Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - arbejdsvilkår - ej medhold

GældendeVersion 2016-03-11
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9185@2016-03-11/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - arbejdsvilkår - ej medhold

J. nr. 2015-6810-12030 En fængselsbetjent ønskede at holde forældreorlov fordelt på to perioder. Arbejdsgiveren afviste , at klager kunne dele sin orlov op. Der var tale om udskudt orlov, og det var derfor en betingelse for at dele orloven i flere perioder, at arbejdsgiveren var enig i dette. Nævnet fandt, at reglerne om afholdelse og udskydelse af forældreorlov er ens for begge forældre, og at reglerne og arbejdsgivers anvendelse af disse ikke havde stillet klager ringere på grund af hans køn. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke kunne få lov til at opdele perioden for afholdelse af forældreorlov, som han ønskede. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven eller barselsloven, at klager ikke kunne afholde forældreorlov i de uger, han ønskede. Sagsfremstilling Klager, der er ansat som fængselsbetjent, blev den 12. juli 2012 far til en søn. Han holdt i den forbindelse to ugers fædreorlov, mens hans hustru holdt 14 ugers barselsorlov indtil den 18. oktober 2012. Klagers ægtefælle afholdt herefter ferie frem til den 28. november 2012, mens klager var tilbage i arbejde i samme periode. Fra den 29. november 2012 til den 1. marts 2013 holdt klagers ægtefælle forældreorlov efter aftale med sin arbejdsgiver. Den 31. august 2012 underrettede klager indklagede om sine ønsker til afvikling af yderligere orlov med løn. Klager ønskede at afholde en enkelt uges orlov i uge 1 i 2013. Dernæst ville han udskyde 11 uger, som han ønskede at afholde i perioden fra uge 13 til uge 23 i 2013 (begge uger inklusive). Indklagede afviste hans ønske med den begrundelse, at han ikke kunne dele sin orlov op, fordi der var tale om udskudt orlov, hvilket kræver, at arbejdsgiveren er enig, hvilket indklagede ikke var. Der blev henvist til, at dette blandt andet handlede om, at der var hårdt brug for folk lige efter jul/nytår. Efterfølgende afviste indklagede, at klager kunne afvikle barsel som ønsket, fordi barnets mor havde afholdt ferie i perioden 19. oktober 2012 til 28. november 2012, hvorefter hun genoptog sin orlov fra den 29. november 2013. Orlovsperioden var dermed brudt. Klager havde ret til at afholde 12 ugers forældreorlov med løn, men da moderen havde afbrudt orloven ved at afvikle ferie, var der tale om aftalebaseret orlov og ikke retsbaseret orlov for klagers vedkommende. Det betød at indklagede skulle godkende den opsplitning af orloven, som klager ønskede, hvilket indklagede ikke ville, da de fandt det uforeneligt med tjenestens tilrettelæggelse i øvrigt. Klagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 5. marts 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, idet indklagedes fortolkning af barselsloven favoriserer moderen og samtidig begrænser/diskriminerer faderens rettigheder. Hver af forældrene har ret til forældreorlov i 32 uger. Klager ønskede at udnytte sin ret til at udskyde mellem 8 og 13 ugers orlov efter barselslovens § 11. Klagers hustru havde indgået en frivillig aftale med sin arbejdsgiver om at afbryde sin barsel ved at afholde ferie i forlængelse af sin lønnede orlov. Klagers hustru havde således indgå en aftale om at udskyde orlov efter § 12, stk. 3. Forældrene kan vælge, at den ene udnytter sin ret til at udskyde mellem 8 og 13 ugers forældreorlov, mens den anden kan aftale med sin arbejdsgiver at udskyde så meget orlov, som man vil. Ifølge indklagede, Moderniseringsstyrelsen og Beskæftigelsesministeriet gælder faderens ret til at udskyde barsel imidlertid ikke, hvis moderen for eksempel har aftalt med sin arbejdsgiver at afvikle tilgodehavende ferie under orlov, og før faderen skal afholde sin ret til udskudt orlov. Hvis moderen afbryder orloven med ferie, har hun opbrugt parrets samlede ret til at udskyde orlov - uanset om afbrydelsen sker efter udtrykkelig og skriftlig aftale med arbejdsgiveren - og så er der ingen rettighed tilbage til faderen. Al orlov efter afbrydelse er at betragte som udskudt orlov, hvilket giver faderen ret til at afholde mellem 8 og 13 ugers orlov - og ikke de 32 uger, der er hjemlet i barselsloven. Faderen har dog mulighed for at indgå aftale med sin arbejdsgiver om udskydelse. Klagers arbejdsgiver ønskede imidlertid ikke at indgå aftale om udskydelse, og klager fik derfor ikke lov til at udskyde orloven. Klager