Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Privat børnepasser
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9633@2016-06-28/da
Indhold
Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Privat børnepasser
Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, der i marts 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende ægtefælle til en person med greencard, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2015 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt , at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte kravet om tre års beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at en retshjælp havde indsendt dokumentation for, at ansøgeren havde været i fuldtidsbeskæftigelse som selvstændig privat børnepasser i en kommune i perioden fra marts 2012 til juli 2012 og fra oktober 2012 til marts 2013, hvor hun havde passet et barn som privat børnepasser i 30 timer ugentligt, samt sagens øvrige oplysninger, herunder et brev fra Udbetaling Danmark fra oktober 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været sygemeldt i forbindelse med sin graviditet i perioden fra marts 2013 til juni 2013, hvor hun gik på barsel i perioden fra juni 2013 til februar 2014, ligesom det var oplyst til sagen, at hun siden marts 2014 havde været ansat som dagplejer i en kommune. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på , at privat børnepasning i 2012 og 2013 måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at hun ikke sås at have modtaget andre former for ydelser i de pågældende perioder. Udlændingenævnet fandt på den baggrund , at ansøgeren måtte anses for at have været i beskæftigelse i mindst 30 timer ugentligt i 10 måneder som privat børnepasser, at hun derudover havde været sygemeldt på grund af graviditet i tre måneder, at hun derefter havde været på barsel i syv måneder, og at hun uafbrudt siden marts 2014 havde været ansat i en kommune som dagplejer – en stilling som hun fortsat var beskæftiget i – og Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund, at hun opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.