Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - stillingsopslag - medhold

GældendeVersion 2016-07-23
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9758@2016-07-23/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - stillingsopslag - medhold

J.nr. 2015-6810-46273 En tøjbutik søgte ifølge en stillingsannonce ”en modebevidst ung pige med lyst til at arbejde med smart tøj (…). ” Klager, der var mand, indgav sin klage til Ligebehandlingsnævnet den 5. oktober 2015, og sagen var derfor ikke omfattet af de nye regler om retlig interesse i ligebehandlingsnævnsloven per 1. januar 2016. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at annoncen var i strid med ligebehandlingsloven. Klager fik derfor medhold i sin klage. Klager havde efter det oplyste ikke søgt stillingen. Herefter, og da bestemmelsen i ligebehandlingsloven om godtgørelse ikke omfatter overtrædelse af annonceringsforbuddet, blev klager ikke tilkendt nogen godtgørelse.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede i en stillingsannonce søgte efter ”en modebevidst frisk ung pige” til en stilling som butiksassistentelev i en tøjbutik. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligebehandlingsloven, at indklagede søgte en ”modebevidst frisk ung pige” som butiksassistentelev til en butik. Sagsfremstilling Der er klaget over, at en stillingsannonce, hvor indklagede søgte en butiksassistentelev til en tøjbutik. Af annoncen fremgik blandt andet: ”Er du en modebevidst frisk ung pige med lyst til at arbejde med smart tøj, så er du måske vores nye elev. Vi lægger vægt på, at du - er udadvendt og serviceminded - er venlig og imødekommende - har masser af gå-på-mod - har afsluttet HG/HGS eller HHX” Klager, der er en mand, søgte ikke stillingen, og klager havde heller ikke forud for klagen på anden vis henvendt sig til indklagede omkring stillingsannoncen. Klagen blev modtaget hos Ligebehandlingsnævnet den 5. oktober 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været forhindret i at komme i betragtning som ansøger alene på baggrund af sit køn. Klager anfører i den forbindelse, at hans gymnasiale uddannelse og kurser i regnskab og revision ækvivalerer HG, og at indklagede derfor ikke kan henvise til, at han ikke ville være kommet i betragtning til stillingen uanset hvad. At han bor i Malmø må være sagen uvedkommende, idet det ikke er usædvanligt at flytte efter beskæftigelse. Han ønsker med klagen at få kompensation for uretmæssig forskelsbehandling på grund af sit køn. Indklagede henviser til, at indklagede som udgangspunkt ser det som en fordel at være pige for at få det størst mulige udbytte af stillingen som salgsassistent inden for pige-/dametøj. Indklagede har samtidig peget på, at de ikke har modtaget nogen form for henvendelse fra klager. Hvis han havde valgt at tage kontakt til indklagede, ville han være blevet sorteret fra, eftersom han ikke har den relevante uddannelse og i øvrigt bor i Malmø. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter ligebehandlingsloven. Det fremgår af annonceringsbestemmelsen i loven, at det ved annoncering ikke må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn. Det følger af den gældende ligebehandlingsnævnslov, at en klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen. Kravet om, at en klager skal have retlig interesse, blev indsat i loven med virkning fra 1. januar 2016. Klagen blev modtaget hos Ligebehandlingsnævnet den 5. oktober 2015 og er derfor behandlet efter de da gældende regler. Ifølge stillingsannoncen søgte indklagede efter en pige. Annonceringen var derfor i strid med ligebehandlingsloven. Klager får derfor medhold i sin klage. Klager har efter det oplyste ikke søgt stillingen, og bestemmelsen i ligebehandlingsloven om godtgørelse omfatter ikke overtrædelse af annonceringsforbuddet. Klager tilkendes derfor ingen godtgørelse. <2015-6810-46273>

Versioner

  1. 2016-07-23