Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00918
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9319@2016-04-14/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00918
Navn på udleveret dansker burde ikke slettes Dagbladet Børsen skrev om en sag, hvor en dansker var udleveret til retsforfølgelse i Tyskland i 2012. Danskeren klagede til Pressenævnet over Børsens afslag på at slette artiklen eller sit navn fra artiklen. Klagen omfattede også et søgeresultat på borsen.dk. Pressenævnet fandt ikke grundlag til at kritisere Børsen for at afvise anmodningerne om sletning. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. Klagens rettidighed Det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 2, at klager over god presseskik kan rettes til det pågældende medie selv eller direkte til Pressenævnet. I begge tilfælde er klagefristen 12 uger efter offentliggørelsen. I relation til punkt B. 8 løber klagefristen på 12 uger dog først fra mediets afslag på at afindexere, anonymisere eller afpublicere. Pressenævnet modtog en klage fra klager den 4. februar 2016. I klagen til Pressenævnet har klager henvist til punkterne A. 1-A. 3 samt A. 6 i de vejledende regler for god presseskik. Da [Klager] henvendte sig i september 2015 til Dagbladet Børsen vedrørende indholdet i artiklen og i december 2015 vedrørende et søgeresultat på borsen.dk anmodede klager ved sin advokat avisen om at slette oplysninger, hvilket må betragtes som en anmodning efter punkt B. 8 i de vejledende regler for god presseskik. Avisen afviste i september 2015 at slette dele af artiklen af 5. marts 2015. I januar 2016 afviste avisen at slette oplysninger i søgeresultatet. Pressenævnet betragter klagen vedrørende henholdsvis artiklen ”Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden” og søgeresultatet på borsen.dk for to uafhængige klageforløb, og klagefristen beregnes ud fra denne vurdering. - Artiklen Da Dagbladet Børsen afviste klagen vedrørende artiklen i september 2015, og nævnet først har modtaget klagen over afslaget i februar 2016, er klagefristen efter medieansvarslovens regler som udgangspunkt overskredet. Pressenævnet afviser derfor at behandle klagen for så vidt angår spørgsmålet om tilsidesættelse af punkt ”A. Korrekte meddelelser” i de vejledende regler for god presseskik. Ved mail af 22. september 2015 vejledte Dagbladet Børsen klager om muligheden for at indbringe avisens afgørelse for Pressenævnet og oplyste i den forbindelse nævnets adresse. Den 25. september 2015 afviste Dagbladet Børsen både helt eller delvist at fjerne artiklen. Der var ikke i den forbindelse indsat vejledning om 12-ugers klagefristen til Pressenævnet. For så vidt angår punkt B. 8 i de vejledende retningslinjer for god presseskik vedrørende sletning, anonymisering og afindeksering, finder Pressenævnet, at Dagbladet Børsen i sit afslag i september 2015 burde have givet vejledning om muligheden for at klage til Pressenævnet, herunder oplyst om klagefristen. Som følge af den manglende klagevejledning, og da Dagbladet Børsen ikke har gjort indsigelse mod fristoverskridelsen, finder nævnet herfor ikke grund til at afvise klagen på grund af fristoverskridelse i den konkrete sag. - Søgeresultat på borsen.dk Da denne del af klagen vedrører Dagbladet Børsens afslag fra januar 2016 på at fjerne et søgeresultat i Dagbladet Børsens artikeldatabase på borsen.dk, og klagen over afslaget er modtaget i Pressenævnet i februar 2016, er der klaget rettidigt vedrørende dette forhold. Spørgsmålet om punkt B. 8 behandles for så vidt angår både artiklen og søgeresultatet på borsen.dk. God presseskik Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindexere , dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere , dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. - Den konkrete sag Som nævnt ovenfor tager Pressenævnet ikke stilling til korrektheden af oplysningerne om klager i artiklen ” Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden ”. På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] blev udleveret til retsforfølgelse i Tyskland. [Klager] har ikke efterkommet Dagbladet Børsens opfordring i september 2015 om at oplyse, på hvilket mistankegrundlag udleveringen fandt sted. Det er heller ikke over for Pressenævnet dokumenteret, på hvilket mistankegrundlag udleveringen fandt sted. På denne baggrund finder nævnet ikke, at det kan anses for en overtrædelse af god presseskik at afvise anmodningen om at slette, anonymisere eller afindexere artiklen helt eller delvist. Nævnet finder videre, at søgeresultatet ved søgning på klagers navn i borsen.dks artikelbase kan opfattes således, at klager kan have haft forbindelse til ”svindel med CO2-kvoter tilbage i 2012”. Nævnet finder imidlertid, at det må anses for sædvanlig praksis ved søgning på søgemaskiner, at søgeresultatet viser det tekstuddrag, hvoraf søgekriteriet fremgår (klagers navn). Nævnet finder herefter, at det fremstår tilstrækkelig klart for læseren, hvordan søgeresultatet er opstået, samt at det med tilstrækkelig tydelighed fremgår af selve artiklen, som søgeresultatet linker til, at klager ikke er den ”mistænkte” i overskriften ”Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden” , der henviser til en anden person. På denne baggrund finder nævnet ikke, at det kan anses for en overtrædelse af god presseskik at afvise anmodningen om at slette, anonymisere eller afindexere søgeresultatet på borsen.dk. Pressenævnet udtaler ikke kritik.
[Klager] har ved advokat Anders Schønnemann Olesen klaget til Pressenævnet over artiklen ”Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden” bragt på borsen.dk den 5. marts 2015 samt over et søgeresultat i borsen.dks artikeldatabase, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Borsen.dk bragte den 5. marts 2015 artiklen ” Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden” med underrubrikken: ”Den 43-årige dansker, der er mistænkt i sag om momssvindel for 1,1 mia. kr., kom allerede i 2007 i politiets søgelys i sag om momsfusk” Af artiklen fremgår blandt andet: ”Det er den 43-årige dansker, [Person A], der sammen med otte andre personer rundt omkring i Europa er blevet anholdt og mistænkt for medvirken til momsfusk for samlet set et milliardbeløb, erfarer Børsen. […] Svindel for 150 mio. euro […] [Person A] har blandt andet siddet i direktionen for selskabet Dubai Commercial Investment, der havde [Klager] som formand. Ifølge Ekstra Bladet blev [Klager] i 2012 udleveret til Tyskland mistænkt for svindel med CO2-kvoter tilbage i 2012. Per Fiig [vicestatsadvokat, Stats for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet] oplyser, at den aktuelle sag ikke omhandler svindel med CO2-kvoter. ”Det er ikke CO2-kvoter, men vi har ikke dykket præcist ned i, hvad der er det underliggende aktiv, de har kørt rundt med,” siger Per Fiig. […]” Ved indtastning af navnet ”[Klager]” i søgefeltet på hjemmesiden borsen.dk fremkommer i alt 95 søgeresultater. Af det næstøverste søgeresultat fremgår følgende overskrift og artikeluddrag: ”Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden” 5. MAR. 2015 Dubai Commercial Investment, der havde [Klager] som formand. Ifølge Ekstra Bladet blev [Klager] i 2012 udleveret til Tyskland mistænkt for svindel med CO2-kvoter tilbage i 2012. ” Ved at klikke på enten overskriften eller underafsnittet åbnes en ny side med ovennævnte artikel ” Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden” . Artiklen kan nu læses uden abonnement. Ved mail af 8. og 20. september 2015 anmodede advokat Anders Schønnemann Olesen på vegne af [Klager] Dagbladet Børsen om henholdsvis at fjerne hele artiklen ” Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden ” fra borsen.dk eller at redigere sætningen om [Klager] ud af artiklen. Dagbladet Børsen svarede ved mail af 22. september 2015 kl. 15.18: ”Jeg forstår din mail som en afvisning af vores anmodning om en yderligere