Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00897
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9201@2016-03-17/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00897
Ikke kritik for satirisk tekst En person klagede over en billedtekst i SE OG HØR. Klager havde stillet op til fotografering ved en biografpremiere og blev i bladet kommenteret for sin påklædning på siderne ”Modepolitiet”. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkterne A. 5 og B. 1. Det er videre Pressenævnets opfattelse, at der må indrømmes medierne vide rammer med hensyn til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller begivenheder. På baggrund af fotografiet lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] stillede op til fotografering i biografen. Pressenævnet finder herefter ikke, at der er tale om en krænkelse af privatlivets fred ved at bringe billedet eller omtale hans påklædning. Notitsen ”VI HAR ALLE VORE HELTE” fremgår af ”Modepolitiets” sider, som generelt fremstår som [Person A]s kommentarer til en række personers beklædning. Pressenævnet finder, at artiklen ”VI HAR ALLE VORE HELTE” i både form og indhold klart fremstår som en satirisk tekst. Teksten ”mens husbonden [Klager] var næsten lige så BOSS som sin helt [Person C]-BOSS” fremstår således som en satirisk kommentar til [Klager]s valg af t-shirt og ikke som en faktuel oplysning om, at [Klager] skulle sympatisere med [Person C]. Pressenævnet finder herefter, at den påklagede artikel ikke overskrider de vide rammer for kommentarer og satire, og nævnet udtaler derfor ikke kritik. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i medierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et medie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Da der ikke er tale om faktiske oplysninger, men kommentarer, er [Klager] allerede af den grund ikke berettiget til at få bragt et genmæle.
[Klager] har ved advokat Brian Werner Larsen klaget over artiklen ”VI HAR ALLE VORE HELTE” bragt i SE OG HØR den 9. december 2015 (udgave nr. 50, 2015), idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets delvise afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling SE OG HØR bragte den 9. december 2015 på side 34-35 bladets faste indlæg fra ”Modepolitiet”, hvor [Person A] kommenterer personers påklædning. På side 35 (i øverste højre hjørne) bragte bladet artiklen ”VI HAR ALLE VORE HELTE” . Under overskriften var bragt et billede af [Klager] og [Person B] foran en plakat til filmen ”Under sandet”. Af artiklens tekst fremgår følgende: ”Efter at den såkaldte og selvudråbte sigøjnerboss [Person C] har gjort trøjerne med gigantiske BOSS-logoer til sit ufravigelige varemærke, har det været svært at finde unge smarte mænd, der ville være med på den trend. Naturskuespilleren [Person B] kastede glans over den røde løber i sin arbejdsrelevante sorte lædernederdel, mens husbonden [Klager] var næsten lige så BOSS som sin helt [Person C]-BOSS. ” [Klager] klagede efter offentliggørelsen over artiklen til SE OG HØR, der ved mail af 14. december 2015 kl. 8.46 foreslog følgende rettelse: ”[…] SE og HØR bragte i nummer 50 en billedtekst på satire-opslaget Modepolitiet en tekst under rubrikken ’Vi har alle vores helte’, hvor det fremgik, at [Klager] iklædte sig en t-shirt med Hugo Boss-mærke og at dette skulle være inspireret af hans helt egen [Person C]-BOSS med hentydning til sigøjner-boss [Person C], der er kendt for at optræde i samme mundering. Modesammenligningen er faldet [Klager] for brystet og han føler sig krænket over at blive slået i hartkorn med sigøjnerbossen. SE og HØR beklager sammenligningen, der ikke var ment som andet end et satirisk indslag ligesom resten af opslaget. Hvad siger du? […]” Samme dag kl. 12.36 svarede advokat Brian Werner Larsen følgende: ”[. . . ] [Klager] mener ikke at nedenstående tekstforslag står mål med den krænkelse han har været udsat for. Den foreslåede ”dementerende” tekst udtrykker, efter hans mening, også mere at ”han ikke kan tåle en joke”. . men efter [Klager] indeholder det oprindelige udsagn om; at [Person C] er [Klager]s helt - ikke dette ”joke” element ligesom det ikke fremgår at der er tale om satire. [Klager] ønsker Pressenævnets afgørelse af sagen så vi afventer blot dette og vil indtil da foreslå, at der bringes følgende af Se og Hør: - Med samme billede (uden maskering af [Person B]), samme placering og størrelse rubrik: SE og HØR bragte i nummer 50 under Modepolitiet en tekst under rubrikken ’Vi har alle vores helte’, hvor det fremgik, at den selvudnævnte sigøjner-boss [Person C] skulle være [Klager]s helt. Dette var en fejl af SE og HØR og vi beklager denne udtalelse, der ikke er grundlag for. [Klager] har efterfølgende meddelt Se og Hør, at ”. . . han da har flere helte. . . men, at [Person C] på ingen måde er en af dem”. [. . . ]” SE OG HØR bragte den 16. december 2015 (i udgave nr. 51) nederst i højre hjørne på side 3 overskriften ”VI BEKLAGER” . Til et billede af [Klager]s ansigt var indsat følgende tekst: ”SE og HØR bragt i nummer 50 under Modepolitiet en tekst under rubrikken ”Vi har alle vores helte”, hvor det fremgik, at den selvudnævnte sigøjnerboss [Person C] skulle være [Klager]s helt. Dette var satire, og vi beklager, hvis nogen har taget denne udtalelse bogstaveligt. [Klager] (billedet) har efterfølgende meddelt SE og HØR, at ”… han da har flere helte … men at [Person C] på ingen måde er en af