Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00908
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9339@2016-04-15/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00908
Ikke kritik af avisens kommentar om plagiat I en artikel i Samsø Posten kommenterede avisen klagers udgivelse af en årskalender og beskyldte samtidig klager for at plagiere avisens årskalender. Da det fremstod som en kommentar, udtalte Pressenævnet hverken kritik af avisen eller pålagde avisen at bringe et genmæle. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt markedsføringsloven er overtrådt, henhører under Forbrugerombudsmanden og domstolene, og falder uden for Pressenævnets kompetence. God presseskik På baggrund af parternes oplysninger ligger Pressenævnet til grund, at Samsø Posten har udgivet en husstandsomdelt kalender, ”Samsø Kalenderen”, i hvert fald i årene 2002 – 2013, og at [Indehaveren] tidligere har været ansat på Samsø Posten, men blev afskediget i 2014. Efterfølgende har [Indehaveren] via sin virksomhed [Virksomheden] fået optrykt en kalender for 2016. Samsø Posten har ligeledes optrykt en kalender, der dækker år 2016. Disse forhold er omtalt i den påklagede tekst ”Samsø kalenderen 2016” . Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionelt indhold. Tekst, lyd og billeder foranlediget af direkte eller indirekte kommercielle interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse. Pressenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Samsø Posten for at omtale en eventuel forvirring blandt avisens læsere om hvem, der står bag de to udgivelser, selvom omtalen vedrører den konkurrerende virksomhed [Virksomheden] og indehaver [Indehaveren], og Samsø Posten kan have en kommerciel interesse i at omtale virksomheden negativt. Nævnet har lagt afgørende vægt på, at det af teksten fremgår, at avisen selv har en kommerciel interesse i omtalen. [Indehaveren] er i teksten omtalt ved navn som den tidligere medarbejder, der har udsendt en årskalender. Samsø Posten har i indlægget beskyldt [Indehaveren] og [Virksomheden] for plagiat i udsagnet ”i strid med god markedsføringsskik at man på den måde plagierer andres produkter” . Det er Pressenævnets opfattelse, at der i lederartikler og kommentarer i forhold til personer og begivenheder må indrømmes medierne vide rammer for frisprog. Pressenævnet finder, at teksten ”Samsø kalenderen 2016” fremstår som en kommentar til de beskrevne begivenheder, og teksten er underskrevet med redaktørens initialer og henviser til Samsø Posten blandt andet som ”vi” og ”vores kontor”. Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Samsø Posten for at beskylde [Indehaveren] for plagiat og for at være idéforladt uden at forelægge beskyldningerne inden offentliggørelsen. Nævnet har lagt afgørende vægt på, at udsagnene fremstår som kommentarer til de offentliggjorte oplysninger om de to kalendere. På denne baggrund finder nævnet, at Samsø Posten ikke overskrider de vide rammer for kommentarer. Nævnet udtaler ikke kritik. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at udsagnet ”i strid med god markedsføringsskik at man på den måde plagierer andres produkter” fremstår som en vurdering på baggrund af de i artiklen oplyste forhold om de to kalendere. Da der er tale om vurderinger og ikke oplysninger af faktisk karakter, er klagerne ikke berettiget til et genmæle heroverfor. I forhold til oplysningen om, at Samsø Postens trykkeri er ”stadig det eneste trykkeri med lokal produktion fra A-Z” , har nævnet lagt vægt på, at oplysningens rigtighed ikke er bestridt. Det er således oplyst, at klagerne får trykt deres kalendere i Jylland. På denne baggrund har klagerne ikke ret til at få bragt et genmæle vedrørende dette udsagn.
