Ligebehandlingsnævnets afgørelse alder - afskedigelse - ej medhold - pligtig afgangsalder
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9395@2016-04-30/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse alder - afskedigelse - ej medhold - pligtig afgangsalder
J. nr. 2016-6810-11217 En boligforening havde bedt om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, hvorefter en varmemester havde fået medhold i, at han var blevet afskediget på grund af alder i strid med forskelsbehandlingsloven. Ligebehandlingsnævnet vurderede at der ikke var fremkommet nye oplysninger i sagen, som kunne begrunde en genoptagelse. Sagen kunne derfor ikke genoptages. Sagen er afgjort ved Retten i Svendborg, dom af 20. juni 2018. Dommen kan findes på Ligebehandlingsnævnets hjemmeside.
Klagen drejer sig om, hvorvidt der efter anmodning fra indklagede er grundlag for at genoptage afgørelsen om forskelsbehandling på grund af alder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Sagen skal ikke genoptages. Sagsfremstilling Klager blev den 1. oktober 2004 ansat som varmemester i en boligorganisation. Ansættelsesforholdet var blandt andet reguleret af Mønsteroverenskomsten, som var vedlagt ansættelsesaftalen. Det fremgår af overenskomst for ejendomsservice 2012-2014 mellem BL - Danmarks Almene Boliger og ESL - Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landssammenslutning under Serviceforbundet (Mønsteroverenskomsten) blandt andet, at: " § 17 Opsigelsesfrister . . . 17.4. Ansættelsesforholdet ophører automatisk 3 måneder efter udløbet af den måned, hvori funktionæren opnår pensions-alderen, med mindre lokalaftale indgås med medarbejderens organisation på vegne af medarbejderen. Varigheden på forlængelsen er max. 12 måneder efter udløbet af den måned i hvilken medarbejderen opnår pensionsalderen med mulighed for forlængelse ved fornyet aftale." Klager fratrådte med udgangen af april 2014 sin stilling på foranledning af indklagede. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 9. april 2014. I forbindelse med behandlingen af sagen ved Ligebehandlingsnævnet indhentede nævnet udtalelser fra overenskomstparterne. BL - Danmarks Almene Boliger har på nævnets forespørgsel om, hvorvidt den fastsatte aldersgrænse er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og om midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 3, gjort gældende, at årsagen til indførelsen af aldersgrænsen er udtryk for en erkendelse af, at der er tale om et fysisk krævende arbejde, der på den ene side stiller store krav til medarbejderens fysiske formåen, og på den anden side indebærer en risiko for nedslidning og/eller arbejdsskader. Arbejdet vil for de fleste indebære en stadig stigende fysisk udfordring. Hertil kommer, at en del medarbejdere vil opleve, at de i mere eller mindre grad får fysiske skavanker efter mange års beskæftigelse som ejendomsfunktionær. For at undgå de vanskelige og ofte også ydmygende situationer, der kan opstå i forhold til medarbejdere, der kan have vanskeligt ved at erkende disse - helt naturlige - fysiske og til dels psykiske begrænsninger, har overenskomstparterne fundet det naturligt at indføre og opretholde en bestemmelse om automatisk fratræden, når medarbejderen når pensionsalderen. Overenskomstens mulighed for at indgå en aftale om forlængelser på 12 måneder ad gangen er netop udtryk for, at bestemmelsen ikke er gjort mere vidtgående end nødvendigt. Den omstændighed, at det er op til overenskomstparterne at definere en balance mellem deres respektive interesser, giver også en ikke ubetydelig grad af fleksibilitet, idet hver af parterne kan opsige overenskomsten/bestemmelsen. ESL - Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landssammenslutning har på nævnets forespørgsel om, hvorvidt den fastsatte aldersgrænse er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og om midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 3, gjort gældende, at bestemmelsen er i strid med reglerne og har i den forbindelse henvist til den af indklagede nævnte sag fra Østre Landsret. Ligebehandlingsnævnet traf den 24. juni 2015 afgørelse om, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager skulle fratræde sin stilling som varmemester hos indklagede som følge af, at han fyldte 65 år og dermed nåede pensionsalderen. Nævnet tilkendte klager en godtgørelse på 250.000 kr. svarende til ni måneders løn med procesrente fra klagens modtagelse. Det fremgår af nævnets afgørelse: "Bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster m.v., som er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder, er ugyldige. Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder er ikke til hinder for opretholdelsen af gældende aldersgrænser fastsat i eller aftalt i henhold til kollektive aftaler og overenskomster, forudsat at disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde de pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. På tidspunktet for ophøret af klagers ansættelsesforhold ved udgangen af april 2014 var forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder ikke til hinder for bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler om ophør af ansættelsesforholdet, når lønmodtageren fyldte 70 år. Overenskomstparterne i overenskomst for ejendomsservice 2012-2014 har aftalt, at en ejendomsfunktionærs ansættelsesforhold automatisk ophører tre måneder efter udløbet af den måned, hvori funktionæren opnår pensionsalderen. Klager, der fyldte 65 år i januar 2014, skulle derfor efter overenskomsten fratræde sin stilling som ejendomsfunktionær hos indklagede ved udgangen af april måned 2014. Spørgsmålet for Ligebehandlingsnævnet er, om indklagede har løftet bevisbyrden for, at aldersgrænsen, som i klagers tilfælde var tre måneder efter udløbet af den måned, hvori han fyldte 65 år, og dermed nåede pensionsalderen, er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og at midlerne til at opfylde målene er hensigtsmæssige og nødvendige. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at bestemmelsen om pligtmæssig fratræden ved pensionsalderen hovedsagligt er begrundet i hensynet til ejendomsfunktionærens helbred, idet der efter det oplyste er tale et fysisk krævende arbejde. Bestemmelsen skal endvidere sikre, at man undgår de situationer, hvor man er nødt til at konfrontere en ejendomsfunktionær med, at vedkommende på grund af sin fysiske formåen ikke længere er i stand til at passe sit arbejde. Nævnet finder ikke, at indklagede tilstrækkeligt har dokumenteret, at en generelt gældende aldersgrænse er nødvendig for at beskytte de af overenskomsten omfattede personers helbred, eller at bestemmelsen i øvrigt er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og at midlerne til at opfylde målene er hensigtsmæssige og nødvendige. Klager får derfor medhold i klagen. " Efterfølgende anmodede indklagede nævnet om at genoptage sagens behandling. Parternes bemærkninger Klager har ikke afgivet bemærkninger i forbindelse med indklagedes anmodning om genoptagelse. Indklagede er ikke enig i Ligebehandlingsnævnets afgørelse og gør fortsat gældende, at forskelsbehandlingsloven ikke er overtrådt. Der har på overenskomstområdet mellem BL - Danmarks Almene Boliger og ESL under Serviceforbundet igennem en lang årrække været en bestemmelse om automatisk ophør af ansættelsesforholdet, når medarbejderen opnår folkepensionsalderen. En bestemmelse herom findes i overenskomsten for 1993-1995 og frem til overenskomsten 2002-2005. I 2005 fik bestemmelsen sin nuværende ordlyd og blev modificeret, så der lokalt kan indgås aftale mellem arbejdsgiver og ESL om en forlængelse af ansættelsesforholdet på op til 12 måneder og med mulighed for yderligere forlængelse. Det er uklart, om Ligebehandlingsnævnet ved behandlingen af sagen har været opmærksom på, at den omtvistede overenskomstbestemmelse om automatisk ophør af ansættelsesforholdet tre måneder efter udløbet af den måned, hvori medarbejderen opnår pensionsalderen, således var implementeret i parternes overenskomst i december 2004, hvor forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder blev implementeret i dansk ret. Overenskomstbestemmelsen er derfor omfattet af den særlige indtagelsesbestemmelse i forskelsbehandlingslovens § 5, stk. 3. Undtagelsesbestemmelsen giver mulighed for at opretholde aldersgrænser i kollektive aftaler og overenskomster. Overenskomstens lovlighed skal derfor alene vurderes efter forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 3, der giver mulighed for at opretholde gældende aldersgrænser i henhold til kollektive aftaler og overenskomster, såfremt aldersgrænserne er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde formålet er hensigtsmæssige og nødvendige, samt det bagvedliggende beskæftigelsesdirektiv. Det er uden betydning herfor, at der efter forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 4 er mulighed for at indgå såvel individuelle som kollektive aftaler om ophør af ansættelsesforholdet ved det fyldte 70. år. Det er afgørende for vurderingen, at EU-domstolen og de danske domstole i vid udstrækning har anerkendt bestemmelser om pligtmæssig fratrædelse ved en bestemt alder, der er forhandlet og fastsat i en kollektiv overenskomst, særligt i den situation, hvor den pligtmæssige fratrædelsesalder svarer til den almindelige folkepensionsalder. Indklagede henviser til EU-domstolens fortolkning af det bagvedliggende beskæftigelsesdirektiv