Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9240@2016-03-31/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - medhold - kommuner

J. nr. 2015-6810-19427 Klager var ansat social- og sundhedsassistent i indklagede kommune. Klager blev sygemeldt og fik herefter stillet diagnosen multiple sklerose. Efter at denne diagnose blev stillet, indkaldte indklagede klager til et møde, hvorefter klager blev afskediget på grund af hendes omfattende sygdomsforløb, samt manglen til udsagt om snarlig genoptagning af arbejde. To medlemmer af ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager havde godtgjort at hun led at et handicap. Indklagede havde ikke nærmere redegjort for, om der var overvejet tilpasningsforanstaltninger. Klager fik derfor medhold og godtgørelse

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som social- og sundhedsassistent. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget som social- og sundhedsassistent. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 215.000 kr. med procesrente fra den 18. april 2015, hvor klagen er modtaget iLigebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager blev ansat som social- og sundhedsassistent i den indklagede kommune i januar 2010. Jobbet som social- og sundhedsassistent indebærer ifølge oplysninger fra indklagede blandt andet: - Udføre personlig pleje hos borgere med komplekse problemstillinger - Koordinere den social- og sundhedsfaglige indsats hos borger - Observere og vurdere borgerens funktionsniveau i samarbejde med andre sundhedspersoner og teamet - Udføre grundlæggende sygepleje - herunder palliativ pleje - Varetage dispensering af medicin og medicinadministration" Klager fik i midten af januar 2012 en kriblende fornemmelse på højde side af kroppen og højre ben. Symptomerne blev værre de efterfølgende dage. Klager blev sygemeldt den 19. januar 2012. Hun genoptog arbejdet på nedsat tid den 13. februar 2012, men blev sygemeldt igen den 14. marts 2012. Klager blev indkaldt til en sygefraværssamtale den 3. maj 2012. Formålet med samtalen var at få afklaret klagers situation, og tale om, hvordan og hvornår klager kunne vende tilbage til arbejdet. Klager blev orienteret om, at de på mødet skulle udarbejde en handlingsplan og blev bedt om at komme med sine forslag til, hvordan hun kunne vende tilbage til afdelingen. På mødet oplyste klager, at symptomerne vekslede meget fra time til time. Nogle dage kunne hun være svimmel, og den næste dag kunne hun have smerter i benet. Klager forventede, at det medicinske udredningsforløb, som hun havde deltaget i siden januar 2012, ville resultere i en diagnose den 22. maj 2012. Klager skulle kontakte indklagede telefonisk den 22. eller 23. maj 2012, med henblik på at orientere indklagede om resultatet af de lægelige undersøgelser. Der blev ikke udarbejdet en handlingsplan for klager på mødet. En omfattende neurologisk undersøgelse, MR-scanning, spinalvæskeundersøgelse og neurofysiologisk undersøgelse udmøntede sig i, at klager den 22. maj 2012 fik stillet diagnosen multipel sklerose. Indklagede blev orienteret om klagers diagnose. Klager blev herefter sat i medicinsk behandling, og har siden været patient på en skleroseklink. Klager blev indkaldt til en sygefraværssamtale den 11. juli 2012. Formålet med mødet var at få afklaret klagers situation. Klager blev opfordret til at tage sin tillidsrepræsentant, en sikkerhedsrepræsentant eller en anden bisidder med til mødet. Klager, klages tillidsrepræsentant og indklagede deltog i mødet den 11. juli 2012. På mødet meddelte indklagede, at klager blev påtænkt afskediget fra stillingen som social- og sundhedsassistent. Beslutningen var begrundet i klagers fravær og i udsigten til, at hun ikke kunne genoptage arbejdet inden for den nærmeste fremtid. Klagers hjemkommune ønskede ikke, at klager skulle arbejdsprøves i den indklagede kommune. Sagsbehandleren fra klages hjemkommune var ikke indkaldt til mødet, men havde oplyst, at kommunen ikke ønskede at foretage sig yderligere i udredningsforløb før september 2012, hvor klager ville være i et medicinsk behandlingsforløb. Klager blev på mødet partshørt over den påtænkte afskedigelse. Klager og klagers tillidsmand havde ikke bemærkninger til den påtænkte afskedigelse. Klager blev opsagt den 11. juli 2012. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, hun blev afskediget på grund af sit handicap, og at indklagede skal betale 293.102,70 kr. svarende til 12 måneders løn. Klager gør også gældende, at indklagede ikke har overholdt tilpasningsforpligtigelsen. Multipel skelrose er en kronisk sygdom, som medfører en livslang funktionsnedsættelse. Sygdommen gør, at hun ikke fuld ud og effektivt har mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Klager er derfor handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager havde ingen bemærkninger til afskedigelsen på mødet den 11. juli 2012, hvor hun blev påtænkt afskediget. Dette afskærer hende dog ikke fra nu at gøre gældende, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven på grund af handicap. Klages hjemkommune ønskede ikke, at klager skulle arbejdsprøves i den indklagede kommune. Kommunen oplyste dog, at de ønskede at agere i sagen, men først på det tidspunkt, hvor klager var startet op med den medicinske behandling af sygdommen. Indklagede begrundede afskedigelse med et langvarigt fravær samt udsigten til, at klager ikke ville kunne genoptage arbejdet på ordinære vilkår inden for den nærmeste fremtid. Klager var fraværende på grund af handicappet og var ikke i stand til at genoptage arbejdet på ordinære vilkår. Afskedigelsen skyldtes således klagers handicap. Indklagede har ikke overholdt pligten til at undersøge, i hvilket omfang der kunne træffes hensigtsmæssige foranstaltninger, således at klager kunne fortsætte sit arbejde hos indklagede. Indklagede havde ingen forudsætninger for at antage, at klager ikke kunne vende tilbage til arbejdet efter at hun var påbegyndt den medicinske behandling af sin kroniske sygdom. Indklagede gør gældende, at klager ikke