Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9760@2016-07-23/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - medhold

J.nr. 2014-6810-67111 En turistbuschauffør ansat i fleksjob blev i 2013 afskediget på grund af nedgang i arbejdsopgaver. Chaufføren blev valgt til afskedigelse, da hun var mindre fleksibel til at varetage de tilbageværende arbejdsopgaver. Hun havde på tidspunktet for afskedigelsen ryg- og nakkegener, som udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Arbejdsgiveren havde inden afskedigelsen haft mulighed for at imødekomme chaufførens skånebehov, og der var ingen oplysninger om, at arbejdsgiveren havde været utilfreds med hendes udførelse af arbejdet, eller at hendes behov som følge af handicappet medførte særlige vanskeligheder i forbindelse med kørselsplanlægning. Derudover så arbejdsgiveren mulighed for genansættelse ved øget ordretilgang. Nævnet vurderede på denne baggrund, at arbejdsgiveren ikke havde dokumenteret, hvorfor chaufføren var en af de medarbejdere, der bedst kunne undværes, eller at fortsat ansættelse ville være uforholdsmæssigt byrdefuld. Klager fik derfor medhold samt godtgørelse svarende til ni måneders lån. Sagen er afgjort ved Retten i Aarhus, dom af 6. juni 2017. Dommen kan findes på Ligebehandlingsnævnets hjemmeside.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som turistbus- chauffør. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som turistbuschauffør. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 230.000 kr. med procesrente fra den 17. december 2014, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager blev den 17. februar 2005 af sin bopælskommune bevilget fleksjob hos sin daværende arbejdsgiver, der var et busselskab, pr. 1. marts 2005. Fleksjobbet var bevilget som følge af skrøbelig personlig- hedsstruktur og bevægeapparatsproblemer, der medførte en varig ned- sættelse af funktionsevnen. Det fremgår af Generel Helbredsattest fra egen læge af 4. marts 2004, at klager havde været sygemeldt siden februar 2003 på grund af depression. Klager blev sat i antidepressiv behandling. Derudover havde klager diskusdegeneration i lænderyggen, som medførte tydelige gener ved tunge løft, og når hun skulle vaske busser. Klager havde været i stand til at køre bus i flere timer ad gangen, og hendes betydelige overvægt hav- de ikke givet problemer i forbindelse med chaufførarbejde. Ifølge bevilling af løntilskud dateret 21. december 2006 var klagers ar- bejdstid i en fleksjobansættelse som buschauffør pr. 1. januar 2007 15- 20 timer om ugen. Bopælskommunen bevilgede 2/3 løntilskud til den mindste overenskomstmæssige løn. Klager blev ansat ved det indklagede busselskab den 21. februar 2010 som turistbuschauffør. Det fremgår af ansættelseskontrakten, at klagers arbejdstid kunne variere, og at der måtte påregnes overarbejde, wee- kendarbejde og udlandskørsel. Det fremgår af fleksjobbevis af 20. januar 2011, at klager særligt havde behov for varierende arbejdsstillinger og arbejdsopgaver i løbet af dagen samt fritagelse for ensidigt gentaget arbejde, fysisk belastende opgaver og armbelastende opgaver. Det fremgår også, at klagers arbejdstid var mellem 15 og 20 timer om ugen, og at der ikke skulle være mange ar- bejdsdage i træk, hvis klager havde en fuld arbejdsdag. Arbejdet skulle være skånsomt for ryg og skulder. Det fremgår af opfølgningsskemaer vedrørende fleksjob underskrevet den 10. august 2011, 9. juli 2012 og 7. juni 2013 af klager og indklagede, at der ikke siden sidste opfølgning var sket ændringer i arbejdssituationen, og at der ikke havde været væsentligt sygefravær. Den 12. juni 2013 indrykkede indklagede en stillingsannonce vedrørende en ledig