Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9742@2016-07-20/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - ej medhold
J.nr. 2015-6811-43309 Klager, der er af anden etnisk herkomst end dansk, og hans ven blev afvist ved indgangen til en natklub. Klager oplevede, at fire andre gæster bag ham i køen blev lukket ind, fordi de kendte en fra natklubben. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han var blevet afvist ved indgangen til natklubben på grund af sin etniske oprindelse. Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk op- rindelse i forbindelse med, at klager blev afvist i døren til en natklub. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager blev nægtet adgang til indklagedes natklub den 12. september 2015. Sagsfremstilling Klager, der var i byen med en ven lørdag den 12. september 2015, blev afvist ved døren til en natklub. Klager har et udenlandsk klingende navn. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Klager ønsker med sin klage at lette sit hjerte og at opnå retfærdighed. Ved indgangen til natklubben blev klager spurgt, hvor klager og hans ven var fra. Klager oplyste, at han var fra A by, som ikke er den by, hvori natklubben ligger. Som begrundelse for afvisningen henviste dørmanden til, at klager ikke kom fra byen, og at der ikke måtte komme flere ind fra andre byer. Inden afvisningen havde klager talt med fire drenge bagved klager i kø- en, som heller ikke kom fra byen. Drengene bag klager blev lukket ind på natklubben, fordi én af dem kendte én af de ansatte i natklubben. Klager opsøgte herefter dørmanden. Klager fik ikke en begrundelse fra dørmanden denne gang. Det er klagers opfattelse, at den reelle årsag til afvisningen var hans etniske oprindelse/hudfarve. Det var ikke muligt at få en forklaring fra dørmanden, og den først nævnte grund viste sig ikke at passe. Klager blev uden nøje inspektion forbudt at komme ind. Der blev hver- ken spurgt efter ID eller andet. Det er derfor klart, at indklagede ikke kan huske klagers navn. Når indklagede ikke kan finde noget på over- vågningen, er det fordi, de ikke ved, hvordan klager ser ud. Det er klagers opfattelse, at hans hudfarve har spillet en rolle, når ind- trykket af ham blev dannet så hurtigt. Klager har ikke tatoveringer, er ikke muskuløs, havde anstændigt flot tøj på samt normal frisure. Han stod desuden pænt i kø og havde høflige samtaler med de omkringværende kunder. Klager ligner ikke en aggres- siv person, og han opfører sig anstændigt, når han er i byen. Klager har efterfølgende været ked af episoden. Klager tænker, om der er noget galt med ham som person, og om han ikke er en acceptabel skikkelse i samfundet. Hans sidste selvsikkerhed er krakeleret. Indklagede afviser, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnicitet. Indklagedes adgangsgivende personale skal vurdere deres kunder efter følgende overordnede retningslinjer: - Postnumre – der ikke er fra lokalområdet - Adfærd/attitude – evnen til at vente i køen, give andre plads, kommunikere (verbalt/nonverbalt) med andre gæster og perso- nale - Signaler i form af påklædning/udstråling/frisure/tatoveringer/tøj- mærker/træningsintensitet og lign. Indklagede har ikke registreret særlige forhold vedrørende klager på overvågning, i logbog eller andet. Der er ikke gjort særlige bemærkninger i indklagedes systemer, og der er ingen, der genkender episoden el- ler klagers navn. Indklagede stiller sig uforstående overfor fremstillingen af det skete og over klagers påstande om indklagedes og deres medarbejderes hensig- ter. Indklagede har meget klare holdninger om adgangen til virksomheden. Indklagede arbejder med ansvarlighed og sikkert natteliv med myndig- heder og kolleger i byen. Der er derfor fastsat nogle meget klare ret- ningslinjer, som det adgangsgivende personale følger. Indklagede skal som virksomhed i nattelivet være opmærksom på, at man alene lukker den sammensætning ind, som er med til at skabe den gode og trygge oplevelse. Da indklagede ikke kender/kan kende alle de ca. 700 kunder, som er igennem døren på en aften i weekenden, er der opsat de overordnede retningslinjer, som det adgangsgivende personale, alt afhængig af søg- ningen af kunder til stedet, skal vurdere ud fra. Indklagedes dørmænd foretager en vurdering af de sikkerhedsmæssige forhold, herunder uhensigtsmæssig adfærd i køen, om gæsterne virker aggressive, påvirket af euforiserende stoffer eller alkohol, har provoke- rende adfærd eller lignende. Indklagede afviser alene gæster ud fra de parametre. Såfremt en person afvises fra natklubben, er man altid velkommen til at kontakte administrationen dagen efter for at drøfte bevæggrundene for beslutningen. Indklagedes sammensætning af gæster afspejler naturligvis det danske samfund, hvorfor der selvfølgelig og naturligvis er mange forskellige et- niciteter inde på diskoteket. Indklagede har ingen intention om eller praksis for at afvise gæster som følge af etnicitet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Det er udtryk for direkte forskelsbehandling at nægte en person adgang til en bar på grund af personens etniske oprindelse, herunder hudfarve. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændig- heder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebe- handlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat. Klager, der er af anden etnisk herkomst end dansk, har oplyst, at han den 12. september 2015 sammen med en ven blev afvist i døren ved indgangen til den indklagede natklub. Han har videre oplyst, at fire andre gæster bag ham i køen blev lukket ind, fordi de efter det oplyste kendte en fra natklubben. Ud fra disse oplysninger finder nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet afvist ved indgangen til natklubben på grund af sin etniske oprindelse. Klager får herefter ikke medhold. <2015-6811-43309>