Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00943

GældendeVersion 2016-05-20
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9439@2016-05-20/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00943

Sjællandske får kritik for manglende forelæggelse Sydsjællands Tidende klagede over en artikel bragt i Sjællandske, hvor det fremgik, at Sydsjællands Tidende angiveligt skulle have ændret en annonce til en redaktionel artikel om et borgermøde. Oplysningen, som kunne være skadelig, blev ikke forelagt Sydsjællands Tidende forud for offentliggørelsen. Pressenævnet udtaler kritik af Sjællandske, men fordi Sjællandske efterfølgende bragte en rettelse, er der ikke pålagt offentliggørelse af nævnets kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A. 3. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelse skal foretages i en sådan form, at læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A. 7. Pressenævnet finder, at sætningen ”Kommunen forsøgte at få en annonce med i ugeavisen Sydsjællands Tidende, men det blev ændret til en redaktionel artikel med fremhævelse af mødetidspunktet” kan give indtryk af, at Sydsjællands Tidende har sammenblandet redaktionelt indhold og en annonce, hvilket kan være skadeligt for Sydsjællands Tidende. Oplysningen skulle derfor have været forelagt for Sydsjællands Tidende inden offentliggørelsen. Pressenævnet udtaler kritik af Sjællandske, da det ikke skete. Sjællandske modtog anmodningen om berigtigelse den 14. marts 2016 om formiddagen, men bragte først rettelsen den 16. marts 2016 på side 14, hvor der ikke var anden redaktionel omtale af sagen. Berigtigelsen blev derudover bragt med en mindre overskrift og var ikke så lang en artikel som den påklagede. Nævnet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis berigtigelsen var blevet bragt den 15. marts 2016, og at den var placeret sammen med den øvrige omtale af sagen. Nævnet finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere berigtigelsen. Nævnet finder herefter heller ikke anledning til at pålægge offentliggørelse af ovennævnte kritik i medfør af medieansvarslovens § 49.

