Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - ansættelse - ej medhold

GældendeVersion 2016-07-23
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9753@2016-07-23/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - stillingsopslag - ansættelse - ej medhold

J.nr. 2015-6810-17040 En restaurant søgte efter erfarne tjenere på minimum 20 år til sæsonarbejde. En mand på 18 år søgte jobbet og fik afslag. Det var i strid med annonceringsbestemmelsen i forskelsbehandlingsloven, at restauranten annoncerede efter medarbejdere på minimum 20 år. Det var afgørende for indklagede, at klager ikke havde den erfaring, som efter indklagedes opfattelse var nødvendig i den pågældende restaurant. Restauranten havde derfor løftet bevisbyrden for, at det ikke var begrundet i klagers alder, at han ikke kom i betragtning til jobbet. Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en mand på 18 år ikke kom i betragtning til en stilling hos indklagede, der søgte sæsonarbejdere på minimum 20 år. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med annonceringsbestemmelsen i forskelsbehandlingsloven, at indklagede i et stillingsopslag søgte efter tjenere på minimum 20 år til sæsonarbejde. Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med behandlingen af klagers ansøgning til stillingen. Sagsfremstilling Indklagede driver en restaurant i en forlystelsespark. Indklagede søgte efter tjenere til sæsonarbejde i restaurant. Af stillingsopslaget fremgår blandt andet: ”[Indklagede restaurant] søger tjenere Vi søger friske, udadvendte og servicemindede tjenere til sæson 2015. Du skal: - have tjenererfaring - kunne kunsten at fadservere - trives i et travlt miljø Alder: Min. 20 år Periode: 26. marts – 30. august 2015 Løn: Efter overenskomst Arbejdstider: Skiftende arbejdstider efter vagtplan. ” Klager, der på daværende tidspunkt var 18 år, skrev den 30. marts 2015 en e-mail til indklagede: ”Til [navn] Jeg har med stor interesse læst jeres stillingsannonce efter nye tjenere hvorfor jeg sender min ansøgning til dig. Mit navn er [klager], jeg er 18 år gammel og kommer fra [by]. Jeg er en frist, smilende og imødekommende ung fyr som altid har klar på nye udfordringer. Jeg søger stillingen fordi jeg finder jobbet som tjenere interessant og fordi jeg godt kan lide at arbejde med mennesker og servicere dem. Jeg er servicemindet og ansvarsbevidst med alt jeg laver. Derudover syntes jeg at det rart at man kan være med til at drive en forretning. Har erfaring inden for telemarketing i min ansættelse som sælger, hvor jeg dagligt taler med flere kunder om dagen. Dertil har jeg arbejdet i min onkels restaurant og derfor uden besvær servere en kold fadøl m.m. :-) Venlig hilsen [klager]” Som svar herpå skrev personen fra indklagede den 30. marts 2015: ”Hej [klager] Tak for din ansøgning. Du har desværre ikke erfaring nok til at komme i betragtning til jobet. Med venlig hilsen [navn]” Hvortil klager skrev samme dag: ”Hej [navn] Hvad mener du med erfaring og begrundelsen? :-) Med venlig hilsen [klager]” Som svar herpå skrev personen fra indklagede den 31. marts 2015: ”Hej [klager] Jeg skriver i mit jobopslag at man skal være fyldt 20 år og have visse færdigheder som tjener. Det dokumentere du at du ikke kan. Med venlig hilsen [navn]” Klager skrev herefter samme dag: ”Hej [navn] Har lige set dit jobopslag nu, 20 år? ? og der står ”have tjenererfaring”. Det står ikke defineret hvad ”færdigheder” eller ”erfaringer” man skal have, er… ? Med venlig hilsen [klager]” Som svar herpå skrev personen fra indklagede samme dag: ”Hej [klager] Jeg skriver at mine tjenere skal kunne fad serverer og have erfaring. Det er ikke at svinge en fadøl. Jeg takker for din interesse og ønsker dig held og lykke med din videre søgen. Med venlig hilsen [navn]” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. april 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Klager ønsker godtgørelse på 25.000 kr. subsidiært 10.000 kr. med henvisning til Ligebehandlingsnævnets afgørelse med j.nr. 2015-6810-02055. Klager