samt praksis fra EU-domstolen, særligt EU-domstolens dom af 16. oktober 2007 i sag C-411/05 (Pallacios de la Villa), EU-domstolens dom af 5. marts 2009 i sag C-388/07 (Age Concern England), EU-domstolens dom af 12. oktober 2010 i sag C-45/09 (Rosenbladt) og EU-domstolens dom af 5. juli 2012 i sag C-141/11 (Hörnfeldt). Fra dansk retspraksis henviser indklagede til U. 2013.3130H og en udtalelse fra Folketingets Ombudsmand i sag FOB2009-8-1, OM-FOM 2009.2008 1056.813. Vestre Landsret fastslog i dom af 22. maj 2012 (B-0852-08), at den mulighed, der i henhold til forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 4, var gældende frem til 1. januar 2008, for individuelt og kollektivt at opretholde en pligtmæssig fratrædelsesalder på 65 år, ikke var i strid med det bagvedliggende beskæftigelsesdirektiv. Vestre Landsret henviste til, at EU-domstolen ved flere lejligheder har fortolket beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 1, og har fastslået, at medlemsstaterne råder over en vid skønsmargin ved valget af, hvilket bestemt formål blandt andre, man ønsker at forfølge på området for socialpolitik og beskæftigelse, og ved valget af, hvilke foranstaltninger, der kan opfylde dette. Landsretten fastslog også, at lovbestemmelsen varetog et legitimt arbejds- og beskæftigelsespolitisk formål, da den respekterede de aftaler, som arbejdsmarkedets parter havde indgået, ligesom den fremmede en rimelig fordeling mellem generationerne på arbejdsmarkedet, sikrede forudsigelighed for arbejdstager og arbejdsgiver samt sikrede en værdig afslutning på et langt arbejdsliv for arbejdstageren. I Højesterets dom U. 2014.470H vedrørende den særlige undtagelsesbestemmelse i forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 5, blev der udtrykkeligt henvist til, at retten til kollektive forhandlinger ifølge Rosenbladt-dommen fra EU-domstolen er anerkendt som en grundlæggende rettighed, og at den omstændighed, at det overlades til arbejdsmarkedets parter at definere en balance mellem deres respektive interesser, giver en ikke ubetydelig grad af fleksibilitet, da hver af parterne vil kunne opsige overenskomsten. Højesteret fastslår derved, at det ved vurderingen af, om en given retstilstand kan anses for at være i strid med forskelsbehandlingsloven på grund af alder, må tillægges afgørende betydning, om der er tale om forhold, der er reguleret af to overenskomstparter. Det er også uklart, om nævnet har været opmærksomt på, at der tidligere verserede en civil retssag ved Østre Landsret anlagt af Serviceforbundet, der organiserer ESL - Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landssammenslutning, der netop vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt den omtvistede overenskomstbestemmelse opfylder betingelserne i forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 3. Det har aldrig tidligere været gjort gældende, at overenskomstbestemmelsen skulle være i strid med forskelsbehandlingsloven. Efter formalitetsproceduren afsagde Landsretten kendelse om afvisning af den del af sagen, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der kunne siges at være kutyme for, at alle medarbejdere på overenskomstens område havde ret til en aftale om forlængelse af ansættelsesforholdet. Den resterende del af sagen vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne i forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 3, var opfyldte, blev herefter hævet af Serviceforbundet. Der blev i den forligsmæssige aftale opnået enighed mellem parterne om, at spørgsmålet om opsigelsens saglighed kunne prøves ved faglig voldgift. Serviceforbundet anerkendte i den forbindelse - så sent som i sommeren 2011 -, at der på baggrund af retspraksis fra EU-domstolen ikke var grundlag for at opretholde det synspunkt, at overenskomstbestemmelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, og dermed, at betingelserne i forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 3 var opfyldt. ESL, som udgør en del af Serviceforbundet, er selvsagt bundet af denne proceserklæring fra Serviceforbundet. Det må derfor trods udtalelsen fra ESL afgivet under sagens behandling i Ligebehandlingsnævnet, lægges til grund, at ESL i sommeren 2011 ikke var af den opfattelse, at overenskomstbestemmelsen var lovstridig. ESL har heller ikke i forbindelse med overenskomstforhandlinger efter 2011 gjort andet gældende eller taget forbehold derfor. Bestemmelsen i Mønsteroverenskomsten om pligtmæssig fratræden hviler på en række legitime interesser og hensyn. Bestemmelsen blev blandt andet indført i en erkendelse af, at arbejdet som ejendomsfunktionær er et fysisk krævende arbejde. Det undgås, at en arbejdsgiver tvinges til at afskedige ældre