Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9184@2016-03-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer
J. nr. 2015-6811-28597 En mand af afghansk oprindelse blev afvist i døren på en bar. Baren havde afvist manden med henvisning til, at han havde en tatovering på halsen. Nævnet fandt, at hvorvidt afvisningen havde noget med mandens etnicitet at gøre, kun kunne afklares ved hjælp af parts- og vidneforklaringer. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at en natklub ved indgangen afviste at give klager og hans ven adgang. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle sagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sin etniske oprindelse, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Der er klaget over, at klager og hans ven blev afvist, da de ville ind på den indklagede natklub. Klager har oplyst, at han er af afghansk oprindelse, og det er hans ven også. Parternes bemærkninger Klager har oplyst, at han og hans ven først var blevet afvist fra en anden natklub på grund af deres etnicitet, og fordi der var for mange mennesker indenfor. Da de valgte at gå videre til den indklagede natklub, blev de afvist med begrundelsen, at der var for mange andre udlændinge i natklubben allerede. Derudover henviste natklubben til, at klager havde army cut frisure, og at klager havde en tatovering på halsen. Klager henviser til, at der var en masse andre både i køen og inde på natklubben, der havde præcis samme frisure som ham, og at det generelt er en frisure som rigtig mange har. Derudover har han en tatovering af sin søns navn på halsen. Klager oplyser, at det er 7 år siden, han sidst var i byen, og at han derfor ikke kan være blevet afvist, fordi han tidligere har lavet ballade. Indklagede har oplyst, at sikkerhedsvagten, der var på arbejde den pågældende aften, godt kan erindre episoden, og at han på det kraftigste tager afstand fra, at han skulle have udført forskelsbehandling over for klager. Klager blev afvist fra natklubben, da han havde en utryghedsskabende attitude, og da han havde en tatovering på hals/hovedparti, som kunne virke intimiderende over for andre gæster på stedet. Sikkerhedsvagten kan ikke kende forskel på, om klagers tatovering er et symbol eller et navn. Sikkerhedsvagten har aldrig sagt, at der var for mange udlændinge i natklubben. Det er langt fra den politik, som natklubben har, da de er en attraktiv natklub i studentermiljøet, og deres gæster derfor repræsenterer så godt som alle etniske oprindelser. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Det fremgår af sagen, at klager blev nægtet adgang til den indklagede natklub. Klager har oplyst, at indklagede nægtede ham adgang, fordi der allerede var for mange udlændinge i natklubben, mens indklagede afviser dette, da afvisningen ifølge indklagede skyldtes klagers utryghedsskabende attitude, hans frisure samt tatovering på halsen, der kunne virke intimiderende på andre gæster. Ligebehandlingsnævnet finder herefter, at spørgsmålet om, hvorvidt klager blev nægtet adgang til baren på grund af sin etniske oprindelse, kun kan afklares efter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke ske ved nævnet, men må ske ved domstolene. Nævnet kan derfor ikke behandle klagen. <2015-6811-28597>