Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold - kommuner

GældendeVersion 2016-04-01
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9261@2016-04-01/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold - kommuner

J. nr. 2015-6810-11433 En sproglærer, født i 1953, søgte en underviserstilling ved et sprogcenter. Sproglæreren fik afslag på sin ansøgning, hvilket hun mente skyldtes hendes alder, da hun var velkvalificeret til stillingen. Det fremgik ikke af stillingsannoncen, at sprogcentret søgte medarbejdere af en bestemt alder, og der forelå ikke i øvrigt oplysninger, der tydede på, at sproglæreren havde fået afslag på grund af sin alder. Hun havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin alder. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som underviser ved et sprogcenter under den indklagede kommune. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som underviser ved et sprogcenter under den indklagede kommune. Sagsfremstilling Klager søgte i efteråret 2014 en stilling som underviser ved et sprogcenter under den indklagede kommune. Det fremgår af stillingsopslaget: "Vi søger en underviser, der - er uddannet cand.mag. i dansk og/eller fremmedsprog eller folkeskole lærer med sprog som centralt fag - har afsluttet eller påbegyndt uddannelsen til underviser i dansk som andet sprog - har undervisningserfaring (gerne fra et sprogcenter) - kan sætte sit høje faglige niveau i spil både i forhold til undervisning og udviklingsarbejde - har kulturel sensibilitet og forståelse for andre kulturer - er venlig, imødekommende og god til at samarbejde." Der var tale om en fast ansættelse pr. 1. november 2014. Klager, som er født i 1953, er uddannet cand.mag. i dansk og pædagogik samt uddannet meritlærer på lærerseminariet i dansk og dansk som andet sprog som linjefag. Derudover er klager uddannet FVU-lærer og ordblindelærer. Klager har tidligere arbejdet på blandt andet sprogcentre. Klager blev ikke taget i betragtning ved besættelse af stillingen som underviser ved sprogcentret. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin alder. Klager søgte uopfordret en stilling ved sprogcentret i 2013. Indklagede lovede at gemme ansøgningen og kontakte klager, hvis der blev ledige stillinger. Klager søgte efterfølgende en opslået stilling i foråret 2014. Klager kontaktede indklagede og fik at vide, at hun skulle skrive en iøjnefaldende ansøgning, som skilte sig ud. Indklagede var tilfreds med klagers kompetencer. Klager søgte igen en stilling i august 2014. Klagers ansøgning var denne gang utraditionel. Klager fik dog ingen respons. Klagers ansøgning skilte sig åbenbart så meget ud, at det kan legitimere, hvorfor klager ikke en gang kom til samtale. Selvom klager har 23 års erfaring på området, blev hun ikke indkaldt til samtale. Klager fandt ved et tilfælde ud af, at indklagede har ansat yngre ansøgere, som alene var i gang med at tage en uddannelse, til faste stillinger. En kvinde, som i februar 2015 tilfældigt købte en taske af klager, fortalte om sin nye arbejdsplads med mange jævnaldrende, og at hun var i gang med at tage uddannelsen til lærer i dansk som andetsprog. Kvinden spurgte klager, hvordan man skulle anvende det undervisningsmateriale, som hun havde medbragt for at se, om det kunne være i tasken. Kvinden måtte jo høre til dem, der blev ansat i 2013. Indklagede tillægger det ifølge høringssvaret stor betydning, hvilke relaterede arbejdsområder, ansøgerne har beskæftiget sig med samt studie- og/ eller arbejdsforløb i udlandet. Klager har anført dette i sit CV, som tydeligvis ikke er blevet læst af indklagede. Det fremgår således af klagers CV, at klager har arbejdet knapt to år som informationsmedarbejder i en kommune, har været ansat gennem længere tid på Røde Kors Asylskole samt i halvandet år har arbejdet som konsulent i det etniske team på et jobcenter, hvor klager arbejdede med dokumentation samt beskæftigelsesfremmende foranstaltninger for borgere med anden etnisk baggrund. Videre fremgår det, at klager taler fire sprog flydende samt tyrkisk og arabisk til husbehov. Klager læste derudover et semester i Firenze, mens hun studerede italiensk. Indklagede har ingen kompetence til at udtale sig om klagers personlige karaktertræk. Klager vedlagde glimrende anbefalinger fra Røde Kors og et andet sprogcenter. Disse anbefalinger blev skrevet af personer, som har arbejdet sammen med klager over tid. Indklagede har direkte anført, at de indkaldte ansøgere var mellem cirka 30 og 52 år, men har ikke dokumenteret alderen på ansøgerne til de ledige stillinger. Det var heldigt for indklagede, at de nåede at ansætte en 61-årig, efter klager havde indgivet klage til Ligebehandlingsnævnet. Indklagede har ikke i tilstrækkelig grad dokumenteret klagers manglende kompetencer. Når alt kommer til alt, har klager en uddannelse som lærer i dansk som andetsprog og mange års undervisningserfaring inden for området. Sprogcentret har dermed ikke i tilstrækkelig grad påvist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager føler sig personligt og fagligt krænket af indklagedes kommentarer til klagen. Det er umuligt for klager at få ansættelse inden