritisk stadie i februar 2014. Klager var i behandling ved egen læge og psykolog fra den 24. februar 2014 til den 20. marts 2014. Klager blev henvist til specialiseret behandling på grund af en forværring af sin sygdom. Klager var herefter i psykiatrisk behandling frem til den 21. august 2014 og derefter henvist til opfølgning ved egen læge fra den 22. august 2014. Klager var ikke i stand til at deltage i de indkaldte møder 6. marts 2014 og 17. marts 2014, hvor hans klage skulle drøftes, på grund af sygdomsforværring. Den 27. marts 2014 oplyste klagers faglige repræsentant til indklagede, at klager var for syg til at deltage i mødet den 1. april 2014. Imidlertid svarede skolen, at mødet allerede var blevet aflyst, da lederen var bortrejst. Skolen traf ensidigt beslutning om at aflyse et aftalt møde. Klager blev ikke informeret om årsagen til aflysningen eller rådført, før beslutningen blev truffet. På sygefraværsmødet den 3. september 2014 oplyste klager detaljeret indklagede om sin lidenskab for sin ph.d. og sin motivation og forpligtelse til at påbegynde en tilbagevenden til arbejdet. Institutlederen anførte, at regler i Indien muligvis ikke følges, og undtagelser gives, men at det ikke er sådan i Danmark, hvor regler altid følges. De to medarbejdere fra indklagede som var til stede på mødet, sagde ikke noget hertil. Klager sagde heller ikke noget, da han følte sig under pres og lederautoritet som følge af sin sårbare situation som ansat. Lederen indledte en dialog om lægelige diagnoser og spurgte, om klager led af en alvorlig depression og så en psykiater, selv inden klager frivilligt oplyste sin diagnose og uden først at få klagers samtykke. Som følge af det pres, som klager følte, og sin sårbare situation deltog klager i samtalen og bekræftede diagnosen. Lederen insisterede og pressede på for, at klager fik en psykiatrisk udtalelse, så klagers helbredsmæssige tilstand kunne vurderes og en plan for hans tilbagevenden til arbejdet udarbejdes. Klager oplyste diplomatisk, at han aktuelt var under opfølgning ved egen læge, og at det var lægens vurdering, at der ikke var behov for en psykiatrisk konsultation på daværende tidspunkt. Klager oplyste også, at lægen havde godkendt, at klager kunne genoptage arbejdet fem timer om ugen. Klager ville derfor foretrække en udtalelse fra sin egen læge. En aftale blev nået, således at klager først tog kontakt til egen læge og med lægens hjælp forsøgte at få en aftale i stand med en psykiater. Indklagede tilbød en forlængelse af ansættelseskontrakten til november 2016 og tilbød også, at klager på fuld tid i tre måneder kunne etablere et nyt projekt samt en ny aftale med en vejleder og udarbejde en ny ph.d.-plan. Klager fik oplyst, at han grundigt skulle overveje og beslutte, om det var det rigtige for klager at tage imod indklagedes tilbud om en forlængelse af ansættelseskontrakten taget i betragtning, at klager havde behov for at få en ny gruppe af vejledere og et nyt projekt på plads inden tidsfristen. Efter mødet følte klager sig meget stresset på grund af medarbejdernes opførsel på mødet. Den 5. september 2014 sendte klager en mail med sine bemærkninger til indklagedes mødereferat, men fik intet svar. I den lægelige udtalelse dateret 11. september 2014 anbefalede klagers læge, at psykiatrisk konsultation var unødvendig på det tidspunkt, at klager var delvist i stand til at genoptage arbejdet fra den 15. september 2014, at klager havde behov for en deltidssygemelding i seks måneder med gradvis genoptagelse af arbejde, og at det var realistisk med en fuld genoptagelse af arbejdet fra april 2015. Derudover skulle der tages hensyn til klagers funktionsbegrænsninger som følge af længerevarende psykisk, arbejdsbetinget sygdom. Herefter sendte klager to mails til indklagede den 14. september 2014. Klager fik ikke svar på den mail, hvormed han havde sendt lægens udtalelse og specifikt havde spurgt, om han skulle genoptage arbejdet delvist fra den 15. september 2014 i overensstemmelse med lægens anvisning eller forblive sygemeldt på fuld tid, indtil indklagede anmodede ham om at genoptage arbejdet. I den anden mail, som klager sendte den 14. september 2014, havde klager stillet en række spørgsmål og fremkommet med en række kommentarer omkring mødet den 3. september 2014. Den 17. september oplyste indklagede, at indklagede ville tage initiativ til