Fastholdelse af påbud om at etablere en arbejdsmiljøorganisation
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9722@2016-07-13/da
Indhold
Fastholdelse af påbud om at etablere en arbejdsmiljøorganisation
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse påbud om at etablere en arbejdsmiljøorganisation. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg hos virksomheden af virksomhedens produktionschef fik oplyst, at virksomheden er en ud af tre produktionsenheder med samme CVR nummer med i alt godt 20 ansatte, hvoraf 10 eller flere ikke er arbejdsgivere eller arbejdsledere, og at der ikke er etableret en arbejdsmiljøorganisation. Nævnet lagde endvidere vægt på, at virksomheden i høringsvar har oplyst, at der er ca. 17 ansatte, der ikke er arbejdsledere på dette CVR nummer.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 28. juni 2916 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 12. februar 2016 med påbud til [navn udeladt] om at etablere en arbejdsmiljøorganisation. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 12. februar 2016 med påbud til [navn udeladt] om at etablere en arbejdsmiljøorganisation. Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 18. oktober 2016. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 25. oktober 2016. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 11. januar 2016 af virksomhedens produktionschef fik oplyst, at virksomheden er en ud af tre produktionsenheder med samme CVR nummer [nummer udeladt] med i alt godt 20 ansatte, hvoraf 10 eller flere ikke er arbejdsgivere eller arbejdsledere, og at der ikke er etableret en arbejdsmiljøorganisation. Nævnet lægger endvidere vægt på, at [navn udeladt] i høringsvar af 22. januar 2016 har oplyst, at der er ca. 17 ansatte, der ikke er arbejdsledere på dette CVR nummer. Det følger af reglerne om samarbejde og sundhed, at i virksomheder med 10-34 ansatte skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed organiseres i en arbejdsmiljøorganisation bestående af 1 eller flere arbejdsledere og 1 eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter med arbejdsgiveren eller en repræsentant for denne som formand. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN I klagen er det anført, at [navn udeladt] i dag er to selvstændige virksomheder i 2 forskellige brancher og på 2 forskellige adresser. Endvidere er det anført, at det forhold, at firmaet er registreret på et CVR nummer, ene og alene skyldes, at CVR nummeret er hovedfirmaet, som ejer det andet selskab. [Navn udeladt] finder, at det lyder forkert, at der skal oprettes en samlet miljøorganisation, når der netop er tale om to forskellige firmaer i to forskellige brancher på to forskellige adresser med separate regnskaber og separate ledelser. Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil bemærke, at når antallet af ansatte skal gøres op, er det virksomhedens CVR nummer (den juridiske enhed), der er afgørende. Det vil sige, at alle ansatte i alle afdelinger og filialer tælles med ved vurderingen af, om der skal oprettes en arbejdsmiljøorganisation. Det forhold, at virksomheden er opdelt i separate organisationer med hver sit SE-nummer ændrer ikke ved, at [navn udeladt] med samme CVR nummer er én juridisk enhed, som betragtes som én virksomhed. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Om arbejdsmiljøorganisation ● § 6a, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 ● § 6, stk. 1, og § 10 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1181 af 15. oktober 2010 om samarbejde om sikkerhed og sundhed Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Kapitel 2 Samarbejde om sikkerhed og sundhed § 6 a . I virksomheder med 10-34 ansatte skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed organiseres i en arbejdsmiljøorganisation bestående af 1 eller flere arbejdsledere og 1 eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter med arbejdsgiveren eller en repræsentant for denne som formand. Arbejdsmiljøorganisationen varetager både de daglige og de overordnede opgaver vedrørende sikkerhed og sundhed. § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1181 af 15. oktober 2010 om samarbejde om sikkerhed og sundhed Kapitel 3 Virksomheder med arbejdsmiljøorganisation Etablering af en arbejdsmiljøorganisation § 6. I virksomheder med 10 eller flere ansatte skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed foregå i en arbejdsmiljøorganisation. Stk. 2. Arbejdsmiljøorganisationen omfatter alle ansatte i virksomheden. Arbejdsmiljøorganisation i 1 niveau § 10. I virksomheder med 10-34 ansatte og ved arbejde omfattet af § 7, hvor der er 5-34 ansatte, skal arbejdsgiveren etablere en arbejdsmiljøorganisation i 1 niveau. Stk. 2. Arbejdsmiljøorganisationen består af 1 eller flere arbejdsledere og 1 eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter med arbejdsgiveren eller dennes repræsentant som formand. Formanden skal kunne handle på arbejdsgiverens vegne i arbejdsmiljøspørgsmål. Stk. 3. Det nødvendige antal medlemmer i arbejdsmiljøorganisationen fastsættes efter § 16. Der skal være mindst det samme antal arbejdsmiljørepræsentanter som arbejdsledere i arbejdsmiljøorganisationen. Stk. 4. Hvis et eller flere medlemmer ikke er til stede, varetager de tilstedeværende arbejdsmiljøorganisationens opgaver. Foranstaltninger, der er truffet i medlemmers fravær, skal hurtigst muligt meddeles disse.