[Virksomheden] og [Indehaveren] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Samsø kalenderen 2016” bragt den 17. december 2015, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Samsø Posten bragte på side 15 den 17. december 2015 artiklen ”Samsø kalenderen 2016” . Af artiklen fremgår følgende: ”I disse dage lander Samsø Postens husstandsomdelte kalender i alle postkasser på øen. Skulle man mod forventning ikke modtage kalenderen, eller ønsker man flere eksemplarer, så er man velkommen til at afhente på vores kontor på Industrivej 6a. Udover at kalenderen bliver omdelt til samtlige husstande, så vil kalenderen blive omdelt til fritidshuse og sommerhuse i forbindelse med udgivelsen af Samsø Håndbogen 2016. Kalenderforvirring Vi er blevet kontaktet af annoncører der er noget forvirrede over at der pludselig udkommer 2 forskellige kalendere der i deres udformning er stort set identiske. Samsø Posten har siden 2002 udgivet, trykt og distribueret en reklamefinansieret, husstandsomdelt Samsø kalender. I år har vi så fået følgeskab af en næsten identisk kalender der er udgivet af en af vores tidligere medarbejdere. Her hos Samsø Posten hylder vi den frie konkurrence, men finder det samtidigt noget ideforladt og i strid med god markedsføringsskik at man på den måde plagierer andres produkter. For en god ordens skyld: [Indehaveren] er ikke længere ansat eller på nogen måde tilknyttet Samsø Posten. Husk Samsø Posten er stadig øens eneste trykkeri med lokal produktion fra A-Z (og naturligvis med fastlandspriser). mc ” [Indehaveren] sendte den 18. december 2015 følgende mail til Samsø Posten: ”Her er vedhæftet læserbrev til førstkommende avis onsdag 23/12-2015. God jul. ” Vedhæftet var følgende læserbrev: ” Kalenderforvirring Det var store ord Samsø Postens redaktør, Morten Christensen, måtte bruge for at omtale mit arbejde - en husstandsomdelt A3 kalender "Samsø 2016" - i sidste uges Samsø Posten. På side 15 kan man bl.a. læse: "noget ideforladt og i strid med god markedsføringsskik at man på den måde plagierer andres produkter". Det er jeg simpelthen nødt til at kommentere, og hvis Morten Christensen ellers mener noget med sine udtalelser, må han gå til Sø- og Handelsretten, der tager sig af noget sådant. Jeg blev afskediget på Samsø Posten i juni 2014, man da der ikke er grafiker jobs at finde på Samsø startede jeg i april 2015 mit eget lille firma, FS TRYK. Men allerede i december 2014 undrede jeg mig over, at den kalender jeg i årene 2002-2013 havde lavet på Samsø Posten, ikke udkom, og begyndte at lege med tanken om at udgive min egen A3 kalender. Da jeg samtidig i min tid på Samsø Posten havde forsøgt at tilføje yderligere Samsø datoer på Samsø Postens kalender, men ikke rigtig vundet gehør for dette, besluttede jeg at min kalender skulle have alle de Samsø datoer jeg kunne finde. Af samme grund er selve kalenderdelen holdt i sort/hvid, så det stadig er muligt at skrive fødselsdage m.v., selv om der er megen information i kalenderen. […] Min kalender "Samsø 2016" er holdt meget neutralt i sort/hvid med store firkantede farveannonce-felter uden rammer, hvorimod Samsø Postens kalender er i farver med annoncerfelter med buet ramme. I øvrigt er Samsø Postens kalender blevet re-designet i år og der er for første gang månefaser med, ligesom på min kalender, og så skal Samsø Postens kalender - tror også det er første gang - husstandsomdeles til sommerhuse - noget som jeg har talt med flere af mine annoncører om. Så hvem er det lige der kopierer hvem? Under arbejdet med at finde annoncører til min kalender, har jeg bevidst prøvet at undgå kontakt til dem der allerede var på Samsø Postens kalender, og jeg har ligeledes udført et meget passivt arbejde med aflevering af A4 reklamer, og kontakt via e-mail - der i øvrigt alle var forsynet med tydelig logo og første udkast til min kalender - og ikke aggressiv markedsføring via f.eks. telefonopkald. Og så en lille kommentar til Morten Christensens sidste linje: "Husk Samsø Posten er stadig øens eneste trykkeri med lokal produktion fra A-Z. . ." I en artikel om kalenderforvirring og lige efter at mit navn er nævnt, kan jeg kun opfatte dette som en nedsættende kommentar til mit firma [Virksomheden]! Det glæder mig at Morten Christensen hylder den frie konkurrence, for det vil han nok opleve mere af i fremtiden. . . Glædelig jul til alle. ” [Indehaveren] genfremsendte den 20. december 2015 en tilrettet, men i det væsentlige enslydende version af læserbrevet til Samsø Posten. Den 21. december 2015 svarede Samsø Posten: ”Hej. Vi bruger dette. ” Den 27. og 28. december 2015 anmodede [Indehaveren] Samsø Posten om at svare på, hvorfor hans læserbrev ikke var bragt 23. december 2015. Samsø Posten henviste ved mail af 28. december 2015 [Indehaveren] til at kommunikere via avisens advokat. [Indehaveren] klagede den 6. januar 2016 til Pressenævnet. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Virksomheden] og [Indehaveren]s synspunkter [Indehaveren] har anført, at Samsø Posten i den påklagede leder har rettet flere svadaer mod ham og hans firma, [Virksomheden]. Han ønsker særligt at klage over udsagnet: ”noget idéforladt og i strid med god markedsføringsskik at man på den måde plagierer andres produkter". Det virker som voldsomme ord - på grænsen til injurierende – at bruge om en konkurrent. Han vil videre gerne klage over sidste linje: "Husk Samsø Posten er stadig øens eneste trykkeri med lokal produktion fra A-Z. . ." . Sætningen har intet at gøre med omtalen i øvrigt. [Indehaveren] finder denne linje direkte nedsættende, da han bliver nævnt med navn. Det er nedsættende at påpege, at han bruger trykkerier i Jylland i stedet for eget lokalt trykkeri. Det svarer til, at en murer nævner et andet murerfirma og slutter af med: ”Husk vi stadig er øens eneste murerfirma, der benytter lokal arbejdskraft. ” 2.2 Samsø Postens synspunkter Samsø Posten har anført, at der opstod stor forvirring omkring udgivelsen af de to kalendere, da flere annoncører blev i tvivl om, hvilken af de to næsten identiske kalendere deres annoncer ville blive bragt i. Forviklingerne omkring udgivelsen af kalenderne var utvivlsomt begrundet i [Indehaveren]s tidligere ansættelse ved Samsø Posten, hvorfor det var relevant at nævne hans navn i lederen. Samsø Posten ønskede en gang for alle at slå fast, at [Indehaveren] ikke længere var ansat på avisen. Samsø Posten har for så vidt angår sætningen ”noget ideforladt og i strid med god markedsføringsskik at man på den måde plagierer andres produkter" anført, at påstanden underbygges af, at kunderne var forvirrede over udgivelsen af to næsten identiske kalendere. Samsø Posten har vedrørende sætningen "Husk Samsø Posten er stadig øens eneste trykkeri med lokal produktion fra A-Z. . ." anført, at det ikke på nogen måde kan opfattes som nedsættende. [Indehaveren] og [Virksomheden] er desuden slet ikke nævnt i det pågældende afsnit. Samsø Posten er en lille lokalpatriotisk avis, som ønsker at synliggøre, hvem der har lokal produktion, og dermed er med til at skabe arbejdspladser på øen. Samsø Posten har aldrig lovet, at avisen ville bringe [Indehaveren]s læserbrev. Der blev alene kvitteret for den version af læserbrevet, som Samsø Posten i givet fald ville bringe. Samsø Posten mente imidlertid ikke, at læserbrevet bragte noget nyt i sagen, og det blev derfor ikke bragt. Samsø Posten henviste [Indehaveren] til at kontakte advokaten, idet han i forbindelse med en anden verserende tvist selv havde anmodet om, at al kommunikation skulle foregå gennem advokaten. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt markedsføringsloven er overtrådt, henhører under Forbrugerombudsmanden og domstolene, og falder uden for Pressenævnets kompetence. God presseskik På baggrund af parternes oplysninger ligger Pressenævnet til grund, at Samsø Posten har udgivet en husstandsomdelt kalender, ”Samsø Kalenderen”, i hvert fald i årene 2002 – 2013, og at [Indehaveren] tidligere har været ansat på Samsø Posten, men blev afskediget i 2014. Efterfølgende har [Indehaveren] via sin virksomhed [Virksomheden] fået optrykt en kalender for 2016. Samsø Posten har ligeledes optrykt en kalender, der dækker år 2016. Disse forhold er omtalt i den påklagede tekst ”Samsø kalenderen 2016” . Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionelt indhold. Tekst, lyd og billeder foranlediget af direkte eller indirekte kommercielle interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse. Pressenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Samsø Posten for at omtale en eventuel forvirring blandt avisens læsere om hvem, der står bag de to udgivelser, selvom omtalen vedrører den konkurrerende virksomhed [Virksomheden] og indehaver [Indehaveren], og Samsø Posten kan have en kommerciel interesse i at omtale virksomheden negativt. Nævnet har lagt afgørende vægt på, at det af teksten fremgår, at avisen selv har en kommerciel interesse i omtalen. [Indehaveren] er i teksten omtalt ved navn som den tidligere medarbejder, der har udsendt en årskalender. Samsø Posten har i indlægget beskyldt [Indehaveren] og [Virksomheden] for plagiat i udsagnet ”i strid med god markedsføringsskik at man på den måde plagierer andres produkter” . Det er Pressenævnets opfattelse, at der i lederartikler og kommentarer i forhold til personer og begivenheder må indrømmes medierne vide rammer for frisprog. Pressenævnet finder, at teksten ”Samsø kalenderen 2016” fremstår som en kommentar til de beskrevne begivenheder, og teksten er underskrevet med redaktørens initialer og henviser til Samsø Posten blandt andet som ”vi” og ”vores kontor”. Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Samsø Posten for at beskylde [Indehaveren] for plagiat og for at være idéforladt uden at forelægge beskyldningerne inden offentliggørelsen. Nævnet har lagt afgørende vægt på, at udsagnene fremstår som kommentarer til de offentliggjorte oplysninger om de to kalendere. På denne baggrund finder nævnet, at Samsø Posten ikke overskrider de vide rammer for kommentarer. Nævnet udtaler ikke kritik. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at udsagnet ”i strid med god markedsføringsskik at man på den måde plagierer andres produkter” fremstår som en vurdering på baggrund af de i artiklen oplyste forhold om de to kalendere. Da der er tale om vurderinger og ikke oplysninger af faktisk karakter, er klagerne ikke berettiget til et genmæle heroverfor. I forhold til oplysningen om, at Samsø Postens trykkeri er ”stadig det eneste trykkeri med lokal produktion fra A-Z” , har nævnet lagt vægt på, at oplysningens rigtighed ikke er bestridt. Det er således oplyst, at klagerne får trykt deres kalendere i Jylland. På denne baggrund har klagerne ikke ret til at få bragt et genmæle vedrørende dette udsagn. Afgjort den 12. april 2016.