Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2016/9771@2016-07-29/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - medhold - stillingsopslag

J.nr. 2015-6811-35784 En mand søgte en deltidsstilling i en lingeri- og modeforretning. Stillingen var slået op på en medarbejders facebookprofil, og det fremgik, at forretningen søgte en ”smilende og selvstændig pige”. Manden fik afslag på sin ansøgning med henvisning til sit køn. I det omfang forretningen måtte være ansvarlig for stillingsopslaget, havde forretningen handlet i strid med forbuddet mod annoncering efter personer af et bestemt køn. Da klager havde fået afslag på grund af køn, havde han påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling, og forretningen havde ikke løftet bevisbyrden for, at der ikke var sket forskelsbehandling. Forretningens oplysning om, at der ikke på baggrund af opslaget var ansat en medarbejder, kunne ikke føre til et ændret resultat. Klager fik derfor medhold samt godtgørelse på 5.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager fik oplyst, at han på grund af sit køn ikke kunne søge en deltidsstilling i den indklagede forretning. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager på grund af sit køn ikke kunne søge en stilling i den indklagede forretning. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 5.000 kr. med procesrente fra den 25. juli 2015, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Ifølge et stillingsopslag på en facebookside den 8. juli 2015 søgte den indklagede lingeri- og modeforretning i A by ”en smilende og selvstændig pige” til ansættelse ca. 15-20 timer ugentligt. Facebooksiden tilhører en salgsassistent hos indklagede, der efter det oplyste er uden personaleansvar. Den 21. juli 2015 sendte klager, der var bosiddende i B by, besked til salgsassistentens facebookside: ”Hej Jeg vil gerne ansøge om stillingen, kan jeg det , selvom jeg er mand? ” Klager sendte samme forespørgsel til indklagedes mailadresse, der fremgik af opslaget på facebook. Klager fik kort efter følgende svar via mail: ”Hej! Det er desværre ikke muligt da vi skal bruge en pige som der også står i jobopslaget. Hilsen [indklagede]” Efter det oplyste var det salgsassistenten, der besvarede mailen. Senere samme dag sendte klager en mail, hvormed han søgte stillingen. Den 22. juli 2015 fremsatte klager over for indklagede skriftligt krav om godtgørelse på 25.000 kr. for overtrædelse af ligebehandlingsloven. Klager ville indbringe sagen for retten, såfremt han ikke modtog betalingen inden for 14 dage. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev indgivet den 24. juli 2015 efter kontortids ophør. Den anses derfor for modtaget den 25. juli 2015. Den 30. juli 2015 sendte klagers fagforening brev til indklagede med krav om godtgørelse for overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Klager ønsker godtgørelse på 25.000 kr. Alle skal behandles lige, og klager følte sig krænket, da han blev afvist på grund af sit køn. Klager har påvist faktiske omstændigheder både på baggrund af stillingsopslaget og af afvisningen. Indklagedes medarbejder lagde stillingsopslaget op på en offentlig facebookgruppe, der havde til formål at opslå stillinger. Opslaget var indklagedes ansvar, da det var underskrevet af forretningen i A by, og da stillingsopslag og afslag altid er butikschefens ansvar. Klager var arbejdssøgende og var forpligtet til at søge og tage et job, hvor som helst og når som helst. Hvis han fik stillingen, ville han have flyttet nær A by. Det er derfor ikke relevant, om klager havde bil. Klagers skatteprocent var ikke 40 som angivet af indklagede. Klager søgte fra 1. marts til og med 15. oktober 2015 stillinger i A by, C by, D by, E by og F by. Der var tale om deltids- og fuldtidsstillinger. Klager ønsker ikke at udlevere nærmere oplysninger herom til en tredje part. Klager henviser til en dom fra Vestre Landsret i en sag, som tidligere har været afgjort i Ligebehandlingsnævnet (sag 457/2012). Her søgtes en pige til ansættelse, og en mand fik derfor tilkendt godtgørelse på 25.000 kr. Klager henviser også til Ligebehandlingsnævnets afgørelse 124/2015, hvor et jobopslag på Instagram blev sidestillet med annoncering. Dette bør gælde tilsvarende for jobopslag på Facebook. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling. Ligebehandlingsnævnet bør afvise klagen, da en afgørelse kræver mundtlig vidneførelse, hvilket ikke kan ske for nævnet. Hvis klagen ikke afvises, bør indklagede frifindes. Såfremt klager tilkendes godtgørelse, bør denne være mindre end 25.000 kr. Jobopslaget blev opslået på Facebook af en medarbejder på medarbejderens egen profil, der ingen relation havde til indklagede. Det skete på medarbejderens eget initiativ. Hun var ikke blevet instrueret herom, og det skete uden ledelsens forudgående kendskab og godkendelse. Medarbejderen var ansat som salgsassistent og refererede i det daglige til butikschefen, der refererede til arbejdsgiveren. Medarbejderen havde ikke ledelsesansvar. Da ledelsen blev opmærksom på opslaget, blev medarbejderen straks bedt om at fjerne det. Medarbejderen forklarede over for butikschefen og arbejdsgiveren, at baggrunden for opslaget var hendes egen bekymring for, om vagtplanen ville gå op i sommerperioden, hvor hun selv var på en længere ferierejse. Der var ikke behov for at ansætte en ny medarbejder, og der blev ikke ansat en medarbejder på baggrund af opslaget. Butikken fik i sommerperioden hjælp fra andre butikker. Medarbejderens svar den 21. juli 2015 til klager om, at indklagede