stilling som rutechauffør til pendlerruten X-by og Y-by til ansæt- telse 15 timer om ugen med skiftende morgen- og eftermiddagsvagter. Der blev den 21. juni 2013 indgået ansættelsesaftale med to chauffører. Den 25. juni 2013 modtog indklagede en mail fra en befordringskonsu- lent i Y-by kommune, hvoraf det fremgår: ”Her er to skoler Med hensyn til tosprogsbusser har jeg ikke fået en eneste til jer. ” Kort efter samme dag modtog blandt andet indklagede følgende mail fra befordringskonsulenten: ”Hej alle Som det er jer bekendt fra dagspressen er vedtaget en ny skole- struktur der betyder fusion af nogle skoler pr. 1. August 2013: …” Den 27. juni 2013 fik klager brev om, at hun var afskediget med virkning fra den 21. juni 2013 til fratrædelse den 12. juli 2013. Den 15. august 2013 rettede klagers faglige organisation henvendelse til indklagede i anledning af afskedigelsen. Indklagede svarede den 16. august 2013, at klager var blevet afskediget på grund af en nedgang i kørslen, og at afskedigelsen var saglig. Indklagede oplyste, at der i sommerferien var opgraderet på nogle af vognmandens ruter, hvilket efter afskedigelsen af klager resulterede i en deltidsstilling (15 timer om ugen) hos vognmanden, og at klager tidligere havde afvist enhver interesse i en deltidsstilling. Den 19. august 2013 svarede en faglig konsulent fra klagers faglige organisation, at deltidsstillingen blev opslået den 12. juni 2013, og at klager blev afskediget den 27. juni 2013, hvorfor stillingen ikke først blev ledig efter klagers fratrædelse. Ved mail af 4. oktober 2013 fastholdt den faglige organisation, at afskedigelsen af klager var sket på et usagligt grundlag, og at den opslåede deltidsstilling med et timeantal, der svarede til det, som klager kunne udføre i fleksjobbet, blev besat få dage efter den 27. juni 2013. Den faglige organisation oplyste også, at klager aldrig havde afvist at tage en deltidsstilling. Det fremgår af udtalelse af 20. april 2015 fra klagers læge, at klager i 2003 fik påvist depression, der blev behandlet med medicin og psykologsamtaler. Det fremgår også, at klager i 2006 fik foretaget en gastric by-pass-operation på grund af overvægt, og at hun i 2007 var udsat for en trafikulykke, hvorunder hun slog nakke og ryg. Hun fik ikke tilbagefald af depressionen og udviklede i efterforløbet tiltagende smerter fra nakke og skuldre. Der blev givet injektionsbehandling i den ene skulder med nogen effekt. Ellers var der tale om kroniske muskelsmerter i nakke og lænd. Smerterne kunne i en periode dæmpes med medicin. Fra 2013 har klager anvendt Paracetamol som smertelindring. Klager havde behov for daglige øvelser og hyppige stillingsskift for at undgå smerter. Et fleksjob med en arbejdstid på 17 timer om ugen fungerede godt for klager. Der var tale om en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, og klager havde kunnet arbejde op til 10 timer på en dag, når det var nødvendigt, med deraf følgende forværring af symptomerne til følge, såfremt hun ikke de følgende dage fik tilsvarende hvile. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 17. december 2014. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet afskediget i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager ønsker godtgørelse på 236.140,27 kr. svarende til ni måneders løn med sædvanlig procesrente, subsidiært et mindre beløb efter Ligebehandlingsnævnets skøn. Der er ikke indtrådt retsfortabende passivitet. De almindelige forældelsesregler er ikke overskredet. Klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da hun har depression, betydelig overvægt og rygproblemer med degeneration af rygsøjlen. Lidelsen var årsag til, at klager fik tildelt