Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9392@2016-04-30/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - sport - ej medhold

J. nr. 2015-6811-39011 Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at et fitnesscenter kun tillod adgang for kvinder. Klager, der er mand, ønskede at vente på sin kollega i fitnesscentret. Nævnet fandt, at hensynene til blufærdighed og tilrettelæggelse af sportslige aktiviteter er et legitimt mål. Uagtet at klager ikke ønskede at opnå medlemskab eller adgang til at dyrke fitnesstræning, gik de midler, som indklagede anvendte for at opnå dette mål, ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afvisning af adgang til fitnesscenter. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at der kun var adgang for kvinder i et fitnesscenter. Sagsfremstilling Der er klaget over, at klager ikke kunne opholde sig i et fitnesscenter kun for kvinder. Indklagede er ét af i alt fem landsdækkende fitnesscentre. Det er i samtlige fitnesscentre kun muligt for kvinder at opnå medlemsskab og få adgang til at dyrke fitnesstræning. Klager ønskede at vente på en kollega hos indklagede. Indklagede bad klager om at forlade stedet, idet fitnesscentret kun var for kvinder. Parternes bemærkninger Klager påstår, at der er tale om forskelsbehandling, når han blev bedt om at forlade bygningen alene på grund af sit køn. Klager skulle mødes med en kollega ved indklagede, hvorefter de skulle videre derfra. Klager vidste ikke, om kollegaen var inde at træne eller bare ville komme forbi centret. Klager stillede sig indenfor de forreste skydedøre for at vente og se, om kollegaen eventuelt ventede på klager inde i fitnesscentret. Klager bestrider, at han befandt sig ved døren til træningssalen. Han var ikke gået igennem dørene ved vindfanget. En kvinde kom ud og spurgte klager, om han ledte efter nogen. Klager oplyste, at han ventede på en kollega, og at hun muligvis var inde at træne. Kvinden informerede om, at det var et center udelukkende for kvinder, og hun bad klager om at forlade stedet. Klager oplyste, at han blot ventede på en kollega, og at han ikke ville ind i selve fitnesscentret. Klager blev igen bedt om at gå. Klager forlod stedet. Klager anser det for grænseoverskridende og diskriminerende at blive bedt om direkte at forlade bygningen alene på baggrund at sit køn. Klager havde ingen intentioner om at skulle ind og opholde sig i længere tid i centret eller at benytte fitnesscentrets træningsfaciliteter. Klager henviser til Ligebehandlingsnævnets praksis om, at det er i strid med ligestillingsloven, at et hotel havde en særlig etage med værelser, der ikke kunne lejes af mænd, blot fordi de var mænd. Klager anser det for paradoksalt, at hotellet blev pålagt at nedlægge sin etage kun for kvinder, når et fitnesscenter tillader sig at bortvise en mand, som ikke engang ønsker adgang til centrets faciliteter eller sågar bare receptionen. Klager ønsker at belyse absurditeten i, at han som mand blev bedt om at forlade en bygning kun for kvinder. Indklagede oplyser, at der var et cirkeltræningshold i gang, og at indklagedes direktør var instruktør. Da instruktøren vendte sig om og kiggede ud mod receptionen, stod klager i receptionsområdet ved åbningen ind til træningssalen, og tog vand fra vandbeholderen. Træningssalen kunne ikke lukkes med en dør. Instruktøren spurgte klager, hvad han lavede der. Klager svarede, at han gerne lige ville have lidt vand og sidde i sofaerne og vente, da han skulle hentes af en pige. Klager vidste ikke, om pigen trænede eller kom kørende. Instruktøren spurgte, om det var nogle af de piger, som allerede trænede i salen, hvortil klager svarede, at det vidste han ikke. Instruktøren bad klager om at vente udenfor, da centret kun er for kvinder. Der var kvinder, der trænede uden tørklæde, netop fordi de kunne tage tørklædet af, når de kun var sammen med kvinder, hvilket de ifølge deres religion ikke kan gøre andre steder. Klager spurgte igen, om han måtte sidde i sofaen og vente i 15 minutter, hvortil instruktøren svarede, at han måtte vente udenfor. Klager stillede sig herefter udenfor. Efterfølgende gik instruktøren ud til klager og forklarede igen, hvorfor han ikke måtte vente inde i centret. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Uanset forbuddet mod forskelsbehandling er loven imidlertid ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Det er i betragtning 16 i Rådets direktiv 2004/113, der ligger til grund for ligestillingsloven, anført, at et legitimt mål for eksempel kan være beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold, hensyn til privatlivets fred og blufærdighed, fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds og kvinders interesser, foreningsfrihed og tilrettelæggelse af sportsaktiviteter. Det fremgår endvidere, at enhver begrænsning bør være hensigtsmæssig og nødvendig. Ligebehandlingsnævnet finder, at hensynet til blufærdighed samt hensynet til tilrettelæggelse af sportslige aktiviteter er et legitimt mål. Uagtet at klager ikke ønskede at opnå medlemskab eller adgang til at dyrke fitnesstræning, går de midler, som indklagede anvendte for at opnå dette mål, ikke ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt. Nævnet finder herefter, at indklagede ikke har handlet i strid med ligestillingsloven. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Sagens oplysninger Sagen er behandlet på grundlag af: - Klagen af 19. august 2015 - Indklagedes mail af 15. september 2015 - Klagers mail af 15. oktober 2015 <2015-6811-39011>

Versioner

1. 2016-04-30