Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ej medhold - kompetence - reklamer - retlig interesse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9514@2016-06-09/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ej medhold - kompetence - reklamer - retlig interesse
J. nr. 2016-6811-05461 En kvinde fandt en reklame for et pelsfirma diskriminerende, da den havde teksten ”HAPPY WIFE. HAPPY LIFE” samt et billede af en kvinde i pels liggende på en sportsvogn. Et krav om retlig interesse blev indsat i Lov om Ligebehandlingsnævnet med virkning fra 1. januar 2016, og kvinden havde indgivet klagen efter dette tidspunkt. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde været direkte berørt af den påståede forskelsbehandling på en sådan måde, at hun havde en individuel og aktuel interesse i sagen. Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en reklame for pelse. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagsfremstilling En kvinde klagede den 19. januar 2016 over en billedreklame for pelse. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at reklamen er kønsdiskriminerende. Reklamen spiller på en tydelig sexistisk og forældet kønsstereotypi om, at kvinder først og fremmest er materialistisk motiverede i relationen til mænd. Teksten ”HAPPY WIFE. HAPPY LIFE” kombineret med en kvinde i pels på køleren af en sportsbil foran et privatfly indikerer, at kvinder er svære at have med at gøre og gør mandens liv svært, hvis han ikke bruger penge på hende. Kvinden fremstilles som en kynisk og overfladisk person. Det er ikke i orden at fremme sådanne kønsspecifikke stereotyper i reklamer. Klager ønsker at få stoppet indklagedes kampagne, og at indklagede straffes økonomisk. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet kan behandle klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd. ¬¬En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen. ¬¬Kravet om, at en klager skal have retlig interesse, blev indsat i lov om Ligebehandlingsnævnet med virkning fra 1. januar 2016. ¬¬Det betyder, at Ligebehandlingsnævnet kun kan behandle en klage, hvis klageren har en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Klageren skal således være direkte berørt af den påståede forskelsbehandling ved selv at have været udsat for en handling eller en undladelse, som efter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbehandling. En klager, der tilhører en gruppe af personer, som kan være blevet udsat for forskelsbehandling, har som udgangspunkt ikke alene af den grund en sådan individuel interesse i den konkrete sag, at kravet om retlig interesse er opfyldt. ¬¬Klager har ikke i forbindelse med reklamen for pelse været direkte berørt af den påståede forskelsbehandling på en sådan måde, at klager har en individuel og aktuel interesse i sagen. ¬¬Ligebehandlingsnævnet afviser derfor klagen. <2016-6811-05461>