uddybning, hvorfor vi vil behandle din anmodning på det foreliggende grundlag og vende tilbage med svar hurtigst muligt. Børsen overholder naturligvis de presseetiske regler og skulle vores svar til dig eller vores dækning i øvrigt give dig anledning til at klage, kan det gøres ved at skrive til Pressenævnet, Adelgade 11-13, 4. sal, 1304 København K. ” Af Dagbladet Børsens afskrift af en telefonsamtale mellem klagers advokat og journalisten 22. september 2015 kl. 15.51 fremgår bl.a. følgende: ”[…] Advokat Anders Schønnemann Olesen: Ja, men altså, han er ikke blevet udleveret i forbindelse med det her CO2-kvote-noget, og derfor et det forkert, når der står det, og det er også forkert, når der står, at han har været udleveret mistænkt for milliardsvindel. Journalist, Dagbladet Børsen: Har jeg skrevet det? Advokaten: Det er simpelthen. Nej, men det er de. […] Journalisten: Og derfor tænkte jeg bare, at hvis du nu kunne fortælle mig, hvad mistankegrundlaget var, som han blev udleveret på […]” Den 25. september 2015 vendte Dagbladet Børsen tilbage og afviste både at fjerne artiklen og sætningen ”Ifølge Ekstra Bladet blev [Klager] i 2012 udleveret til Tyskland mistænkt for svindel med CO2-kvoter tilbage i 2012. ” Der blev ikke givet yderligere klagevejledning i den forbindelse. Ved mail af 22. december 2015 anmodede klagers advokat Dagbladet Børsen om at fjerne ovenstående søgeresultat på borsen.dk. Den 4. januar 2016 svarede Dagbladet Børsen blandt andet følgende: ”[…] Når din klients navn ved en søgning dukker op i linkteksten under overskriften til artiklen, er det således blot for at fremhæve den del af den fundne artikel, hvori det udsøgte ord fremgår. Søger man således på et andet ord eller navn, eksempelvis Per Fiig, dukker den samme link-berigede overskrift op igen og nu med en anden udsøgt linkberiget del af artiklen som teksten nedenunder. […] Da overskriften dermed ikke henviser til din klient, finder Børsen ikke anledning til at berigtige oplysningen i overskriften og afviser dermed din anmodning om at fjerne oplysningen fra borsen.dk. Skulle vores svar til dig eller vores dækning i øvrigt give dig anledning til at klage, kan det gøres ved at skrive til Pressenævnet, Adelgade 11-13, 4. sal, 1304 København K. ” Ved mail af 14. januar 2016 skrev klagers advokat blandt andet følgende til avisen: ”[…] Det korte af det lange er, at den overskrift, som kommer frem, når man søger på min klients navn er misvisende – og injurierende – i forhold til min klient. Dette gør sig selvfølgelig særligt gældende når man ikke – uden abonnement – kan åbne selve artiklen. […] Jeg skal derfor igen bede jer om, at slette min klients navn fra artiklen – eller på anden måde sørge for, at man ikke – ved at søge på hans navn – bliver vildledt. ” Dagbladet Børsen skrev samme dag: ”Din henvendelse giver ikke anledning til yderligere bemærkninger herfra bortset fra, at jeg ikke mener, du har ret i, at artiklen kun er tilgængelig for betalende læsere. [Samme klagevejledning indsat igen. ]” Klagen er modtaget i Pressenævnet den 4. februar 2016. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Advokat Anders Schønnemann Olesen har på vegne af [Klager] anført, at artiklen og søgeresultatet er i strid med god presseskik og henvist til punkterne A. 1-3 og A. 6 i de vejledende regler for god presseskik. Artiklen I relation til artiklen ”Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden” har klagers advokat anført, at artiklen har gengivet misvisende, ukorrekte og belastende oplysninger vedrørende [Klager]. Det er ikke korrekt, at [Klager] blev udleveret til Tyskland mistænkt for svindel med CO2-kvoter tilbage i 2012. Dagbladet Børsen henviser til, at det er korrekt, at Ekstra Bladet har skrevet som anført. I den forbindelse bemærkes det, at det er korrekt, at Ekstra Bladet har skrevet det, men at Ekstra Bladets artikler nu er fjernet fra Ekstra Bladets hjemmeside efter henvendelse til avisen. Oplysningerne er i