Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - stillingsopslag - medhold

GældendeVersion 2016-07-23
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9759@2016-07-23/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - stillingsopslag - medhold

J.nr. 2015-6810-46269 En tøjbutik søgte ifølge en stillingsannonce ”en moden kvinde, som kan hjælpe med at klæde vores kunder fint på (…). ” Klager, der var mand, indgav sin klage til Ligebehandlingsnævnet den 5. oktober 2015, og sagen var derfor ikke omfattet af de nye regler om retlig interesse i ligebehandlingsnævnsloven per 1. januar 2016. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at annoncen var i strid med ligebehandlingsloven. Klager fik derfor medhold i sin klage. Klager havde efter det oplyste ikke søgt stillingen. Herefter, og da bestemmelsen i ligebehandlingsloven om godtgørelse ikke omfatter overtrædelse af annonceringsforbuddet, blev klager ikke tilkendt nogen godtgørelse.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede i en stillingsannonce søgte efter ”en moden kvinde” til en stilling som butiksassistent i en tøjbutik. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligebehandlingsloven, at indklagede søgte ”en moden kvinde” som butiksassistent til en butik. Sagsfremstilling Der er klaget over en stillingsannonce, hvor indklagede søgte en butiksassistent til en tøjbutik. Af annoncen fremgik blandt andet: ”Hos [X butik] har vi byens største udvalg af festtøj. vi mangler en moden kvinde, som kan hjælpe med at klæde vores kunder fint på i vores afdeling på 1. sal. I afdelingen findes festtøj, overtøj og vores plus-size. Du kan forvente af os: Spændende og alsidig butik med lækre varer. Søde, voksne kollegaer. En hverdag hvor der sker noget i butikken. Vi forventer af dig : Du har erfaring med at sælge dametøj, og er god til det ! Du har kendskab til salg af festtøj. Du er fleksibel. ” Klager, der er en mand, søgte ikke stillingen. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. oktober 2015. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han som mand på forhånd var afskåret fra at komme i betragtning til stillingen alene på baggrund af sit køn. Han søgte af samme grund ikke jobbet. Han ønsker med klagen at få kompensation for uretmæssig forskelsbehandling på grund af køn. Indklagede har oplyst, at det var en fejl, at de i annoncen skrev ”en moden kvinde”, da de normalt skriver m/k. Indklagede har videre oplyst, at alle ansøgninger uanset køn på ansøger er blevet gennemlæst. Havde man ikke den faglige kompetence inden for salg af dametøj og kendskab til salg af festtøj, blev man sorteret fra på grund af dette – og ikke på grund af sit køn. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter ligebehandlingsloven. Det fremgår af annonceringsbestemmelsen i loven, at det ved annoncering ikke må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn. Det følger af den gældende ligebehandlingsnævnslov, at en klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen. Kravet om, at en klager skal have retlig interesse, blev indsat i loven med virkning fra 1. januar 2016. Klagen blev modtaget hos Ligebehandlingsnævnet den 5. oktober 2015 og er derfor behandlet efter de da gældende regler. Ifølge stillingsannoncen søgte indklagede efter en kvinde. Annoncen var derfor i strid med ligebehandlingsloven. Klager får herefter medhold i sin klage. Klager har efter det oplyste ikke søgt stillingen, og bestemmelsen i ligebehandlingsloven om godtgørelse omfatter ikke overtrædelse af annonceringsforbuddet. Klager tilkendes derfor ingen godtgørelse. <2015-6810-46269>

Versioner

  1. 2016-07-23