Fastholdelse af påbud om at sikre, at arbejde med løft planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9674@2016-06-30/da
Indhold
Fastholdelse af påbud om at sikre, at arbejde med løft planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse påbud om at sikre, at arbejdet med løft af frugt- og grøntkasser hos virksomheden planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Som følge af påbuddet fik virksomheden desuden rådgivningspåbud. Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets stemmeberettigede medlemmer fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet under tilsynsbesøget konstaterede, at en af de ansatte i løbet af 40 minutter foretog 29 løft af frugt- og grøntkasser i ¾ arms rækkeafstand. Flertallet lagde desuden vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at kasserne med frugt og grønt, som blev løftet i ¾ arms rækkeafstand vejede henholdsvis 8 kg, 9 kg, 10 kg, 12 kg og 18,14 kg. Flertallet lagde endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet fik oplyst af butikschefen under tilsynsbesøget, at to ansatte udfører løftearbejde af frugt- og grøntkasser, og at den observerede medarbejder er beskæftiget med løft af frugt- og grøntkasser i cirka to timer om dagen i fire dage om ugen. Flertallet lagde ydermere vægt på, at Arbejdstilsynet under tilsynsbesøget konstaterede, at der ikke var tekniske hjælpemidler, som kan løfte kasserne i højden, til rådighed for de ansatte under arbejdet med løft af kasser med frugt og grønt.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 31. maj 2016 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 24. november 2015 med påbud om at sikre, at arbejdet med løft af frugt- og grøntkasser hos [navn udeladt] planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, samt påbud om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E R Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 24. november 2015 således, at [navn udeladt] skal sikre, at arbejdet med løft af frugt- og grøntkasser hos [navn udeladt] planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 24. november 2015 således, at [navn udeladt] skal bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå sig med at efterkomme ovenstående påbud. Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 1. november 2016. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 8. november 2016. [Navn udeladt] skal senest 6 uger fra denne afgørelse give besked til Arbejdstilsynet om, hvilken autoriseret arbejdsmiljørådgiver, der er indgået aftale med. B E G R U N D E L S E Påbud om løft af frugt- og grøntkasser: Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer vurderer, at de ansattes arbejde med løft af frugt- og grøntkasser hos [navn udeladt] ikke foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Flertallet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet under tilsynsbesøget konstaterede, at en af de ansatte i løbet af 40 minutter foretog 29 løft af frugt- og grøntkasser i ¾ arms rækkeafstand. Flertallet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at kasserne med frugt og grønt, som blev løftet i ¾ arms rækkeafstand vejede henholdsvis 8 kg, 9 kg, 10 kg, 12 kg og 18,14 kg. Flertallet lægger videre vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at frugt- og grøntkasserne, som blev løftet i ¾ arms rækkeafstand, blev løftet med forværrende faktorer i form af løft med foroverbøjning af ryggen ved løft af kasse fra nederste lag på pallen eller ved afsætning af kasse på T-vogn eller nederste hylde i reolen, løft eller under knæhøjde ved afsætning af kasse på nederste hylde samt asymmetriske løft med vrid i ryggen ved løft rundt på palle og ved løft fra palle til T-vogn eller reol. Flertallet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet fik oplyst af butikschefen under tilsynsbesøget, at to ansatte udfører løftearbejde af frugt- og grøntkasser, og at den observerede medarbejder er beskæftiget med løft af frugt- og grøntkasser i cirka to timer om dagen i fire dage om ugen. Flertallet lægger ydermere vægt på, at Arbejdstilsynet under tilsynsbesøget konstaterede, at der ikke var tekniske hjælpemidler, som kan løfte kasserne i højden, til rådighed for de ansatte under arbejdet med løft af kasser med frugt og grønt. Det fremgår af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår af reglerne om manuel håndtering, at arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Påbud om brug af autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet: Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer lægger vægt på, at Arbejdstilsynet har truffet afgørelse om løft af byrder, der udføres som led i de ansattes sædvanlige arbejdsfunktion hos [navn udeladt]. Flertallet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet under tilsynsbesøget konstaterede, at de ansatte løfter kasser med frugt og grønt, der vejer mere end 7 kg, i ¾ arms rækkeafstand, samt at der er forværrende faktorer i form af løft med foroverbøjet ryg og asymmetrisk løft med vrid i ryggen. Flertallet lægger videre vægt på, at virksomheden ikke har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, hvor løsningen umiddelbart kan overføres. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at Arbejdstilsynet har oplyst, at en geninstruktion af de ansatte ikke er tilstrækkeligt til at løse det beskrevne arbejdsmiljøproblem hos [navn udeladt], og at der således ikke er tale om, at virksomheden har en løsning, der umiddelbart kan overføres. Det fremgår af reglerne om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet, at arbejdsgiveren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører løft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion, hvor vægten overstiger 7 kg i ¾ arms afstand, og der samtidigt forekommer en eller flere forværrende faktorer i form af arbejde med foroverbøjet ryg, vrid eller asymmetriske løft eller arbejde med løftede arme. Det fremgår desuden af reglerne, at der ikke afgives rådgivningspåbud til arbejdsgiveren, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og hvor løsningen umiddelbart kan overføres. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN [Navn udeladt] har i klagen anført, at Arbejdstilsynet ikke har dokumenteret, at løft af frugt- og grøntkasser i [navn udeladt] udsætter de ansatte for belastninger, der kan medføre skader på lænderyggen. [Navn udeladt] bemærker hertil, at der er tale om løft af kasser, hvor en stor del af kasserne vejer under 8 kg og helt ned til ganske få kg. Der blev ved Arbejdstilsynet tilsynsbesøg blandt andet håndteret kasser med persille af en vægt på 1,15 kg. Der løftes kun ganske få kasser med en vægt på over 12 kg. [Navn udeladt] bemærker desuden, at virksomheden ikke kan genkende, at alle løft blev udført i ¾ arms rækkeafstand. [Navn udeladt] bemærker endvidere, at virksomheden, inden Arbejdstilsynet traf en afgørelse, har foretaget geninstruktion, hvorfor der ikke er hjemmel til at træffe en afgørelse med påbud og derved heller ikke hjemmel til at afgive et rådgivningspåbud. Et flertal af Arbejdsmiljøklagenævnets medlemmer skal bemærke, at det fremgår af Arbejdstilsynets afgørelse og udtalelse af 21. januar 2016, at Arbejdstilsynet i afgørelsen alene har beskrevet de ansattes løft af kasser på 8 kg og opefter, som blev løftet i ¾ arms rækkeafstand med mindst én forværrende faktor. Det fremgår videre af Arbejdstilsynets udtalelse af 21. januar 2016, at der ikke er tale om, at Arbejdstilsynet ikke også observerede løft af kasser med en lavere vægt, men at Arbejdstilsynet har valgt ikke at inddrage løft af kasser med en lavere vægt, idet Arbejdstilsynet vurderede, at de i afgørelsen beskrevne løft var tilstrækkelige til at dokumentere, at løftearbejdet ikke foregik sundhedsmæssigt forsvarligt. Flertallet skal desuden bemærke, at flertallet er enigt med Arbejdstilsynet i, at en geninstruering af de ansatte ikke er tilstrækkeligt til at løse det beskrevne arbejdsmiljøproblem hos [navn udeladt], idet det ikke vil være fysisk muligt for den ansatte at løfte uden foroverbøjet ryg på grund af de lave løftehøjder, der enten løftes til eller fra. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelser er truffet af et flertal på 7 ud af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. MINDRETALSUDTALELSE Et mindretal på 4 af nævnets stemmeberettigende medlemmer vurderer, at der ikke er grundlag for Arbejdstilsynets afgørelse med påbud, idet instruktion er tilstrækkelig, og da [navn udeladt] har foretaget geninstruering af de ansatte, burde reaktionen være en afgørelse uden påbud. Mindretallet vurderer som følge heraf, at der ikke er grundlag for et påbud om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå sig med at efterkomme påbuddet. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets kompetence til at afgive påbud ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Om manuel håndtering ● § 38, stk. 1, og § 39, i lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 3, stk. 1, og 2, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering Om autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet ● § 3, stk. 3, § 4, stk. 1, nr. 1, § 5, § 6, stk. 1, og 3, § 7, § 9, § 29, stk. 1, 2, og 4, § 30, § 31, stk. 1, og 2, § 32, § 33, stk. 1, og 2, § 34, stk. 1, og 3 og § 37, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet som ændret ved bekendtgørelse nr. 480 af 15. april 2015, bekendtgørelse nr. 752 af 22. maj 2015 og bekendtgørelse nr. 1513 af 4. december 2015. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, breve af 3. februar 2016 og 25. februar 2016 fra [navn udeladt] samt brev af 10. februar 2016 fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. … § 39. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særlig farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering … Kapitel 2 Arbejdets udførelse § 3. Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet som ændret ved bekendtgørelse nr. 480 af 15. april 2015, bekendtgørelse nr. 752 af 22. maj 2015 og bekendtgørelse nr. 1513 af 4. december 2015. … Kapitel 1 Formål og område § 3. … Stk. 3. Arbejdsgiveren eller bygherren skal vælge en rådgivningsvirksomhed, der er autoriseret til det område, som det eller de arbejdsmiljøproblemer, der udløser rådgivningspåbudet, vedrører. § 4. Arbejdstilsynet afgiver rådgivningspåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt afgiver et eller flere af følgende afgørelser: 1) Påbud som følge af overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen vedrørende et eller flere komplekse eller alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der er omfattet af §§ 8–25, dvs. vanskelige at løse. 2) … § 5. Der afgives ikke rådgivningspåbud til arbejdsgiveren efter § 4, nr. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og hvor løsningen umiddelbart kan overføres. Stk. 2. Der afgives ikke rådgivningspåbud efter § 4, nr. 1 og nr. 3, hvis Arbejdstilsynet træffer afgørelse om, at et arbejdsmiljøproblem skal bringes i orden straks, jf. arbejdsmiljølovens § 77, stk. 1, at faren skal imødegås straks (forbud), jf. arbejdsmiljølovens § 77, stk. 2, eller afgørelse uden påbud. Dette gælder dog ikke for rådgivningspåbud til bygherren efter § 25. Stk. 3. Arbejdstilsynets afgørelser om arbejdsrelateret fysisk vold, trusler og anden krænkende adfærd uden for arbejdstid indgår ikke i grundlaget for rådgivningspåbud efter § 4, nr. 2. Stk. 4. Hvis Arbejdstilsynet vurderer, at der ikke er udviklet egnede tekniske eller organisatoriske løsninger på et arbejdsmiljøproblem omfattet af § 9 afgives ikke rådgivningspåbud om løsning af det pågældende arbejdsmiljøproblem. Arbejdstilsynet kan dog afgive rådgivningspåbud ved påbud om gennemførelse af midlertidige foranstaltninger vedrørende det pågældende arbejdsmiljøproblem. Kapitel 2 Generelle pligter for arbejdsgivere og bygherrer, der modtager rådgivningspåbud § 6. En arbejdsgiver eller bygherre, der modtager rådgivningspåbud efter § 4, nr. 1 eller 2, skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed til løsning af det eller de arbejdsmiljøproblemer, der har ført til rådgivningspåbud, og til forebyggelse af lignende arbejdsmiljøproblemer. … Stk. 3. En arbejdsgiver eller bygherre kan ikke til efterkommelse af rådgivningspåbud benytte en rådgivningsvirksomhed, der hører under den juridiske enhed, som har modtaget påbuddet, jf. definitionen af juridisk enhed i lov om Det Centrale Virksomhedsregister. § 7. Arbejdsgiveren har pligt til at inddrage arbejdsmiljøorganisationen i rådgivningsprocessen. I virksomheder, der ikke har pligt til at etablere arbejdsmiljøorganisation, skal arbejdsgiveren inddrage de ansatte. Kapitel 3 Pligter for arbejdsgivere og bygherrer, der modtager rådgivningspåbud ved alvorlige eller komplekse arbejdsmiljøproblemer, der er vanskelige at løse … Det ergonomiske område § 9. Arbejdsgiveren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører løft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion, og 1) vægten overstiger 25 kg tæt ved kroppen, 15 kg i underarms afstand eller 7 kg i ¾ arms afstand, og 2) der samtidigt forekommer en