søgte stillingen som tjener den 30. marts 2015. Den 31. marts 2015 modtog klager afslag på ansøgningen med den begrundelse, at han ikke var fyldt 20 år og ikke havde erfaring nok. Ud over personlige kvalifikationer har klager erfaring som tjener med servering og service. Det er ikke nærmere specificeret eller præciseret, hverken i annoncen eller fra indklagede, hvordan denne ”erfaring” eller ”kunst” skal forstås. Det fremgår ikke af stillingsopslaget eller af afslaget, at det er et krav, at man skal servere alkohol. Desuden er det uden betydning, da klager er over 18 år. En vurdering af erfaring og viden kan ikke foretages uden en nærmere personlig samtale. Klager har i flere omgange været tjener og serveret alkohol m.m. Afslaget fra indklagede beror alene på alder, som jf. afslaget og annonceringen er 20 år. Forskelsbehandlingsloven beskytter ansøgere i netop disse tilfælde, og derfor er det uden betydning, at der efter indklagedes opfattelse ”mangler erfaring”. Klager er blevet krænket og forskelsbehandlet alene på grund af sin alder. Det er uden betydning for sagen og i øvrigt en mærkelig begrundelse, at forlystelsesparken efter indklagedes opfattelse skulle være et ”hårdt” sted at arbejde. Det er desuden misvisende, at indklagede oplyser, at man ikke kan tilegne sig erfaring eller kvalifikationer m.m. inden for faget, hvis man er under/over 18 år. Det er i øvrigt også uden betydning i denne sag. Klager har med høringssvar medsendt sit CV. Af tjenererfaring fremgår, at klager var beskæftiget som tjener på en restaurant fra 2013 til 2015 og som tjener/servering på en anden restaurant fra 2013 til 2014. I den af indklagede omtalte buffetrestaurant, som er restauranten, hvor klager var beskæftiget fra 2013 til 2015, serveres fadøl. Indklagede har overtrådt forbuddet mod forskelsbehandling, jf. forskelsbehandlingslovens § 2. Indklagede har desuden overtrådt forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2 om direkte forskelsbehandling på grund af alder ved at søge og foretrække personer af en bestemt alder. Ligeledes har indklagede groft overtrådt annonceringsforbuddet, jf. § 5. For så vidt angår godtgørelsen gør klager gældende, at den anførte ”typiske” månedsløn anses for urealistisk. Klagers partsrepræsentant besøgte den 22. august 2015 indklagede og talte med en medarbejder. Medarbejderen oplyste, at hun er tjener, og at hendes løn følger overenskomsten. Hun er deltidsansat og arbejder cirka 20 timer om ugen svarende til cirka 80 timer om måneden. Hun arbejder også i weekenden og efter kl. 18. En vagt er på 5 til 6 timer per gang. En anden medarbejder oplyste, at hun får omkring 150 kr. i timen, og at hendes vagter også var på 5 til 6 timer per dag. Indklagede har ingen lokal overenskomst, men følger overenskomsten med 3F, der er Horestas hovedoverenskomst – hoteloverenskomsten. Timelønnen for en medarbejder hos indklagede udgør 144,21 kr. Hertil skal der medregnes særligt tillæg, forskudt tillæg og tillæg efter kl. 18 samt i weekenden. Indklagede har åbent fra kl. 12.00 til 00.00. Timelønnen er ens for alle uanset erfaring, kvalifikationer eller evne. Det giver, såfremt klager var ansat, en ren timeløn uden tillæg på cirka 11.500 kr. om måneden. Med tillæg er lønnen langt over den oplyste ”typiske” løn af indklagede. Indklagede gør gældende, at der ikke er udøvet forskelsbehandling. Klager ville under ingen omstændigheder have fået jobbet, da han hverken har erfaring med madservering eller selskabsservering. Dette fremgår udtrykkeligt af afslaget sendt som mail den 30. marts 2015 kl. 19.20, hvor der står: ”Du har desværre ikke erfaring nok til at komme i betragt- ning til jobbet. ” Da klager anmodede om en uddybning, blev der i svarmail af 31. marts 2015 kl. 10.39 henvist til, at klager ikke havde dokumenteret at have færdigheder som tjener. Det fremgår af klagers ansøgning, at han i det væsentlige har beskæftiget sig med andre ting, og at hans tjenererfaring består i, at han har serveret en kold fadøl i sin onkels restaurant. Det er ikke tilladt for