et fleksjob. Klager oplyste indklagede om fleksjobbet ved ansættelsen, og det må lægges til grund, at indklagede var klar over fleksjobbets karakter. Klager formoder, at indklagede er bekendt med fleksjobbeviset fra 2011. Indklage- de har årligt udfyldt og underskrevet oplysningsskemaer til kommunen. Der er ikke behov for vidneforklaringer om dette spørgsmål. Afskedigelsen skyldtes reelt klagers helbredsmæssige forhold. Klager har derfor påvist faktiske omstændigheder, jf. forskelsbehandlingslovens § 7 a. Indklagede har ikke løftet sin bevisbyrde for, at afskedigelsen var saglig. Klager var kompetent, egnet og disponibel til at varetage stillingen. Begrundelsen for afskedigelsen var ifølge indklagede en nedgang i kør- selsmængden, men indklagede havde allerede den 12. juni 2013 indrykket en jobannonce vedrørende en ledig stilling som buschauffør. Denne stilling blev besat få dage efter, at klager modtog opsigelsen. Indskrænkningerne i forhold til skolebuskørslen kan ikke danne grundlag for en saglig afskedigelse af klager, da klager i alt fald i den sidste del af ansættelsen og frem til opsigelsen primært var beskæftiget med at køre bybus i Z-by og ikke med skolebuskørsel. I 2011 bestod klagers kørsel af bybuskørsel i 44 procent af arbejdstiden (75 ud af 171 dage) i 2012 i 68 procent af arbejdstiden (132 ud af 194) og i 2013 i 95 procent af ar- bejdstiden (93 dage ud af 98). Klager kørte endvidere ofte patientkørsel umiddelbart før og efter, at hun havde kørt bybus. Indklagedes drift ville ikke blive påvirket økonomisk i nævneværdig grad, og det ville ikke være en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede at beholde klager og imødekomme hendes skånebehov, da indklagede kunne planlægge driften på en sådan måde, så afskedigelsen af klager ikke var nødvendig. Klager fik mundtligt at vide, at opsigelsen skyldtes, at klager var ansat i et fleksjob og var mindre fleksibel. Klager har fremlagt en lydoptagelse af samtalen. Skånehensynene til klager var dog beskedne, og manglende fleksibilitet kan ikke begrunde afskedigelsen af klager. Der var ikke kun ansat cirka 20 chauffører ved indklagede, da der var tilknyttet en del deltidsansat personale, herunder efterlønnere. Der er fortsat deltidsansatte ved indklagede. Klager var mere fleksibel end flere af de andre ansatte, da hun havde mulighed for at køre både morgen, ef- termiddag, aften og weekender. Klager var ikke den eneste medarbejder med skånebehov. Klager, som har en meget lang anciennitet som chauffør, var yderst fleksibel og kørte både turistbus, skolebus, bybus, liftbus og patientkørsel. Klager har flere gange kørt liftkørsel. Klager har således efter ønske fra indklagede kørt patient-, læge- eller specialkørsel. Eksempelvis har kla- ger flere gange kørt en skoledreng, der anvendte kørestol. Klager har også hentet kørestolsbrugere ved lægehus. Klager var også fleksibel omkring placering af arbejdstimer, ligesom klager aldrig har sagt nej, når hun af indklagede blev anmodet om at tage en ekstra tur. Ifølge klagers fleksjobaftale skulle hun arbejde 15-20 timer om ugen, men i praksis arbejdede hun sjældent under 20 timer om ugen. Klager var omfattet af den gamle fleksjobordning, og indklagede fik 2/3 lønt- ilskud. Klager kørte flere timer end 1/3 stilling. Arbejdstiden kunne lægges fleksibelt, og nogle arbejdsdage var derfor længere og andre dage kortere. Det er derfor ikke korrekt, at klager alene kunne arbejde 3,5 time om dagen. Klagers behov for frihed var en naturlig del af fleksjobbet, og kan ikke anvendes som argumentation for, at klager var uegnet til stillingen. Det er ikke korrekt, som påstået af indklagede, at klager havde behov for frihed efter en