Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00932
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9334@2016-04-15/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00932
Kritik af offentliggørelse af helbredsoplysninger Gråsten Avis omtalte i en notits, at en person havde fået kræft. Klager var ikke en offentlig person. Avisen oplyste, at man havde fundet informationen på Facebook. Det var ikke over for Pressenævnet oplyst, om klager selv havde omtalt sin sygdom på Facebook. Uanset, om det var tilfældet, udtalte Pressenævnet kritik af omtalen, da der ikke var en så væsentlig interesse i klagers helbredsoplysninger, at der var grundlag for at omtale dem uden klagers samtykke. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse, kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1. Det er Pressenævnets opfattelse, at oplysninger på lukkede Facebook-profiler er forbeholdt de personer (Facebook-venner), der har fået tilladelse til at have adgang til profilen. Derfor har medierne som udgangspunkt ikke adgang til at bruge materialet fra den lukkede profil, medmindre dette har en sådan samfundsmæssig interesse, at offentliggørelsen overstiger hensyn til indehaveren af profilen og de personer, der har fået tilladelse til at have adgang til profilen. Ifølge Folketingets Ombudsmands udtalelse af 9. november 2011 kan materiale på profiler med begrænset adgang i nogle tilfælde sidestilles med offentligt tilgængeligt materiale, hvis profilen har et meget stort antal ”venner” tilknyttet, uden profilindehaveren har et personligt kendskab hertil. Efter det oplyste havde [Klager] indstillet sin Facebook-profil, så hun skulle acceptere udefrakommende som ”ven” for, at disse fik adgang (en ”lukket” profil med begrænset adgang). Pressenævnet har ikke kendskab til, hvorvidt hun selv eller andre har omtalt hendes kræftsygdom på hendes Facebook-profil, ligesom nævnet heller ikke har kendskab til, hvor mange venner, der eventuelt har haft adgang til opslaget. Det fremgår dog, at [Klager] den 12. april 2016 havde 236 venner tilknyttet sin Facebook-profil. Der er ikke oplysninger om, at [Klager] var en offentlig kendt person, der må tåle en mere nærgående omtale end andre. Pressenævnet finder herefter, at uanset om [Klager] måtte have skrevet om sin kræftsygdom på Facebook, finder nævnet ikke, at der er knyttet en så væsentlig offentlig interesse til klagers helbredsoplysninger, at der var grundlag for at offentliggøre notitsen om samme i avisen uden klagers samtykke. Pressenævnet udtaler kritik. Da Gråsten Avis i sektionen Bov Avis den 8. marts 2016 beklagede offentliggørelsen af helbredsoplysningerne, finder Pressenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge offentliggørelse efter medieansvarslovens § 49.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over notitsen ”Hørt ved Lyren” den 23. februar 2016 i Gråsten Avis/Bov Avis, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Gråsten Avis bragte i sektionen Bov Avis i uge 8, 2016, på side 10 bl.a. følgende: ”Hørt ved Lyren […] [Klager], flittig hjælper hos [Butikken], har desværre fået konstateret, at hendes kræftsygdom atter er blusset op. Behandlingen på Odense Universitetshospital har dog positiv effekt. ” I sektionen Bov Avis bragte Gråsten Avis den 8. marts 2016 på side 2 følgende: ”Beklagelse I Bov Avis 23. februar var der under rubrikken ”Hørt ved Lyren” en notits om [Klager]s sygdom. Der var tale om en fejl, som vi beklager. ” Yderligere oplysninger Folketingets Ombudsmand offentliggjorde den 9. november 2011 en udtalelse om ”Myndigheder må bruge oplysninger fra åbne Facebook-profiler” . Af udtalelsen fremgår blandt andet følgende: ”Om Facebook [side 3] Ifølge oplysninger fra Facebooks hjemmeside (da-dk.facebook.com) har brugerne af Facebook i gennemsnit 130 ’venner’ på det sociale medie. [side 6] Forskellige typer af Facebook-profiler Hvis en person har en profil på Facebook som er så åben at det ikke kun er de brugere som er hans eller hendes ’venner’ på Facebook, der har adgang til oplysningerne, men alle brugere på Facebook – fordi profilen er sat op til at være ’public’ – er de oplysninger der ligger om personen på hans eller hendes Facebook, efter min opfattelse offentligt tilgængelige. Det gælder både de oplysninger personen selv har lagt ud på sin åbne Facebook, og de oplysninger andre har lagt om ham eller hende på den åbne Facebook. […] Hvis en person som i øvrigt har begrænset tilgængelighed til sin profil, har et meget stort antal ’venner’ på Facebook, herunder særligt ’venner’ og ’venners venner’ som han eller hun ikke har noget personligt kendskab til, kan resultatet efter omstændighederne blive det samme. Denne måde at bruge Facebook på kan man se når f.eks. politikere ønsker så megen omtale som muligt af de budskaber de lægger på Facebook, og i den forbindelse ønsker så mange ’venner’ på Facebook som overhovedet muligt. Det er imidlertid en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde om personer med rigtig mange ’venner’ og ’venners venner’ på Facebook i realiteten offentliggør oplysninger om sig selv hver gang de selv lægger billeder eller tekst på Facebook, eller om der ikke er tale