Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00930

GældendeVersion 2016-04-07
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9277@2016-04-07/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00930

Klage over udsendelse om Schweiz afvist En dansker bosat i Schweiz klagede over DR2-udsendelsen ”SCHWEIZ. Smørhullet i Osteklokken”, som han medvirkede i. Der var navnlig klaget over omtalen af Schweiz og forholdene i landet. Pressenævnet afviste denne del af klagen, da det forhold, at klager var bosat i landet, ikke alene kunne føre til, at han var klageberettiget i at få behandlet klagen over omtalen af landet. Derudover var der klaget over den sammenhæng, hvori en af klagers udtalelser var anvendt. Denne del blev afvist som grundløs, og klagen bliver derfor ikke nærmere behandlet. Pressenævnets formand udtaler: Retlig interesse Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det betyder, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. [Klager] har klaget til Pressenævnet over DRs valg af kilder, omtalen af Schweiz og forholdene i landet samt over, at DR har indsat hans udtalelse om catering i en sammenhæng, så han fremstår verdensfjern. [Klager] udtaler sig i udsendelsen og har som udgangspunkt retlig interesse i, at sagen realitetsbehandles for så vidt angår omtalen af ham selv og for så vidt angår den sammenhæng, som hans udtalelser indgår i udsendelsen. [Klager]s klage til Pressenævnet omhandler imidlertid navnlig andre forhold end hans egen deltagelse i udsendelsen, herunder DRs valg af kilder og faktiske oplysninger om Schweiz generelt. [Klager] har oplyst, at han er dansk statsborger og bosat i Schweiz. DRs kildevalg og omtalen af Schweiz Klagepunkterne vedrørende omtalen af Schweiz og forholdene i landet vedrører navnlig spørgsmålet om, hvorvidt Schweiz er rigere end Danmark, schweizernes levestandard, hvorvidt schweizere er nedladende, diskriminerende mod kvinder og fjendtlige overfor udlændinge, hvorvidt landet er lukket, og hvorvidt direkte demokrati må anses for udemokratisk. Pressenævnet finder, at [Klager] ikke har en sådan retlig interesse i disse forhold, at der er grundlag for at behandle denne del af klagen. Nævnet har herved lagt vægt på, at omtalen ikke konkret omhandler [Klager], men angår Schweiz og de generelle forhold i landet. Det forhold, at [Klager] har bopæl i Schweiz, kan ikke i sig selv medføre, at han har retlig interesse i de nævnte forhold. Klagen over DRs valg af kilder og den generelle beskrivelse af Schweiz afvises derfor, fordi [Klager] ikke kan anses for klageberettiget, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Udsagnet om catering [Klager] udtaler i udsendelsen: ”Hvis folk – en schweizer – inviterer dig hjem til middag, så vil der meget ofte være et cateringfirma” (tidskode 10.00). Som nævnt ovenfor har [Klager] blandt andet klaget over, at DR har indsat udtalelser fra andre personer, der afviser at anvende catering. [Klager]s udtalelse sammenholdt med de andre personers udtalelser får ifølge klager ham til at fremstå verdensfjern. [Klager] må anses for klageberettiget i relation til dette forhold. Pressenævnet har imidlertid ikke mulighed for at efterprøve, hvorvidt [Klager]s oplysning om, at catering er udbredt i Schweiz, er korrekt, og Pressenævnet kan derfor ikke vurdere, hvilke oplysninger om catering i udsendelsen der må anses for korrekt information, jf. pkt. A. 1. i de vejledende regler om god presseskik. For så vidt angår klagen over, at udsendelsen fremstiller [Klager] som verdensfjern, bemærkes, at redaktøren var berettiget til i tilknytning til [Klager]s udtalelser om catering at bringe andre (modstridende) udtalelser om dette emne, og at heller ikke dette forhold kan anses at indebære en overtrædelse af de presseetiske regler. Denne del af klagen afvises herefter som åbenbart grundløs, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 1. Klagen afvises uden behandling.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over udsendelsen ”SCHWEIZ. Smørhullet i Osteklokken” offentliggjort på DR2 den 14. november 2015 og genudsendt den 5. december 2015, idet DR har afvist at bringe et genmæle. 