eller flere forværrende faktorer i form af arbejde med foroverbøjet ryg, vrid eller asymmetriske løft eller arbejde med løftede arme. Kapitel 6 Øvrige pligter for arbejdsgivere og bygherrer Aftalen med rådgivningsvirksomheden § 29. Arbejdsgiveren eller bygherren skal indgå skriftlig aftale med en rådgivningsvirksomhed om bistand til at efterkomme rådgivningspåbud og de påbud, der danner grundlag herfor. Stk. 2. Det skal indgå i aftalen, at rådgivningsvirksomheden skal udarbejde en redegørelse med beskrivelse af, hvordan påbuddene efter §§ 8-26 er efterkommet. Redegørelsen skal opfylde de krav, der stilles efter §§ 37–40. … Stk. 4. Arbejdsgiveren skal sikre, at aftalen forefindes i virksomheden og er til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet. Tilbagemeldinger til Arbejdstilsynet § 30. Arbejdsgivere eller bygherrer, der har modtaget rådgivningspåbud, skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af aftalen med rådgivningsvirksomheden senest 6 uger efter, at rådgivningspåbuddet er modtaget. Tilbagemeldingen skal indeholde oplysninger om, hvilken rådgivningsvirksomhed der er indgået aftale med. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal ved tilbagemeldingen erklære, at arbejdsmiljøorganisationen eller en repræsentant for de ansatte i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere arbejdsmiljøorganisation, inden den for tilbagemeldingen fastsatte frist er gjort bekendt med indholdet af tilbagemeldingen. § 31. Arbejdsgivere eller bygherrer, der har modtaget rådgivningspåbud, skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om, at rådgivningspåbuddet og det eller de påbud, der danner grundlag herfor, er efterkommet. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal ved tilbagemeldingen erklære, at arbejdsmiljøorganisationen eller en repræsentant for de ansatte i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere arbejdsmiljøorganisation, inden den for tilbagemeldingen fastsatte frist er gjort bekendt med indholdet af tilbagemeldingen. … Dokumentation for efterkommelse af påbud § 32. Arbejdsgivere eller bygherrer, der har modtaget rådgivningspåbud, skal på Arbejdstilsynets anmodning kunne dokumentere, at rådgivningsvirksomheden har bekræftet, at rådgivningspåbuddet og det eller de påbud, der udløste rådgivningspåbuddet, er efterkommet. Ansattes og andres adgang til rådgivningsvirksomhedens redegørelse § 33. Arbejdsgiveren skal sikre, at redegørelsen fra rådgivningsvirksomheden forefindes i virksomheden og er til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal videregive redegørelsen til arbejdsmiljøorganisationen eller til en repræsentant for de ansatte i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere arbejdsmiljøorganisation. … Kapitel 7 Rådgivningsvirksomhedens ydelse § 34. Ved rådgivningspåbud om løsning af et alvorligt eller komplekst arbejdsmiljøproblem, der er vanskeligt at løse, jf. § 4, nr. 1, eller om mange arbejdsmiljøproblemer, jf. § 4, nr. 2, skal arbejdsgiveren eller bygherren sikre, at rådgivningsvirksomheden: 1) bistår ved løsning af problemet eller problemerne, der dannede grundlag for rådgivningspåbud, 2) bidrager med forslag til konkrete initiativer til forebyggelse af, at tilsvarende problemer opstår, og 3) bidrager med råd om metoder til udarbejdelse og anvendelse af arbejdspladsvurdering. … Stk. 3. Arbejdsgiveren eller bygherren skal sikre, at rådgivningsvirksomheden tillige udarbejder en redegørelse, jf. §§ 37–40, til arbejdsgiveren eller bygherren med beskrivelse af, hvordan påbud, der har udløst rådgivningspåbuddet, jf. §§ 8–30, er efterkommet. … Indholdet af rådgivningsvirksomhedens redegørelse § 37. Ved rådgivningspåbud til arbejdsgivere om arbejdsmiljøproblemer, jf. § 4, nr. 1 og 2, skal arbejdsgiveren sikre, at redegørelsen indeholder en beskrivelse af rådgivningsprocessen, herunder 1) hvordan rådgivningspåbud og det eller de påbud, der danner grundlag for rådgivningspåbuddet eller -påbuddene, er efterkommet, 2) hvordan arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte i virksomheder, der ikke har pligt til at oprette arbejdsmiljøorganisation, har været inddraget i rådgivningsprocessen, 3) hvilke initiativer, der er taget for at forebygge, at tilsvarende arbejdsmiljøproblemer opstår i virksomheden i fremtiden, og 4) råd om metoder til udarbejdelse og anvendelse af arbejdspladsvurdering. …