Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9755@2016-07-23/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - medhold

J.nr. 2015-6811-30838 En økonom med behov for tegnsprogstolk søgte en deltidsstilling som finans- og administrationsmanager i en lille organisation og blev indkaldt til samtale. Da økonomen i en mail bekræftede datoen for samtalen, oplyste han, at han ville medbringe en tegnsprogstolk. Organisationen aflyste herefter samtalen og anførte, at det på grund af hørehandicappet ikke var muligt med en ansættelse. Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at økonomen havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Da organisationen ikke forud for afvisningen havde foretaget en konkret vurdering af økonomens behov og muligheder for at varetage stillingen med relevante tilpasninger, herunder ved hjælp af offentlig støtte, havde organisationen ikke dokumenteret, at det ville have været en uforholdsmæssig stor byrde at ansætte klage, eller at klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage stillingen. Klager fik derfor medhold og godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede afviste klagers ansøgning, da indklagede blev klar over klagers behov for tegnsprogstolk. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede afviste klagers ansøgning på grund af klagers handicap. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrente fra den 22. juni 2015, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Indklagede, som er en organisation, der arbejder for bekæmpelse af diskrimination (…), søgte i marts 2015 en deltidsansat finans- og administrationsmanager. Ifølge stillingsopslaget skulle manageren være ansvarlig for: ” - management of administrative and financial systems and preparation of financial reports and budgets in cooperation with the finance officer - responsible for managing donor relations in accordance with their requirements - personnel administration - running of the office, such as purchase of office supplies, contact with suppliers and public authorities etc. - support to network administration, and logistics around meetings and events” Hvis opgaverne tillod det, kunne det ifølge opslaget blive muligt for medarbejderen at deltage i andre arbejdsopgaver afhængigt af pågældendes kvalifikationer og de organisatoriske behov. Efter stillingsopslaget skulle ansøgerne have erfaring med finansiel management i en international NGO eller dansk NGO med en international berøringsflade og have gode skriftlige dansk- og engelskkundskaber. Erfaring med fundraising var en fordel. Ansøgninger ville blive vurderet løbende, som de kom ind, og samtaler ville blive afholdt fra den 23. marts 2015. Den 1. april 2015 skrev klager til indklagede og spurgte, om det fortsat var muligt for ham at sende en ansøgning, hvilket indklagede bekræftede. Den 4. april 2015 sendte klager en ansøgning til indklagede på baggrund af stillingsopslaget. Klager angav i sin ansøgning, at han var uddannet cand. polit. og aktuelt var ansat som sekretariatschef i et forbund, hvor han var ansvarlig for økonomistyring, budgetopfølgning og regnskabsaflæggelse. Klager skrev videre, at han havde arbejdet med forbundets fundraising på nationale, europæiske og internationale projekter samt personaleadministration og -ledelse. Klager oplyste også, at han mente sig kompetent til at varetage stillingen ved indklagede trods sit hørehandicap, der ikke havde været en hindring i tidligere ansættelser. Klager oplyste, at han blandt andet fik en tegnsprogstolk stillet til rådighed uden udgift for arbejdsgiveren. Den 7. april 2015 indkaldte indklagede via mail klager til samtale den 9. april 2015. Dagen efter bekræftede klager ligeledes pr. mail tidspunktet for samtalen og oplyste, at han ville medbringe en tegnsprogstolk. Samme dag svarede indklagede: ”Kære [klager], Tak for din mail. Det var en ny oplysning for mig, måske har jeg overset noget i dit brev. Vil det sige at dit virke er betinget af at have en tolk med? Og at f.eks. deltagelse i skype møder, som vi bruger en del af blandt andet i bestyrelsesarbejde, ikke ville være muligt? ” Kort efter skrev indklagede: ”Kære [klager], Det beklager jeg meget, jeg har ikke bemærket at dit handicap var af en sådan karakter, at det er nødvendigt med fuldtidstolk. Det vil ikke kunne lade sig gøre i en organisation som vores, hvor en del foregår på skype og en af de administrative opgaver er at tage noter fra møder, inklusiv bestyrelsesmøder. På den baggrund må jeg desværre meddele at en ansættelse hos os ikke er mulig. Jeg ønsker dig held og lykke med at finde yderligere opgaver. ” Samme dag skrev klager til indklagede og oplyste, at han havde deltaget i flere møder over Skype med tegnsprogstolk, uden at det havde været til gene for de øvrige mødedeltagere, og at netop nye teknologier som Skype havde bidraget til, at døve havde fået flere muligheder på arbejdsmarkedet. Klager spurgte til forholdene hos indklagede og anførte, at et eventuelt afslag burde foregå på et oplyst grundlag på baggrund af en samtale. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev indgivet den 22. juni 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Klager ønsker godtgørelse efter sædvanlig praksis. Der var ingen formel tidsfrist for ansøgningerne, ligesom indklagede den 1. april 2015 skrev, at de fortsat modtog ansøgninger. Det forhold, at klager i første omgang blev indkaldt til samtale, må betyde, at indklagede fandt ham fagligt kompetent til at bestride stillingen. Klager blev sorteret fra på grund af indklagedes forudindtagede holdninger og fordomme. Klager fik ikke chancen for ved en samtale at gøre rede for de faktiske muligheder og begrænsninger i forbindelse med handicappet. Indklagede spurgte ikke ind til, i hvilken grad klager var afhængig af en tegnsprogstolk for at kunne varetage stillingen, og påstanden om, at klager har behov for en fuldtidstolk, må stå for indklagedes egen regning. Indklagede undersøgte heller ikke, hvilke tilpasninger, der ville være nødvendige for, at klager ville kunne varetage stillingen, herunder i forhold til fysiske rammer for tolken. En tegnsprogstolk har brug for en stol, hvilket må høre under arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a. Klager har i en stor del af sit arbejdsliv været beskæftiget med lobbyarbejde og interessevaretagelse på nationalt og internationalt plan, herunder har klager været en del af den danske officielle delegation i forbindelse med Danmarks eksamen hos FNs handicapkomité og har arbejdet i flere afrikanske og asiatiske lande på og for forskelige udviklingsprojekter. Anvendelse af tegnsprogstolk har aldrig givet problemer i forhold til kompetent og betryggende varetagelse af klagers arbejdsopgaver. Det er teknisk muligt at have fjerntolkning gennem Skype, hvor tolken fysisk sidder et andet sted og tolker en samtale på kontoret mellem klager og en kollega eller en telefonsamtale mellem klager og en tredjepart. Dårlig og ustabil internetforbindelse er et vilkår, som klager har været vant til i sit mangeårige arbejde med udviklingslande, og det påvirker ikke klager eller tegnsprogstolken mere, end det påvirker alle andre. Klager skrev i sin ansøgning, at han ville få stillet en tolk til rådighed uden udgift for arbejdsgiveren. Det gælder også møder i udlandet. Klager har tidligere haft betydelig rejseaktivitet med tolk, og udgifterne hertil er blevet dækket af jobcentret. Indklagede ville således ikke få pålagt en uforholdsmæssig stor byrde. Indklagedes bemærkninger til Ligebehandlingsnævnet bærer præg af efterrationalisering baseret på generaliseringer, fordomme og uvidenhed, som ikke har hold i virkeligheden eksempelvis i forhold til, hvordan det fungerer med tegnsprogstolkning. Disse fejlagtige påstande og fordomme kunne være fjernet ved en ansættelsessamtale, hvor indklagede kunne have gjort sig bekendt med klagers konkrete og individuelle behov for tilpasninger og selv have oplevet, hvor smertefrit det i praksis kan fungere med en tegnsprogstolk. Indklagede gør gældende, at en ansættelse af klager ved indklagede ikke var mulig på grund af klagers hørehandicap. Klager indgav sin ansøgning efter, at den formelle tidsfrist var udløbet. Indklagede var ekstra imødekommende ved at tage klagers ansøgning i betragtning. Begrundelsen herfor var, at indklagede ønskede en bedre kønsbalance på kontoret, hvis det var muligt. Da det blev klart i mailkorrespondancen, at klager havde brug for en fuldtidstolk for at kunne bestride arbejdet, måtte indklagede meddele ham, at en ansættelse ikke kunne lade sig gøre. Det er ikke økonomisk og fysisk muligt at have en person med nedsatte funktioner ansat i en lille organisation som indklagedes, hvor der er fire fastansatte medarbejdere. Medarbejderne sidder i et lille kontorlokale. Foruden medarbejderne er der i lokalet bogreoler til mapper, materiale og udstyr. To ekstra stole til tolke vil uvægerligt stå i vejen i de beskedne gangarealer og med stor sandsynlighed vanskeliggøre arbejdsforholdet for de øvrige ansatte. Det er kun i begrænset omfang muligt at planlægge tid og dato for interne møder. Møder og samtaler afholdes oftest ad hoc, og der gives instruktioner efter behov og i forhold til individuel arbejdsbelastning og prioritering af opgaverne. Dette betyder, at indklagede kan varetage sine opgaver hurtigt, uformelt og fleksibelt. Arbejdspresset er stort og forudsætter fleksibilitet i forhold til at yde en ekstra indsats og være til rådighed med kort varsel. Overarbejde