1 Sagsfremstilling I udsendelsen besøger programværten Schweiz, hvor hun tidligere har boet. Værten besøger blandt andre danskeren [Klager], der er bosiddende i Schweiz. [Klager] udtaler sig blandt andet i nedenstående sekvenser i udsendelsen: ”[intro] Programvært: Danmark er et smørhul. Der er bare lige et land, der hele tiden overgår os, får vi at vide [billede af det schweiziske flag]. [Klager], iværksætter og forfatter: Det er helt klart det bedst fungerende land i verden. […] [Tidskode 04:30] Programvært: Nu vil han også overbevise mig om, at Schweiz er verdens bedste land. [[Klager] gennemgår en række plancher:] [Klager]: Schweizerne de lever gennemsnitligt tre år længere end Danmark, end danskere. Hvor er det dejligst at leve, når man regner alting med? Og der ligger Schweiz nummer et i verden, og Danmark er nummer fem. Danmark er næsten altid blandt de top ti på alle de her lister, men Schweiz er meget ofte nummer et. Det her er Country Strength Index. Det er noget, hvor bæredygtig økonomien er, det vil sige, hvordan ser det ud om ti og tyve år? Er Schweiz stadig et rigt land, eller ville der være nogle problemer? Der ligger Schweiz nummer et i verden. Så er der Environmental Performance Index. Det er, hvordan man behandler miljøet. Schweiz er nummer et i verden. Danmark er nummer 13. Så det. Programvært: Der kan vi ikke rigtig være med. [Klager] fortæller, mens han viser nogle plancher: Nej. Så er der Good Country Index. Det er, hvor meget Schweiz bidrager til at skabe en god verden, f.eks. ved at lave forskning og tage flygtninge og sådan noget. Schweiz er nummer tre, Danmark er nummer ni. Global Innovation Index. Det kommer bag på mange mennesker, men det er faktisk det mest innovative land i verden på udtagelse af patenter og start af virksomheder, og der er Danmark nummer otte. Schweiz er nummer to, Danmark er nummer ni. Schweiz er altid højere end Danmark. Og så til sidst – og det er så en ændring – World Happiness Index, hvor Danmark plejede at være nummer et. Programvært: Vi har brystet os af, at vi var det lykkeligste folk. [Klager]: Ja, der er de så også blevet overhalet af schweizerne. Så jeg vil sige, der er noget at tænke over dér. […] [Tidskode 10.00] [Klager]: Hvis folk – en schweizer – inviterer dig hjem til middag, så vil der meget ofte være et cateringfirma, og det undrede os i starten, da vi kom. Men det er fordi, det koster næsten det samme. Jamen, så rykker de ind med al maden, serverer, og så rydder af og så gør rent, og så er de ude igen. […]” Programværten besøger i programmet andre personer bosiddende i Schweiz, der ikke fremstår så velstillede som [Klager]. De oplyser, at de selv laver mad, når de har gæster. I udsendelsen oplyser [Klager], at han ikke stemmer i Schweiz, da han ikke er schweizisk statsborger og derfor heller ikke har stemmeret. Af udsendelsen fremgår videre følgende: ”[tidskode 54.45] Programvært: Under fem procent af de schweiziske børn kommer i daginstitution. I Danmark er det over 90 %. […] Programværten: Daginstitutioner er en privat opgave, og man betaler selv. Og det banker prisen op på mellem 800 og 1.100 kroner om dagen. […] [tidskode 56.00] [Klager]: Man kan vælge, om man vil gå hjemme, og så bliver man lidt mindre lykkelig, eller mange. Hvis du har et spændende erhvervsarbejde, så bliver du lidt mindre lykkelig af at gå hjemme og passe dit barn. I hvert fald mens det er lille. Omvendt så bliver barnet nok mere lykkeligt af det. Programværten: Ja, men det er jo en frygtelig påstand. Ikke fordi at. [Klager]: Det tror jeg faktisk, er rimelig velunderbygget. Fordi mange børn er meget angste de første tre år, efter de er født. Programværten: Ja, men det er jo ikke kun de første tre år, de bliver hjemme. [Klager]: Nej, men de har jo brug for at se de samme få ansigter og have sådan en rutine. Og det er et valg, man kan tage, om man vil gøre det eller ikke vil gøre det. Min kone valgte at gøre det, men der er ingen, der tvinger én, fordi man kan også bare være i arbejde og så lægge sit barn i vuggestue. Det er sådan, de tænker, og det, synes jeg, er meget rimeligt, så. Det er egentlig sådan helt nede i grunden af deres tanke, det er: Vi har frihed til at vælge, hvordan vi vil leve vores liv, men vi bærer en stor del af konsekvenserne af vores valg selv. […]” [Klager] klagede efter udsendelsen til DR Fakta, der afviste klagen den 9. februar 2016. Klagen er modtaget i Pressenævnet den 20. februar 2016. 