Opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af hængestilladser
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9299@2016-04-08/da
Indhold
Opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af hængestilladser
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse påbud om at sikre, at arbejde med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag, kun udføres af personer, der har gennemgået en uddannelse og er i besiddelse af et uddannelsesbevis. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet fik oplyst, at stilladset var opstillet af virksomheden. Det var opstillet af virksomhedens ansatte, der ikke var uddannede stilladsmontører. Det følger af arbejdsmiljøloven, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at arbejder, der kan medføre betydelig fare for ulykker eller sygdom, kun må udføres af personer, der har gennemgået en nærmere angivet uddannelse, aflagt en prøve eller opnået en bestemt alder.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. marts 2016 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 12. maj 2015 med strakspåbud om at sikre, at arbejde med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag, kun udføres af personer, der har gennemgået en uddannelse og er i besiddelse af et uddannelsesbevis. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 12. maj 2015 med strakspåbud om at sikre, at arbejde med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag, kun udføres af personer, der har gennemgået en uddannelse og er i besiddelse af et uddannelsesbevis. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at [navn udeladt] ikke har sikret, at arbejdet med opstilling af hængestillads er udført af personer, der har gennemgået en uddannelse som stilladsmontør og er i besiddelse af et uddannelsesbevis. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet fik oplyst, at stilladset var opstillet af [navn udeladt]. Det var opstillet af virksomhedens ansatte, der ikke var uddannede stilladsmontører. Det følger af arbejdsmiljøloven, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at arbejder, der kan medføre betydelig fare for ulykker eller sygdom, kun må udføres af personer, der har gennemgået en nærmere angivet uddannelse, aflagt en prøve eller opnået en bestemt alder. Efter bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler skal anvendelse af tekniske hjælpemidler ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde. Arbejde med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af skorstens- og hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag, må kun udføres af personer, der har gennemgået en uddannelse og er i besiddelse af et uddannelsesbevis. Det fremgår af bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, at hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag kun må opstilles, ændres eller nedtages af personer, der har gennemgået en uddannelse. De ansatte skal være i besiddelse af et uddannelsesbevis. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN I klagen er det anført, at der i dag ikke findes stilladsuddannelse til høje runde og lignende skorstene. [Navn udeladt] vedlagde svar fra [navn udeladt], som er det førende stilladsuddannelsessted i Danmark. [Navn udeladt] havde derfor altid brugt at have en erfaren opstiller med på opgaverne, således at oplæringen sker som sidemandsoplæring. [Navn udeladt] vedlagde certifikat vedrørende [navn udeladt]. [Navn udeladt] havde opstillet stilladset sammen med [navn udeladt]. De har henholdsvis ca. 25 års og 5 års erfaring. [Navn udeladt], som var der en enkelt dag for at give de øvrige ansatte folk nogle fif, har 50 års erfaring, dog ikke ved [navn udeladt]. Arbejdsmiljøklagenævnet skal henvise til, at det fremgår af bilag til bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler, at arbejde med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af skorstens- og rygningsstilladser og hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag, kun må udføres af personer, der har gennemgået en uddannelse og er i besiddelse af et uddannelsesbevis. Det fremgår endvidere af bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, at hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag kun må opstilles, ændres eller nedtages af personer, der har gennemgået en uddannelse. De ansatte skal være i besiddelse af et uddannelsesbevis. Nævnet skal i øvrigt henvise til Arbejdstilsynets bemærkninger om kravet til uddannelse på side 5 i Arbejdstilsynets udtalelse af 11. december 2015 om kravet til uddannelse. Nævnet er enigt heri. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om arbejdets udførelse ● § 41, nr. 1), i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Om tekniske hjælpemidler ● § 45, stk. 1, og § 46, nr. 1), i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 4, stk. 1, § 17, stk. 1, jf. bilag 1, punkt 6. 24 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler, samt pkt. 6.24 med ændringer i bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004, bekendtgørelse nr. 1095 af 28. november 2011 og bekendtgørelse nr. 407 af 1. maj 2012. Om arbejdsmiljøfaglige uddannelse ● § 17, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1088 af 28. november 2011 om arbejdsmiljøfaglige uddannelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse ● § 77, stk. 1, i Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 41. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, 1) at arbejder, der kan medføre betydelig fare for ulykker eller sygdom, kun må udføres af personer, der har gennemgået en nærmere angivet uddannelse, aflagt en prøve eller opnået en bestemt alder, … Kapitel 7 Tekniske hjælpemidler m.v. § 45. Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber, byggevarer, andre tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. § 46. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning og anvendelse af tekniske hjælpemidler m.v., herunder om 1) konstruktion, udførelse, opstilling, anmeldelse og afprøvning, 2) forelæggelse for Arbejdstilsynet til udtalelse eller godkendelse af planer for konstruktion, udførelse og opstilling, 3) godkendelse fra Arbejdstilsynet af et teknisk hjælpemiddel m.v., før det overdrages eller overlades til brugeren eller tages i brug, 4) anvendelse, vedligeholdelse og pasning. Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler med ændringer i bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004, bekendtgørelse nr. 1095 af 28. november 2011 og bekendtgørelse nr. 407 af 1. maj 2012. Kapitel 2 Almindelige bestemmelser § 4. Anvendelse af tekniske hjælpemidler skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde. Kapitel 3 Særlige bestemmelser § 17. For anvendelsen af de i bilag 1 nævnte tekniske hjælpemidler gæl-der foruden §§ 4-16 detailreglerne fastsat i bilaget. Bilag 1 til bekendtgørelsen 6.24 Arbejde med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af 1) stilladser, der er mere end 3 meter høje, samt 2) skorstens- og rygningsstilladser og hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag, 3) må kun udføres af personer, der har gennemgået en uddannelse og er i besiddelse af et uddannelsesbevis. Det fremgår af bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, hvornår der er krav om en uddannelse, samt hvilke kvalifikationer, man skal være i besiddelse af, før der kan udstedes et uddannelsesbevis Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1088 af 28. november 2011 om arbejdsmiljøfaglige uddannelser Kapitel 5 Krav om uddannelse og beskrivelse af kvalifikationskrav for arbejde med opstilling og nedtagning af stilladser § 17. Følgende stilladser må kun opstilles, ændres eller nedtages af personer, der har gennemgået en uddannelse: 1) Stilladser, der er mere end 3 meter høje. 2) Skorstens- og rygningsstilladser og hængestilladser, der er mere end 3 meter over det omgivende underlag. De ansatte skal være i besiddelse af et uddannelsesbevis. Det fremgår af bilag 11, hvilke kvalifikationer man skal være i besiddelse af, før der kan udstedes et uddannelsesbevis. …