kan heller ikke planlægges. Derudover er der en række Skypemøder, som ikke kan planlægges med en lang tidshorisont. Indklagede vil derfor ikke i rimelig tid kunne tilkendegive, hvornår der er behov for tolkning, hvilket ikke synes foreneligt med de krav, der er til tolkeplanlægning. Stillingen, som klager søgte, er den primære indgang til organisationen i forhold til opkald, og medarbejderen skal stå for den telefoniske kontakt til myndigheder, revisorer og andre institutioner. Indklagede er et globalt netværk og en international menneskerettighedsorganisation, hvor alle ansatte i udstrakt grad kommunikerer med netværksmedlemmer og en række eksterne interessenter på engelsk ofte via telefon og Skype, hvor forbindelsen ofte er ringe og ustabil. Det er derfor nødvendigt at kunne kommunikere direkte med omverdenen. Møder og konsultationer, som indklagede deltager i og bidrager til, er lange. Indklagede rejser blandt andet til større FN- og EU-konsultationer og har meget langvarige møder, hvor medarbejderen i den pågældende stilling ofte vil være ansvarlig for at tage noter og lave referater til indklagede. Eksempelvis kan bestyrelsesmøder over Skype være af 2-3 timers varighed, og senest deltog indklagede i en to dages teknisk konsultation om kastediskrimination med 60 deltagere. Medarbejderen i stillingen er eneansvarlig for at skrive detaljerede referater fra indklagedes internationale bestyrelsesmøder, hvilket kræver en medarbejder, der kan få informationen på første hånd og direkte vil kunne notere, hvis noget ’falder ud’ af samtalen og skal sættes ind igen. Så vidt indklagede er orienteret, vil klagers deltagelse i møder og konsultationer fordre to tegnsprogstolke, så de ikke tolker mere end 10 minutter ad gangen. Dette er baseret på, at andre organisationer i et vist omfang anvender en 10-minutters regel. Det er ikke muligt for indklagede at skaffe midler til flyrejser, per diem, hotel mv. for en ekstra person, da budgettet er meget stramt og underfinansieret. Indklagede forestiller sig ikke, at så store rejse- og tolkeomkostninger vil kunne dækkes af det offentlige. Indklagede er således en lille organisation, der har behov for at organisere arbejdet på en anden måde, end det forudsættes i det offentlige støttesystem for døve og hørehæmmede. Der er ikke tale om generalisering, fordomme og uvidenhed som påstået af klager. Indklagede har konkret beskrevet arbejdsforholdene i organisationen og derved de særlige omstændigheder, der gør sig gældende for en lille, international organisation og den pågældende stilling. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger på grund af handicap. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb. Ligebehandlingsnævnet lægger efter det oplyste til grund, at klager har et hørehandicap, da han har behov for kompensation i form af tegnsprogstolk for fuldt og effekt at kunne deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og at klagers funktionsbegrænsninger er af lang varighed. Nævnet bemærker i den forbindelse, at indklagede ikke har bestridt, at klager har et hørehandicap. En arbejdsgiver skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, med mindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkelig omfang kan lettes gennem offentlige foranstaltninger. Det følger af betragtning nr. 17 i Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet), at der med forbehold for forpligtelsen til i et rimeligt omfang at foretage tilpasninger ikke kan kræves ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med pågældende stilling. Indklagede indkaldte klager til samtale, men aflyste samtalen, da indklagede blev klar over, at klager havde behov for tegnsprogstolk. Herefter afviste indklagede klagers ansøgning alene på baggrund af klagers handicap. Indklagede undersøgte ikke forud for afvisningen af klagers ansøgning, om han med rimelige tilpasninger i forhold til sine konkrete behov ville kunne varetage et arbejde for indklagede, herunder om byrden ved at foretage tilpasninger kunne lettes ved offentlige foranstaltninger. Disse forhold kunne for eksempel være blevet belyst gennem en samtale med klager. Indklagede foretog således ikke en konkret vurdering af klagers behov og muligheder for at varetage stillingen med relevante tilpasninger. På denne baggrund har indklagede ikke dokumenteret, at det ville være en uforholdsmæssig stor byrde at ansætte klager, eller at klager uanset tilpasninger ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage stillingen. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse med udgangspunkt i praksis foretaget et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 22. juni 2015, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <2015-6811-30838>

Versioner

1. 2016-07-23