et nyt møde kort efter for at drøfte klagers spørgsmål og kommentarer. I perioden 18. september 2014 til 1. oktober 2014 var klager hensat i betydelig usikkerhed, selvom han havde fremsendt lægens udtalelse og havde tilbudt delvis genoptagelse af arbejdet fra den 15. september 2014. Den 2. oktober 2014 modtog klager en indbydelse fra indklagede til en opfølgende sygefraværssamtale den 10. oktober 2014, hvor lægens udtalelser og klagers spørgsmål til mødet den 3. september 2014 skulle drøftes. Klager accepterede indbydelse med det samme og fremsendte yderligere kommentarer og spørgsmål, som han ønskede drøftet på mødet den 10. oktober 2014. Indklagede burde have ekspertise og ressourcer til at føle ansvar for at genekende, at klager led under psykisk arbejdsbetinget sygdom, og at han havde behov for en rimelig støtteplan, når man tager den skriftlige klage af 24. februar 2014, den lægelige diagnose angivet på mødet den 3. september 2014 og lægens udtalelse af 11. september 2014 i betragtning. Klager oplyste i mailen den 2. oktober 2014 til indklagede, at han havde funktionsbegræsninger som følge af sin arbejdsbetingede sygdom. Klager havde samtidig oplyst, at hans bopælskommune havde besluttet at forlænge sygedagpengeperioden indtil april 2015. Klager fremhævede i mailen, at sygdommen, som havde medført funktionsbegrænsninger, var direkte relateret til langvarigt og betydelig usundt psykisk arbejdsmiljø, samt at klager var ved at komme sig og ville være i stand til at fortsætte sin ph.d., hvis lægens plan blev tilgodeset. Klager fremhævede også, at han havde behov for et konstruktivt arbejdsmiljø, som respekterede hans værdighed og ikke indebar intimidation og ydmygelse for at undgå sygefravær fremover og beskytte klagers helbred. Derudover anførte klager, at han havde aftalt med indklagede, at han både kunne ændre sit projekt og få en ny vejleder, samt at han aktivt overvejede nye projektidéer. Om eftermiddagen den 7. oktober 2014 foretog klagers faglige repræsentant af egen drift et telefonopkald til indklagede for at undersøge, om de havde nogen intention om at afskedige klager. Skolen oplyste ham om, at der allerede var truffet beslutning om afskedigelse. Repræsentanten anbefalede skolen at underrette klager herom med det samme. Klager modtog herefter den 8. oktober 2014 brev om påtænkt afskedigelse på grund af sygdom. Skolen aflyste sygefraværssamtalen den 10. oktober 2014. Klager ville på dette møde, hvilket han således ikke fik mulighed for, drøfte følgende: - Klager havde taget mange konstruktive initiativer til at forberede et nyt projekt, skitsere potentielle idéer og tage kontakt med mulige vejledere, og en professor havde udtrykt stor interesse i klagers mulige projektidéer. Der var også udarbejdet planer for opfølgende møder med henblik på at brainstorme projektidéer og drøfte gensidige interesser. Alle disse tiltag havde klager taget før den 8. oktober 2014, selvom han aldrig havde fået lov til faktisk at vende tilbage til arbejdet på trods af lægens anbefaling og plan for en tilbagevenden. - Som anbefalet i lægens udtalelse var det påtvunget for en bæredygtig tilbagevenden, at der var et chikanefrit arbejdsmiljø. - Det kan udledes af klagers kommunikation med indklagede, at klager var stærkt motiveret for at genoptage arbejdet, og at han havde forsøgt med en samarbejdende og diplomatisk dialog På trods heraf og trods lægens anbefaling og kun fem dage efter, at klager havde oplyst om sin psykiske, arbejdsbetingede sygdom og funktionsbegrænsninger, opsagde indklagede ham. Klagers faglige organisation indgav indsigelse mod opsigelsen. Den 30. november 2014 fremsendte klager meddelelse til indklagede om, at han agtede at klage til Ligebehandlingsnævnet, og at han fra indklagede ønskede svar på mange logiske spørgsmål. Klager var ikke bekendt med, at klagers repræsentant fra den faglige organisation have gjort institutlederen bekendt med klagers sygdom før mødet den 3. september 2014. Nævnet bør dog forholde sig til, om indklagede i forbindelse med mødet overtrådte sundhedslovgivningen og egne interne regler, og om indklagede burde have afholdt sig fra at spørge ind til klagers sygdom uden klagers samtykke som følge af, at der var tale om personfølsomme helbredsoplysninger. Det forhold, at klager i sin sygeperiode tog initiativ til at kontakte to mulige vejledere med nye projektidéer, viser, at klager var motiveret, kompetent og ansvarlig samt havde en lidenskab for forskning. Ph.d.