Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold

GældendeVersion 2016-07-23
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9766@2016-07-23/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold

J.nr. 2016-6811-05543 En lettisk statsborger blev afvist i døren til en natklub. Klager kommunikerede på engelsk i køen og foreviste på forlangende sit lettiske identitetskort, der imidlertid blev afvist som gyldig identifikation. Klager havde oplyst, at dørmanden direkte adspurgt sagde, at klubben ikke tillod folk fra udlandet at komme ind. Klager blev som den eneste i selskabet bedt om at vise sit gule sygesikringsbevis (sundhedskort), der udstedes til alle med bopæl i Danmark, for at opnå adgang til stedet. Klager havde på den baggrund påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at princippet om ligebehandling ikke var blevet tilsidesat. Klager fik derfor medhold i klagen og godtgørelse på 5.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afvist i døren til den indklagede natklub. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager natten mellem den 18. og 19. december 2015 blev afvist i døren til indklagede natklub. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 5.000 kr. med procesrente fra den 22. januar 2016, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager, der er lettisk statsborger, var natten mellem den 18. og 19. december 2015 i byen med tre af sine venner. Klager blev i den forbindelse afvist i døren til indklagede natklub. Klager har fremsendt en kopi af det lettiske identitetskort med billede, han angiver at have forevist i forbindelse med, at han blev nægtet adgang til stedet. Klager har tillige fremsendt erklæringer med beskrivelse af hændelsesforløbet fra de tre venner, han var i byen med den pågældende nat. Indklagede har i sit partsindlæg oplyst at ville afholde samtaler med dørmænd og andet personale, som var på arbejde den pågældende nat, og som muligvis har oplevet hændelsen. Indklagede har i den forbindelse taget forbehold for at fremlægge erklæringer fra dørmænd, øvrigt personale og eventuelle vidner. Indklagede har ikke i forlængelse heraf fremsendt yderligere oplysninger vedrørende hændelsesforløbet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Klager er af letlandsk oprindelse og har derfor en svag russisk accent, ligesom han er østeuropæisk af udseende. Da dørmanden hørte, at de fire venner talte sammen på engelsk, blev de alle bedt om at vise ID. Alle undtagen klager kunne fremvise kørekort. Ifølge politiets retningslinjer for førstehånds-ID udgøres dette af gyldige personoplysninger og et billed-ID. Klager havde medbragt sit nationale ID-kort fra Letland, som under EU-reglerne kan benyttes på lige fod med et pas og anden gyldig rejsehjemmel inden for Schengenlandene. Kortet har nationalt våbenmærke på forsiden, og der er skrevet på tre forskellige sprog (nationalt, engelsk og fransk). Klagers pasnummer er påtrykt bagsiden, og kortet fungerer i praksis som et pas. Der er ingen tvivl om ligheden mellem et pas og dette kort. Som dørmand med ansvar for at tjekke gyldigt ID, må man forventes at kende reglerne på området, som fastsat af politiet. Dørmanden godtog imidlertid ikke kortet som gyldig ID, men henviste i stedet til, at klager måtte fremvise et dansk gult sygesikringsbevis for at komme ind på klubben. Hele gruppen forlod herefter køen. Klager og hans venner vendte senere tilbage til stedet for at få en uddybende forklaring og fik i den forbindelse oplyst, at klubben ikke tillod folk fra udlandet at komme ind. Klager og hans venner opførte sig ordentligt og var ikke berusede. Deres påklædning var meget ens, men det var kun klager, der – da de skulle fra sikkerhedstjekket til billetskranken - blev kaldt tilbage igen. Klager og hans venner har besøgt den bar, der tidligere lå i indklagedes lokaler. De er aldrig blevet afvist på grund af trængsel. Så det virker tvivlsomt, når indklagede oplyser, at indklagede denne aften måtte afvise flere hundrede mennesker. Kvitteringen for en af klagers venners betaling for indgang på stedet viser, at dresscode eller beruselse ikke kan have været grunden til afvisningen, da man ved betalingen allerede er gået igennem ”sikkerhedskontrollen”. At indklagede oplyser, at 20-25 % af gæsterne er af anden etnisk oprindelse end dansk må betyde, at de fører statistik på området – og peger derfor netop på, at der bliver forskelsbehandlet. Klager ønsker med sin klage at få en godtgørelse i anledning af den behandling, han har været udsat for. Nævnet bør i den forbindelse lægge vægt på, at indklagede tilsyneladende systematisk afviser turister fra udlandet ifølge den dørmand, de talte med. Indklagede har gjort gældende, at der ikke har været tale om forskelsbehandling på grund af klagers etniske oprindelse. Gæster afvises alene af følgende saglige grunde: stedet er fyldt/reserveret, gæsters påklædning følger ikke stedets dresscode, gæster er berusede eller opfører sig utilbørligt, eller gæster har tidligere lavet ballade på stedet. Det er således ikke korrekt, at klager blev afvist, fordi han havde anden etnisk herkomst end dansk. Dørmændene har fået strenge instruktioner i alene at afvise gæster i de fire ovennævnte situationer baseret på en konkret vurdering. Det passer derfor ikke, når klager anfører, at indklagede systematisk afviser turister fra udlandet. Natten mellem den 18. og 19. december 2015 var en af de travleste nætter i hele 2015, hvor der var en lang liste med gæster med reserveret indgang, ligesom der var særligt mange gæster, der kom direkte fra gaden. Det betød, at flere gæster blev afvist netop denne aften i forhold til en sædvanlig aften. Når klager blev nægtet adgang, må det enten skyldes, at han ikke levede op til stedets dresscode, eller at han var for beruset. Indklagede natklub estimerer, at 20-25 % af natklubbens gæster har anden etnisk oprindelse end dansk, og at én af klubbens ejere har dansk-tyrkisk baggrund. Natklubben er derfor rigtig ærgerlig over den ganske ubegrundede klage, som stiller klubben i et dårligt lys over for klubbens gæster. Hvis klager eller dennes venner ved en fejl har betalt indgangsbilletter uden at blive lukket ind, er indklagede naturligvis indstillet på at tilbagebetale beløbet, ligesom de alle er velkomne på natklubben fremadrettet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse. Ligebehandlingsnævnet lægger i overensstemmelse med klagers oplysninger til grund, at klager, der i køen kommunikerede på engelsk, på forlangende foreviste sit lettiske identitetskort, men at dette blev afvist som gyldig identifikation. Klager har endvidere oplyst, at dørmanden direkte adspurgt sagde, at klubben ikke tillod folk fra udlandet at komme ind. Nævnet lægger endelig efter klagers oplysninger til grund, at klager som den eneste i selskabet blev bedt om at vise sit gule sygesikringsbevis (sundhedskort), der udstedes til alle med bopæl i Danmark, for at opnå adgang til stedet. Klager har på den baggrund påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Det er herefter indklagede, der skal godtgøre, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling af den angivne grund. Indklagede har ikke med de mere generelle oplysninger om efter hvilke retningslinjer, adgangskontrollen i praksis gennemføres på natklubben, løftet bevisbyrden for, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 22. januar 2016, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <2016-6811-05543>

Versioner

  1. 2016-07-23