valgte derfor at afstå fra orloven i uge 1 i 2013 og i stedet vente med at påbegynde sin forældreorlov til uge 13 i 2013. Dette er en krænkelse af klagers rettigheder som far. Barselsreglerne er netop udformet til at give forældrene fleksibilitet i deres tilrettelæggelse af orlov, således at det passer ind i den enkelte families behov. Det bør være ligegyldigt, om det er faderen eller moderen, der udnytter retten til udskydelse af orlov, og hvem der aftaler udskydelse. Det bør være et anliggende mellem medarbejderne og deres arbejdsgivere. Som reglerne fortolkes nu, er der principielt tale om princippet "først i tid bedst i ret". Den forælder, der kommer først med at afbryde orloven, har vundet retten til at udskyde orlov. Så må den anden forsøge at få en aftale med sin arbejdsgiver. Vinderen vil i langt de fleste tilfælde være moderen, da det typisk er hende, der afvikler orlov først, mens barnet er nyfødt. Dermed har faderen fået indskrænket sin ret til forældreorlov fra 32 uger til maksimalt 13 uger, som vel at mærke skal holdes i en enkelt samlet periode. På den måde fratages faderen - ad bagdøren - muligheden for at bruge sin ret til at udskyde forældreorlov. Klager er blevet afskåret fra at afholde sin forældreorlov, som han ønskede. På det tidspunkt, hvor klager og hans hustru søgte deres arbejdsgivere om orlov, var alle muligheder åbne. Klager ønskede at påbegynde afholdelse af sin del af orloven i starten af året, så familien kunne besøge familien og vise deres barn frem. Dette kunne han ikke få lov til, fordi hans forældreorlov ikke længere var en "ordinær op til 32 ugers barsel", men derimod en begrænset udskudt barsel. Hvis klager havde ønsket at afholde forældreorlov i længere tid end de 11 uger, han havde søgt om, f.eks. 20 uger eller mere, ville dette heller ikke længere være en mulighed for ham. Af administrative grunde opfordrer indklagede da også mødre til at afvikle deres tilgodehavende ferie i direkte forlængelse af orlov med løn. For arbejdsgiveren er det nemlig en fordel at kunne fortsætte med at udbetale løn til en medarbejder i forlængelse af orlov med løn og at kunne afrunde året uden at skulle forholde sig til tilgodehavende ferie, der skal afvikles efter, at moderen har genoptaget arbejdet efter endt barsel. Indklagede gør gældende, at der ikke er tale om forskelsbehandling på grund af køn. Problematikken i denne sag er ikke, at den der kommer først med at afbryde orloven har vundet retten til at udskyde orloven. Da hverken klagers hustru eller klager selv holdt forældreorlov i forlængelse af barslen, idet de henholdsvis holdt ferie og arbejdede, må den samlede orlov anses for at være afbrudt, og al efterfølgende orlov må derfor pr. definition være udskudt orlov. Hvis klager herefter ønskede at benytte sig af retten til udskudt orlov efter § 11, skal den afholdes i en samlet periode, og indklagede har derfor været berettiget til at afvise, at klager kunne holde forældreorlov både i første uge af januar 2013 og 11 uger i foråret 2013. Klager har ikke mistet retten til at holde udskudt orlov, men den skal holdes samlet, hvorfor han ikke havde ret til at dele den op. En sådan opdeling ville i givet fald være aftalebaseret, hvilket indklagede ikke ønskede at imødekomme. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven) og lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselsloven). Både moderen og faderen har mulighed for at afholde 32 ugers forældreorlov. Reglerne om afholdelse af forældreorlov er således ens for forældrene. Hvis forældreorloven udskydes efter reglerne om retsbaseret udskudt orlov i barselslovens § 11, skal den udskudte orlov holdes i en samlet periode. Hvis forældreorloven udskydes efter reglerne om aftalebaseret udskudt orlov i barselslovens § 12, stk. 3, forudsætter afholdelse af forældreorloven, at der kan indgås en aftale med arbejdsgiveren. Disse regler er også ens for moderen og faderen. Uanset om indklagede opfattede klagers orlov som retsbaseret udskudt orlov eller aftalebaseret udskudt orlov, havde klager ikke et lovmæssigt krav på at holde sine 12 uger opdelt, som han oprindeligt ønskede med 1 uge i starten af året og 11 uger senere på året. Klager har haft mulighed for sammen med sin ægtefælle at planlægge den samlede orlovsperiode på baggrund af barselslovens regler. Disse regler og indklagedes anvendelse heraf ses ikke at have stillet klager ringere end moderen på grund af klagers køn. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2015-6810-12030>

Versioner

  1. 2016-03-11