alene søgte piger, må stå for hendes egen regning, og indklagede kan ikke stilles til ansvar herfor. Det er indklagedes opfattelse, at klagers ansøgning var en pro forma-ansøgning, der alene havde til formål at opnå en godtgørelse, og at klager ikke havde til hensigt at tiltræde stillingen. Klagers mail med den meget kortfattede ansøgning blev sendt ca. halvanden time efter, at han både via medarbejderens private facebookside og via en mail spurgte, om han kunne søge stillingen. Det tidsmæssige perspektiv viser med tydelighed, at klager reagerede usædvanligt og hurtigt, hvilket indklagede opfatter sådan, at klager ikke havde til hensigt at søge og tiltræde stillingen og dermed var i ond tro. Ansøgningen i mailen var holdt i generelle vendinger og positive tillægsord, der i princippet kunne fremgå af en hvilken som helst ansøgning. Det eneste reelle faktum, klager oplyste i ansøgningen, var, at han tidligere havde arbejdet med telefonsalg i en større virksomhed. Resten var uden egentligt indhold, ligesom der intet fremgik om, hvad klager beskæftigede sig med, herunder gik i skole, arbejdede eller lignende. Der var heller ingen information om, hvori klagers interesse for indklagedes forretning bestod, eller om hans adresse eller telefonnummer. Der var ikke vedlagt et CV. Der manglede således helt afgørende og sædvanlige elementer i forhold til en almindelig ansøgning. Allerede dagen efter og uden at have fået svar på ansøgningen, fremsatte klager et erstatningskrav. Klager anmodede om, at indklagede betalte 25.000 kr. inden for 14 dage, og at han ville indbringe sagen for retten, hvis betalingen ikke blev modtaget. Allerede to dage senere, den 24. juli 2015, indbragte klager sagen for Ligebehandlingsnævnet. Ca. en uge senere, den 30. juli 2015, modtog indklagede brev fra klagers fagforbund, der ligeledes fremsatte krav på vegne af klager. Denne ualmindelig aggressive adfærd og det tidsmæssige aspekt i klagers henvendelser sammenholdt med den mangelfulde ansøgning er endnu et udtryk for, at klager ikke havde til hensigt at få stillingen, men alene forsøgte at opnå godtgørelse. Ifølge opslaget på medarbejderens private profil var der tale om en deltidsstilling i A by. Klager var bosiddende i B by, hvilket han i øvrigt undlod at oplyse om i ansøgningen. Der er en ikke ubetydelig afstand mellem A og B by. Ifølge Google Maps er der 116 km mellem klagers bopæl og forretningens adresse, hvis man kører i bil. Hvis det forudsættes, at den ugentlige arbejdstid var 20 timer, kunne det betyde fire timers eftermiddagsarbejde på alle ugens fem dage. Det ville medføre en transporttid på 10 køreture af 116 km om ugen og en samlet rejsetid på 15 timer om ugen, dvs. kun fem timer mindre end arbejdstimerne i forretningen. Hertil kommer omkostningerne til brændstof, der ville udgøre 500-1.000 kr. om ugen. Hvis man ikke har bil, ville der med offentlig transport ifølge Rejseplanen være en transporttid på i gennemsnit tre timer pr. vej, det vil sige i gennemsnit seks timer pr. dag og 30 timer pr. uge. Omkostningerne ville udgøre 149 kr. pr. vej med Rejsekort, dvs. ca. 1.500 kr. om ugen. Lønnen for en ufaglært butiksassistent udgør 110 kr./time og med en marginal skatteprocent på 40 ville det betyde en udbetaling på 5.719,88 kr. om måneden ved en 20 timers ansættelse. Den lange transporttid og omkostningerne forbundet hermed står i åbenbar modstrid med den løn, som ville blive udbetalt for det pågældende arbejde, og det er således endnu et bevis på, at klager ikke havde til hensigt at få stillingen. Indklagede stiller spørgsmålstegn ved klagers oplysning om, at han havde til hensigt at flytte til A by, hvis han fik stillingen. Dette har mere karakter af efterrationalisering. Klager opfordres til at dokumentere sin påstand om, at han var villig til at flytte, eksempelvis ved at fremlægge andre jobansøgninger og den geografiske placering af de søgte stillinger. Dette har klager imidlertid ikke ønsket, hvilket understreger behovet for mundtlig vidneførelse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven). Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Det fremgår af ligebehandlingsloven, at der ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn. Opslaget på indklagedes medarbejders facebookside må sidestilles med annoncering. I det omfang indklagede som arbejdsgiver måtte være ansvarlig for opslaget, har indklagede handlet i strid med forbuddet mod annoncering efter personer af et bestemt køn. Nævnet kan ikke tilkende klager godtgørelse for overtrædelse af annonceringsbestemmelsen. Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelse. Klager søgte stillingen på baggrund af det opslag, som salgsassistenten havde lagt ind på sin facebookside. Klager sendte sin ansøgning til indklagedes mailadresse, og det var også herfra han fik besked om, at indklagede alene ønskede at ansætte en pige. Klager har på denne baggrund påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han på grund af sit køn har været udsat for forskelsbehandling. Der er herefter indklagede, der skal bevise, at der ikke er sket forskelsbehandling. Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet denne bevisbyrde. Der er herved lagt vægt på det klare svar om, at indklagede alene ønskede at ansætte en pige. Det forhold, at indklagede efter det oplyste ikke ansatte en deltidsmedarbejder, kan ikke føre til et andet resultat. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 24. juli 2015, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <2015-6811-35784>

Versioner

1. 2016-07-29