Sydsjællands Tidende har ved ansvarshavende redaktør [Redaktøren] klaget til Pressenævnet over artiklen ”Borgermøde om Yara indkaldt med kort frist” bragt i Sjællandske Næstved den 12. marts 2016 og en utilstrækkelig rettelse den 16. marts 2016, idet Sydsjællands Tidende mener, at god presseskik er tilsidesat. Sydsjællands Tidende har klaget over en beskyldning i en artikel i Sjællandske Næstved om, at Sydsjællands Tidende skulle have ændret en annonce til redaktionel omtale og over Sjællandskes rettelse af beskyldningen. 1 Sagsfremstilling Forudgående omtale i Sydsjællands Tidende Sydsjællands Tidende bragte den 9. marts 2016 på side 9 artiklen ”Virksomhed skaber frygt – så nu er der borgermøde” . Ved siden af artiklen var bragt følgende faktaboks: - ”Vordingborg kommune holder borgermøde om gødningsvirksomheden Yara, der vil udvide på Vordingborg havn. - Mødet finder sted 14. marts klokken 19-21 i kantinen på Vordingborg rådhus. ” På side 53 i Sydsjællands Tidende var samme dag bragt følgende annonce fra Vordingborg Kommune: ” Offentligt møde om miljøgodkendelse af gødningsterminal på Vordingborg Vesthavn. Vordingborg Kommune afholder offentligt orienteringsmøde om miljøgodkendelse til gødningsterminal på Vordingborg Vesthavn. Mødet afholdes den 14. marts 2016 kl. 19.00-21.00 i kantinen på Vordingborg Rådhus, Valdemarsgade 43, 4760 Vordingborg. Til mødet vil være repræsentanter for Miljøstyrelsen, Virksomheden YARA Danmark A/S, Vordingborg Kommunes Udvalg for teknik og Miljø og administrationen. Alle er velkomne. ” Den påklagede omtale i Sjællandske Sjællandske bragte lørdag den 12. marts 2016 på side 15 artiklen ”Borgermøde om Yara indkaldt med kort frist” . Artiklen fyldte to spalter. Af artiklens tekst fremgår følgende: ” MASNEDØ: Med kort varsel holder Vordingborg Kommune informationsmøde om det gødningslager, som virksomheden Yara planlægger på Vordingborg Vesthavn. Mødet holdes mandag klokken 19, og netop det korte varsel får kritik. […] Kommunen forsøgte at få en annonce med i ugeavisen Sydsjællands Tidende, men det blev ændret til en redaktionel artikel med fremhævelse af mødetidspunktet. Desuden er mødet bekendtgjort på kommunens hjemmeside, www.vordingborg.dk. […]” Mandag den 14. marts 2016 om morgenen rettede den ansvarshavende redaktør på Sydsjællands Tidende telefonisk henvendelse til Sjællandskes redaktør i Vordingborg og bad om at få bragt en rettelse i Sjællandske den efterfølgende dag. Tirsdag den 15. marts 2016 bragte Sjællandske yderligere omtale af sagen om det planlagte gødningslager. På forsiden blev under overskriften ”22.000 tons gødning på havn skaber frygt” bragt en omtale og på side 13 artiklen ”Politikerne fik skarp modstand mod Yara” . Onsdag den 16. marts 2016 omtalte Sjællandske på side 13 havneprojektet og på side 14 blev følgende rettelse bragt: ” Rettelse: Annonce blev ikke artikel VORDINGBORG: Det offentlige møde omkring miljøgodkendelse af Yaras planlagte gødningsterminal på Masnedø var annonceret på forhånd ved en tospaltet annonce på side 53 i Sydsjællands Tidende. Af Sjællandske lørdag fremgik det med udviklingsdirektør [Person A] som kilde, at en planlagt annonce i stedet var blevet en artikel. Det er forkert, fastslår ugeavisens redaktør [Redaktøren], som understreger, at der ikke sker sammenblanding af annoncer og redaktionel tekst. ” 2 Parternes synspunkter 2.1 Sydsjællands Tidendes synspunkter Sydsjællands Tidende har ved ansvarshavende redaktør [Redaktøren] anført, at artiklen ”Borgermøde om Yara indkaldt med kort frist” , herunder navnlig sætningen ”Kommunen forsøgte at få en annonce med i ugeavisen Sydsjællands Tidende, men det blev ændret til en redaktionel artikel med fremhævelse af mødetidspunktet” , er krænkende, og fremstiller Sydsjællands Tidende som en avis, der er redigeret af kommunen. Artiklen er dermed i strid med punkt A. 3 i de vejledende regler for god presseskik. Artiklen er agtelsesforringende for Sydsjællands Tidende, da avisen som ugeavis kæmper med det gængse image om, at ugeaviser i høj grad omtaler annoncører og lignende, eller at man kan købe sig til redaktionel omtale. Dette er ikke tilfældet for Sydsjællands Tidende, der i 2014 er kåret til landets bedste ugeavis. Sydsjællands Tidende burde have været hørt om det problematiske udsagn, inden artiklen blev bragt. Hvis artiklens vinkel er, at et borgermøde var indkaldt for sent, var der ingen grund til at nævne Sydsjællands Tidende, men når Sydsjællands Tidende nævnes, skulle avisen også have haft forelagt oplysningen, før artiklen blev bragt. Sydsjællands Tidende havde desuden en annonce fra kommunen med i den pågældende avis angående det omtalte borgermøde. Da redaktionen på Sydsjællands Tidende den 14. marts 2016 blev opmærksom på den påklagede artikel, ringede de kl. 9 om morgenen til Sjællandskes redaktion og anmodede om, at fejlen blev rettet den efterfølgende dag. Rettelsen er dog først blevet bragt den 16. marts 2016 og først efter, at Sydsjællands Tidende indbragte sagen for Pressenævnet. Det er i strid med punkt A. 7 i de vejledende regler for god presseskik. Den rettelse, som Sjællandske har bragt, er på ingen måde tilfredsstillende i forhold til den uoprettelige skade, artiklen har påført Sydsjællands Tidende. Rettelsen er således bragt med en rubrik med langt mindre typografi end den oprindelige artikels og bragt i avisens onsdagsudgave, der har færre læsere end weekendudgaven. Desuden blev rettelsen ikke bragt i forbindelse med en ny artikel i avisen om borgermødet, men i stedet gemt væk på en af de følgende sider, hvor rettelsen let kunne overses. 2.2 Sjællandskes synspunkter Sjællandske har anført, at hensigten med artiklen ”Borgermøde om Yara indkaldt med kort frist” var at fortælle, at borgermødet blev indkaldt med kort varsel. Da hensigten med artiklen ikke var at kommuner kan købe sig til redaktionel omtale – og da der heller ikke er anvendt et sådant ordvalg i artiklen – vurderede avisen ikke, at der var nogen anden part at høre. Avisen har dog erkendt at have begået en fejl i den påklagede artikel. Avisen bragte en rettelse til den påklagede artikel den 16. marts. På grund af overskriften ”Rettelse” føler de sig sikre på, at rettelsen bliver set af avisens læsere i Vordingborg. Sjællandske er enige i, at rettelsen burde være blevet bragt en dag tidligere. Det skete ikke på grund af en beklagelig intern forglemmelse. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Karsten Kolding. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A. 3. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelse skal foretages i en sådan form, at læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A. 7. Pressenævnet finder, at sætningen ”Kommunen forsøgte at få en annonce med i ugeavisen Sydsjællands Tidende, men det blev ændret til en redaktionel artikel med fremhævelse af mødetidspunktet” kan give indtryk af, at Sydsjællands Tidende har sammenblandet redaktionelt indhold og en annonce, hvilket kan være skadeligt for Sydsjællands Tidende. Oplysningen skulle derfor have været forelagt for Sydsjællands Tidende inden offentliggørelsen. Pressenævnet udtaler kritik af Sjællandske, da det ikke skete. Sjællandske modtog anmodningen om berigtigelse den 14. marts 2016 om formiddagen, men bragte først rettelsen den 16. marts 2016 på side 14, hvor der ikke var anden redaktionel omtale af sagen. Berigtigelsen blev derudover bragt med en mindre overskrift og var ikke så lang en artikel som den påklagede. Nævnet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis berigtigelsen var blevet bragt den 15. marts 2016, og at den var placeret sammen med den øvrige omtale af sagen. Nævnet finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere berigtigelsen. Nævnet finder herefter heller ikke anledning til at pålægge offentliggørelse af ovennævnte kritik i medfør af medieansvarslovens § 49. Afgjort den 18. maj 2016.

Versioner

  1. 2016-05-20