Fastholdelse af påbud om at sikre, at alenearbejdet med unge med kendt voldelig adfærd tilrettelægges således, at risikoen for vold imødegås
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9297@2016-04-08/da
Indhold
Fastholdelse af påbud om at sikre, at alenearbejdet med unge med kendt voldelig adfærd tilrettelægges således, at risikoen for vold imødegås
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse påbud om at sikre, at alenearbejdet med unge med kendt voldelig adfærd tilrettelægges således, at risikoen for vold imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget af ledelsen fik oplyst, at de ansatte flere gange i løbet af en uge arbejder alene med beboere med kendt voldelig adfærd. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ifølge ledelsen på tilsynstidspunktet var en af de unge, som var vurderet ”rød”, da han kunne blive udadreagerende og voldelig. Nævnet lagde herved vægt på, at der var risiko for situationer med akut og alvorlig vold, idet der havde været episoder med vold og trusler om vold, samt at arbejdet med den unge indebar stor uforudsigelighed. Det blev oplyst, at der stadig var risiko for, at den unge kunne blive udadreagerende.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. marts 2016 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 29. oktober 2015 med strakspåbud om at sikre, at alenearbejdet med unge med kendt voldelig adfærd tilrettelægges således, at risikoen for vold imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 29. oktober 2015 med strakspåbud om at sikre, at alenearbejdet med unge med kendt voldelig adfærd tilrettelægges således, at risikoen for vold imødegås hos [navn udeladt]. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at alenearbejdet med pædagogisk arbejde med unge, der har en kendt udadreagerende og voldelig adfærd på [navn udeladt], ikke er planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet finder, at risikoen for vold og trusler om vold i alenearbejdet ikke er forebygget tilstrækkeligt. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 22. oktober 2015 af ledelsen fik oplyst, at de ansatte flere gange i løbet af en uge arbejder alene med beboere med kendt voldelig adfærd. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at der ifølge ledelsen på tilsynstidspunktet var en af de unge, som var vurderet ”rød”, da han kunne blive udadreagerende og voldelig. Nævnet lægger herved vægt på, at der var risiko for situationer med akut og alvorlig vold, idet der havde været episoder med vold og trusler om vold, samt at arbejdet med den unge indebar stor uforudsigelighed. Det blev oplyst, at der stadig var risiko for, at den unge kunne blive udadreagerende. Nævnet er opmærksomt på, at der er en alarm, som de ansatte bærer, men vurderer, at brug af alarmen ved alenearbejde ikke i alle tilfælde vil kunne sikre den ansatte tilstrækkelig hurtig og effektiv hjælp, da det af ledelsen ved tilsynsbesøget blev oplyst, at alarmen går til en vagtcentral, der kontakter ledelsen, som ringer tilbage til den ansatte for at høre, hvad det drejer sig om. Ved akutte situationer kontaktes derefter politiet. Ledelsen har desuden oplyst, at det kan tage op til 12 minutter fra alarmen aktiveres, til hjælpen kommer frem. Nævnet lægger til grund, at [navn udeladt] er et socialpædagogisk opholdssted for unge, der af forskellige årsager har brug for at bo et andet sted end hjemme i en kortere eller længere periode, og som har problemstillinger, der ikke kan håndteres i en plejefamilie. [Navn udeladt] er ikke godkendt til at modtage unge med psykiatriske diagnoser. Nævnet lægger endvidere til grund, at det blev oplyst, at det forekom, at de ansatte arbejdede alene i dagtimerne fra kl. 8.30 -16.00 (onsdag kl. 8.30 – 13.00) og hver nat fra kl. 22.45 – 7.00. Desuden arbejdede de ansatte alene hver anden lørdag fra kl. 8.30 – 12.00 og søndag fra kl. 8.30 -11.00, når de unge bliver på [navn udeladt]. Nævnet lægger desuden til grund, at de unge, der bor på [navn udeladt], bor i huse med 5-7 beboere, og at der på tilsynstidspunktet var 6 unge beboere og 5 ansatte på [navn udeladt]. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN I klagen er det anført, at der ikke er tilstrækkelig hjemmel i lov om arbejdsmiljø til at afgive påbuddet. Der er i det konkrete tilfælde tale om et socialpædagogisk opholdssted og ikke en institution, som i det fortilfælde, som Arbejdstilsynet påberåber sig som præjudikat. De unge mennesker er ikke generelt farlige, som dem, der opholder sig på sikrede institutioner. Endvidere er det anført, at der ikke var givet tilsvarende påbud til andre socialpædagogiske opholdssteder. Påbuddet stiller [navn udeladt] i en situation, hvor man skal have langt mere personale end på tilsvarende sammenlignelige institutioner. Det er desuden henvist til, at det indgår i Socialtilsynets godkendelse af sociale tilbud, at personalet har de fornødne kompetencer til at håndtere bl.a. konflikter. Det fremgår endvidere af godkendelsesproceduren, at der er