medarbejdere, der ikke længere er arbejdsduelige, hvilket efter omstændighederne kan være ydmygende for medarbejderen. Bestemmelsen sikrer en arbejdsdygtig arbejdsstyrke samtidig med, at den ansatte ejendomsfunktionær får en værdig afslutning på arbejdslivet. Der henvises til bemærkningerne i lovforslaget til ændring af forskelsbehandlingsloven, hvor § 5a, stk. 3 og 4 blev indført: "På længere sigt og i takt med at regeringens politik realiseres, må det vurderes, om man fortsat skal tillade en sådan aldersgrænse. En eller anden aldersgrænse vil det dog nok under alle omstændigheder være naturligt at tillade ud fra hensynet til en værdig afslutning på et langt arbejdsliv, hvad der i sig selv må anses for et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale ret." Lovgiver har således klart tilkendegivet, at hensynet til en værdig afslutning på ansættelsesforholdet er et legitimt formål. EU-domstolens bemærkninger i Rosenbladt-sagen skal fremhæves i forhold til hensigtsmæssigheden af bestemmelsen. Det blev således tillagt særlig betydning, at den tyske kollektive overenskomst var resultatet af en aftale forhandlet mellem repræsentanter for medarbejdere og arbejdsgivere, og at overenskomsten afspejlede en balance mellem divergerende, men legitime interesser. Henset til dette og den vide skønsmargin, der tilkommer arbejdsmarkedets parter, blev den tyske bestemmelse anset for at være hensigtsmæssig. EU-domstolen tillagde det også afgørende betydning, at den tyske kollektive bestemmelse ikke havde som automatisk konsekvens, at de berørte personer var tvunget til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og at bestemmelsen ikke var til hinder for, at en medarbejder fortsatte sin erhvervsmæssige beskæftigelse. Mønsteroverenskomsten forhindrer efter ændringen af bestemmelsens indhold i 2005 med indsættelse af muligheden for at forlænge ansættelsen heller ikke ejendomsfunktionærens mulighed for fortsat erhvervsmæssig beskæftigelse efter pensionsalderens indtræden. &Aelig; ndringen i 2005 tilgodeser proportionalitetsvurderingen, idet det herefter er muligt i hver enkelt situation at vurdere medarbejderens og arbejdsgiverens interesser i at forlænge ansættelsen ud over pensionsalderen. Ligesom det var tilfældet i Rosenbladt-sagen vil forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af alder fortsat være gældende for medarbejdere, der har nået pensionsalderen og ønsker at forblive aktive på arbejdsmarkedet. Derudover medfører bestemmelsen i Mønsteroverenskomsten ikke et uoverdrevent indgreb i forhold til de medarbejdere, der er blevet pensioneret mod deres vilje som følge af, at de har nået den fastsatte aldersgrænse, idet medarbejderen ved fratrædelsen er sikret et rimeligt forsørgelsesniveau i form af folkepension og arbejdsmarkedspension, jf. EU-domstolens betragtning i Palacios de la Villa-sagen. EU-domstolen har endvidere i Rosenbladt-sagen anført, at et formål om at fremme unges beskæftigelse er et legitimt formål. Der er uden betydning, at de samfundsmæssige forhold ændrer sig, herunder at det er regeringens politik, at der skal ske en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Mønsteroverenskomstens bestemmelse er således objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, ligesom midlerne til opfyldelse af formålet er hensigtsmæssige og nødvendige. Såfremt nævnet finder det nødvendigt med en nærmere bevismæssig afklaring, vil dette forudsætte vidneforklaringer fra overenskomstparterne. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler for det. Der kan f. eks. ske genoptagelse, hvis der er kommet nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis nævnet havde haft oplysningerne i forbindelse med den oprindelige afgørelse. Da nævnet traf afgørelse i sagen, var nævnet bekendt med den sag, der var anlagt ved Østre Landsret og som efterfølgende blev hævet af Serviceforbundet. Nævnet var endvidere bekendt med, at overenskomstbestemmelsen om pligtmæssig fratræden ved det fyldte 65. år var indført i overenskomsten forud for 2004, hvor forskelsbehandlingsloven blev ændret til også at omfatte blandt andet alder. Da der ikke er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og da der ikke i øvrigt er grundlag til at genoptage sagen, er nævnet ikke indstillet på at genoptage sagen. Sagens oplysninger Sagen er behandlet på grundlag af: - Klagen med bilag modtaget den 9. april 2014 og efterfølgende bemærkninger fra indklagede og klager - Brev af 20. august 2015 fra BL - Danmarks Almene Boliger - Mail af 24. august 2015 fra ESL - Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landssammenslutning - Indklagedes anmodning om genoptagelse af 3. november 2015 med bilag <2016-6810-11217>