2 [Klager]s synspunkter [Klager] har til støtte for klagen blandt andet anført, at han selv har boet i Schweiz i 21 år og har startet en række virksomheder i landet. Da han mener, at Danmark har mange ting at lære af Schweiz, har han de senere år skrevet om Schweiz i danske medier og holdt foredrag om Schweiz. Klager har blandt andet henvist til sit indlæg ”Sådan er Danmark – set fra Schweiz” på business.dk den 23. marts 2014. [Klager] har kritiseret DRs valg af kilde til udsendelsen, herunder at DR navnlig har benyttet bogen ”The Good Society” som kilde. Han blev selv kontaktet af DR2 og indvilligede i at medvirke og sendte efterfølgende svar på faktuelle spørgsmål, data og kilder om det schweiziske samfund. Udsendelsen fremstår imidlertid manipulerende og fejlinformerende, selvom DR2 havde fået klagers informationer på forhånd. Det er klagers opfattelse, at programmet har til hensigt at efterlade uvidende seere med følgende indtryk af Schweiz: - Schweiz er en anelse rigere end Danmark, men det skyldes deres uetiske bankhemmelighed. - Bortset fra de rige lever schweizere et svært liv. Deres levestandard er meget ydmyg. - Schweizere er nedladende og diskriminerende imod kvinder. - Schweizere er fjendtlige overfor udlændinge. - Landet er meget lukket. - Direkte demokrati er udemokratisk. Ovennævnte fremstilling er ifølge klager forkerte og strider mod internationale undersøgelser. Ifølge [Klager] tilbragte DRs programvært og han en hel dag sammen. Her modsagde eller betvivlede DRs vært stort set intet af det, han sagde, men i den offentliggjorte udsendelse argumenterer værten direkte og indirekte imod en række af hans oplysninger. [Klager] har anført, at udsendelsen indeholder forkerte oplysninger om Schweiz og de personer, der bor der. I klagen til Pressenævnet har han henvist til en række sekvenser i udsendelsen (se nedenfor). Han har eksempelvis henvist til udsendelsens statistiske oplysninger om, hvor mange procent rigere Schweiz er i forhold til Danmark. [Klager] har i den forbindelse henvist til, at han under interviewet med DR i detaljer beskrev de lave skatte- og momssatser. Forklaringen blev ikke bragt i udsendelsen, men de lave satser betyder, at mange benytter håndværkere og servicefolk. Som eksempel nævnte klager catering. Indslaget omkring catering blev bragt, men programværten brugte i resten af udsendelsen klip med forskellige folk, der sagde, at de ikke brugte catering, hvilket fik klagers udsagn til at fremstå verdensfjernt. Det er det ikke. Catering er ekstremt udbredt i Schweiz, og ifølge det schweiziske turistforbund er eksempelvis halvdelen af det samlede schweiziske kødforbrug catering. [Klager] har henvist til fire overordnede klagepunkter vedrørende udsendelsens indhold. Udsendelsen indeholder ifølge klager 1) specifikke fejl, 2) undladelse af at give positiv information, 3) fordrejede statistiske oplysninger, og 4) fordrejede konklusioner. Der er henvist til følgende konkrete udsagn i udsendelsen: 1) Specifikke fejl 11.10: Værten siger, at schweizere er ”ti til tyve procent rigere” end danskere. 11.20: Det fortælles, at Schweiz’ rigdom skyldes ”bankhemmeligheden” . 21.10: Det siges, at Schweiz er ”et af de mest protektionistiske lande i Europa” . 54.90: Værten siger, at ”dagsinstitutioner er en privat opgave, og man betaler selv” . 60.00: Værten siger, at når ”boligen, sygesikringen og alle de andre forsikringer er betalt, så har middelklassen i Schweiz, i runde tal, ikke meget mere at gøre godt med end den danske. ” 2) Undladelse af at give positiv information 17.20: Interview: ”Mange kvinder i Schweiz arbejder ikke på fuld tid, eller slet ikke. ” 22.00: Her bringes en besynderlig historie om en af landets mindst velstående kantoner. 27.30: Kritik af landets direkte demokrati. 30.00: Værten udtaler: ”Det, at man stemmer nej til en ny svømmehal med spa og wellness til glæde for alle borgere, fordi det kan man jo bare få, når man er ude at bo på hotel, synes jeg er et super godt eksempel på, at man tager hele tiden udgangspunkt i, hvad man har brug for til sit eget behov. Man tænker ikke på, at det kunne jo være, at der var nogen, der ikke havde råd til at bo på hotel. ” 32.00: Værten: ”Om det er decideret udemokratisk, skal jeg ikke afgøre. Men det kræver i hvert fald, at man sætter sig ind i sagerne. ” 52.40: ”Kvinderne går enten hjemme eller arbejder på meget lav tid”. 