strid med god presseskik, hvorfor Pressenævnet bør udtale kritik over for Dagbladet Børsen. Søgeresultat på borsen.dk Det gøres tillige gældende, at henvisningen til artiklen og den tekst, der fremkommer vedrørende [Klager], når der i Dagbladet Børsens søgemaskine søges på navnet ”[Klager]”, er misvisende og i strid med god presseskik. Opbygningen af søgeresultatet medfører en betydelig risiko for, at [Klager] sættes i forbindelse med momsfusk, og at der blev ransaget hos ham for otte år siden. Ligesom det af søgeteksten igen nævnes, at [Klager] blev udleveret til Tyskland mistænkt for svindel med CO2-kvoter, hvilket ikke er korrekt. 2.2 Dagbladet Børsens synspunkter Artiklen Dagbladet Børsen har blandt andet anført, at artiklen ”Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden” omhandler [Person A], der blev ransaget, sigtet og udleveret til Tyskland. Det er ubestridt, at Ekstra Bladet har skrevet det. Der er henvist til artiklerne ”To direktører udleveret til Tyskland” af 1. august 2012, ”Jyske Bank tæt på sag om hvidvaskning” af 11. august 2012 og ”Hvad bliver der af udleverede danskere? ” af 8. september 2012. Af sidstnævnte artikel fremgik bl.a. følgende: ”Ejendomshandler, direktør [Klager], Rødekro, blev i sommer udleveret til Tyskland sammen med den danske statsborger [Person B], Herlev. Begge er mistænkt for hvidvaskning af et beløb på 1 mia. kr. via deres såkaldte skyggebanker. Transaktionerne i skyggebankerne har at gøre med handel med de omstridte CO2-kvoter. ” Trods klagers aftale med Ekstra Bladet om at få slettet oplysningerne på Ekstra Bladets hjemmeside, har Ekstra Bladet afvist påstanden om, at oplysningerne skulle være forkerte. Dagbladet Børsen finder ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for [Klager]s påstand om, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, hvorfor Dagbladet Børsen har afvist at imødekomme anmodning om at fjerne artiklen eller klagers navn fra denne. Søgeresultat på borsen.dk Dagbladet Børsen har blandt andet anført, at det forhold, at den udsøgte tekst i artikel-databasen begrænses til at vise artiklens rubrik samt de tre linjer af artiklen, hvori det udsøgte ord fremgår, vurderes ikke at kunne forlede den almindelige læser til at tro andet. Man må således tage som udgangspunkt, at personer, der udsøger en artikel af interesse i en artikeldatabase, også vil klikke på overskrifts-linket for at læse den artikel, der er udsøgt i databasen. Det fremgår klart af selve artiklen, at overskriften ikke henviser til [Klager], men til en tredjepart. Ved søgning på andre ord fra artiklen er det således den sætning, hvori de udsøgte ord fremgår, der bliver vist sammen med den klikbare rubrik. Dertil kommer, at det ikke er korrekt, at den pågældende artikel kun er tilgængelig for betalende læsere, da artiklen blev oplåst og dermed gjort tilgængelig for ikke-betalende læsere efter klagers henvendelse herom. Samlet finder Dagbladet Børsen derved ikke, at klagen bør tages til følge. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. Klagens rettidighed Det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 2, at klager over god presseskik kan rettes til det pågældende medie selv eller direkte til Pressenævnet. I begge tilfælde er klagefristen 12 uger efter offentliggørelsen. I relation til punkt B. 8 løber klagefristen på 12 uger dog først fra mediets afslag på at afindexere, anonymisere eller afpublicere. Pressenævnet modtog en klage fra klager den 4. februar 2016. I klagen til Pressenævnet har klager henvist til punkterne A. 1-A. 3 samt A. 6 i de vejledende regler for god presseskik. Da [Klager] henvendte sig i september 2015 til Dagbladet Børsen vedrørende indholdet i artiklen og i december 2015 vedrørende et søgeresultat på borsen.dk anmodede klager ved sin advokat avisen om at slette oplysninger, hvilket må betragtes som en anmodning efter punkt B. 8 i de vejledende regler for god presseskik. Avisen afviste i september 2015 