Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - ej medhold - uanset handicap - kommuner

GældendeVersion 2016-03-31
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9239@2016-03-31/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - ej medhold - uanset handicap - kommuner

J. nr. 2015-6810-02711 En social- og sundhedshjælper var i en måneds praktik på et plejecenter. Hun mente, at hun blev chikaneret på grund af blandt andet en medfødt fejl på højre hånd. Uanset om social- og sundhedshjælperen havde et handicap, var der ikke noget, der tydede på, at medarbejdere ved plejecentret bevidst eller ubevidst havde behandlet hende chikanøst i relation til et muligt handicap. Social- og sundhedshjælperen fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling i form af chikane på grund af handicap i forbindelse med klagers virksomhedspraktik på et plejecenter i den indklagede kommune. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Den indklagede kommune har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med klagers virksomhedspraktik i december 2014. Sagsfremstilling Klager, som er uddannet social- og sundhedshjælper, er født med en fejl på højre hånds fingre. Hun var i perioden 1. december 2014 til den 31. december 2014 i ulønnet virksomhedspraktik på et plejecenter i den indklagede kommune. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling. To social- og sundhedsassistenter på plejecentret chikanerede klager. De betragtede klager som syg. Hun blev opfattet som en sindssyg/dement person. En af social- og sundhedsassistenterne fik flere praktikanter til at spørge klager om, hvad der var sket med hendes fingre. Klager blev nedgjort og fik mange spørgsmål om sit privatliv, sin fortid og sine tidligere praktikophold. Social- og sundhedsassistenten brugte oplysninger om klagers tidligere praktiksted som kosmetolog og oplysninger fra Jobcentret. Klager er uddannet social- og sundhedshjælper, men social- og sundhedsassistenten satte spørgsmålstegn ved klagers uddannelse. Klager blev behandlet som om, at hun ikke var uddannet social- og sundhedshjælper. Klager blev testet. Social- og sundhedsassistenten skrev beboernes navne på gule og røde papsedler, så klager kunne huske, hvor beboerne skulle sidde, ligesom klager skulle lugte til termokander og fortælle, om de lugtede af te eller kaffe osv. Social- og sundhedsassistenten krævede, at klager skulle spørge ind til alt, inden hun foretog sig noget. Pågældende oplyste også klager om, at klager ikke kunne klare arbejdet, og at hun skulle finde noget andet. Klager blev sat til mange forskellige arbejdsopgaver, mens de andre holdt fri eller deltog i møder. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Såfremt Ligebehandlingsnævnet kommer frem til, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven, bør godtgørelsen maksimalt fastsættes til 5.000-10.000 kr. Klager var i ulønnet virksomhedspraktik, og hendes dagpengebeløb var 780,00 kr. pr. dag. Ingen af medarbejderne kan genkende klagers beskrivelse af forløbet. Indklagede var bekendt med klagers uddannelse som social- og sundhedshjælper, og klager fulgte det faste introduktionsprogram, som var gældende for alle i virksomhedspraktik på plejecentret. Medarbejdere i virksomhedspraktik arbejder altid sammen med og er under daglig supervision af en fast medarbejder på plejecentret. Klager blev introduceret til arbejdet, og hun var fra starten meget interesseret i arbejdet som social- og sundhedshjælper. Beboerne opfattede klager som en venlig person. De medarbejdere, der hjalp klager i perioden, var alle opmærksomme på eventuelle sprogbarrierer og gik ikke i dialog om private forhold, med mindre klager selv indledte en dialog. Det fremgik af klagers CV, at hun havde arbejdet som kosmetolog. Oplysningerne i CV'et udleveres ikke til medarbejderne på afdelingen, så klager må selv have fremkommet med oplysninger herom. Klager havde oplyst, at hun havde et synligt handicap, som ikke forhindrede hende i at udføre arbejdet. Det var forventeligt, at klager lod den ne oplysning indgå i dialogen om arbejdsopgaver og eventuelt arbejdsredskaber. Den social- og sundhedsassistent, som klager henviser til, har i mange år været vant til at varetage pleje- og omsorgsopgaver i forhold til beboere med demens og andre fysiske og psykiske lidelser. Hun kan derfor tydeligt adskille symptomer og adfærd. Det er helt almindeligt i en oplæringsperiode at tale med nye medarbejdere og at stille spørgsmål inden en given opgave udføres. Mange af beboerne har bordkort, der lægges på bordet som en del af borddækningen. Bordkortene har til formål at tilgodese beboernes behov og hjælpe nye medarbejdere med at varetage beboernes behov. Klager fik tilbudt fastansættelse efter praktikken, såfremt hun kunne opnå en aftale med Jobcentret herom. Indklagede er derfor uforstående over for, at klager har fået en opfattelse af, at en medarbejder skulle have vejledt klager om at søge andet arbejde. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår heraf, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund af handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling med hensyn til arbejdsvilkår skal fortolkes således, at en arbejdsgiver har pligt til at stille et chikanefrit miljø til rådighed og til i et rimeligt omfang at sikre sine medarbejdere mod chikane. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap mv. finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende. Uanset om klager måtte anses for at have et handicap, finder nævnet ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling i form af chikane. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt oplysninger, der tyder på, at medarbejdere ved indklagede bevidst eller ubevidst over for klager har handlet på en måde, som kan karakteriseres som chikane i relation til klagers mulige handicap. Klagen tages derfor ikke til følge. Sagens oplysninger Sagen er behandlet på grundlag af: - Klagen af 21. december 2014 - Indklagedes bemærkninger af 23. februar 2015 - Klagers bemærkninger af 16. oktober 2014 - Indklagedes bemærkninger af 7. januar 2016 med bilag - Klagers bemærkninger af 19. januar 2016 <2015-6810-02711>

Versioner

  1. 2016-03-31