-studerende ansættelsesperiode kan forlænges med seks måneder ad gangen, hvis der er et rimeligt behov for det. Rent hypotetisk burde klager have haft mulighed for at søge om yderligere forlængelse på seks måneder på et senere tidspunkt, hvis klager i det værst tænkelige scenarie ikke kunne færdiggøre sit projekt inden november 2016. Også i forbindelse med det oprindelige ph.d.-projekt havde klager selv - trods manglende indgående kendskab til det danske system og netværk i Danmark - selv fundet, taget kontakt til og koordineret med sin vejleder uden indklagedes hjælp. Dette viser, at klager på opsigelsestidspunktet, hvor han havde et større kendskab til det danske system, var i stand til at finde en ny vejleder og et nyt projekt inden for rimelig tid. Det er dog indklagede, der har ansvaret for at finde en passende vejleder til en ph.d.-studerende, og det burde således også have været indklagedes ansvar at finde nye vejledere til klager, ligesom det er vejlederens ansvar at udfærdige en ny ph.d.-plan. Konsekvensen af afskedigelsen har været, at klager har måttet forlade Danmark med sin familie på grund af reglerne for opholdstilladelse. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling. Indklagede har aldrig været bekendt med, at klager skulle have et handicap. Klagers nationalitet, etnicitet og race har under forløbet været sagen uvedkommende. Den 23. marts 2014 oplyste institutlederen, at vejledergruppen ønskede at trække sig fra vejlederopgaven vedrørende klager. I løbet af forår og sommer 2014 var der kontakt med klager om klagers sygefravær. Sygefraværssamtalerne blev enten aflyst af klager/klagers hustru eller blev afholdt telefonisk, da klager ikke så sig i stand til at møde op personligt. Institutlederen blev forud for samtalen den 3. september 2014 af klagers repræsentant oplyst om, at klager var i psykiatrisk behandling, og det var derfor hendes forventning, at det var i orden for klager at nævne det på mødet. Institutlederen spurgte på mødet, om klager havde kontakt med sin psykiater på daværende tidspunkt i forhold til en afklaring af, om klager var klar til at genoptage arbejdet. Hun spurgte ikke til karakteren af sygdommen. På mødet udtrykte klager stor bekymring for, hvordan han ville blive modtaget på arbejdet, hvis man kendte til hans psykiske sygdom. Han oplyste, at man i hans kultur bliver ringeagtet og gjort til grin, hvis man er psykisk syg. Institutlederen forsikrede ham om, at hans sygdom ikke ville blive nævnt fra instituttets side, og at psykisk sygdom i Danmark helt er accepteret på linje med andre sygdomme. Der blev bedt om en speciallægeerklæring vedrørende muligheden for at påbegynde arbejdet, da institutlederen og Forskeruddannelsen var bekymrede for klagers tilstand og ikke ønskede at forværre den. Den 15. september 2014 mødte klager på arbejde og havde en samtale med institutlederen. Lederen ønskede, at klagers faglige repræsentant skulle være til stede, men det gjorde klager ikke. Klager forlod arbejdspladsen igen. I slutningen af september 2014 besluttede Forskeruddannelsen og instituttet at indlede en afskedigelsessag på baggrund af den langvarige sygemelding og perspektiverne i lægeerklæringen. Udover selve sygeforløbet havde lægeerklæringen betydning for beslutningen om at afskedige klager, da de beskrevne tidshorisonter og hensyn til klager som en forudsætning for en vellykket tilbagevenden til arbejdet blev anset for at være uforenelige med gennemførelsen af et ph.d.-forløb. Det blev taget i betragtning, at et fortsat forløb ville nødvendiggøre et nyt projekt, en tre måneders intens genopretningsperiode og en ny vejledergruppe. Dette forløb ansås ikke for at være foreneligt med de anvisninger, der fremgik af lægeerklæringen. Klagers repræsentant kontaktede institutlederen den 7. oktober 2014 og anmodede om at flytte mødet den 10. oktober 2014, hvis det var meningen med mødet, at klager skulle meddeles påtænkt afskedigelse. Det blev aftalt med bisidderen, at Forskeruddannelsen sendte høringsbrev om påtænkt afskedigelse samme dag, og at bisidderen orienterede klager. Mødet den 10. oktober 2014 blev aflyst efter klagers eget ønske. For så vidt angår reglerne for forlængelse af ph.d.