tilstrækkelig antal ansatte til at løse opgaverne på stedet, jf. lov om social tilsyn § 6, litra 3. Endelig har [navn udeladt] efterfølgende fremsendt en beskrivelse af hverdagen på [navn udeladt], som den opleves af det pædagogiske personale. Arbejdsmiljøklagenævnet skal vedrørende spørgsmålet om hjemmel henvise til Arbejdstilsynets bemærkninger på side 1 i udtalelsen af 17. december 2015, som nævnet er enig i. Nævnet skal vedrørende forholdet til lov om socialtilsyn bemærke, at beskyttelseshensynet i lov om socialtilsyn er de borgerne, der er visiteret til de sociale tilbud, mens beskyttelseshensynet i arbejdsmiljøloven er de ansatte. Det følger af lov om socialtilsyn, at Socialtilsynet godkender og fører driftsorienteret tilsyn med de sociale tilbud. Formålet med denne lov er at bidrage til at sikre, at borgerne ydes en indsats, der er i overensstemmelse med formålet med offentlige og private tilbud efter lov om social service. Ved arbejdsmiljøloven tilstræbes at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø, samt grundlag for at virksomhederne selv kan løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål med vejledning fra Arbejdsmarkedets organisation og vejledning og kontrol fra Arbejdstilsynet. Det fremgår af arbejdsmiljøloven, at arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige og at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, således at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Af reglerne om arbejdets udførelse fremgår, at arbejdet i alle led skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Af disse bestemmelser fremgår, at arbejdsmiljøloven stiller krav om, at arbejdsgiveren skal sikre, at arbejdet udføres forsvarligt, men giver samtidig arbejdsgiveren metodefrihed til at opfylde kravene. Det fremgår endvidere af arbejdsmiljøloven, at loven omfatter arbejde for en arbejdsgiver. Ansatte på et socialpædagogisk opholdssted er også omfattet af loven. Nævnet finder, at reglerne var overtrådt, da der ved arbejdet på [navn udeladt] var risiko for, at de ansatte ved arbejdet udsættes for vold og trusler om vold, og at denne risiko ikke var tilstrækkeligt forebygget. Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger endvidere af reglerne om arbejdets udførelse, at hvis den ansatte går alene ved en arbejdsproces, og dette kan medføre en særlig fare for den pågældende, skal arbejdet tilrettelægges således, at denne fare imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om arbejdets udførelse ● § 38, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. ● § 4, 7, stk. 1 og 2, og 11, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. Om lovens anvendelsesområde ● § 2, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Kapitel 1 Formål og område … § 2. Loven omfatter arbejde for en arbejdsgiver. Stk. 2. Undtaget er 1) arbejde i arbejdsgiverens private husholdning, jf. dog § 59, 2) arbejde, der udelukkende udføres af de medlemmer af arbejdsgiverens familie, som hører til hans husstand, jf. dog § 59, 3) arbejde, der udføres af militære, og som kan henregnes til egentlig militærtjeneste. Stk. 3. Følgende bestemmelser omfatter også arbejde, der ikke udføres for en arbejdsgiver, samt det arbejde, der er nævnt i stk. 2: 1) § 20 om flere arbejdsgivere m.v. på samme arbejdssted, § 20 a om arbejdsgiverens medvirken til at sikre, at bygherrens planlægning, afgrænsning og koordinering virker efter hensigten, §§ 30-36 om leverandører m.fl. og § 37 om bygherrer m.v., 2) §§ 38 og 39, for så vidt angår de i § 39, stk. 1, nr. 1 og 2, omhandlede arbejder, samt §§ 41 og 41 a, 3) §§ 45-47 om tekniske hjælpemidler m.v., 4) kapitel 8 om stoffer og materialer, 5) § 58 om vejtransport. Stk. 4. Frivilligt arbejde, der har karakter af fritidsaktiviteter, og som udføres for almennyttige foreninger, der ikke har fortjeneste som formål, er undtaget fra §§ 5-11 a og 15 a. Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2 . Skønner Arbejdstilsynet det nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan det påbyde, at faren straks imødegås, herunder 1) at de tilstedeværende øjeblikkeligt fjerner sig fra farezonen, 2) at brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale standses, eller 3) at arbejde i øvrigt standses. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. … Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav § 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Stk. 2. Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller lang sigt, kan Arbejdstilsynet stille krav om, at særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger skal gennemføres. Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v. Særlige krav § 11. Hvis den ansatte går alene ved en arbejdsproces, og dette kan medføre en særlig fare for den pågældende, skal arbejdet tilrettelægges således, at denne fare imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene. Stk. 2. Det skal sikres, at kun ansatte, der har fået passende instruktion, har adgang til områder, hvor der er en særlig fare. …