at slette dele af artiklen af 5. marts 2015. I januar 2016 afviste avisen at slette oplysninger i søgeresultatet. Pressenævnet betragter klagen vedrørende henholdsvis artiklen ”Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden” og søgeresultatet på borsen.dk for to uafhængige klageforløb, og klagefristen beregnes ud fra denne vurdering. - Artiklen Da Dagbladet Børsen afviste klagen vedrørende artiklen i september 2015, og nævnet først har modtaget klagen over afslaget i februar 2016, er klagefristen efter medieansvarslovens regler som udgangspunkt overskredet. Pressenævnet afviser derfor at behandle klagen for så vidt angår spørgsmålet om tilsidesættelse af punkt ”A. Korrekte meddelelser” i de vejledende regler for god presseskik. Ved mail af 22. september 2015 vejledte Dagbladet Børsen klager om muligheden for at indbringe avisens afgørelse for Pressenævnet og oplyste i den forbindelse nævnets adresse. Den 25. september 2015 afviste Dagbladet Børsen både helt eller delvist at fjerne artiklen. Der var ikke i den forbindelse indsat vejledning om 12-ugers klagefristen til Pressenævnet. For så vidt angår punkt B. 8 i de vejledende retningslinjer for god presseskik vedrørende sletning, anonymisering og afindeksering, finder Pressenævnet, at Dagbladet Børsen i sit afslag i september 2015 burde have givet vejledning om muligheden for at klage til Pressenævnet, herunder oplyst om klagefristen. Som følge af den manglende klagevejledning, og da Dagbladet Børsen ikke har gjort indsigelse mod fristoverskridelsen, finder nævnet herfor ikke grund til at afvise klagen på grund af fristoverskridelse i den konkrete sag. - Søgeresultat på borsen.dk Da denne del af klagen vedrører Dagbladet Børsens afslag fra januar 2016 på at fjerne et søgeresultat i Dagbladet Børsens artikeldatabase på borsen.dk, og klagen over afslaget er modtaget i Pressenævnet i februar 2016, er der klaget rettidigt vedrørende dette forhold. Spørgsmålet om punkt B. 8 behandles for så vidt angår både artiklen og søgeresultatet på borsen.dk. God presseskik Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindexere , dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere , dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. - Den konkrete sag Som nævnt ovenfor tager Pressenævnet ikke stilling til korrektheden af oplysningerne om klager i artiklen ” Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden ”. På baggrund af parternes oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] blev udleveret til retsforfølgelse i Tyskland. [Klager] har ikke efterkommet Dagbladet Børsens opfordring i september 2015 om at oplyse, på hvilket mistankegrundlag udleveringen fandt sted. Det er heller ikke over for Pressenævnet dokumenteret, på hvilket mistankegrundlag udleveringen fandt sted. På denne baggrund finder nævnet ikke, at det kan anses for en overtrædelse af god presseskik at afvise anmodningen om at slette, anonymisere eller afindexere artiklen helt eller delvist. Nævnet finder videre, at søgeresultatet ved søgning på klagers navn i borsen.dks artikelbase kan opfattes således, at klager kan have haft forbindelse til ”svindel med CO2-kvoter tilbage i 2012”. Nævnet finder imidlertid, at det må anses for sædvanlig praksis ved søgning på søgemaskiner, at søgeresultatet viser det tekstuddrag, hvoraf søgekriteriet fremgår (klagers navn). Nævnet finder herefter, at det fremstår tilstrækkelig klart for læseren, hvordan søgeresultatet er opstået, samt at det med tilstrækkelig tydelighed fremgår af selve artiklen, som søgeresultatet linker til, at klager ikke er den ”mistænkte” i overskriften ”Mistænkt for momsfusk ransaget for otte år siden” , der henviser til en anden person. På denne baggrund finder nævnet ikke, at det kan anses for en overtrædelse af god presseskik at afvise anmodningen om at slette, anonymisere eller afindexere søgeresultatet på borsen.dk. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 12. april 2016 .