-studiet er der ved barsel og sygdom mulighed for forlængelse af indskrivning og eventuel ansættelse svarende til den periode, som studiet beviseligt er blevet forsinket. Derudover er der mulighed for en fagligt begrundet forlængelse. Der gives ikke forlængelse, hvis der er tale om udvidelse af et projekt, der ikke følger den oprindelige ph.d.-plan. Det er fælles for mulighederne for forlængelse, at ansøgningerne behandles individuelt, og der kan ikke påberåbes en automatisk forlængelse. Hvis indskrivningen ikke forlænges ud over de tre år, som studiet er berammet til, udskrives den studerende fra studiet efter 36 måneder. Den studerende kan frit vælge at aflevere afhandlingen på et senere tidspunkt. Den professor, som klager angiver at have haft en dialog med i forhold til opstarten af et nyt ph.d.-projekt, er professor ved et andet fakultet ved det indklagede universitet og kan ikke godkendes som hovedvejleder for studerende ved det fakultet, som klager var tilknyttet. Hvis klager skulle have påbegyndt et projekt med vedkommende som hovedvejleder, ville det have været nødvendigt at søge om fornyet indskrivning på det pågældende fakultet. Indklagede kan ikke genkende klagers udlægning af indklagede ansvar for at finde en ny vejleder til klager. På mødet den 3. september 2014 blev spørgsmål drøftet, og instituttet påtog sig at undersøge mulighederne for at finde en ny hovedvejleder. Det lykkedes dog ikke at finde en vejleder, som kunne videreføre det oprindelige projekt, og i lyset af klagers daværende helbredstilstand blev det vurderet, at det ikke var muligt, at klager ville være i stand til at beskrive og gennemføre et nyt projekt inden for den tilbageværende indskrivningsperiode. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap, race, national og etnisk oprindelse efter lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at tage stilling til, om indklagede har handlet i strid med bestemmelserne i sundhedslovgivningen om tavshedspligt og indhentelse af helbredsoplysninger, eller om indklagede har handlet i strid med egne interne regler. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Handicap Det er klager, der har bevisbyrden for, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiver skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Ifølge de fremlagte journaler i sagen var klager uarbejdsdygtig fra februar 2014 på grund af psykisk sygdom. Klager blev varslet påtænkt afskedigelse i oktober 2014, hvor han fortsat var sygemeldt. Nævnet findet på denne baggrund, at klagers funktionsnedsættelse som følge af den psykiske lidelse på afskedigelsestidspunktet ikke havde haft en varighed, som kan betegnes som lang. Vurderingen af, om sygdommen på dette tidspunkt medførte en begrænsning af lang varighed, måtte derfor bero på en prognose. Ifølge de fremlagte lægejournaler oplevede klager en gradvis bedring af sine gener efter februar 2014. Det fremgår af egen læes erklæring af 11. september 2014, at klager kunne genoptage arbejdet delvist fra september 2014 og fuldt ud fra april 2015. Det er herefter nævnets vurdering, at klagers funktionsnedsættelse på afskedigelsestidspunktet ikke kunne anses for at være af lang varighed, og at klager således ikke havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen. Race, national og etnisk oprindelse Det er nævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling, herunder chikane, som følge af race, eller som følge af national eller etnisk oprindelse i forbindelse med afskedigelse af ham eller forløbet, der ledte frem til afskedigelsen. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er noget i forbindelse med klagen over klagers løn- og ansættelsesvilkår, der for nævnet tyder på, at der har været tale om diskrimination på grund af race eller på grund af national eller etnisk oprindelse. Nævnet har også lagt vægt på, at det ikke i klagen af 24. februar 2014 fra klager til indklagede er oplyst, at det dårlige samarbejde med klagers vejleder var begrundet i klagers race, etnicitet eller nationalitet. Nævnet har endeligt lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger, der indikerer, at klagers race eller nationale eller etniske oprindelse helt eller delvist har haft betydning for forløbet efter den 24. februar 2014 eller for afskedigelsen. Klager får derfor heller ikke medhold i denne del af klagen. <J. nr. 2015-6811-00114>

Versioner

1. 2016-03-04