Fastholdelse af påbud om at træffe effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for ulykker hidrørende fra elektrisk strøm under arbejdet
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9455@2016-05-27/da
Indhold
Fastholdelse af påbud om at træffe effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for ulykker hidrørende fra elektrisk strøm under arbejdet
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden på baggrund af en arbejdsulykke og afgav i den forbindelse påbud om at træffe effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for ulykker hidrørende fra elektrisk strøm. Et enigt nævn vurderede, at der på tidspunktet for arbejdsulykken ikke var truffet effektive foranstaltninger til at forebygge, at de ansatte ikke udsættes for en ulykkesrisiko hidrørende fra elektrisk strøm, idet der forelå en risiko for med en elektrisk ledende skydeslange at ramme et spændingsførende kabel i jorden. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet under tilsynsbesøg samme dag som ulykken skete, fik oplyst, at man ikke havde fulgt en fastlagt procedure om at lokalisere og frigrave kablet inden underboringen startede.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. april 2016 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 14. december 2015 med strakspåbud om at træffe effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for ulykker hidrørende fra elektrisk strøm under arbejdet på [adresse udeladt]. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 14. december 2015, således at [navn udeladt] straks skulle træffe effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for ulykker hidrørende fra elektrisk strøm under arbejdet på [adresse udeladt]. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejdet med underboring af vejen ved [adresse udeladt] ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet vurderer, at der på tidspunktet for arbejdsulykken den 11. december 2015 ikke var truffet effektive foranstaltninger til at forebygge, at de ansatte ikke udsættes for en ulykkesrisiko hidrørende fra elektrisk strøm, idet der forelå en risiko for med en elektrisk ledende skydeslange at ramme et spændingsførende kabel i jorden. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet under tilsynsbesøg samme dag som ulykken skete, fik oplyst, at man ikke havde fulgt en fastlagt procedure om at lokalisere og frigrave kablet inden underboringen startede. Nævnet lægger til grund, at der den 11. december 2015 ved [adresse udeladt] var sket en arbejdsulykke i forbindelse med arbejdet med at lave en underboring under vejen, idet en ansat fik elektrisk stød, da skydeslangen til raketten ramte et spændingsførende kabel i jorden. Nævnet lægger desuden til grund, at Arbejdstilsynet fik oplyst, at der var foretaget en underboring 20-25 meter fra ulykkesstedet, hvor kablet lå i skellinjen, og at man derfor havde regnet med, at kablet også ville ligge i skellinjen ved ulykkesstedet. Nævnet lægger endvidere til grund, at Arbejdstilsynet konstaterede, at kablet på tegningen ikke, som ved den forrige boring, var vist til at ligge i skellinjen, men længere ude mod kørebanen. Tegningen var ikke målfast, så den nøjagtige afstand fra skellinjen kunne ikke ses på tegningen. Nævnet lægger ydermere til grund, at Arbejdstilsynet på stedet fik oplyst, at virksomheden har en fast instruks om, at man altid skal tjekke kablers placeringer på tegningen, lokalisere kabler med søger og derefter frigrave kablerne, så de kan overvåges under underboringen. Det fremgår af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det fremgår af reglerne om arbejdets udførelse, at det ved udførelsen af arbejdet skal sikres, at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for ulykker hidrørende fra elektrisk strøm. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN [Navn udeladt] har i klagen anført, at arbejdet var planlagt og tilrettelagt fuldt forsvarligt, og at det derfor er forkert, at Arbejdstilsynet i afgørelsen har skrevet, at arbejdet med underboring af vej ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Virksomheden har desuden anført, at det er uklart, hvilke ansatte, der medvirkede til udførelsen af opgaven med underboring af vejen. Virksomheden har endvidere anført, at virksomhedens procedure for underboring var fulgt ved de tidligere underboringer i området, samt at det følger af proceduren for underboring, at der i alle tilfælde skal ske lokalisering og frigravning af et kabel, inden en underboring bliver sat i gang. Virksomheden bemærker hertil, at alle ansatte med denne type opgave ved dette til punkt og prikke. Arbejdsmiljøklagenævnet skal bemærke, at nævnet er enigt med Arbejdstilsynet i, at arbejdet med underboring af vej ikke var planlagt og tilrettelagt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet kablet ikke som en del af tilrettelæggelsen og planlægningen af arbejdet med underboring af vejen, var blevet lokaliseret og gravet frit, inden underboringen gik i gang. Nævnet skal desuden bemærke, at det ikke har betydning for afgørelsen, hvilke af virksomhedens ansatte der udførte arbejdsopgaven, da arbejdsulykken skete. Arbejdstilsynets afgørelse er truffet med hjemmel i arbejdsmiljølovgivningens regler om arbejdets udførelse. Nævnet skal endvidere bemærke, at det ikke har betydning for afgørelsen, at virksomhedens procedure for underboring blev fulgt ved de tidligere underboringer i området, da det konkrete arbejde, som førte til arbejdsulykken, ikke var planlagt, tilrettelagt og udført fuldt forsvarligt. Nævnet skal ydermere bemærke, at det følger af arbejdsmiljøloven, at det er virksomheden, der som arbejdsgiver har ansvaret for, at forholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, herunder at der føres effektivt tilsyn med, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets kompetence til at afgive påbud ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Om arbejdets udførelse ● § 38, stk. 1, og § 39, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 13, stk. 1, nr. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse Arbejdsgivers ansvar ● § 15, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 4 Almindelige pligter Arbejdsgiveren § 15. Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Der henvises her særlig til 1) kapitel 5 om arbejdets udførelse, 2) kapitel 6 om indretning af arbejdsstedet, 3) kapitel 7 om tekniske hjælpemidler m.v., 4) kapitel 8 om stoffer og materialer. … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. … § 39. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særlig farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 3 Arbejdets udførelse … Særlige krav … § 13. Ved udførelsen af arbejdet skal det sikres 1) at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, ulykker hidrørende fra elektrisk strøm, rystelser og lignende, 2) …