arbejdsdag med overarbejde. Eksempelvis kørte klager den 5. april 2011 fra 7.00 til 14.30, den 6. april 2011 fra kl. 11.30 til 15.30, den 7. april 2011 fra 7.00 til 15.30 og den 8. april 2011 fra kl. 7.00 til kl. 13.00. Den 4. april 2011 var en aftalt fridag og ikke en ”hviledag”. Det er således heller ikke korrekt, at klager alene kunne køre korte ture. Nogle af de af indklagede opremsede dage indeholder også dage, hvor klager holdt ferie. Der er tale om 11 dage fordelt over ca. fem må- neder svarende til cirka en pr. to uger. Den tilbudte stilling på busruten fra X-by blev tilbudt cirka 14-16 måne- der før opsigelsen og ikke tre uger før, som påstået af indklagede. Der er ikke behov for at føre vidner herom. Det er uden betydning for vurderingen af sagen, at indklagede tidligere havde mulighed for at afskedige klager. Indklagede gør gældende, at der ikke er udøvet forskelsbehandling over for klager. Subsidiært gør indklagede gældende, at der ikke har været tale om en lovovertrædelse, som kan karakteriseres som så grov, at der bør fast- sættes en godtgørelse. Mere subsidiært bør godtgørelsen fastsættes til et væsentligt mindre beløb end angivet af klager. Klagers krav må anses for at være fortabt som følge af retsfortabende passivitet. Selvom de lovbestemte frister i forældelsesloven ikke er overskredet, kan de fraviges på ulovhjemlet grundlag, og det bør tillægges klager processuel skadevirkning, at hun ikke rejste krav efter forskelsbe- handlingsloven, da hun havde mulighed for det i forbindelse med parternes behandling af opsigelsens saglighed i 2013. Klager har alene fremlagt forældet dokumentation for perioden 1998- 2005, der ikke kan anvendes til at vurdere et eventuelt handicap på afskedigelsestidspunktet. Der er alene fremlagt en fleksjobbevilling i forhold til en tidligere ansættelse, ligesom helbredsoplysningerne fra 2015 ligger til grund for klagers nuværende fleksjobansættelse i en anden bus- virksomhed. Indklagede modtog aldrig fleksjobbevillingen fra klagers bopælskommune i forbindelse med ansættelsen af klager. Det er først under sagens behandling i Ligebehandlingsnævnet, at indklagede er blevet bekendt med fleksjobbeviset fra 2011. Indklagede var ikke på ansættelsestidspunktet bekendt med, at klager havde behov for frihed efter lange arbejdsdage. Indklagede bestrider, at bopælskommunen løbende har fulgt op på klagers ansættelse. På denne baggrund bør sagen afvises, da der er behov for parts- og vidneforklaringer. Indklagede bestrider dog ikke på baggrund af de seneste lægelige oplysninger, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, men indklagede bestrider, at der er sket forskelsbehandling på grund af selve handicappet. Indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, idet klager i kraft af sit fleksjob var omfattet af en række skånehensyn. Udover nedsat arbejdstid tog indklagede i størst mulig udstrækning hensyn til klagers funktionsnedsættelse ved tilrettelæggelse af arbejdet, herunder tildeling af kortere ture og ture, der ikke indebar tunge løft. Indklagede accepterede også, at klager tog en fridag, når det var nødvendigt af hensyn til helbredet. Frem til opsigelsen var det muligt for indklagede at tilrettelægge kørslen, så klagers reducerede fleksibilitet kun i nogen grad påvirkede en optimal planlægning af kørslen. Afskedigelsen af klager var nødvendig af hensyn til indklagedes drift. Det er ikke korrekt som påstået af klager, at der var en ledig stilling på tidspunktet for afskedigelsen af hende. Trafikselskab A meddelte i april 2013 indklagede, at de ville opgradere en busrute, hvilket ville medføre flere busafgange til/fra Æ-by lufthavn. Indklagede slog derfor en stilling op