for sit egentlige fagområde. Indklagede gør gældende, at indklagede ansatte den ansøger, som bedst levede op til de krav, der fremgik af stillingsopslaget. Indklagede modtager og behandler alle ansøgninger gennem Ofirs kandidathåndteringssystem Emply. Ansøgninger modtagets elektronisk, ligesom meddelelse om modtagelse af ansøgning, indkaldelse til samtale og afslag ligeledes foregår elektronisk. Kandidathåndteringssystemet sletter indsendte ansøgninger efter seks måneder. Uopfordrede ansøgninger behandles ikke via systemet og gemmes af sprogcentret i op til et år. Indklagede kan derfor ikke genfinde klagers ansøgninger. Sprogcentret søgte undervisere i juni 2013 og september 2014. Der var ingen stillingsopslag i foråret 2014. Forstanderen havde en samtale med klager i seneste ansøgningsperiode, hvor forstanderen gav udtryk for, at sprogcentret generelt havde mange ansøgere, hvoraf en del var velkvalificerede. Det var væsentligt for indklagede, at ansøgningen afspejlede ansøgerens kompetencer og viste, hvad ansøgeren kunne bidrage med i forhold til indklagede. I forhold til stillingsopslaget i efteråret 2014 var ansøgningsfristen den 17. september 2014, og der blev afholdt samtaler den 24. september 2014. Der var cirka 50 ansøgere til stillingen, hvoraf en del levede op til de kvalifikationer, som fremgik af stillingsopslaget. Klagers ansøgning blev behandlet på linje med de øvrige ansøgeres. Ansættelsesudvalget bestod af en tillidsrepræsentant, souschef og leder. Udvalget indkaldte fem ansøgere til samtale. Udvælgelsen foregik efter en samlet vurdering af ansøgernes kvalifikationer, samt efter i hvor høj grad ansøgningerne afspejlede de værdier og karaktertræk, som stillingsopslaget efterspurgte. Opslaget omhandlede dansk som andetsprog, og ansættelsesudvalget lagde også vægt på genreforståelse og formidlingsevne. Et væsentligt parameter var således ubesværet at kunne beherske sproglige genrer som fx ansøgninger, e-mails og kommunikation med offentlige myndigheder. Udover en grundig sprogteoretisk baggrund lagde sprogcentret vægt på gode formidlingsevner og diversitet i forhold til sprog, medarbejdergruppen som helhed, kendskab til og forståelse for andre kulturer samt i forhold til erfaring fra andre relaterede arbejdsområder som fx kommunikationsområdet, beskæftigelsesområdet og arbejde med flygtninge generelt. Udvalget fandt ikke, at klagers ansøgning udover de konkrete kvalifikationer afspejlede genreforståelse, den faglige professionalisme og de værdier, som stillingsopslaget efterspurgte. Klager blev derfor ikke indkaldt til samtale. De fem ansøgere, der blev indkaldt til samtale, repræsenterede en diversitet i forhold til etnicitet, alder, køn, undervisningserfaring, uddannelsesmæssig baggrund og erfaring med andre relaterede arbejdsområder. Ansøgernes alder var fra cirka 30 til cirka 52 år. Indklagede valgte at ansætte en ansøger, som er cand.mag. og med en bacheloruddannelse, som omfattede ungarsk og arabisk, og en kandidatuddannelse med speciale i sprogtilegnelse. Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet påbegyndt en uddannelse til underviser i dansk som andetsprog og havde undervisningserfaring. Ved ansættelsessamtalen bekræftede pågældende det indtryk, som den skriftlige ansøgning havde udstrålet. Ansøgeren fremstod venlig, imødekommende, respektfuld og dialogorienteret, ligesom vedkommende havde et højt fagligt niveau. De ansatte ved sprogcenteret havde på tidspunktet for klagen til Ligebehandlingsnævnet en alder fra 29 til 62 år. Den senest ansatte medarbejder, som blev ansat den 1. maj 2015, var 61 år. Medarbejdergruppen beherskede samlet set 11 forskellige sprog udover dansk. 77 procent af medarbejderne havde været på længerevarende studie- og/eller arbejdsophold i udlandet, og alle undervisere havde en grundig sprogteoretisk baggrund. 70 procent var uddannet som cand.mag. og 30 procent var seminareuddannet med afsluttet eller påbegyndt overbygningsuddannelse som underviser i dansk som andetsprog. Undervisningsgruppen havde desuden kompetencer fra kommunikations- og formidlingsarbejde på koncern- og journalistisk niveau samt kompetencer fra beskæftigelses- og flygtningeområdet. 18 procent af underviserne havde en anden etnisk baggrund end dansk. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund af blandt andet alder. Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede lagde vægt på klagers alder ved beslutningen om ikke at indkalde hende til samtale. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke af stillingsannoncen fremgår, at indklagede søgte medarbejdere af en bestemt alder, ligesom der ikke er fremlagt oplysninger, der i øvrigt tyder på, at klager direkte eller indirekte fik afslag på sin ansøgning på grund af sin alder. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Sagens oplysninger Sagen er behandlet på grundlag af: - Klagen af 1. marts 2015 med bilag - Yderligere bilag til klagen modtaget den 9. og 10. marts 2015 - Indklagedes bemærkninger af 7. juli 2015 med bilag - Klagers bemærkninger af 12. juli 2015 med bilag - Indklagedes bemærkninger af 22. december 2015 <2015-6810-11433>

Versioner

  1. 2016-04-01