om offentliggørelse. Det samme gælder oplysninger lagt på personens Facebook af en af hans eller hendes (mange) venner. Generelt er det dog sådan at jo mere tilgængelig for andre profilen og adfærden på Facebook er, jo mere taler det i retning af en egentlig offentliggørelse. Hvis en person som i øvrigt har begrænset tilgængelighed til sin profil på Facebook, har en eller flere ’venner’ med åbne profiler, kan det under visse omstændigheder føre til at oplysninger om personen med begrænset tilgængelighed til sin profil bliver tilgængelige for alle brugere af Facebook eller eventuelt for en endnu videre kreds. Herved bliver oplysningerne offentligt tilgængelige. En person som i øvrigt har begrænset tilgængelighed til sin profil, vil således ikke altid kunne regne med at de oplysninger der ligger på hans eller hendes Facebook, kan holdes inden for kredsen af ’venner’. Der kan nemlig blive tale om at oplysningerne om personen overgår fra at være private til at blive offentligt tilgængelige fordi de bliver udbredt til en videre, ubestemt kreds af personer. Det gælder for det første oplysninger om en person som han eller hun selv har lagt ud på sin Facebook. For det andet gælder det oplysninger om en person som en anden har lagt på personens Facebook. ” JydskeVestkysten bragte den 2. marts 2016 artiklerne ”Gråsten Avis meldt til politiet”, ”Kræftramt kvinde fra [Byen] melder avis til politiet” og ”Ekspert-kritik af redaktør” . Af omtalen fremgår bl.a. følgende: ”AABENRAA: En kræftsyg kvinde fra [Byen], [Klager], er utilfreds med, at man har omtalt hende og hendes kræftsygdom i Gråsten Avis/Bov Avis uden hendes samtykke, efter at have fundet informationerne på Facebook. ” [Klager] havde den 12. april 2016 236 venner tilknyttet sin profil. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at der er bragt usande oplysninger omkring hendes person, herunder hendes helbred og hendes arbejdssituation. Oplysningerne er bragt uden hendes samtykke. [Klager] har videre anført, at hun er sygemeldt grundet kritisk sygdom og modtager sygedagpenge. Hun er på ingen måde tilknyttet arbejdsmarkedet. Oplysningerne i avisen vil kunne få den konsekvens, at udbetalingen af hendes sygedagpenge stoppes. Dertil kommer, at klager og hendes familie føler sig krænket og udstillet. Hun anser notitsen som mangel på god presseetik. [Klager] har ved mail af 25. februar 2016 anført, at historien ”de sidste dage” er delt og kommenteret på Facebook. Det er sket med hendes samtykke. Klagen til Pressenævnet angår derfor alene Gråsten Avis/Bov Avis. [Klager] har herudover henvist til JydskeVestkystens artikel ”Gråsten Avis meldt til politiet” af 2. marts 2016, hvor redaktøren af Gråsten Avis oplyser, at oplysningerne om hendes person er hentet fra Facebook, og at oplysningerne derfor er offentlige. Hun har i den forbindelse oplyst, at hendes Facebook-profil ikke er offentlig tilgængelig, men at hun har været ven med en person, der er ansat hos Gråsten Avis. 2.2 Gråsten Avis’ synspunkter Gråsten Avis har henvist til, at avisen har bragt en beklagelse i avisen den 8. marts 2016. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse, kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1. Det er Pressenævnets opfattelse, at oplysninger på lukkede Facebook-profiler er forbeholdt de personer (Facebook-venner), der har fået tilladelse til at have adgang til profilen. Derfor har medierne som udgangspunkt ikke adgang til at bruge materialet fra den lukkede profil, medmindre dette har en sådan samfundsmæssig interesse, at offentliggørelsen overstiger hensyn til indehaveren af profilen og de personer, der har fået tilladelse til at have adgang til profilen. Ifølge Folketingets Ombudsmands udtalelse af 9. november 2011 kan materiale på profiler med begrænset adgang i nogle tilfælde sidestilles med offentligt tilgængeligt materiale, hvis profilen har et meget stort antal ”venner” tilknyttet, uden profilindehaveren har et personligt kendskab hertil. Efter det oplyste havde [Klager] indstillet sin Facebook-profil, så hun skulle acceptere udefrakommende som ”ven” for, at disse fik adgang (en ”lukket” profil med begrænset adgang). Pressenævnet har ikke kendskab til, hvorvidt hun selv eller andre har omtalt hendes kræftsygdom på hendes Facebook-profil, ligesom nævnet heller ikke har kendskab til, hvor mange venner, der eventuelt har haft adgang til opslaget. Det fremgår dog, at [Klager] den 12. april 2016 havde 236 venner tilknyttet sin Facebook-profil. Der er ikke oplysninger om, at [Klager] var en offentlig kendt person, der må tåle en mere nærgående omtale end andre. Pressenævnet finder herefter, at uanset om [Klager] måtte have skrevet om sin kræftsygdom på Facebook, finder nævnet ikke, at der er knyttet en så væsentlig offentlig interesse til klagers helbredsoplysninger, at der var grundlag for at offentliggøre notitsen om samme i avisen uden klagers samtykke. Pressenævnet udtaler kritik. Da Gråsten Avis i sektionen Bov Avis den 8. marts 2016 beklagede offentliggørelsen af helbredsoplysningerne, finder Pressenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge offentliggørelse efter medieansvarslovens § 49. Afgjort den 12. april 2016.