unge under 18 år at servere et sted, hvor der serveres alkohol. Man kan som 18-årig derfor ikke have den nødvendige erfaring. Hertil kommer, at forlystelsesparken kan være et hårdt sted at arbejde. Indklagede har kendskab hertil efter at have drevet virksomhed i forlystelsesparken gennem mange år. Det er derfor nødvendigt, at personalet har erfaring. Ud over almindelig livserfaring er det nødvendigt med viden om mad, vin, øl, kaffe m.v., hvilket man kun opnår, når man har arbejdet og opnået erfaring som tjener. Det fremgår udtrykkeligt af annoncen, at den pågældende skal have tjenererfaring, kunne kunsten at fadservere og trives i et travlt miljø. Klagers CV er ikke tidligere sendt til indklagede. Det bemærkes i relation til klagers CV, at den ene af de nævnte restauranter er en buffetrestaurant, som ikke giver erfaring i fadservering. Indklagede forlanger normalt to års erfaring som tjener før ansættelse, hvorved man kommer op på en alder på mindst 20 år, da man først kan starte arbejdet med at servere som 18-årig. Det afgørende for indklagede var således den manglende tjenererfaring. En 18-årig kan efter sagens natur ikke have opnået tilstrækkelig erfaring til at være tjener hos indklagede, som er en del af forlystelsesparken. Det er ikke kun et spørgsmål om erfaring i at servere alkohol, men også i at servere ved middagsselskaber. Det var muligt for indklagede at vurdere dette ud fra ansøgningen, og en personlig samtale var ikke nødvendig. Uanset om klager havde været fyldt 20 år eller ej, ville han derfor ikke have været kvalificeret til at få stillingen. Der er således ikke grundlag for at udbetale en godtgørelse. Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte komme frem til, at klager er berettiget til en godtgørelse, henleder indklagede opmærksomheden på, at der er tale om en tidsbegrænset ansættelse til ophør den 30. august 2015. Indklagede har i hele april måned lukket alle hverdage, så indtjeningen her ville være yderst beskeden. En typisk månedsløn for en tjener hos indklagede er 4-5.000 kr. Timelønnen afhænger af kvalifikationer og de pågældendes evne til at arbejde selvstændigt. Især i forsæsonen er der ikke aftenarbejde på grund af vejret, og der kunne derfor ikke påregnes tillæg som følge af aftenarbejde. Der er således ikke tale om en fast stilling, hvorfor en godtgørelse i givet fald skal være væsentligt mindre end 25.000 kr., hvilket nævnet også i andre sager er kommet frem til. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af en bestemt alder. Det fremgår af indklagedes stillingsannonce, at de søgte en sæsonarbejder på minimum 20 år. Indklagede har derfor handlet i strid med annonceringsbestemmelsen. Klager får derfor medhold i denne del af klagen. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at udstede bøder i anledning af overtrædelse af forbuddet mod annoncering efter personer af en bestemt alder. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Indklagede søgte efter en sæsonarbejder på minimum 20 år. Klager fik i korrespondancen med indklagede blandt andet besked om, at man skal være fyldt 20 år. Klager har på denne baggrund påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af alder. Klager fik i første omgang besked om, at han ikke havde erfaring nok til at komme i betragtning til jobbet. I den efterfølgende korrespondance fik klager besked om, at tjenerne hos indklagede skal have tjenererfaring og blandt andet kunne fadservere. Det er nævnets vurdering, at det var afgørende for indklagede, at klager ikke havde den erfaring, som efter indklagedes opfattelse var nødvendig i den pågældende restaurant. Indklagede har således løftet bevisbyrden for, at det var begrundet i klagers manglende erfaring, at han ikke kom i betragtning til jobbet hos indklagede. Det medfører ikke en ændret vurdering, at indklagede i den efterfølgende korrespondance med klager gentog som skrevet i jobopslaget, at man skal være fyldt 20 år. Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen. <2015-6810-17040>

Versioner

  1. 2016-07-23