med ansøgningsfrist den 20. juni 2013. Indklagede ansatte to chauf- fører den 21. juni 2013. Den 25. juni 2013 modtog indklagede en mail fra Y-by kommune, hvoraf det fremgik, at kommunen blev nødt til at reducere antallet af busafgan- ge i forbindelse med skolekørsel. Hvor der tidligere var to-tre tilkørsler om morgenen og fire-fem hjemkørsler om eftermiddagen, skulle indklagede fremover alene have en tilkørsel om morgenen og to-tre hjemkørsler om eftermiddagen. Ændringerne af skolebuskørslen medførte også, at de tilbageværende skolebusture arbejdstidsmæssigt tog længere tid at udføre. Indklagede var derfor nødsaget til at foretage driftsmæssige tilpasninger svarende til halvanden medarbejder. Klager og en fuldtidsansat medarbejder blev afskediget. Indklagede er en mindre busvirksomhed, som beskæftiger cirka 20 chauffører. Derudover har indklagede nogle afløsere tilknyttet virksomheden, som anvendes i forbindelse med ferie, sygdom og spidsbelastningssituationer. Kørselsopgaverne består af forudbookede kørsler og kørselsopgaver, der opstår ad hoc i løbet af dagen. Her er kørselstidspunktet og varighed af opgaven ikke kendt på forhånd, og opgaverne stiller således krav til chaufførernes fleksibilitet, herunder muligheden for at tage ekstra arbejdstimer, når det er nødvendigt. Alle medarbejdere udfører arbejde morgen, middag, aften og weekender. Behovet for fleksibilitet fremgår af den af klager fremlagte lydfil. Blandt andet bliver der sagt: ”Og det er ikke nogen hemmelighed, at det er det, og det er fordi, at jeg bliver nød til at beholde dem, der er mest fleksible hele da- gen – og det kan jeg jo ikke med dig”. Afskedigelsen af klager var alene begrundet i, at kravene til medarbejderne efter reduktionen i antallet af skolebusafgange var uforenelige med klagers arbejdstidsmæssige skånebehov, da klager uundgåeligt skulle have påtaget sig ture af længere varighed og dermed ville få længere arbejdsdage. Klager ville således ikke længere være kompetent, egnet og disponibel til at bestride stillingen. Dette underbygges også af det fremlagte fleksjobbevis fra 2011. Indklagede bestrider, at klager var mere fleksibel end de øvrige medarbejdere. Den manglende fleksibilitet er ikke i forhold til arbejdstidens placering, men kun i forhold til klagers manglende mulighed for at tage mer-/overarbejde og samtidig arbejde dagen efter. Klager var ansat til buskørsel cirka 17 timer om ugen fordelt med cirka 3,5 arbejdstimer om dagen. Det er korrekt, at klager nogle dage arbejdede mere end 3,5 timer. Det var nødvendigt, at klager holdt fri den efterfølgende dag for at hvile ud. Dagsedlerne for perioden 24. september 2012 til 8. februar 2013 viser, at klager havde behov for adskillelige fridage på grund af sine skånebehov, fx, den 26. september 2012, 10. ok- tober 2012, 23. oktober 2012, 31. oktober 2012, 15. november 2012, 17. januar 2013, 23. januar 2013, 29. januar 2013, 31. januar 2013, 6. februar 2013 og 13. februar 2013. Indklagede havde sjældent mulighed for at planlægge klagers arbejdstid, så klager ikke fik mer-/overarbejde, da en stor del af virksomhedens kørsel er ad hoc opgaver, og kørselsplanlægningen blev betydeligt vanskeliggjort af, at klager ikke kunne møde dagen efter en arbejdsdag med mer-/overarbejde. Derved manglede indklagede en chauffør, og det var forbundet med ikke ubetydelige omkostninger at finde afløsere. Det har i nogle tilfælde været nødvendigt at afslå en kørselsopgave på grund af manglende personale. Såfremt indklagede havde valgt at beholde klager i virksomheden, ville det i en periode være nødvendigt, at klager fremmødte to eller flere gan- ge på en arbejdsdag. På grund af klagers daglige timeantal på cirka 