er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Hvis nævnet kommer frem til, at klager har ret til godtgørelse som følge af forskelsbehandling, bør godtgørelsen nedsættes til et mindre beløb end svarende til 12 måneders løn. Klager kunne ikke varetage de væsentligste funktioner i stillingen som social- og sundhedsassistent. Det var således ikke muligt at tilbyde klager tilpasningsforanstaltninger med henblik på at fastholde klager i stillingen. Klager og klagers tillidsmand havde på mødet den 11. juli 2012 mulighed for at komme med bemærkninger til den påtænkte opsigelse. Muligheden for at supplere eller korrigere grundlaget for den påtænkte opsigelse blev hverken benyttet af klager eller tillidsmanden. Klager var ansat som social- og sundhedsassistent og dermed omfattet af "overenskomst for social- og sundhedspersonale 73.01" mellem KL og FOA - fag og arbejde. I henhold til overenskomstens § 21, stk. 4 kan den faglige organisation kræve en afskedigelsessag forhandlet med afskedigelsesmyndigheden, hvis organisationen skønner, at afskedigelsen ikke kan anses for rimelig begrundet i den ansattes eller kommunens forhold. Klagers faglige organisation krævede ikke en forhandling med indklagede i forbindelse med opsigelsen af klager. Indklagede tog kontakt til klagers hjemkommune med henblik på at få et samarbejde om at fastholde klager i arbejde. Klagers kommune ønskede ikke, at klager skulle arbejdsprøves i den indklagede kommune. Klagers kommune meddelte, at det først var muligt at agere i sagen omkring september 2012. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår heraf, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap. Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkret behov, for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Det er klager, der har bevisbyrden for, at hun led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det er ved vurderingen heraf uden betydning, om indklagede vidste eller burde vide, om klagers sygdom havde medført et handicap. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Klager blev sygemeldt den 19. januar 2012 og fik stillet diagnosen multipel sklerose den 22. maj 2012. To nævnsmedlemmer udtaler herefter Henset til klagers diagnose, multipel sclerose, og den iværksatte sygdomsmodificerende behandling fra juni 2012, finder nævnet, at klager på tidspunktet for afskedigelsen den 11. juli 2012 led af en sygdom, der udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede var på tidspunktet for afskedigelsen orienteret om, at klager havde fået stillet diagnosen multipel sklerose. Der er på den baggrund for nævnet ikke tvivl om, at indklagede vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det indebærer, at indklagede efter forskelsbehandlingslovens § 2 a var forpligtet til at undersøge og eventuelt afprøve foranstaltninger, der var hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give klager mulighed for fortsat at udøve beskæftigelse, medmindre indklagede dermed blev pålagt en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang blev lettet gennem offentlige foranstaltninger. Det er i praksis fra EU-domstolen fastslået bl.a., at der ikke kræves fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældendes stilling med de eventuelt påkrævede tilpasninger. Sådanne tilpasninger kan f. eks. være at tilpasse arbejdsmønstre og opgavefordeling, nedsættelse af arbejdstid mv. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de med tilpasningen forbundne omkostninger, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte. Indklagedes forsøg på at iværksatte en handleplan om klagers tilbagevenden til arbejdspladsen blev sat i bero på sygefraværsmødet den 3. maj 2012, idet indklagede ønskede at afvente det lægelige resultat af de adskillige undersøgelser, som klager havde deltaget i siden januar 2012. Klager fik stillet diagnosen multipel sklerose, hvorefter hun påbegyndte den medicinske behandling. Indklagede iværksatte imidlertid ikke herefter nogen tiltag i forhold til at udarbejde en handlingsplan for klagers tilbagevenden til arbejdspladsen. Klager blev afskediget den 11. juli 2012. Indklagede har ikke redegjort nærmere for, om der blev overvejet tilpasningsforanstaltninger i forhold til at fastholde klager i stillingen i forbindelse med, at klager fik stillet diagnosen multipel sklerose. Det fremstår således uafklaret, om det på baggrund af klagers medicinske behandlingsforløb og indklagedes tilpasningsforanstaltninger, ville have været muligt for klager at varetage stillinger hos indklagede. Indklagede har herunder ikke redegjort for, om det var muligt at omplacere klager til en anden stilling i den indklagede kommune. På denne baggrund finder disse medlemmer, at indklagede ikke har overholdt tilpasningsforpligtelsen efter forskelsbehandlingslovens § 2 a. Den omstændighed, at klagers hjemkommune ikke på tidspunktet for opsigelsen ønskede at klager skulle arbejdsprøves i den indklagede kommune, men meddelte, at det først var muligt at agere i sagen omkring september 2012, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Et nævnsmedlem udtaler Det er ikke dokumenteret, at klagers sygdom på afskedigelsestidspunktet medførte en funktionsbegrænsning, hvorfor dette medlem ikke finder, at klager havde et handicap på afskedigelsestidspunktet. Dette medlem finder derfor, at klagen ikke kan tages til følge. Der træffes afgørelse efter stemmetallet, således at klagen tages til følge. Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 215.000 kr., svarende til ca. 9 måneders løn Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen. Indklagede skal herefter betale 215.000 kr. til klager med procesrente fra den 18. april 2015, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagens oplysninger Sagen er behandlet på grundlag af: - Klagen af 17. april 2015 - Indklagedes bemærkninger af 27. maj 2015 med bilag - Klagers bemærkninger af 19. juni 2015 - Indklagedes bemærkninger af 15. juli 2015 - Klagers bemærkninger af 20. august 2015 <2015-6810-19427>

Versioner

1. 2016-03-31