Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9509@2016-06-09/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer
J. nr. 2015-6811-38602 En kvinde ønskede at komme ind på en natklub. Ifølge klager blev hun afvist af dørmanden, da hun ikke fulgtes med en mand. Indklagede var ikke enig i klagers beskrivelse af hændelsesforløbet. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det ikke var muligt at behandle klagen på baggrund af klager og indklagedes oplysninger. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ønskede at få adgang til en stripklub. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen om adgangsforhold til den indklagede stripklub, da en afgørelse af, om klager har været udsat for forskelsbehandling, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Klager ønskede at komme ind på den indklagede stripklub den 13. august 2015. Klager talte med dørmanden om adgang til stripklubben. Klager forlod herefter stedet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Klager ønsker, at nævnet fastsætter en godtgørelse. Dørmanden oplyste, at hun kun kunne få adgang til stripklubben, hvis hun fulgtes med en mand. Klager bad om en uddybning, og fik oplyst, at kun mænd må komme ind på klubben alene. Klager ønsker at indklagede ændrer deres retningslinjer, således at kvinder kan få adgang til klubben uden følgeskab af en mand. Indklagede afviser, at klager blev nægtet adgang til klubben alene på grund af sit køn. Indklagede er en stripklub, der primært frekventeres af mænd, der lader sig opvarte af kvinder, som arbejder hos indklagede. Kvinder, der nogle gange besøger klubben, er oftest i selskab med mænd. Kvinder, der ikke er i selskab med mænd, klager ofte over, at de bliver antastet af de mandlige gæster, som er af den opfattelse, at kvinderne er en del af stedets værtinder. Indklagedes dørmænd er orienteret om, at de klart og tydeligt skal tilkendegive over for kvindelige gæster, som ankommer alene, at stedet tilråder, at kvinder er i selskab med mænd. På den måde undgår de kvindelige gæster, at der opstår ubehagelige situationer, hvor kvinderne følger sig krænket. Dørmanden bemærkede den pågældende aften, at tre personer, heraf to mænd og en kvinde, standsede op udenfor klubben. Den ene mand gik ind i garderoben og spurgte, om kvinder kunne få adgang til klubben. Dørmanden svarede, at kvinder havde adgang, idet man dog gerne så, at kvinder var i selskab med andre mænd, for at undgå episoder, hvor kvinder følger sig krænket. Manden forlod stedet, hvorefter kvinden gik ind i garderoben og rettede henvendelse til dørmanden. Kvinden havde dåseøl i hånden, som for indklagede var dette et udtryk for, at hun ikke havde et ønske om at besøge stedet. Kvinden spurgte, om hun kunne komme ind, hvilket dørmanden bekræftede, idet han henviste til den tidligere samtale med manden. De tre gæster forlod herefter stedet. Indklagede har henvist til, at stedet har kameraoptagelser, der viser, at de tre gæster var i selskab med hinanden. Parterne havde ikke til hensigt at besøge stedet, idet de ikke bad om adgang. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Ifølge klager blev hun afvist ved indgangen med henvisning til, at kvinder kun får adgang til stripklubben i følgeskab med mænd. Indklagede bekræfter, at klager befandt sig ved indgangen den pågældende aften, men afviser, at klager blev nægtet adgang til stripklubben. Dørmændene oplyste overfor den ene af to mænd, som klager var set samme med ude foran stripklubben, at kvinder har adgang, men at stedet tilråder kvinder til at være i følgeskab med mænd. Klager er ikke kommet med bemærkninger hertil. Ligebehandlingsnævnet finder, at det ud fra sagens oplysninger ikke er muligt at få afklaret, hvorvidt klager har ønsket at få adgang til den indklagede stripklub og i givet fald, om hun blev afvist ved indgangen til stripklubben den pågældende aften. Ovenstående vil kun kunne afklares ved bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer af sagens partere. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske ved nævnet, men må ske ved domstolene, kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klagen. <2015-6811-38602>