3,5 ville to eller flere fremmøder samme dag have medført en ekstra lønudgift for indklagede, da første og andet fremmøde ifølge overenskomsten altid skal aflønnes med to timer, mens tredje fremmøde skal aflønnes med fire timer. Hertil kommer, at der for et fremmøde altid skal betales for fire timer. Indklagede ville således være overenskomstmæssigt forpligtet til at betale løn for ikke udført arbejde. Udover den øgede lønudgift, ville en fortsat beskæftigelse af klager også have medført betydelige vanskeligheder i forhold til planlægning af den daglige kørsel. Det er ikke korrekt, at klagers arbejde ikke var direkte berørt af nedgangen i skolebuskørslen. Klager var ikke primært ansat til at udføre bybuskørsel. Klager var ansat til at køre skolebus, lille bus og bybus, og ingen chauffører har fast kørsel, da alle chauffører skal kunne varetage alle typer af kørsel for at opnå den nødvendige fleksibilitet i planlægningen. Ifølge fremlagte dagsedler udførte klager i perioden 24. september 2012 til 8. februar 2013 kørsel i 71 dage og 30 af disse inkluderede skolebus- kørsel. Dette svarer til skolebuskørsel i 42 procent af arbejdsdagene. Det fremgår tydeligt af dagsedlerne, at skolebusturene var af kortere varig- hed. Klager havde på grund af dårlig ryg og skuldre aldrig liftkørsel. Indklagede bestrider, at klager varetog liftkørsel. Det er korrekt, at klager havde patient-, læge- og speciallægekørsel, men indklagede sørgede altid for, at klager ikke udførte kørsel, hvor betjening af lift var nødvendig, da liftkørsel indebærer tunge skub/forflytninger af eksempelvis kørestole samt firepunkts bespænding i gulvet af bussen. Ca. 1/3 af indklagedes kørsel er liftkørsel, og alle ansatte undtagen klager kunne bestride kørsel med liftbus og dertil hørende forflytninger. Det var ikke muligt for indklagede at iværksætte foranstaltninger, så klager kunne opfylde kravene til den øgede fleksibilitet. Indklagede har helt frem til fratrædelsen forsøgt at finde et andet arbejde, som klager kunne tilbydes. Det fremgår således af den fremsendte lydfil: ”Selvom jeg giver dig din fyreseddel på fredag, så trækker jeg den også tilbage igen, hvis jeg kan se, at der sker et eller andet”. Det indgik også i indklagedes overvejelser om, hvem der bedst kunne undværes i en afskedigelsessituation, at klager modsat mange af hendes kolleger ikke var berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse i henhold til overenskomstens § 20, stk. 6. Tre uger inden afskedigelsen blev klager tilbudt et job i X-by på en af virksomhedens ruter. Tilbuddet blev fremsat i forbindelse med køreplansskifte fra trafikselskab A. Klager afslog stillingen, da mødetidspunktet var for tidligt, og da mødestedet var for langt fra hendes bopæl. Kla- ger indvilligede i at afløse på ruten, såfremt andre var forhindrede. Da klager afslog tilbuddet, havde indklagede på et chaufførmøde orienteret alle chauffører om en snarlig fyringsrunde. Det forhold, at klager bestrider tidspunktet for den tilbudte stilling, viser også, at der er behov for at føre vidner. I øvrigt havde indklagede mulighed for at opsige klager to måneder før afskedigelsen, da klager i en periode havde mistet sit kørekort. Dette nævnte klager også selv til afskedigelsessamtalen, og det underbygger, at indklagede ved vurderingen af, hvilke chauffører, der bedst kunne undværes, alene lagde vægt på de ansattes kvalifikationer, fleksibilitet mv., og ikke tillagde klagers handicap betydning. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Nævnet finder heller ikke, at klager har udvist retsfortabende passivitet. Indklagedes afvisningspåstande tages derfor ikke til følge. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må af- skedige en lønmodtager på grund af handicap. Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C- 337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfat- tet af dette begreb. Det er klager, der har bevisbyrden for, at hun havde et handicap på tids- punktet for afskedigelsen. Klager fik forud for ansættelsen ved indklagede bevilget fleksjob på grund af en bevægeapparatsproblematik og en skrøbelig personlighedsstruktur. Ifølge de lægelige oplysninger blev klager sygemeldt på grund af en depression i 2003. Hun havde også diskusdegeneration i lænderyggen, der medførte gener. Efter tilkendelse af fleksjob var klager udsat for en trafikulykke, hvilket medførte gener i ryg, nakke og skuldre. Ifølge et fleksjobbevis fra 2011 havde klager på dette tidspunkt behov for nedsat arbejdstid og skånende arbejdsstillinger og opgaver. Klager havde ifølge lægeudtalelse fra 2015 fortsat gener og skånebehov som følge af sin ryg- og nakkeproblematik. Klager havde således et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da hendes ryg- og nakkegener på afskedigelsestidspunktet medførte begrænsninger i hendes mulighed for at påtage sig arbejde på lige fod med andre, og da begrænsningen var af lang varighed. Der er derimod ikke i sagen fremlagt lægelig dokumentation for funktionsbegrænsninger i forhold til overvægt eller en psykisk lidelse på afskedigelsestidspunktet. Afskedigelsen af klager var begrundet i, at hun var mindre fleksibel til at varetage de tilbageværende opgaver ved indklagede. Klagers mulighed for at være fleksibel var knyttet til hendes handicap. Klager har således påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicappet. Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, med mindre der derved pålægges arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde. Indklagede havde under klagers ansættelse imødekommet hendes skånebehov i forhold til blandt andet nedsat arbejdstid og frihed efter lange arbejdsdage. Indklagede havde også medvirket til en årlig opfølgning på fleksjobbet. Indklagede vidste eller burde derfor vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det er herefter indklagedes bevisbyrde, at fortsat ansættelse af klager ville have pålagt indklagede en uforholdsmæssig stor byrde. Indklagede havde forud for afskedigelsen mulighed for at imødekomme klagers skånebehov. Der foreligger ingen oplysninger om, at indklagede forud for afskedigelsen havde været utilfreds med klagers udførelse af arbejdet, eller at klager ikke kunne udføre arbejdet på grund af sit han- dicap. Det er heller ikke oplyst, at klagers behov for frihed dagen efter en lang arbejdsdag forud for afskedigelsen medførte særlige vanskelig- heder i forbindelse med indklagedes kørselsplanlægning. Det er endvide- re oplyst, at indklagede så mulighed for genansættelse ved øget ordretil- gang. Indklagede har ikke i tilstrækkelig grad dokumenteret, hvorfor klager var en af de medarbejdere, der bedst kunne undværes, herunder hvorfor en fortsat ansættelse af klager ville være forbundet med en uforholdsmæssig stor byrde. Indklagede har således ikke begrundet i tilstrækkeligt omfang, hvorfor indklagede ikke efter juni 2013 havde tilstrækkeligt med opgaver, som klager kunne påtage sig, og som tilgodeså hendes skåne- behov, herunder anden kørsel end skolebuskørsel, uden at dette ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 230.000 kr. svarende til cirka ni måneders løn. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen. Indklagede skal herefter betale 230.000 kr. til klager med procesrente fra den 17. december 2014, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <2014-6810-67111>

Versioner

1. 2016-07-23