Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold

GældendeVersion 2016-07-23
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9762@2016-07-23/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold

J.nr. 2015-6811-19446 Det var i strid med ligestillingsloven, at en bar tilbød kvindelige gæster gratis cocktails, mens mænd skulle betale for cocktails. Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr..

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at mænd skulle betale for cocktails på den indklagede bar, mens kvinder ikke skulle betale for cocktails. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligestillingsloven, at mænd skulle betale for cocktails på den indklagede bar, mens kvinder ikke skulle betale for cocktails. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 2.500 kr. med procesrente fra den 20. april 2015, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager, der er en mand, var den 1. april 2015 på den indklagede bar sammen med en veninde. Klager har fremsendt kopi af indklagedes opslag om gratis cocktails til kvinder, hvor det blandt andet fremgår: ”Grand opening party! ! #Vi åbner kl. 21.00! #Fri fadøl (21-23) #Gratis cocktails til alle piger” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at forholdet er i strid med ligestillingsloven, og ønsker en godtgørelse. I entréen fik klager og hans veninde udlevet et plastikkrus. De fik i den forbindelse at vide af dørmanden, at der var ”gratis cocktails til piger, og gratis øl til drengene”. Klager henvendte sig i baren for at gøre brug af tilbuddet om gratis drikkelse. Han nævnte i den forbindelse overfor bartenderen, at han ikke er øldrikker og spurgte, om han ikke kunne få en cocktail i stedet. Bartenderen afviste med ordene, at ”cocktails er kun forbeholdt tøserne”. Klager protesterede, men endte med at måtte købe en cocktail for ikke at skulle drikke øl. Da klager kom hjem, så han det fremsendte reklameskilt om, at der kun tilbydes ”gratis cocktails til piger”. Cocktails koster normalt det dobbelte af, hvad en øl koster på diskoteker. Indklagede har oplyst, at baren har ændret markedsføringen og efterfølgende ikke har gjort forskel på mænd og kvinder. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt ligestillingsloven ved alene at tilbyde de kvindelige gæster gratis cocktails. Nævnet har i den forbindelse lagt til grund, at cocktails repræsenterede en potentielt højere værdi end fadøl, som dørmanden ifølge klager tilbød gratis til de mandlige gæster. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 20. april 2015, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <2015-6811-19446>

Versioner

  1. 2016-07-23