dem”, red. ” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Advokat Brian Werner Larsen har anført, at [Klager] er forretningsmand og ikke er en offentlig person, og at han på intet tidspunkt har givet udtryk for, at [Person C] er hans helt. [Person C] er en af landets mest foragtede kriminelle personer, der har 26 alvorlige forbrydelser bag sig. Advokaten har i den forbindelse henvist til artiklen ”Har 26 domme bag sig: Historien om [Person C] begynder på Amager” bragt på bt.dk den 7. oktober 2015. [Klager] tager afstand fra [Person C] og hans handlinger. SE OG HØR har på intet tidspunkt forespurgt [Klager] om hans holdning til [Person C]. [Klager] har efterfølgende anmodet SE OG HØR om at få overskriften og den påklagede artikels indhold om, at [Person C] er [Klager]s helt, fjernet, hvilket SE OG HØR ikke har ønsket at imødekomme. Den påklagede artikel skader [Klager] væsentligt i forhold til både hans privatliv og hans erhvervskarriere. Henset til [Person C]s ry og rygte som en særdeles kriminel person, er der tale om en skadelig og grov personlig krænkelse, der er agtelsesforringende for [Klager]. Sådanne krænkelser bør undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Der er ikke noget satirisk over SE OG HØRs bemærkning om, at [Person C] skulle være [Klager]s helt, og der er heller ikke noget sted anført, at der skulle være tale om satire. Det er herefter klagers vurdering, at punkterne A. 1-A. 7 samt punkt B. 1 i de vejledende regler for god presseskik er overtrådt. [Klager] ønsker på denne baggrund også et genmæle, så udtalelsen om, at [Person C] skulle være [Klager]s helt, kan manes i jorden. Genmælet ønskes bragt med samme opsætning som den påklagede artikel. Ligeledes ønskes det bragt på SE OG HØRs hjemmeside, og den krænkende artikel bedes fjernet fra seoghoer.dk. 2.2 SE OG HØRs synspunkter SE OG HØR har anført, at den påklagede artikel indgår i ”Modepolitiet”, som er et fast satirisk redaktionelt indhold i SE OG HØR. ”Modepolitiet” har været bragt i de sidste ca. 15 år og har [Person A] som fast skribent. I ”Modepolitiet” anvender [Person A], der er kendt som modeekspert, meningsdanner og komiker, billeder fra SE OG HØRs indhold, typisk fra den røde løber. Den påklagede artikel omhandler således et billede, der efter satirisk tradition kommenteres på humoristisk vis for at underholde med at udstille de kendte, kongelige eller magtfulde. ”Modepolitiets” indhold og genre er indarbejdet bredt i mediebilledet og rækker langt ud over SE OG HØRs faste læsere. Teksten i den påklagede artikel handler om, at [Klager] efter ”Modepolitiets” opfattelse har en umoderne eller fjollet trøje på af mærket Boss, og at [Person C] flere gange er blevet fotograferet i trøjer af samme mærke. SE OG HØR har over for Pressenævnet fremlagt tre billeder af [Person C], hvor han er iført forskellige trøjer af mærket Boss. Satire af denne art er almindeligt anerkendt som en uadskillig del af ytringsfriheden i et frit og demokratisk samfund, jf. artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. [Klager] og [Klager]s partner er kendte figurer i pornobranchen og i det københavnske kulturliv. Det pågældende billede, som fremgår ved siden af artiklen, er taget ved en offentlig begivenhed i forbindelse med en præmiere på en spillefilm, og hvor [Klager] tydeligt poserer for kameraet. Det er ikke SE OG HØRs opfattelse, at sagen giver anledning til et genmæle i medieansvarslovens forstand, men da klager efter offentliggørelsen af den påklagede artikel rettede henvendelse til SE OG HØR, valgte bladet den 16. december 2015 i udgave nr. 51 at beklage, hvis nogen havde taget satiren alvorligt eller bogstaveligt. SE OG HØR er således gået længere for at imødekomme klager, end hvad medieansvarsloven kræver. SE OG HØR har herudover anført, at den påklagede omtale ikke ses offentliggjort på seoghoer.dk. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Rasmus Emborg, Ulrik Holmstrup og Otto Juhl Nielsen. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkterne A. 5 og B. 1. Det er videre Pressenævnets opfattelse, at der må indrømmes medierne vide rammer med hensyn til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller begivenheder. På baggrund af fotografiet lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] stillede op til fotografering i biografen. Pressenævnet finder herefter ikke, at der er tale om en krænkelse af privatlivets fred ved at bringe billedet eller omtale hans påklædning. Notitsen ”VI HAR ALLE VORE HELTE” fremgår af ”Modepolitiets” sider, som generelt fremstår som [Person A]s kommentarer til en række personers beklædning. Pressenævnet finder, at artiklen ”VI HAR ALLE VORE HELTE” i både form og indhold klart fremstår som en satirisk tekst. Teksten ”mens husbonden [Klager] var næsten lige så BOSS som sin helt [Person C]-BOSS” fremstår således som en satirisk kommentar til [Klager]s valg af t-shirt og ikke som en faktuel oplysning om, at [Klager] skulle sympatisere med [Person C]. Pressenævnet finder herefter, at den påklagede artikel ikke overskrider de vide rammer for kommentarer og satire, og nævnet udtaler derfor ikke kritik. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i medierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et medie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Da der ikke er tale om faktiske oplysninger, men kommentarer, er [Klager] allerede af den grund ikke berettiget til at få bragt et genmæle. Afgjort den 15. marts 2016.