3) Fordrejede statistiske oplysninger 15.30: Værten siger, at ”De fleste schweizere tilhører middelklassen, og de føler sig ikke specielt rige. ” 16.17: Interview med schweizer: ”Schweizerne lever et meget enkelt liv derhjemme. De laver selv mad, og de går ikke meget ud at spise. ” 36.00: Vedrørende uanmeldt besøg af politiet hos indvandrere. 49.00: Værten harcelerer over parkeringspladser forbeholdt kvinder. 51.00: Udsendelsen efterlader det indtryk, at kvinder ikke stemmer til landstingsvalg. 4) Fordrejede konklusioner 23.20: ”Det er jo paradoksalt, at alle landene omkring Schweiz bliver mere og mere globaliserede og får et stort, internationalt udsyn, hvor i Schweiz kigger de mere og mere ind ad og prøver at holde på deres produkter og grænser. Og det går jo stik imod udviklingen. ” 43.00: ”Et problem er, at de ikke er så glade for udlændinge. For eksempel stemte de i fjor for en lov, der begrænser indvandringen. ” Værten: ”For sådan en som mig, en kvinde på 40 med børn, der er det overhovedet ikke det perfekte samfund”. Overordnet mener [Klager], at det kunne have været interessant for danske seere at få indsigt i opbygningen af det schweiziske samfund, der jævnfør internationale sammenligninger har opnået en helt enestående grad af lykke, miljøbeskyttelse, tryghed, velstand, social tilfredshed, harmoni og langtidsholdbar nationaløkonomi. 3 Pressenævnets formand udtaler: Retlig interesse Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det betyder, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. [Klager] har klaget til Pressenævnet over DRs valg af kilder, omtalen af Schweiz og forholdene i landet samt over, at DR har indsat hans udtalelse om catering i en sammenhæng, så han fremstår verdensfjern. [Klager] udtaler sig i udsendelsen og har som udgangspunkt retlig interesse i, at sagen realitetsbehandles for så vidt angår omtalen af ham selv og for så vidt angår den sammenhæng, som hans udtalelser indgår i udsendelsen. [Klager]s klage til Pressenævnet omhandler imidlertid navnlig andre forhold end hans egen deltagelse i udsendelsen, herunder DRs valg af kilder og faktiske oplysninger om Schweiz generelt. [Klager] har oplyst, at han er dansk statsborger og bosat i Schweiz. DRs kildevalg og omtalen af Schweiz Klagepunkterne vedrørende omtalen af Schweiz og forholdene i landet vedrører navnlig spørgsmålet om, hvorvidt Schweiz er rigere end Danmark, schweizernes levestandard, hvorvidt schweizere er nedladende, diskriminerende mod kvinder og fjendtlige overfor udlændinge, hvorvidt landet er lukket, og hvorvidt direkte demokrati må anses for udemokratisk. Pressenævnet finder, at [Klager] ikke har en sådan retlig interesse i disse forhold, at der er grundlag for at behandle denne del af klagen. Nævnet har herved lagt vægt på, at omtalen ikke konkret omhandler [Klager], men angår Schweiz og de generelle forhold i landet. Det forhold, at [Klager] har bopæl i Schweiz, kan ikke i sig selv medføre, at han har retlig interesse i de nævnte forhold. Klagen over DRs valg af kilder og den generelle beskrivelse af Schweiz afvises derfor, fordi [Klager] ikke kan anses for klageberettiget, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Udsagnet om catering [Klager] udtaler i udsendelsen: ”Hvis folk – en schweizer – inviterer dig hjem til middag, så vil der meget ofte være et cateringfirma” (tidskode 10.00). Som nævnt ovenfor har [Klager] blandt andet klaget over, at DR har indsat udtalelser fra andre personer, der afviser at anvende catering. [Klager]s udtalelse sammenholdt med de andre personers udtalelser får ifølge klager ham til at fremstå verdensfjern. [Klager] må anses for klageberettiget i relation til dette forhold. Pressenævnet har imidlertid ikke mulighed for at efterprøve, hvorvidt [Klager]s oplysning om, at catering er udbredt i Schweiz, er korrekt, og Pressenævnet kan derfor ikke vurdere, hvilke oplysninger om catering i udsendelsen der må anses for korrekt information, jf. pkt. A. 1. i de vejledende regler om god presseskik. For så vidt angår klagen over, at udsendelsen fremstiller [Klager] som verdensfjern, bemærkes, at redaktøren var berettiget til i tilknytning til [Klager]s udtalelser om catering at bringe andre (modstridende) udtalelser om dette emne, og at heller ikke dette forhold kan anses at indebære en overtrædelse af de presseetiske regler. Denne del af klagen afvises herefter som åbenbart grundløs, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 1. Klagen afvises uden behandling. Afgjort den 6. april 2016.

Versioner

  1. 2016-04-07